Lige nu i Skovhuset...
2006
Læs her om 2004
Læs her om 2005

30. december: I dag havde vi besøg af Marit, Jes og hans 2 børn Niklas og Cecilie. De 2 børn er bestemt ikke trygge ved hunde, men som sidste gang, gik der ikke lang tid før både børn og hunde hyggede sig med hinanden. Jes er uddannet bager, og havde kreeret en flot kransekage til os - formet som hunde - hvad ellers?


Hjemmelavet kransekage


Niklas og Cecilie med Alba og Malou

22. december: Så fik vi endelig juleferie. Den startede dog lige med et besøg hos Jacob dyrlæge. I aftes bemærkede vi, at Malou lå og slikkede meget på sit ene forben, og da vi så nærmere efter, var der et område hvor det var hårløst og huden virkede lidt fortykket. Så for en sikkerheds skyld tog vi ned omkring Jacob i dag. Hvornår og hvordan det helt nøjagtig er opstået, ved vi ikke; men i de sidste par dage har hun under den daglige tur nede på engen, gennemsøgt alle kvasdyngerne for fasaner og når hun først har fået fært af dem, er der ikke noget, der kan forhindre hende i at forcere dyngerne, så måske er det ved sådan en lejlighed hun har skrabet sit ene forben og så begyndt at slikke på det. Nu er hun sat i behandling med noget penicillin og prednisolon for at tage kløen, så må vi håbe det hjælper. Ved samme lejlighed fik hun også lige et almindeligt sundhedscheck og fik klippet negle og så fik vi lige styr på, hvornår Malou igen skulle vaccineres inden hun i marts skal parres igen.
Vi benyttede os også af lejligheden til at kigge lidt nærmere på Jacobs nye butik, som er indrettet i en tilstødende bygning - der er alt hvad hjertet kan begære af ting og sager til de firbenede. Jacob havde lige fået røget et par dyrekøller og fået lavet spegepølser af noget dyrekød og han synes lige vi skulle have noget med hjem til julebordet - hold da op hvor lækkert.
Posten kom igen i dag med en masse julehilsner og overraskende lå der også en check på 500 kr. fra DRK. Det var tilbagebetaling for det spor, vi meldte fra på i november - det havde jeg slet ikke ventet, men det var da dejligt med ekstra 500 kr. at bruge her op til Jul;o)
Om en times tid bliver Hans's mobiltelefon slukket og gemt til den 1. januar kl. 8.00 - for så starter et nyt år med endnu en uges døgnvagt - suk.......
Marit, Jes og Julie sidder i øjeblikket på færgen til Oslo - heldigt for dem, at de har valgt den vej - for det havde nok været utrygt at køre fra Gøteborg med alle de vejsammenstyrtninger; der har været p.g.a. al den regn der er kommet deroppe.

 

18. december: Denne gang har vi også set frem til at det skulle blive mandag morgen, hvor Hans's vagt sluttede kl. 8.00 - de der ugelange døgnvagter; som Hans har med jævne mellemrum, er efterhånden ved at være for anstrengende for os begge to, når man 3-4 gange på en uge, ikke kan få sin nattesøvn og samtidig skal have dagligdagen til at fungere. Heldigvis lykkedes det for Hans i lørdags, at arrangere at få vagtfri i 24 timer, så vi kunne hygge os med børnene. Vi har besluttet at droppe alle de sædvanlige juleforberedelser, der plejer at give stress - vi vil i år, bare slappe af og hygge os - og så bliver mobiltelefonerne slukket, fra på fredag aften til nytårsmorgen kl. 8.00. For desværre starter 2007 nemlig med, at Hans i den første uge af det nye år, igen skal have døgnvagt!
 

17. december: Vores datter, svigersøn og barnebarn tager til Norge på juleferie nu på fredag og selvom Andreas kommer hjem juleaften, skal han også arbejde mange af de andre juledage, så vi havde besluttet, at samle dem og invitere dem ud at spise en lidt utradionel "julefrokost" i går aftes. Vi havde bestilt bord hos "Fru Larsen" ude i Laurbjerg. Vi havde tit snakket om at tage derud; men det er aldrig blevet til noget - før i går. Det var virkelig en oplevelse udover det sædvanlige. Der var ikke det kæmpestore a la carte udvalg; men derimod en Julemenu på 8 forskellige retter, man så kunne sætte sammen, som man havde lyst og appetit til. Der var en fransktalende tjener (Ok han snakkede lidt dansk, så vi kunne forstå det meste) og han fortale om samtlige retter, inden vi besluttede os for 2 forretter, 1 hovedret og 2 desserter. Den ene forret var kold lakse carpaccio og dernæst en unghanedolmer. Hovedretten var gåsebryst, and og vagtel med forskelligt tilbehør. Så fik vi en tallerken med 6 ostespecialiteter og til sidst en desserttallerken med 4 forskellige desserter på. Til alt det fik vi 5 forskellige udsøgte vine, som var specielt afpasset til de forskellige retter. Det er ikke så tit man får lejlighed til at nyde sådan et måltid og vi sad faktisk i over 4 timer og spiste og hyggede os. Det er sådan en aften man husker længe.


En af forretterne


Hovedretten


En af desserterne

14. december: Så blev det sidste HD og AD resultat fra våbenkuldet registreret på DKK's hjemmeside. Herligt at samtlige hvalpe herfra er blevet fotograferet;o)
Selvfølgelig havde det jo været dejligt om de alle havde haft A hofter og 0 på albuerne; men i det store og hele må vi sige at det er tilfredsstillende.
En enkelt C hofte og en enkelt 1 på en albue - resten er helt OK. Når vi så også tager hvalpenes arbejdsegenskaber med i vore bedømmelse, så  er der bestemt ingen grund til at være andet end godt tilfreds!
Hans har igen døgnvagt i sit firma - og også denne gang har han travlt og er  næsten aldrig hjemme - og når han endelig er det, så snakker han i telefon - nejjjj, hvor skal det blive dejligt at få nogle fridage i forbindelse med Jul og Nytår - så bliver mobiltelfonerne slukket og lagt langt væk;o))))

13. december: HURRA - i aftes kom der mail fra DKK - alle papirer + checken på 45 kr. var modtaget, så NU skulle Albas Optigenresultat endeligt kunne blive registreret:o)
Sikken en lettelse - oven på alle de mails, der er skrevet frem og tilbage mellem dyrlægen, DKK, mig og Optigen.
Så mangler vi bare lige at se "Pelles" HD og AD resultat blive registreret på DKK's hjemmeside - det sker forhåbentlig i løbet af denne uge.
Vejret har været rigtig træls - og selv hundene, som gerne vil ud når det regner, har set glade ud, når de er blevet hentet op fra hundegården og få lov at komme ind i tørvejr. Men man kan alligevel godt mærke på dem, at de mangler lidt beskæftigelse - særlig Alba har en masser af overskydende energi, hun skal have brændt af, så vi leger "gemmeleg" indendørs - det giver dem lidt mental træning;o)

6. december:
Her til morgen havde DKK opdateret med Mausers HD og AD resultat. Som ventet fik han et C på hofter og 0 på albuerne. Men når man ser samlet på det afkom efter Salje, der er HD og AD fotograferet, så ser det jo stadig rigtig flot ud;o) Ud af 77 fotograferede er der 2 med D hofter og 4 med C hofter - resten er A og B - altså HD fri!
Salje er p.g.a. alder taget ud af avlen; men der ligger endnu 2 kuld efter ham i Sverige, som endnu ikke er fotograferet.
Vi håber at "Sokrates" har fået mange af de gode gener med fra sin far og mor - til glæde for de hvalpe, der ser dagens lys i Skovhuset her til foråret - vi glæder os i hvert fald rigtig meget;o))))

5. december:
Så har vi været ude og ladet os blæse godt igennem, nede på engen ved Gudenåcentralen. Som sædvanlig lykkedes det for Alba at blive våd over det hele, ved at bade i den grøft, der går langs engvejen;o) Så nu er de sat til tørre nede i deres hundegård, hvor de åbenbart har besluttet sig til at dele en igloo - man hygger sig;o)))
Siden Sanna fra Guamikeni har nedlagt sin hjemmeside, har jeg manglet muligheden for at gå ind og se på sundhed og resultater på hvalpe efter Salje og Hamlet, så jeg har besluttet mig til at lave min egen side om
sundhed. Det er også en udmærket side, hvor hvalpekøbere eller andre interesserede,  kan gå ind og læse lidt om sundheden på vores opdræt og de hvalpe, der ligger efter de hanner vi har benyttet i vores opdræt.
I det sidste nummer af "Retrieveren" var der stemmesedler til både bestyrelsen og raceledelse - og til raceledelsen har vi valgt at stemme på Henrik Johansen og Connie Svane - vi håber på, at de begge får et godt valg;o)) Har man endnu ikke stemt, kan det nås endnu - sidste frist er 10. december.
Vi venter stadig spændt på de sidste HD og AD resultater på Mauser og Pelle - vi håber at de kommer i løbet af denne uge.

3. december: Hele dagen i går var Hans på arbejde og da han ikke blev færdig, måtte han også af sted i dag! Der går efterhånden meget af vores tid med arbejde, og det går jo ud over alle de andre ting vi også gerne vil lave. Marianne, Lau og Mads har lige været på besøg med Dina. Det var herligt at se "Dimsen" igen. Hun kunne bestemt kende mig igen og også Malou og Alba fandt hurtigt ud af, at det var den gamle legetante, der var kommet på besøg. 5 minutter efter at hundene havde hilst på hinanden, virkede det som om Dina ikke havde været væk i det hele taget;o)))
Hans havde ellers sådan glædet sig til at hilse på Dina; men det må han så have til gode til en anden gang. Vi kan tydeligt se hvor godt Dina trives hos sin nye familie, og vi har ikke et eneste øjeblik været i tvivl om vores beslutning om at omplacere Dina, har været den bedste for os alle.

1. december: Så kom dagen, hvor vi kunne opdatere hjemmesiden med vores hvalpeplaner til foråret. Det bliver rigtig spændende og jeg er allerede for længe siden begyndt at spare fleksdage sammen, så jeg også næste gang kan være hjemme ved de små, i det omfang der bliver behov for det. Vi får ingen problemer med at finde ud af, hvornår og hvordan vi skal afholde vores sommerferie - den går til prægning og pasning af hvalpe - og det glæder vi os meget til. Malou skulle efter planen komme i løbetid til marts og hvalpene skulle komme sidst i maj med levering i juli /august - perfekt for alle - ikke mindst for dem, der gerne vil være med til at præge deres hvalp fra starten og have mulighed for at være hjemme ved den i den første tid. Vi er også glade for, at faderen til dette kuld ikke bor så langt væk - der vil for hvalpekøberne, denne gang blive mulighed for at hilse på både mor og far til hvalpene.
 

30. november: Sidste dag, før vi træder ind i julemåneden - og lige hjemkommet fra en dejlig tur ved Tange sø, må jeg sige, at vejrmæssigt, skulle man tro vi først var i september:o)
I aftes lå der mail fra Optigen i USA - Alba var som forventet Normal/clear. I dag har jeg hørt, at den han vi påtænker at parre Malou med, OGSÅ er testet normal/clear. Nu skal vi lige have et par praktiske ting på plads, og så bliver hvalpesiden opdateret - jeg kan jo se at der er rigtig mange, som er inde og kigge om der snart sker noget;o))))
Dina og hendes nye familie kommer på besøg på søndag - det bliver dejligt at se "Dimsen" igen;o)
I aftes så jeg inde på labradorforum, at en søster til Dina (fra et andet kuld) var blevet Optigentestet B - altså Carrier/bærer af PRA - og det betyder at Dinas mor Brown Hunt´s Happy End Of Luka, også må være bærer! Vi fik Dina Optigentestet i 2004 og hun var Normal/clear - men der må jo være nogle af hendes søskende eller halvsøskende, som har arvet bærergenet fra Happy! Det har selvfølgelig kun betydning, hvis man vil bruge disse hunde i avl!
Vi fik en meget trist meddelelse i går  - Malous dejlige far Kado er død - han nåede en alder på 9 år og har nået at blive far til mange dejlige hunde. Vi sender mange varme tanker til Charlotte Kilstrup fra
Kennel Kado, som har mistet en kær ven.....heldigvis har Charlotte 2 hunde efter Kado - så helt væk er han ikke;o)))

 

27. november: Metteline og Odin nåede desværre ikke helt i mål på færdselsprøven i går. Den første del af lydighedsdelen gik rigtig godt, lige indtil Odin skulle dækkes af og der skulle skydes. Da rejste han sig - og så dumper man - ØV altså! Heldigvis tager Metteline det ikke særlig tungt, selvom hun selvfølgelig gerne havde set at Odin havde bestået - men nu ved hun hvad, der skal trænes med, inden de prøver igen. Sådan plejer jeg også at tage de schweiss/sporprøver, der ikke giver 1. pr. - det er også her at 0 og 2. og 3. præmierne, er dem, der bedst viser hvad der mangler af træning. Jeg synes det er SEJT af Metteline at træne og stille Odin på så svær en prøve - DRK´s brugsprøve er jo ikke noget at sammenligne med i det hele taget;o))))
I denne uge skulle der indløbe resultat fra Optigen i USA - ikke at jeg er særlig "spændt" - for Alba skulle da gerne være normal/clear som begge hendes forældre;o)
Men vi er spændt på den kommende "svigersøns" resultat - men han er også ud af sunde linier, så hvorfor skulle han ikke også være normal/clear?
De sidste 2 HD og AD resultater skulle komme om ca. 2 uger og så skal vi have opdateret hvalpesiden - det glæder jeg mig til;o))))

 

26. november: Metteline og Odin er til Færdselsprøve i Skærbæk i dag. Jeg har været inde og læse hvad en færdselsprøve egentlig består af og det er bestemt ikke for nybegyndere skal jeg hilse og sige;o) Så jeg krydser ALT hvad jeg kan for at de kan bestå i dag.
Hans er på en lille formiddagsjagt i dag og vi blev enige om, at også Alba skulle have lov at komme med - og da det gik op for hende, var hun lige ved at slå kolbøtter af bare begejstring. Nu er jeg lidt spændt på om Hans kan "styre" dem begge på en gang.
Jeg var meget spændt på, at gå ind på DKK indeksside her til morgen, for at se HD indekset på Malou og dem fra Våbenkuldet; som havde fået deres resultat! Jeg blev noget overrasket over, hvor meget de 2 B hofter egentlig har betydet! Jeg havde håbet at de 2 A hofter på en eller anden måde kunne udligne dem; men det gjorde de ikke! Malou har nu stadig et indeks over 132 og med en sikkerhed på 0.791 - så hun er bestemt stadig værd at bruge i avl. Nu er vi så rigtig spændt på Mausers resultat - der er nok ingen tvivl om, at med en eventuel C hofte, vil indekset vil falde yderlig.
Jeg har forebyggende valgt at give Alba Galastop - hun var ved at vise tegn på falsk drægtighed og jeg synes bestemt ikke at hun skulle igennem den samme usikkerhed som sidste gang. Hun skal heller ikke have hvalpe, før tidligst i slutningen af 2007, så det skulle ikke have indflydelse på det. Malou; som skal parres i sin næste løbetid, må til gengæld ikke få det - men hun har denne gang, heller ikke vist det mindste tegn på at være ramt. Sidste gang virkede hun noget deprimeret; men vi har været opmærksomme på det og har sørget for at aktivere hende.

22. november: Så blev "Pelle" fotograferet og det så også fint ud. Her til morgen kunne resultaterne fra de 4 piger så ses inde på DKK indeksside, og Tikka og Ruko har A hofter og Aya og Chica har B hofter - alle har 0 på albuerne. Det er vi meget tilfredse med - der er åbenbart ikke meget, der skiller en A og B diagnose; men B er jo også fri, så det er ikke noget at bekymre sig om. Af dem, der blev fotograferet den 3. november, mangler vi Mauser - der har vi selv en mistanke om B eller C hofte; men også han skulle gerne have 0 på albuerne.
Pelles resultat skulle så foreligge om ca. 3 uger - men der skulle ikke være grund til bekymring;o)))
Nu mangler vi så lige Optigenresultatet på "svigersønnen" - så kan vi vist få opdateret "hvalpesiden".

 

19. november: Jeg valgte at trække Alba fra sporprøven i går formiddags! Så Nicolai/Sika og Dorte/Tikka har været alene om at vise "flaget" fra Lab-x-streams i dag;o)
Jeg har via SMS fået underretning om hvordan det er gået dernede for Tikka og Sika i dag:
Desværre fik de begge et 0. Nicolai og Sika kæmpede ellers i over 1 time på de første 300 m og det er en fantastisk præstation når man tænker på at Sika faktisk har gået 3 spor i det svenske i den forløbende uge - hun har en energi uden lige;o)) Dorte kom helt ud forbi 3.die knæk, før de blev kaldt af sidste gang - det er utrolig flot klaret, for det er jo allerførste gang Dorte går med Tikka på et officielt overnatningsspor med opsøg og tilbagegang - og så på 1000 m. I følge Nicolai høstede Dorte og Tikka stor ros fra dommeren. Jeg er bare så glad og stolt over dem alle fire - og ved at de kommer stærkt igen - det er jo nullerne og 2. og 3. præmierne man lærer mest af;o)))
Hvad der blev givet af øvrige præmieringer foreligger der ikke noget om endnu - det følger jeg op på senere.....
Har lige hørt at Lisbeth med Peanut fik dagens eneste 1. præmie - godt gået Lisbeth - et STORT TILLYKKE HERFRA;o)))
 

18. november: Underskud på søvnkontoen har åbenbart også gjort sin indflydelse gældende på modstandskraften - så jeg måtte tage tidligere fri fra arbejdet i aftes og gå hjem med feber og begyndende influenza symptomer. Feberen er ikke væk i dag; men jeg håber jeg snart får det bedre. Jeg skulle gerne på kirkegården i dag - da jeg skrev datoen - 18. november - gik det op for mig, at min mor kunne have haft fødselsdag i dag....
Ellers står den vist bare på afslapning i dag, noget, der vist ikke bliver så svært, da jeg i den grad føler mig mat. Hans er lige kørt på på arbejde - vi glæder os begge til, at det skal blive mandag morgen kl. 8.00 for da ophører Hans´s ugelange døgnvagt for denne gang! Det har virkeligt været en travl uge med mange opringninger/besøg sent om aftenen og natten. Men egentlig burde man jo ikke brokke sig over at have nok at bestille;o)))
Grundfos, som er min arbejdsplads, har lige vundet en meget fornem og eftertragtet europæisk kvalitetspris for virksomhedsledelse - noget virksomheden systematisk har arbejdet sig hen mod de sidste 10 år, og nu kan Grundfos faktisk kalde sig europamester 2006 i virksomhedsledelse og på tirsdag skal det fejres med en gave til alle medarbejderne i Grundfoshallen - så det bliver mægtigt spændende;o)))
Der er kommet mail fra DKK - med "brugsanvisning" på, hvordan Albas Optigenresultat vil kunne blive registreret - håber vi når det......
Flere har "undret" sig over at jeg har pillet linket til Kennel Guamikeni af min linkside - grunden er den enkle, at Sanna har nedlagt sin hjemmeside - den eksisterer ikke mere....
 

17. november: Vi lider i den grad under manglen på søvn - Hans har igen døgnvagt i sit firma og der har været nattearbejde de sidste 2-3 nætter; så det sætter sine spor - også hos mig, der bliver vækket når han skal køre eller kommer hjem. Hundene markerer også højlydt hver gang der kommer biler ind - også selvom de kan høre hvem det er.
I aftes fik jeg en god nyhed - vores måske næste "svigersøn" var blevet øjenlyst u.a. så nu venter vi bare spændt på Optigenresultatet! Jeg blev i går gjort opmærksom på, at dyrlægen, der har foretaget blodprøveudtagningen, IKKE har udfyldt og medsendt anmodning om registrering af resultatet ved DKK til Optigen i USA, så jeg fik travlt i går med at finde ud af hvordan jeg kunne sikre mig at Albas resultat kunne blive registreret. Det var jo ligesom hele meningen med at lade hende teste selv.
Så fik jeg opringning fra Pelles ejere - Pelle skal HD og AD fotograferes nu på tirsdag - så da tager jeg lige en fleksdag, så vi kan invitere Birgitte og Henrik med hjem til hygge efter fotograferingen! Det er dejligt at få fotograferingen overstået - og nu kan det ikke vare så længe før resultaterne kan ses på DKK´s indeksside;o))))

 


Nicolai med sin nye "Svamp" - SVCh Lab-x-streams Dancing Queen "Sika"

15. november: En jublende glad Nicolai har lige været i telefonen - Sika fik sin tredie 1. pr. på sporprøve i dag og titlen SVCh er hjemme; da Sika lagde ud med at få sin udstillingspræmiering INDEN de tog til Sverige;o) Hans og jeg er selvfølgelig ubeskrivelig glade på Malene og Nicolais vegne - intet er så skønt, som at se alle sine træningsture på spor krones med flotte præmieringer. Nicolai har bestemt heller ikke ligget på "den lade side" - han har utrætteligt trænet både spor og markprøve med Sika og jeg tror Region Midtjylland også er glade for at have ham i deres Region - han stiller nemlig også gerne op som hjælper, når de afholder forskellige arrangementer.
Jeg har de sidste 3 dage gået og været nervøs på deres vegne - vel vidende at Nicolai ikke kunne drømme om at tage til Sverige med en hund der ikke var toptrænet og ikke kunne stå distancen - men det er nok bare mig i en nøddeskal - jeg SKAL åbenbart plages af nerver - ha-ha og nerverne til på søndag - de er ankommet skal jeg hilse og sige og denne gang er de måske 3 gange så slemme som de plejer - for ud af de 9 deltagende hunde er de 3 faktisk herfra vores lille hobbykennel;o)))
Men kan jeg påtage mig nerverne for alle 3 hunde, og vores hvalpekøbere bliver sparet, så gør det ikke så meget;o))))
Jeg er lidt spændt på den endelige holdopstilling på søndag - da jeg har hørt om ændringer i katalognumrene!

 

14. november: Vi har problemer med vores mails - nogen forsvinder åbenbart ud i space - og det er både nogen vi har sendt og nogen som har sendt til os - meget mystisk; men bestemt også irriterende for man ved ikke hvem og hvilke der overhovedet er nået frem.....
I aftes lykkedes det at finde vores brugernavn og pinkode til at komme ind på TDC mailserver  - og der lå næsten 1000 spammails og optog plads - de blev skyndsomt slettet - så nu er jeg spændt på om de har været problemet; men det ser vi vel i de nærmeste dage.
I går tikkede der en sms ind fra Nicolai. Han og Malene er på ferie i Vänersborg i Sverige og benytter samtidig lejligheden til at gå lidt spor med Sika. Sika og Nicolai havde gået deres første svenske spor i går med Roger Skoglund som dommer og fået en flot 1. præmie. Nicolai og Sika har gjort det godt - både på spor og markprøver - et STORT TILLYKKE herfra Hans og mig - vi glæder os til at følge Jer i fremtiden;o))))
Kl. 11.00 kom der en SMS med besked om, at Nicolai og Sika har fået deres anden 1. præmie i Sverige i dag - denne gang med Inger Skoglund som dommer - og denne gang var de meget tæt på at få et HP - det er bare sejt gået;o))))))

Posten kom også med brev fra Sverige - et stort og flot Vildtspor Championat fra den svenske kennelklub til Alba så nu skal vi til at finde en ny plads på væggen.

 

11. november: HURRA - I dag har Janne fået sin 3. førstepræmie på 600m/20 timers sporprøve i Sverige og dermed er SVCh titlen i hus - et KÆMPE STORT TILLYKKE Janne og Xingu - intet er mere fortjent sådan som I har kæmpet på sporene - jeg er så glad på jeres vegne - håber I hygger Jer i Sverige med Merete og de andre krøllede;o)))
Med til historien hører også at "XINGU" er den første dansk opdrættede og danskejede Curly, der har erhvervet titlen SVCh - vi er stolte over at kende jer;o)))))


SVCh Moselunds Almera "Xingu" ved sin "Championatmiddag"

11. november: Til en "afveksling" er Hans på jagt, både i dag og i morgen. Malou er selvfølgelig med, så jeg har muligheden for at træne alene med Alba og nu håber jeg at der vil blive lidt ophold imellem regnbygerne i dag.
Jeg skal have min mobiltelefon med mig i dag - i går tog Janne og Xingu til Sverige for at gå spor - de mangler lige den "sidste" 1. pr. før titlen SVCh er hjemme og jeg krydser ALT hvad jeg kan krydse for, at de får den;o)))))
Alba skal ikke gå flere træningsspor, før prøven på søndag. Jeg er allerede begyndt at få sommerfugle i maven - irriterende; men det skal åbenbart være sådan. Jeg håber at det på DENNE prøve er dommerne, der får lov til at lægge blodet ud på sporene og ikke stifinderne - i modsætning til sidste prøves 1000 m spor - da var det, så vidt jeg ved,  stifinderen, der også var blodudlægger og det betyder jo i realiteten at det er stifinderen, der skal "dømme" om en hund er "gået af" eller ej.....
Jeg ved at det i tidernes morgen, blev indskærpet fra schweissudvalgets side, at dommerne skulle lægge blodet ud, fordi der kunne opstå  problemer angående troværdigheden i sporets kvalitet og troværdigheden i sporudlæggerens håndtering. Selvom denne prøve ikke er arrangeret af schweissudvalget, så har man da alligevel lov at håbe på,  at man i Vildtsporudvalget er opmærksom på dette!
Jeg glæder mig over, at der til denne prøve er 2 dommere - det giver et håb om at ventetiden ikke bliver så lang - NI spor er bestemt også for meget at dømme for en dommer - efter min mening.

 

9. november: Så kom endelig HD og AD resultatet på Bentes "Sako". Der er åbenbart travlhed i DKK´s registreringsafdeling for det har taget ca. 1 måned. Men resultatet var jo bestemt værd at vente på - A og 0. Det er en stor glæde når den kombination, man har gjort, indfrier de forventninger man har til sundhed. Det bliver også med fokus på sundheden, vi fremover udvælger de hanner, der får lov at parre vores tæver;o) Det ser selvfølgelig flot ud, at hanhunden har en lang række flotte resultater; men det er jo ingen garanti for at også hvalpen vil opnå det samme. Resultater kommer ikke af ingenting - dårlige hofter og albuer kan til gengæld godt komme af ingenting - hvis det ligger i generne! En tæve og en hanhund kan hver for sig få sunde hvalpe med andre hunde, men sammen kan de avle noget skidt - derfor vil det også fremover være et indiskutabelt krav fra vores side at ALLE hvalpe herfra skal HD og AD fotograferes - så vi kan holde fingeren på pulsen m.h.t. hvordan vores hobbyopdræt udvikler sig.
Vi regner med at Lab-x-streams Blaser "Pelle" bliver fotograferet i ugen, der kommer, så vi kan få resultatet på hele kuldet. Bortset fra en hund, med måske en grad på den ene hofte forventer vi bestemt at alle er helt i orden!
Jørgen fra Grenå ringede i aftes og fortalte Hans om endnu en weekend i jagtens tegn. Chita havde igen gjort sig bemærket. Under en mindre jagt havde Chita trykket en ræv ud, der blev skudt af en af de andre jægere og så var Chita "forsvundet". Det viste sig at hun havde apporteret ræven og var kommet hen til den jæger, der havde skudt den og sat sig ned ved hans side med ræven i munden - til stor forundring for jægeren, for det havde han lige godt aldrig oplevet før; men Chita holdt godt fast i ræven til han bøjede sig ned og bad hende slippe. Under jagten havde Jørgen også fået afprøvet, at han kunne fløjte Chita hjem, mens hun var i hælene på et stykke råvildt - så lydigheden er ikke helt glemt fra Chitas side;o)))
Chita går under navnet: "Bananen" ude på Djursland - måske fordi hendes stambogsnavn Lab-x-streams Chiquitita - minder lidt om navnet på bananen Chiquita - ha-ha.....

 

4. november: Så har vi været i Herning på udstilling i dag. Vi valgte at lade Alba blive hjemme i hundegården og bare tage Malou med. Hans skulle løbe med hende i ringen, så for første gang kunne jeg sidde stille og roligt ved ringside og være den, der kom med "gode" råd og kommentarer;o))))
Vi mødtes med Malene og Nicolai; som skulle udstille Sika i mellemklassen. Der var 12 hunde i den klasse og jeg havde faktisk tippet Sika til en 1. præmie; men uheldigvis kom dommeren "lidt bag på" Sika, da han skulle se tænder og røre ved hende og det gjorde hende lidt forskrækket og det kunne ses med det samme og derfor fik hun en 2. pr. Kritikken var nydelig, så hun og Nicolai skal bare - lige som Alba og mig - have lidt mere ringtræning og hundene skal vænnes til at blive berørt af fremmede.
Bagefter kom åbenklassen - også en stor klasse med 18 hunde og her fik Kim Jørgensen en velfortjent 1. pr. på hans schweisshund Brown Hunt´s Agpa og da de har fået 3x1. pr. på sporprøver i Sverige og en 1. pr. på 1000m/20 timer i Danmark blev hunden med denne udstillingspræmiering både dansk og svensk sporchampion - flot præstation - et stort tillykke herfra;o))))
Så blev det endelig vores tur - men i brugshundeklassen stillede ikke mindre end 30 hunde!!!
Så de blev bedømt i mindre grupper - Malou og Hans var nr. 3 i kataloget og sørme om ikke Malou fik en 1. pr. Selvom hun stadig har noget hængemave, ser hun nu ganske flot ud - pelsen er helt i top og hun har nogen fine bevægelser, så vi var meget godt tilfredse med præmieringen. - havde bestemt heller ikke regnet med nogen placering;o))))
Metteline havde taget turen til Herning, på trods af eftervirkninger af en influensa, og det var dejligt at hilse på hende og flotte Lab-x-streams Super Trooper "Odin".
Vi havde en rigtig hyggelig dag og hilste på rigtig mange gode hundevenner og jeg håber at dagens flotte resultat på Malou kan overbevise Hans om, at han er meget bedre til at udstille hundene end jeg er, så jeg fremover kan få lov at hygge mig ved "bare" at være tilskuer;o))))
I morgen vil jeg se om jeg kan komme ud og lægge et spor til Alba - der er jo ikke mere end 14 dage til vi skal til prøve.

3. november: Det har været en lang; men bestemt også en dejlig dag, hvor vi har genset de fleste af våbenbørnene og deres ejere. Desværre blev Henrik og Birgitte; som har Lab-x-streams Blaser "Pelle" forhindret i sidste øjeblik, da Henrik blev kaldt på vagt hos Politiet i Ålborg, hvor han arbejder. De ringer så og aftaler en ny tid med Jakob Daasbjerg.
Ellers må jeg sige det hele så fint ud. Måske er der en enkelt B eller C hofte - det kan være svært at vurdere for både dyrlægen og os lægfolk; vi må bare afvente panelet hos DKK. Hundene struttede af aktivitet og sundhed og deres temperament var stadig helt i toppen, og alle hvalpekøberne havde bare positive og rosende ord til overs for deres hunde, så vi kan jo bare være tilfredse med både Hamlet og Saljes afkom sammen med Malou.
Hans og Alba er lige taget af sted til Lund dyreklinik, hvor Alba skal blodprøvetages for en Prcd PRA gentest. Den skulle egentlig ikke være nødvendig; men for at kunne få hendes resultat registreret hos DKK har vi valgt at teste hende selv.
I postkassen i dag, lå der brev fra Dansk Kennel Klub - et kursusbevis på opdrætteruddannelsen og en CD med deres logo, som vi nu må benytte.
I morgen skal Malou udstilles i Herning og det bliver lidt spændende at se hvad en engelsk dommer synes om hende. Vi glæder os til at se Nicolai og Malene; som skal udstille Sika. Hun skal vist udstilles i mellemklasse, hvor Malou bliver stillet i brugshundeklassen.
Så det bliver endnu en dag i hundens tegn;o))))

 

2. november: Posten har lige været her med bladet fra Norsk Retrieverklubb; som sammen med alle de andre hundeblade, der dumper ned i vores postkasse bliver minutiøst gennemgået. I dag var der en kæmpe overraskelse. Jeg havde - lige efter vores sensommertur til Norge, siddet og skrevet om vores dejlige sporoplevelse ved Mosjøen - bestemt for vores egen hjemmeside, da jeg tænkte: hvorfor ikke sende beretningen ind til Norsk Retrieverklubb?? Som tænkt, så gjort og så glemte jeg jo alt om det - lige indtil jeg i dag slog op i bladet og blev mødt af billedet af Alba, og mig med spordommer og stifinder, hvor vi alle mest af alt, ligner druknede mus;o)))
De havde sørme sat hele min beretning i bladet uden at ændre eller fjerne noget, så jeg har lige siddet og gennemlevet hele sporet igen - og jeg synes jo stadig at det var en solid sporpræstation Alba leverede, den regnfulde søndag i september.
Nu er jeg spændt på om hun kan gå et lige så godt og koncentreret spor den 19. november i Sydjylland. Spændende bliver det i hvert fald:o)))
 

31. oktober: Jørgen fra Grenå har igen haft en forrygende jagtweekend med Chita - i aftes sendte han denne jagtberetning:

Det er svært at tro det, men igen en weekend hvor Chita imponerede alle, med sin fornemme apportering af to kokke, hvor tre andre hunde havde givet op. Trods vandløb, krat og siv, blev fuglene fundet og afleveret perfekt siddende foran mig i løbet af få minutter. Jeg havde da også held til at skyde en stor seksender, som dårligt nåede jorden, før Chita sad i struben på den. I går søndag var vi på en lille fællesjagt med gode naboer, og her faldt der et bukkelam 30 m. ude i en blød eng, det var nu vi skulle prale lidt, så jeg mente nok Chita kunne hente det, til stor morskab for de fleste, men heller ikke her, blev jeg svigtet, dyret blev hentet og afleveret siddende foran mig. så nu var det vores tur.
Jeg kan godt se vi er begyndt på rigtig jagt, lydigheden er knap så god mere, men det er svært at finde grænsen, vi skal jo også gerne bevare jagtlysten, ellers er det hele jo ødelagt, så vi må nok i gang med dressuren igen til foråret
Mange hilsner Pia og Jørgen 

 

30. oktober: Jeg valgte at blive hjemme fra jagten i går. Det er nok ikke videre smart at lade Alba få alt for meget smag på det, før vi har prøvet os på nogle flere sporprøver;o) Vi valgte så at tage en tur ned og gå en lang tur ved Tange sø, og omme på engen fik vi øvet fri ved fod og indkald - og det sidder heldigvis godt fast - måske særligt, når hun ved, at der ligger et par kiks i lommen;o)
Hans og Malou kom hjem fra jagt sidst på eftermiddagen - de havde været rundt på nogle forskellige småjagter vi har i omegnen, og i går havde han været heldig og skudt både ænder, fasaner og en stykke råvildt for Malou og som sædvanlig gik hun totalt i selvsving over fasanerne - det må vist siges at være Malous yndlingsvildt;o))
Fasanerne blev foræret til grundejeren; men ænder og råvildet kom med hjem, så nu har vi en hel del råvildt i fryseren og nu skal jeg i gang med at søge inde på
Halfdans side og se om ikke jeg kan finde nogle nye måder at tilberede det på;o))
Sidst på eftermiddagen kom Marit og hendes kæreste Jes, med Julie og Jes´s to børn, Nicklas og Cecilie, på 3 og 5 år; som vi så for første gang. Vi havde været lidt bekymret, fordi Jes´s børn var panisk bange for hunde, efter en grim oplevelse; men begge hundene opførte sig eksemplarisk og kunne åbenbart godt aflæse børnenes kropssprog, så Alba startede med at smide sig ned, så de kunne se, at hun i hvert fald ikke var farlig, og der gik såmænd heller ikke lang tid, før begge børnene klappede hundene og sørme om ikke Alba fik lov at "kysse" med dem. Herligt at se hvordan børn og hunde kan "snakke" sammen.
Så er ugen kommet, hvor de sidste 6 fra Våbenkuldet skal fotograferes. Både Hans og jeg har taget fri på  fredag, hvor den første hund skal fotograferes kl. 9.30 og den sidste kl. 16.00. Klokken 18.30 har Alba en tid nede hos Lars og Susanne Preisler ved Lund Dyreklinik, hvor hun skal have taget en blodprøve til Optigentesten, og tidligt lørdag morgen skal vi til Herning og udstille Malou, så det bliver en travl weekend;o))))

 

27. oktober: I onsdags tog jeg ud og lagde det lange spor til Dorte og Tikka. Jeg havde jo selv lidt "problemer", da jeg i søndags gik sporet med Alba. Der hænger desværre nogen markeringer fra et andet spor undervejs. I onsdags synes jeg dog nok, at jeg kunne se, hvor det nye spor gik; men da jeg i går gik bag Tikka og Dorte, måtte jeg erkende, at det ikke var markeret ordentlig op. Det betød så, at Tikka fik mulighed for at vise hvor god hun i virkeligheden er, for hun klarede faktisk, at blive trukket af og alligevel finde tilbage på sporet og fortsætte sin sporing uden de store problemer. Jeg var naturligvis træt af, at jeg sådan havde kludret i det; men det ødelagde heldigvis ikke noget for Tikka. Mage til sporsikkerhed har jeg sjælden set. Hun havde lige lidt koncentrationsbesvær på den første strækning; - den friske fært var meget interessant; men det var tydeligt at hun hele tiden udmærket godt vidste hvor sporet gik, for når Dorte sagde "søg spor", så slog hun omgående ind på sporet. Efter det første knæk efter ca. 200 m gik hun med stor koncentration og farten var perfekt. Som Dorte selv havde forventet, begyndte Tikka efter 4-500 meters sporing, at kigge lidt søgende efter stubbe og buske - det var første gang Tikka gik så langt et spor; men hun fortsatte ufortrødent, da Dorte med hånden viste, at sporet fortsatte. Som sædvanlig var det nemt at se på Tikkas hale, da vi nærmede os sporslut - heldigvis hang kloven der stadig og hun fik sin velfortjente godbid.
Dorte har været heldig at blive rykket op som 1. reserve på sporprøven den 19. november, så vi krydser fingre for at de får lov til at gå et spor.
I dag vågnede vi til en rigtig efterårsstorm,  så jeg er lidt spændt på om vores resterende lille "skov" bliver stående. Vi skal have efterplantet de arealer, der blev lagt ned under den sidste storm.
Jeg har besluttet at tage Alba med på jagt på søndag - bare en enkelt såt eller to - men det er svært at styre - efter hun først har prøvet at drive, går hun helt i selvsving når hun møder frisk fært. Den anden dag, lige før vi skulle krydse den store eng ned ved Gudenåcentralen, på hjemvejen, fik hun fært af noget, og så afsøgte hun simpelthen hele engstykket en 2-3 gange på kryds og tværs. Jeg kunne følge hende med øjnene og hun havde snuden klistret i jorden og halen lodret i vejret. På et tidspunkt synes jeg det kunne være nok og kaldte hende hjem - selvfølgelig havde jeg ikke fløjten om halsen; men hun valgte at spille døv, så Malou og jeg måtte hente hende i den fjerneste krog af marken, og så fik hun godt nok læst og påskrevet. Det var tydeligt at damen godt vidste, at den var gal, så nu er vi i gang med at genopfriske hjemkald og kontaktøvelser;o))))

 

23. oktober: Det var en meget træt hund, der vendte med Hans hjem fra Fyn sidst på eftermiddagen i går. Malou havde været i gang hele dagen og hun havde trykket et rådyr frem; som blev skudt. En sneppe havde hun også snuset sig frem til; men den klarede desværre frisag. Hans sagde, at der visse steder var utrolig tæt med brombær så Malou måtte flere steder næsten tage tilløb for at trænge igennem. Hans har altid lidt ekstra foder med på sådan en lang jagtdag; som hun får lidt af ind imellem og i går havde en af jagtdeltagerne; som sørgede for maden, et par sønderjyske kålpølser i overskud, og den ene stod der "Malou" på:o)
Her til morgen, da jeg begyndte at gøre mig klar til den sædvanlige gåtur, blev Malou liggende midt i stuen, hvor hun kunne holde øje med mine forberedelser - Alba derimod, gjorde hvad hun kunne for at gå i vejen - lige som hun plejede. På vej ud af døren, besluttede Malou sig dog alligevel for at deltage - træthed eller ej.
Da vi først var kommet over på engen og jeg slap dem, gik der nu heller ikke så lang tid før Alba fik fært af noget og forsvandt over et dige rundt om engen og med Malou bagefter. De elsker den daglig tur og det samme gør jeg - det er en herlig start på dagen - uanset vejret.
Da jeg kom hjem lå der besked fra Nicolai og Dorte. Nicolai og Sika havde været heldige og fået et spor den 19. november; mens Dorte og Tikka havde fået 2. reservespor. Jeg er lidt spændt på, hvem de andre 4 er, der skal gå spor - men 2 Lab-x-streams hunde ud af 6 - det er da ikke så ring;o))))- Nu må vi så bare håbe at vi kan komme igennem med en præmiering;o)))))

21. oktober: I morgen skal Alba prøves på et langt spor - over 1000 m og det er lagt med opsøg og tilbagegang og nu skal det konstateres om hun klarer at holde koncentrationen på så langt et spor. Jeg er også spændt på om hendes deltagelse på sidste søndags jagt, har "tændt" hende i sådan en grad at hun trækker mig med på frisk fært - men nu ved jeg jo heldigvis selv hvor sporet går, så det får hun ikke lov til. Jeg er godt klar over, at det ikke er så heldigt at gå spor med en hund, der først har været med på rigtig jagt; men hvad - hun skal altså også bruges på jagt - så det må gå; som det kan;o)))
I dag - under vores daglige gåtur ved Tange sø, smuttede Alba lige pludselig ind i noget bevoksning og trykkede et rådyr ud - lidt længere henne stak hun lige hovedet frem for at se hvor vi var og så smuttede hun ind igen - og nu kom lammet ud....jeg kunne godt se, det var noget, der "tændte" hende. Hun var nu hurtigt til at at komme og sætte sig på plads, da jeg fløjtede af hende og så kom hun i snor til vi var forbi det stykke af plantagen. Det er lidt sjov at se, at det de fleste gange er Alba, der starter op - Malou er blevet lidt langsommere; men når først hun kan se, at Alba har fært af noget, skynder hun sig også af sted, for ikke at gå glip af noget.

 

19. oktober: Jeg fik besked i går, at vi havde været heldig og fået et spor på sporprøven den 19. november, så nu må jeg i gang med at tilrettelægge træningen;o)
Nu er det lidt spændende om vi mødes med Nicolai/Sika og Dorte/Tikka på sporprøven - for de har nemlig også meldt til.....
Nicolai har fået SIKA øjenlyst og den var fri.
 

17. oktober: Så har jeg fået bestilt en Optigentest af Alba hos Optigen i USA - og med dagens kurs og den rabat som gives, bliver det ca. 870 danske kr.
Det lykkedes desværre ikke for mig, at få Sanna fra kennel Guamikeni til at sende kopi af Hamlet og Saljes optigencertifikater og tro og love erklæringer, til brug for registrering hos DKK, så nu bliver Alba selv testet og får sit resultat registreret hos DKK. Den hanhund vi har kig på; som fader til Malous næste kuld, skal også Optigentestes den 3. november og han skal også øjenlyses senere i november, og vi håber selvfølgelig på han er fuldstændig rask, så vi kan præsentere ham på HVALPESIDEN sidst i november - det glæder vi os meget til;o)))
 

15. oktober: Dagen startede med at Hans og Malou tog afsted på jagt. Alba skulle vente til over middag, så hende og jeg tog ned og gik vores morgentur ved Tange sø. Vejret var jo helt vidunderligt. Jeg er helt fascineret af alle de spindelvæv der er om morgenen inden solen rigtig får fat - og i dag var der fyldt af dem, både ude på engen og inde i skoven. Alba fik rigtig brugt næsen; men i nærheden af dæmningen fik jeg hende kaldt til mig og fik linen på hende - jeg ville ikke have hende i vand inden hun skulle på jagt. Langs dæmningen ude i vandet sad der en masse ålekrager med spredte vinger og lod solen tørre sig. Fiskehejren og måger var der også. Det var et smukt syn i disen og jeg fik taget et par billeder. Alba var også vældig interesseret - særlig da der lettede et hel flok måger, idet hun stak hovedet over kanten for at kigge nærmere på dem.
Over middag tog vi op på jagten. Det er Hedeselskabet, der har udlejet jagten og de vil gerne have skudt en del af al det råvildt, der holder til i deres juletræsbeplantning. Der blev skudt 3 stk. råvildt om formiddagen - Hans havde skudt et lille bukkelam - den var ikke helt død, så han sendte Malou op til den og for første gang fik Malou anledning til at vise hun kunne affange. Den skreg og sparkede; men Malou holdt fast indtil Hans kom til, og så slap hun, så han kunne aflive den.
I den første såt, hvor Alba og jeg gik igennem, blev der skudt til endnu et stykke råvildt - desværre et løbsskud, så senere på dagen måtte vi have fat i en schweisshundefører - Finn Møller fra Bjerringbro.
I såt nr. 2 var Alba så heldig at rejse endnu et stykke råvildt; som der også blev skudt til - desværre en ren forbier. Mærkeligt nok hverken så eller hørte vi noget til fasaner i dag. Men 7 stykker råvildt blev set og de 4 lå på paraden, da vi var færdige.
Alba fandt hurtig ud af, hvad det var hun skulle. Heldigvis drev hun ikke så langt, før hun kom tilbage og fik kontakt til mig. Hun var vældig lydig og kom med det samme, når jeg fløjtede. Hun skal helt sikkert blive en god jagthund.
Da Finn kom derop, fik vi organiseret med skytter, der skulle stå for og så fulgte den uheldige jæger med Finn og hans to KLM hen til anskudsstedet. Jeg fulgte også med - det kunne være nok så interessant at se en rigtig schweisshund på arbejde. Der var ikke meget schweiss at se - en af de andres hunde havde uheldigvis jaget et stykke med råbukken og var kommet til at bide sig selv i tungen, så der var lidt tvivl om noget af det schweiss vi faktisk fandt, stammede fra dyret eller fra hunden. Dyret var gået igennem noget meget tæt markhegn af hvidgran, fulgt dette et stykke og så gået tilbage igen. Så havde den fulgt hegnet på den anden side og lavet et knæk langs at andet hegn. Her fandt vi en hel del schweiss og kunne nu følge sporet langs dette. Pludselig ville Finns hund ind igennem hegnet og jægeren gik udenom og holdt fast i linen indtil Finn var kommet igennem. Vel omme på den anden side af hegnet, sprang bukken og nu fik jægeren aflivet det. Det var ganske rigtig et løbsskud, Højre forben var brækket, så det var godt at det blev fundet. Da vi kom hjem fik Hans den lille råbuk flået og parteret med det samme. Malou var ikke i tvivl om, hvis dyr det var! Det samme blev Alba. Alba ville gerne hen og snuse lidt til det; men nu fortalte Mammalou lige datteren hvem, der var boss i dag, så Alba nøjedes med at kigge på afstand;o)))
 

 

13. oktober: I går blev den første hund i vores "Våbenkuld" HD og AD fotograferet. Dyrlægen kunne fortælle en glad hundeejer, at det så rigtig flot ud, så det var en glad og lettet hundeejer, der sendte meldingen videre til os. Nu skal billederne selvfølgelig lige en tur omkring DKK til bedømmelse; men det imødeser vi med største sindsro;o)))
Vi håber så at Sakos fine resultat "smitter" af på resten af kuldet, som skal fotograferes den 3. november her i Bjerringbro;o)
Det flotte vejr må gerne holde sig til weekenden over - Hans og Malou skal igen på jagt på søndag og jeg har besluttet at tage med derop med Alba og lade hende gå igennem en såt eller 2 - nu skal hun altså lige have lov til at prøve en "rigtig" jagt;o)
 

10. oktober: Så har vi haft besøg af kennelkontakten Erik Faarup fra DKK kreds 6. Hans deltog jo i foråret i DKK opdrætteruddannelse, efterfulgt af overbygningsdelen. Så nu er vores hus og grund gennemgået og hundenes forhold vurderet. Som absolut forventet, kunne han konstatere at begge vores hunde trives og har det godt;o)
Vi har været glade og meget tilfredse med opdrætteruddannelsen og den kan bestemt varmt anbefales til andre opdrættere - der er meget interessant at lære. Vi ser frem til at kunne benytte DKK logoet på vores hjemmeside.
I lørdags lå der brev fra Svensk Kennel Klub. Alba var blevet registreret som SVCh i Sverige. Så nu har jeg indsendt en kopi til DKK og bedt dem registrere hendes titel hos dem.
Vi nyder det pragtfulde sensommervejr - det er jo helt fantastisk at termometret kan snige sig op på 17-18 grader her midt i oktober. I sidste uge var jeg så heldig - under en af vores daglige ture ved Gudenåcentralen, at få et glimt af odderen! Jeg har - siden Frank, som arbejder dernede, i vinter gjorde mig opmærksom på, at der levede en odder ved fisketrappen, forgæves holdt øje med den under vores gåture; uden dog at se den. Men den anden dag, da jeg, efter at have passeret over trækstien og kommet over til åleslusen og ville sætte linen på Malou, så jeg odderen smutte ned af skråningen og med et kæmpe plask forsvinde ned i vandet. Heldigvis havde jeg fået linen på begge hunde, for de var klar til at springe ud i vandet for at undersøge hvad det var for noget. Det er et af dagens højdepunkter at tage derned og lufte hundene ovre på den store eng og på vores tur igennem skoven og plantagen ser vi næsten hver dag både ræv, råvildt og fasaner. En daglig badetur i Tange sø bliver det også til for Alba og Malou - så hundene er trætte og tilfredse, når vi vender hjem igen til middag.


7. oktober: Kl. 10.00 mødtes vi - med 6 hunde og deres førere på Fussingø avlsgård til endnu et begynderkursus i vildtspor - "vi" var Henrik Hansen, Dorte Søjbjerg, Hans og jeg. Efter lidt præsentation og lidt snak omkring deres forventninger til det at gå spor med deres hunde, tog vi hen til den åbne kløvermark, der ligger lige bag hovedbygningen. Vejrudsigten havde lovet os en dag med masser af byger; men mens jeg lagde et demospor til Alba holdt det heldigvis tørvejr. Vi brugte nogle markerings pæle med røde bånd, så de senere kunne følge med i Albas udredning af sporet.
Så kørte vi op til Hesselbjerghus, hvor vi havde fået lov til at låne skoven til at lægge spor. Vi delte kursisterne i 2 hold - med 3 hunde på hver og fandt nu steder i skoven, hvor kursisterne selv - under vejledning fik lov at markere et spor op - ca. 150-200 m og da sporet var blevet markeret og mærket op, gik de sporet igen og lagde blod ud. Så tog vi tilbage til Fussingø, hvor vi under frokosten fik snakket om vores erfaringer og hvordan man starter hundene op. Der kom nogle gevaldige regnbyger ind imellem men heldigvis lod solen sig også se. Kl. 13.00 - da Albas demospor havde ligget i ca. 2 timer tog vi igen om til marken, og jeg viste hvordan jeg startede Alba op - og til alt "held" gik Alba et spor lige efter bogen. Sporet var ikke mere end ca. 200 m og jeg havde 2 timer forinden lagt en kronvildtklov ved den sidste markeringspæl. Heldigvis stod kursisterne ikke længere væk, end jeg tror alle kunne se på Albas hale, da hun nærmede sig sporslut og kloven;o)
Derefter kørte vi tilbage til sporene i skoven og lagde skind ud ved sporslut og nu fik de på skift lov til at gå deres egne spor med deres hunde. Et par af de andre fik lov at følge bagefter - så hundene kunne vænne sig til at det er OK at have nogen på slæb. På mit hold havde jeg 3 hunde, hvor den ene havde prøvet det før og den fik lov at starte på det første spor - det var tydeligt at se, at hunden vidste hvad det var, den skulle og den klarede flot at udrede sit spor.
Den næste hund, var en vilter krabat; som - da den først havde fundet ud af, hvad den skulle, fint fulgte sporet fremad - og knækket som vi havde lavet efter ca. 100 m, tog den uden problemer. Den stoppede mange gange og ville gerne lige ud til siderne og snuse på alt det spændende der var; men også den fandt frem til skindet uden de store problemer.
Den sidste hund var lidt mere forsigtig - den holdt øje med dem, der blev stående tilbage ude på skovvejen og skulle lige hjælpes lidt i gang. Den gik noget langsomt frem, men var til sidst godt klar over, at man forventede af den, at den skulle følge et spor i skovbunden. Fremme ved skindet blev den højlydt rost og fik lov at bide i skindet og så fik den også lidt godbidder. Siden kørte vi alle tilbage til Fussingø og over kaffe og kage, snakkede vi lidt om hundenes måde at gå på og der kom jo selvfølgelig en masse spørgsmål; som vi prøvede at besvare. De fleste fik blod og et par stykker fik de klove jeg havde haft med derud, med hjem til videre træning, så jeg håber bestemt at vi genser de fleste af den til sporprøver en gang til foråret. Nu har de i hvert fald fået lidt viden og set i praksis hvordan de kan træne deres hunde i at gå spor.
Desværre havde jeg ikke taget mit kamera med derud i dag, så jeg har desværre ingen billeder at sætte ind af en dejlig dag i skoven.


Hans - som desværre har vagt for sit firma, måtte køre på kundebesøg lige over middag; men heldigt for ham, blev det på vej derud aflyst, så han kunne i stedet lige nå at tage Malou med på en lille jagt. Mens Hans og Malou gik igennem, standsede Malou ved en stor kvasdynge og var meget interesseret i hvad der var gemt i den. Pludselig drønede der en stor ræv ud fra dyngen og det overlevede Mikkel ikke. Under jagten blev der også skudt til en lille råbuk; som desværre løb væk fra skudstedet!. Der var 2, der havde skudt til det, og de var indbyrdes lidt i tvivl hvor de havde ramt. Desværre havde jeg jo alle schweissseler og liner i min bil, men efter ½-1 time satte Hans en kortere læderline på hende og satte hende på anskudsstedet. Han kunne med det samme se, at Malou fik fært af dyret, og efter ca. 100 m - hvor sporet gik som et S, lå bukken. Malou løb hen og bed sig fast i struben og ruskede den - men den var allerede død; men det var nu alligevel dejligt at få konstateret at Malou rent instinktivt vidste hvor hun skulle bide og at hun gjorde uden at tøve:o))))
Selvom Alba har ligget det meste af dagen i buret bag i min bil, har der ikke været det mindste vrøvl med hende - hun er utrolig rolig under ventetid - men hurtig oppe i gear, når der er udsigt til at komme ud og arbejde;o)
Lige nu ligger de begge og snorker højlydt ved siden af brændeovnen.....

 

6. oktober: Så er det igen blevet tid for et begynder sporkursus ude i Fussingø. Vi har 8 interesserede, der kommer i morgen formiddag. Vejrudsigten lover ikke alt for godt vejr - men vi må håbe på at der bliver tørvejr ind imellem. Desværre er Skovskolen optaget derude, så vi må holde til i madpakkerummet; men det går nok også alligevel.
Jeg skal have taget blod op af fryseren og pakket liner, seler, skind og klove i dag, så det er klar til i morgen.
Lisbeth; som er med i vores sporudvalg kunne desværre ikke deltage, da hun i øjeblikket er i Sverige for at gå spor med Peanut og hun har lige sendt en SMS for at fortælle at hun her til morgen gik det 3.die spor (næsten i halvmørke) og fik endnu en 1. pr. Så nu er "Nutten" blevet SVCh. STORT tillykke til Lisbeth og Peanut.

3. oktober: Desværre blev der ikke løsnet et eneste skud på den jagt Hans og Malou var på i søndags; men Malou havde da i hvert fald hygget sig hele dagen alligevel.
Anderledes var det gået ude på Djursland, hvor Jørgen og Chita sammen med 9 andre jagtkammerater var afsted. Det var Chita og Jørgens allerførste rigtige jagt sammen og i aftes kom denne beretning fra Jørgen:

Hej Birgit og Hans.
Så blev det jagttid igen, og det var da med stor spænding Chita og jeg tog afsted til vores første jagt sammen. Vi skulle møde til morgenkaffe kl.8, og herefter på blandet jagt resten af dagen, sammen med ni gode jagtkammerater. De første par såter var vi skytte/apportør, og endelig blev det vores tur, vi startede op i femte gear men der var heldigvis ingen vildt, så vi fik lejlighed til at snakke lidt om tingene. Endelig kom den store brak på ca. tyve tdr. land, her var der fært og Chita opførte sig helt anderledes, søget var meget koncentreret og hun var nu meget lydig. Jeg kunne se vi havde nogle dyr foran os og endelig sprang de, en af dem en lille buk kom for tæt på min haglspreder og gik ned efter fem meter men var ikke helt død. Det var nu vi skulle afprøve om det vi havde lært også rakte. Chita kom i god vind og direkte op og fangede af og trods skrig og spark holdt hun fast til jeg kom frem og bad hende slippe. Jeg ved ikke hvem af os der var mest stolt, men det var en fin oplevelse. Resten af dagen gik også fint med apportering af fem ænder hvor to var vingeskudt og prøvede at stikke af, men de fik ikke en chance. Jeg må sige at Chita indtil videre har levet helt op til mine forventninger.
Mange hilsner fra os alle tre Jørgen

 

Sådan en glad hilsen fra en tilfreds hvalpekøber er jo den bedste "reklame" vores lille hobbykennel kan få og vi er mindst lige så stolt som Jørgen - en så ung hund - ikke fyldt 2 år, der allerede viser den magter at affange et stykke råvildt - det er da superflot:o))))

 

1. oktober: Så oprandt DAGEN. Så Malou og Hans er naturligvis ikke hjemme i  dag. Hans var lige af sted med riflen tidligt i morges og da var Malou ikke inviteret med, så da gik der en pibende og rastløs hund rundt i huset, indtil Hans kom hjem med rundstykker og bagefter skulle af sted igen med haglen. Da var Malou godt klar over at HUN skulle med - det var helt tydeligt at aflæse på hende.
Så nu skal jeg have Alba ud til lidt apporteringstræning.
Hun gik et rigtig godt spor i går. Der kom ellers en masse kraftige tordenbyger i løbet af formiddagen og til over middag og klokken var næsten 15.00 inden vi kom af sted derop. Men det ser åbenbart ikke ud til at regnen forringer færten!
Jeg har stadig ikke fået svar på min henvendelse til Sanna og RosMarie i Sverige om at sende os kopi af Hamlet og Saljes Optigenresultater, så vi har besluttet at holde fast i den tid vi har fået til blodprøvetagning af Alba hos Lund Dyreklinik den 3. november. Det er selvfølgelig ærgeligt at ofre - måske - unødige penge på at optigenteste hende; men når nu vi prioriterer sundheden i vores avl så højt og vi har planer om at bruge Alba i avl, ja, så gør vi det altså.

28. september. Det ser ud til at jeg kan afblæse Optigentesten af Alba den 3. november. Jeg har åbenbart ikke været opmærksom på at Optigen automatisk har omtestet alle de hunde; som tidligere var blevet markørtestet. Jeg afventer derfor besked fra Sanna og hendes mor Rosmarie, for at høre om de har modtaget det nye resultat. Jeg tror faktisk at Sanna; som fik Hamlet testet i sin tid, har skiftet adresse i mellemtiden, så måske har hun ikke fået beskeden fra Optigen. Jeg er rimelig sikker på at Hamlet er normal/clear; men det er jo altid rart at se det "sort på hvidt".....

27. september:
Mandag aften skulle Hans arbejde sent og han ville lige lufte hundene før han tog af sted. Men da han lukkede bagdøren op, blev han mødt af en fremmed hanhund! Alba er i øjeblikket højløbsk; men Hans råbte åbenbart så højt på hende, at hun drønede forskrækket ind i baggangen igen. Malou derimod skulle lige ud og tage ham nærmere i øjesyn. Det var en brun labrador; som vi tidligere har haft på besøg; men han har ingen papirer, så han er bestemt ikke noget "godt selskab" for tøserne;o))))
Jeg måtte tage Alba i snor og Hans tog et godt tag i fyren og så fik vi lige set om det var "tid for parring". Det var det med garanti - og det er jo rart at vide til en anden god gang. Jeg gik så ind og ringede til Jens og Lis og spurgte om ikke de manglede "Sjoko" for han stod altså og savlede udenfor vores bagdør.
Fyren blev afhentet og nu er der bare ledsaget udgang for Albas vedkommende; men heldigvis er det hele snart ved at være overstået, så vi igen kan have dem løse udenfor.
I aftes var jeg tilfældigvis inde og kigge på
www.optigen.com - hvor man kan bestille Optigen test af prcd PRA på sin hund, og jeg fandt ud af at Susanne Preisler fra Lund Dyreklinik afholder en såkaldt 20/20 Clinic den 3. november. Det var der vi i 2004 fik både Malou og Dina blodprøvetaget. Hans og jeg har snakket om at vi for en sikkerheds skyld godt kunne tænke os at få Alba testet, da vi har planer om at bruge hende i avl. Malous resultat er fra efter den 1. marts 2004 og derfor har jeg kunnet få hendes resultat registreret hos DKK; men Capandus Rocky Raccoon "Hamlet", som er Albas fader, er blevet testet FØR det blev en rigtig gentest, så hans resultat kan jeg ikke få registreret. Så i dag har jeg bestilt tid til Alba den 3. november - så vi kan blive helt sikker på hendes status!
Det bliver en vild travl dag for mig - der er 6 af Våbenbørnene, der skal HD og AD fotograferes nede hos Jakob her i Bjerringbro og det er planlagt fra kl. 9.30 om morgenen for den første hund og til kl. 16.00 for den sidste og selvfølgelig har jeg planlagt at være med til det hele;o) Kl. 18.30 har Alba og jeg så en tid nede hos Susanne i Lund!
Alle hvalpene fra Våbenkuldet behøver ikke testes om, da LP1 SJCH Capandus Still Got The Blues "Salje" er testet EFTER det blev en rigtig gentest. Jeg venter at Rosmarie og Sanna sender mig kopi af hans certifikat og en udfyldt tro og love erklæring, så jeg også kan få hans resultat registreret ved DKK!

25. september: I lørdags mødte jeg så endelig den hanhund, vi så længe havde haft kig på, som mulig fader til Malous næste hvalpekuld. Hans størrelse og temperament var lige nøjagtig som jeg havde håbet på. Desværre kom jeg lidt for sent til at se ham i aktion; men han fik en flot 1. præmie på markprøve C.
Eftersom SJCh LP1 Capandus Still Got The Blues "Salje" ligger bag ham, vil vi afvente at få Våbenkuldets HD og AD fotograferet, inden vi endelig beslutter om vi vil bruge ham på Malou.
Senere på dagen tog vi op og lagde et par gode lange spor. Nicolai og Sika skulle have et "svensk" spor og Malou fik et 20 timers spor.
I går kom så Malene, Nicolai og Sika. Nicolai startede Sika op på sporet og det var herligt at se endnu en hund fra det kuld med så stor arbejdslyst. Det var som at se Malou, da hun var i samme alder;o) Nicolai er virkelig god til at læse Sika; men der var lige lidt problemer i det første knæk og senere i det sidste knæk med tilbagegang og blodophold; hvor Sika nok skulle have været trukket lidt hurtigere tilbage på sporet - det er virkelig noget, der tærer på kræfterne at ringe rundt, hvor der ingen fært er overhovedet. Men de klarede det og efter ca. 1/2 time stod Sika med kloven i munden. Hun var godt træt; men hun havde også knoklet hele tiden og sporet var i hvert fald godt og vel 600 m langt. Det var tørvejr, med høj klar himmel og det blæste lidt fra alle sider inde i skoven. Efter Albas ekstreme sporindsats i Norge er det for mig svært at vurdere hvordan hunden opfatter færtforholdene, jeg så en del blod i går under sporingen; men vi havde lagt noget af sporet i noget lavtvoksende tæt bøgekrat og det var her, Sika havde lidt svært med at fastholde sporet. Et sted var der meget åbent mellem store gamle bøgetræer og her var der masser af naturlige vildtveksler - her var der også stor interesse for frisk fært. Vi havde også lagt sporet over en meget trafikeret skovvej med grus; men her var der ingen tøven eller antydning af problemer for Sika - hun gik direkte ovenpå sporet.
Hans tog så til sidst Malou ud på hendes spor. Den første halvdel gik det lige efter bogen; men lige før knæk nr. 2 klarede hun at lokke Hans lidt væk fra sporet; men heldigvis opdagede han hvad hun havde gang i - der var også på det spor utrolig meget frisk fært, så da hun var kommet ind på sporet igen, gik det udmærket til vejs ende. Der ligger stadig noget arbejde for Hans i at lære at læse hende rigtig - men jeg vil indrømme det er svært - Malou bliver bedre og bedre til at skjule sine hensigter, når hun vil på "skovtur". Vi havde jo håbet på at stille hende på en 1000m/20 timers prøve i år; men det gør vi ikke - det bliver Alba, der får chancen til at vise om hun kan koncentrere sig på et 1000 m spor. Hun er stadig i løbetid og jeg venter med at træne hende til hun er helt ovre den.
Jeg fik en SMS fra en meget glad Sanna fra Guamikeni i går - Saljes søn G. Viktor Rydberg med fører Johan Heidemar, havde klaret at få den sidste etter på jagtprøve i går i eliteklassen og var dermed blevet SJCh -  flot med endnu en champion hos kennel Guamikeni;o)))))

21. september: Vi nyder det helt utrolig flotte sensommervejr. Den anden dag lykkes det mig endelig, at få en ny portion blod i fryseren. Jeg havde ellers fået en dunk blod, umiddelbart inden vi tog til Norge; men det var fuldstændig ubrugeligt, da det var koaguleret inden jeg kom hjem med det. Ham, der skaffer blodet til os havde åbenbart haft problemer med at få fat i noget af det, de tilsætter blodet for at hindre det i at størkne. Jeg ved godt, at tilsætningsstoffer til blodet, brugt på prøver, ikke er lovlige; men til træning er det langt lettere at håndtere, hvis der er tilsat noget. Jeg er ikke helt sikker på hvad det hedder; men alm. fint salt kan også bruges.
Vi skal have afviklet et nyt begynder sporkursus den 7. oktober i Fussingø. Vi havde nogen på venteliste fra sidste år, så nu får de chancen til at komme i gang. Vi havde også planer om at lave et kursus for dem, som i det forløbne år har fået en 1. pr. på 400m/3 timers schweiss/vildtspor prøve og som gerne ville i gang med 400m/20 timers spor. Men tiden er gået for i år, så det bliver tidligst i 2007 vi får det arrangeret. Der er rigtig mange ting, der skal gå i hak for at få sådan et arrangement op at stå. Så det er med at planlægge i rigtig god tid!
Malous Optigen resultat er blevet registreret hos DKK. Det bliver lidt spændende at se når de næste gang opdaterer deres nye www.hundeweb.dk hvor mange der har fået deres hunde undersøgt og fået resultatet registreret. Abba kuldet; som har Capandus Rocky Raccoon "Hamlet" som far, burde jo være fri for PRA genet; men da Hamlets resultat er af ældre dato og fra den tid, hvor det bare var en markørtest, er det ikke muligt at få disse hvalpes resultater registreret, så vi har overvejet at få Alba testet, så hun kan få resultatet registreret hos DKK - for vi har da planer om at hun skal have et kuld hvalpe en gang i fremtiden.
På lørdag skal vi for første gang møde en af de hanhunde, vi har på Malous liste over mulige parringsemner. Det glæder jeg mig til. Der er jo rigtig mange ting, man kun kan se og mærke i virkeligheden. Når så Malous sidste hvalpekuld er blevet HD og AD fotograferet - og det sker den 3. november, og resultatet herfra foreligger, så ved vi lidt mere om hvad Malou giver videre og så kan vi træffe vores valg og offentliggøre navnet på den nye "svigersøn".
På søndag glæder vi os til at få besøg af Nicolai og Malene, som kommer herop for at gå et "svensk" spor med Sika. De har planlagt at tage til Sverige på ferie i uge 46 og så kan man jo lige så godt gå nogle spor, når man nu er derovre.
Jeg går og venter på, at Albas løbetid skal slutte, så jeg kan komme i gang med at træne hende. Jeg skal have afprøvet hende på et langt spor - 1000 m - for at se hvor langt koncentrationen rækker. Men jeg venter indtil hun er helt ovre sin løbetid.
 

18. september: Nedenstående artikel er bragt i det nyeste Regions Nyt for Region Midtjylland og skrevet af Nicolai Vennevold Flydtkær - som har Lab-x-streams Dancing Queen "Sika". Jeg har fået lov af Nicolai at kopiere artiklen her til hjemmesiden.

Nybegynderens store dag…

Efter at havde læst om Unghundemesterskabs-træningen her i RegionsNyt, gik der et par dage med at overveje om, vi nu ville være gode nok til at
deltage. Træningen lød svær og det er trods alt min første labrador! Vi tilmeldte os i håbet om, at hvalpe-, lydigheds-, overgangs- og markprøvetræning og en brugsprøve ville være tilstrækkeligt, til ikke at føle sig helt malplaceret på holdet. Efter første træning, stod det klart for os, at vi var kommet på et træningshold, hvor målet var klart og holdånden var til stede. Vi skulle gennemføre UHM, men med kyndig vejledning fra trænerne og de øvrige 11 kursister. Trænerne formåede fra starten at få lavet et team, hvor det var helt legal at blotte sine trænings-svagheder, hvorefter man var sikker på faglig hjælp til gengæld. Efter de første par træninger stod det klart for os, at kunne gennemføre UHM, er ikke bare noget man gør.Der skal træning til, meget træning. Men vigtigst af alt, så skal træningsøvelserne tage udgangspunkt i hundens træningsniveau. Det gjorde alle træningsøvelserne også. De blev langsomt sværere og sværere, men altid på hundens præmisser. Den ene træningsaften afløste den næste, og der blev næsten trænet i nyt terræn hver gang. Alle træningsaftenerne var hyggelige, der blev snakket på kryds og tværs, gode råd blev efterlyst og gode råd blev givet. Uanset om ’os nybegyndere’ eller ’de erfarende’ havde et træningsproblem, så var der altid hjælp at hente ved trænerne eller i teamet. En af de sidste gange inden sommerferien, blev der afholdt en ’UHM generalprøve’. Der var blevet lavet poster nogenlunde svarende til UHM og så var der blev tilkaldt markprøvedommere og meget erfarende hundeførere, til at bedømme os. Det skulle nu vise sig, om vi var på rette vej. De flest af os fik en god kritik, og en enkelt blev også nævnt som en mulig finale-deltager til UHM. Efter generalprøven havde vi alle et klart billede af, hvad sommerferietræningen skulle bruges til, for vi havde alle større eller mindre ’hængepartier’. Efter sommerferien var der to uger til UHM. Disse to uger blev brugt til div. (mere eller mindre) finjusteringer.
Så kom den store dag endelig, den 13. august 2006. Hele teamet mødtes i god tid før indskrivningen, så der var tid til at nyde de medbragte rundstykker i den opstillede ’regions-midtjylland-pavillon’ (medbragt af en fra teamet). Inden ’kampstart’ blev der skålet i de små glas og ønsket knæk & bræk til alle i teamet. Efter længere tids venten, blev det endelig nr. 33’s tur. Post 1, to længere enkelt markeringer, blev afsluttet med 15 point. Post 2, fri ved fod og en enkelt markering på vand, den gennemførte vi til 14 point. Så status efter disse to poster var ok, men der var nu et stykke vej endnu til post 6. Vi fortsatte til post 3, dobbelt markering på land og vand. Vi fik hentet den første due, men så ændrede opgaven sig pludselig til en dirigerings opgave. Sika skulle dirigeres ud til anden due, hvilket bevirkede at vi måtte nøjes med 7 point. Post 4, dobbelt liniemarkering på land og vand. Her blev min forholdsvis sparsomme prøveerfaring udslagsgivende, jeg fik ikke Sika til at slappe helt af, inden vi gik til post 4, og ….vupti!! –Sika hoppede i vandet uden dommerens tilladelse. Det ’kostede’ nummer 33, og vores UHM var overstået. Vi kunne desværre ikke indfri vores store mål, at gennemføre UHM. Resten af dagen gik med at følge de øvrige i teamet, og god social hygge i pavillonen.


Jeg vil gerne sige tak til trænere og de 11 andre i teamet for et godt forår og sommer med UHM-træningen. Det har været en stor oplevelse og givet meget god træning, som Sika og jeg vil gøre brug af i lang tid fremover.

/Lab-X-Streams Dancing Queen, ‘Sika’ og Nicolai Vennevold Flydtkjær,Videbæk

 

17. september: Vi har stadig det mest pragtfulde sensommervejr og i dag skal den tilbringes ude. Vi skal have markeret nogle nye spor op. Et "svensk" 600 m spor til Nicolai og Sika, som kommer på søndag og så et noget længere spor til Alba; som jeg i et øjebliks optimisme har meldt til et 1000m/20 timers spor i Sydjylland til november;o))))
For en sikkerheds skyld, måtte jeg lige kontakte formanden for sporudvalget, da jeg ikke synes det helt klart fremgår af reglerne, om en hund kan deltage uden at have en 1. pr. på 400m/20 timers spor herhjemme. Alba har jo været lidt "uheldig" på de danske 20 timers prøver og har her kun en 2. pr. men til gengæld har hun jo så nogen 1. pr. på norske og svenske. Men jeg fik en tilbagemelding om, at Alba bestemt var kvalificeret, så jeg kunne bare melde til, så nu må vi se hvor langt træningen rækker;o)))) 1000 m er langt at skulle bevare koncentrationen for så ung en hund - hun er jo ikke en gang 2 år endnu......
Hun er noget mærket af sin løbetid. I aftes havde jeg hende ude til lidt apportering og de første 2-3 apporter gik perfekt, men så begyndte hun at fjolle rundt, og vi pakkede sammen. Hun er bestemt heller ikke meget for, at have løbetidsbukserne på indendørs; men det skal hun nu vænne sig til. I aftes, under lufteturen omkring vores grund, lykkedes det igen Alba at snuse sig frem til en flok fasankyllinger og dem fik hun på vingerne under stort ståhej. Malou var optaget af noget andet; men lyden af baskende fasanvinger, fik hende lynhurtigt til at komme og se, hvad det var Alba havde gang i;o))
Vi har måttet udskyde vores årlige kenneltræf for ABBA kuldet; som var planlagt til på søndag den 24. september. Vi var nok lidt for sent ude med invitationen; men på baggrund af Albas løbetid, er det nok meget godt at udsætte det - det er ikke så nemt at have huset fyldt med hunde og så en løbetidstæve;o)))
 

13. september: Så er Malous løbetid ved at være ovre for denne gang og i dag startede Alba så sin;o) Jeg håber de synkroniserer den næste, så vi kan få det overstået på en gang. Vi regner med at parre Malou i hendes næste løbetid.
I dag fik jeg bestilt tid til HD og AD fotografering af Våbenkuldet. 5 ud af de 7 hvalpe skal fotograferes nede hos Jakob her i Bjerringbro. De sidste 2, ordner det selv hvor de bor. Vi glæder os til at se resultatet på dette kuld.
 


Sika starter apportering på tid


Sika i fuld fart hjem med bekkasinen


Sika afleverer flot til Nicolai


Tikka viser sig flot og blev 4. vinder i unghundeklassen


Sika er også dygtig til at stå pænt.


Nicolai og Sika

10. september: Vi tog til Retrieverdag på Fussingø i dag. Havde egentlig bestemt at melde Alba til skuet; men der var kun åbenklasse at melde til i, så det blev droppet. I stedet prøvede hun at apportere på tid. Det var en bekkasin der skulle apporteres og det havde hun ikke prøvet før, så det var jeg lidt spændt på om hun ville. Hun brugte lidt for lang tid til at komme ud til fuglen; men da den først var lokaliseret tog hun den hurtigt i munden og kom lige hjem til mig med den. Vi kom ikke mellem de hurtigste; men det var nu sjovt at være med.
Nicolai og Sika havde meldt til markprøve i åbenklasse og her fik de en 2. pr. Desværre nåede vi ikke derud tids nok til at se dem. Da vi lidt senere ville over og se lidt på skuet, mødte vi Jens Ole og Dorte med Tikka. Dorte havde meldt Tikka til skuet, så vi blev derovre for at se hvordan det gik. Jeg tror ventetiden var lidt rigelig lang - vist både for Tikka og også for Dorte, for Tikka brugte ventetiden til at prøve at få snoren fra Dorte og da de i ringen skulle løbe rundt og vise bevægelser, var Tikka i den grad tændt, at hun hoppede hele vejen rundt og ville lege med snoren;o) Det gik noget bedre med at stå og Tikka vist sig faktisk ganske pænt - meeen noget ringtræning vil nu ikke være spildt ulejlighed (måske skulle Alba og jeg også tage med). Anders Madsen kunne nu godt lide en kåd og aktiv hund, så de fik en 1. pr. og blev 4. vinder. Flot ringdebut synes jeg.
Vejret viste sig fra den pæne side - sol og høj blå himmel hele dagen.

 

9. september: Så er vi kommet hjem efter en dejlig sensommerferie i Norge. Jeg har en masse billeder fra turen og vil prøve at få lidt tid ved computeren, så jeg kan få lagt nogen ind fra vores dejlige tur. At Alba gik et så fantastisk spor og klarede at holde koncentrationen under SÅ vanskelige forhold, og klarede at få arbejdsmeriterne  hjem til det Norske Vildt Sporchampionat, gjorde jo bestemt også sit til, at vi i den grad nød sidste del af ferien deroppe.
Mange gange - på trods af god træning og forberedelse - kommer man ud for skuffelser og manglende præmiering - og vi har bestemt også vendt hjem fra diverse prøver uden præmieringer; men desto større er glæden, når det så ind imellem lykkes. Jeg plejer ikke at måle vores hunde ud fra andres præstationer; men denne gang, må jeg nok sige, at med 16x0 - mange af hundene var i forvejen både SVCh og NVCh og førerne var også rutinerede - ja, så er jeg ganske stolt af "lille" Albas resultater;o)))))
 

26. august: Så fik vi ferie igen og i går var hundene nede ved Jacob og få deres ormepille og sundhedscheck, så de kan komme med til Norge. I dag er Malou så gået i løbetid - den var også ventet nu og da vi har planlagt at parre hende i næste løbetid, kan vi allerede nu regne os lidt frem til hvornår det bliver. Vi har allerede et par seriøse henvendelser, fra folk, der gerne vil have en hvalp fra Malous næste kuld, og for dem betyder det, at de kan følge med helt fra starten. Vi har længe haft kig på en sund og flot hanhund, som passer til Malou og som vi kender linierne bag og som opfylder de krav vi har til en avlshan - der mangler lige et par ting, der skal på plads - vi vil også gerne lige kende HD og AD status på vores Våbenkuld - inden vi offentliggør navnet på den udvalgte. Men det bliver helt sikkert også denne gang, hvalpe, der vil arbejde, og derfor foretrækker vi aktive hundefolk, der vil bruge hunden til markprøver, spor eller anden hundesport. Vi følger de 2 første kuld meget nøje og er ovenud tilfredse med de foreløbige resultater disse hunde og deres ejere har vist.
 

24. august: Det har været lidt "hårdt" at komme på arbejde igen; men heldigvis kan vi se frem til endnu et par ugers ferie fra på fredag;o) Disse 2 uger tilbringes i Norge. Begge hundene skal på spor prøve den 3. september og bagefter regner vi med at låne en hytte på Rummundfjeldet oppe ved Engerdal, hvor vi kan nyde den dejlige fred og ro, der altid er deroppe. Så vi håber på godt vejr - bare det ikke regner, så er det OK.
Tiden er fløjet afsted og vi er ved at planlægge et kenneltræf for ABBA kuldet - jeg kan slet ikke forstå det allerede er et helt år siden sidst;o) Heldigvis har vi løbende kontakt til de fleste af hundene. Men det bliver dejligt at hilse på dem og deres ejere igen.
Denne gang vil vi lægge større vægt på det sociale samvær og ikke lægge så mange aktiviteter ind som sidste gang. Så vi håber, at alle har tid og lyst til at komme.
Tiden nærmer sig for Våbenkuldets HD og AD fotografering. Vi har foreløbig tilsagn fra 4, der gerne vil have vores dyrlæge her i Bjerringbro til at gøre det og vi regner med at det bliver i slutningen af oktober/begyndelsen af november. Der er ikke nogen af hundene, der har haft problemer, så vi ser frem til et lige så godt resultat som hos ABBA kuldet; men det er jo altid lidt "spændende" at få det overstået:o))))
Sundheden er det, vi prioriterer højest i vores opdræt - og det vil også i fremtidige hvalpekuld være et krav til vores hvalpekøbere, at hundene SKAL HD og AD fotograferes.


 

Nedenstående 3 billeder er sendt af Nicolai og er fra hans og Lab-x-streams Dancing Queen "Sika" deltagelse i Unghundemesterskabet den 13. august i Løvenholm.

 

20. august: Selvom vejret ikke just var det allerbedste i dag til en udendørs udstilling, så blev det alligevel en dejlig dag for os. Alba gjorde alle mine bekymringer til skamme og fik en flot 1. præmie i mellemklassen. Nervøsiteten fra Odense, hvor hun smed sig ned for dommeren og indkasserede en 3. pr. var blæst væk i dag. Jeg havde nok på forhånd, ikke forventet andet end en 2. præmie, fordi jeg frygtede, hun stadig kunne finde på at trække sig for dommeren; men hun gik frejdigt hen til Agnes Mortensen og snusede om hun skulle have nogle guffere gemt i hånden og da hun ikke havde det, vendte Alba igen sin opmærksomhed på mig. Da jeg kunne se, at det hele nok skulle gå, glemte jeg fuldstændig at være nervøs, og da vi skulle løbe rundt i ringen fornemmede jeg at Alba viste nogle supergode bevægelser (noget Hans også kunne fortælle mig bagefter). Da Agnes Mortensen var færdige med sin bedømmelse, fik vi ikke præmiegraden at vide, da der var dommeraspirant på, så vi måtte over og igennem det hele en gang til. Alba var stadig fuldstændig cool og lod sig villigt berøre og kigge i munden - helt uden tegn på nervøsitet, så jeg var helt overbevist om, at det i hvert fald ikke kunne blive mindre end en 2. pr....
På det tidspunkt åbnede himlen sig og det væltede ned med regn og hagl og det lynede og tordnede. Vi fik at vide at vi kunne gå og vi nærmest løb op i hallen for at komme i tørvejr. Vi stod der mens det værste uvejr rasede; men så kom Hans springende og sagde at vi igen skulle i ringen, og det var faktisk først der, det gik op for mig at vi måtte have fået en 1. pr. og at vi nu skulle placeres! Agnes Mortensen stod temmelig længe og kunne ikke beslutte sig mellem Alba og en gul tæve som 4. vinder - det blev så den gule tæve, der blev placeret; men vi fik vores 1. præmie og nu kan Alba smykke sig med titlen SVCh.
Vi mødte en del af vores hvalpekøbere derude. Jesper fra Assentoft gik op til brugsprøve med Lab-x-streams Aya og Kirstine Pahle gik op med Lab-x-streams Beretta "Chica" og de bestod begge med max point  (tror jeg nok) - så det var en dejlig dag;o))))
Metteline og Lab-x-streams Super Trooper "Odin" og Dorte og Jens Ole med Lab-x-streams Tikka var også kommet som support og det blev en rigtig hyggelig dag, på trods af vejret;o)))) Tak alle sammen for jeres støtte og hyggelige selskab - det varmede;o))))


SVCh Lab-x-streams Mamma Mia "Alba" - kennelens første opdrættede champion

19. august: Så er vi kommet hjem fra en dejlig afslappende uge ved Vejlby Klit i et af Grundfos sommerhuse. Vi må åbenbart have været utrolig heldige med vejret - for ifølge vejrudsigten var der kommet masser af vand alle andre steder - blot ikke der hvor vi var. Bortset fra en enkelt byge, havde vi det dejligste sommervejr med sol og varme hele ugen. Vi havde Hans mor med, og da hun er lidt dårligt gående, blev det mest til et par små bilture indtil Lemvig og Thyborøn - ellers hyggede vi os på terrassen og nede ved vandet. Hundene var selvfølgelig med overalt og Alba lærte at begå sig mellem mange andre hunde og mennesker, da der stadig var en del folk i sommerhusene derude og der var også masser af folk, der gerne ville klappe og hilse på dem, når vi var inde i byen.
I dag er der en del oprydning og vasketøj, for i morgen skal vi til Århus på udstilling med Alba. Så har vi lige en enkelt uge på arbejdet, inden vi igen skal have 2 ugers ferie - denne gang tager vi så til Norge - vi har meldt begge hundene til sporprøve først i september deroppe.
Forrige søndag deltog Nicolai og Sika i UHM - vi ville gerne have været der og heppet på dem, men vi synes ikke vi kunne overlade Hans mor til sig selv en hel dag, så vi krydsede fingre for dem i stedet for. Ved post 4 knaldapporterede Sika - noget hun ifølge Nicolai aldrig har gjort før - og så var det UHM forbi! Men vi synes det er flot at deltage og det er jo en udmærket anledning til at se hvor langt man er kommet med træningen af sin hund.
Vi har haft en hel uge uden flåter - de er åbenbart ikke ude ved Vestkysten......men nu må vi vist have flåtmidlerne fundet frem!
Der lå endnu en mail fra Janne - hende og Xingu fik yderlig  en 1. pr. på spor i det svenske, så nu mangler de bare en enkelt 1. pr. mere  før SVCh er hjemme - superflot gået;o))))


Vild leg i bølgerne


Ihh hvor de nød det


Solnedgang


Godt med kødben hjemmefra


Alba på tur i Lemvig


Hans med sin mor


Malou ville også sidde på bænken


Alba synes det var varmt


Aftenbadning


Malou og Alba


Malou og Alba


Afslapning på terrassen


Så er der badning igen igen...


Morgenmad på terreassen


Middagslur på fars mave


Alba huggede solsengen mens jeg fotograferede

11. august: Vi nyder alle ferien - vejret er herligt og hundene får en masse ture ned til søen, hvor de selvfølgelig får lov at bade. Begge hundene har fået en forkærlighed til skovhindbær og efterhånden har de spist alle dem, der er omkring huset - det er sjovt at se hvilken teknik, de har udviklet, for at undgå at blive stukket af tornene. Også vores blommer og solbær er blevet til hundemad. I næste uge skal vi til Vesterhavet i sommerhus mens sønnen passer Skovhuset, så da står den på mere badning. Begge hundene døjer en del med flåter; men så længe de er så meget i vand er der ligesom ikke den store ide i at behandle dem med flåtmidler. Men vi har købt friske forsyninger nede hos Jakob dyrlæge, og så snart vi er kommet hjem fra ferie skal de have en omgang.
I går sendte jeg en kopi af Malous Optigencertifikat + registreringsbeløbet til DKK, så nu skulle hendes Optigenresultat snart kunne ses på
www.hundeweb.dk .
Jeg undrer mig over at en friattest fra Optigen kan erstatte den årlige øjenlysning og i følge DKK er gældende på livstid. Jeg vil dog fortsætte med at øjenlyse de tæver, jeg vil bruge i avlen - ligesom jeg også vil kræve at de hanhunde vi fremover vil bruge, også er øjenlyst! Nu vi er ved avlsrestriktioner, burde man også se på hundens AD og eventuelt regne det resultat ind i hundens indeks. Som det er i dag er det kun HD resultatet, der bliver brugt, når man regner hundens indekstal ud - og på DKK opdrætterkursus lærer man at AD i højere grad er arveligt betinget end HD!!! Så det synes jeg ikke rigtig hænger sammen!
Men det er da fint at man nu registrerer Optigenresultatet så man også har mulighed for at tage det med i sine overvejelser, når man leder efter en avlspartner til sin hund....


Vores barnebarn Julie blev i hast indlagt med mistanke om blindtarmsbetændelse onsdag aften og omkring midnat blev hun opereret. Allerede i går torsdag blev hun sendt hjem - det er ikke længe man får lov at ligge på sygehus nu om dage! Hun lyder dog til at have det godt efter omstændighederne og regner også med at starte i skolen planmæssig på mandag!
I aftes tikkede der en dejlig sms ind fra Janne Hjorth, som er i Sverige. Hun havde gået spor med Xingu og de havde fået en 1. præmie - ihhh, altså, hvor det gjorde mig glad, da jeg læste det. De har også kæmpet en lang og sej kamp, så hvor er det skønt at se resultaterne komme i den sidste ende - et STORT TILLYKKE til Janne og Xingu.

 

 

6. august. Årets sidste 20 timers schweissprøve, for vores vedkommende, foregik i dag ude i Fussingø og både vejret og færtforholdene var helt i top. Jeg havde til en afveksling bestilt et konventionelt sprøjtespor; men at det var skyld i den manglende præmiering tror jeg nu ikke. Jeg kunne allerede i firekanten mærke på Alba, at hun overhovedet ikke var motiveret i at gå spor og stik imod mine egne principper havde Alba faktisk gået 3 spor i ugen op til prøven - det var nok nærmere her, årsagen til hendes manglende interesse kunne findes - hun gad simpelthen ikke i dag. Jeg fik hende forbi det første knæk og så tog hun ellers afsted på frisk fært og vi blev kaldt af! Da jeg havde trukket hende tilbage til knækket 3 gange og hun hver gang ville ud på frisk fært synes jeg det kunne være nok og jeg brød selv prøven.
Anderledes gik det for Jens Ole og Tikka. Det er jo Dorte, der normalt fører Tikka på spor; men til 20 timeren herhjemme, kræves der jo et jagttegn og det har Dorte ikke endnu, så hun måtte overlade linen til Jens Ole; som ikke har trænet Tikka på ret mange spor; men han stolede i dag fuldstændig på Tikka og det blev præmieret med en flot 1. pr. Det er en usandsynlig flot præstation, som vi er meget stolte over på deres vegne! Tikka har haft en forrygende sommer på spor - ikke fyldt 1 år og allerede 1. pr. på 3 og 20 timers schweissprøve herhjemme og på ferien i Sverige arbejdsmeriterne til et SVCh. Det kan ikke gøres bedre - ET KÆMPE STORT TILLYKKE;o)))))
 

 


Alba


Alba


Malou


Malou

 

5. august: Endelig har vi fået ferie - på mandag kommer Hans´s mor herned og så står den bare på afslapning i 2 uger. Alba og jeg tager til Fussingø i morgen, hvor vi for sidste gang i år, prøver os på 20 timers schweissprøve. Derefter bliver det de "norske" spor der skal trænes lidt på, da vi har planlagt endnu en tur til Norge i august/september, hvor begge hundene er meldt til en ordinær prøve. Alba er også startet på at apportere koldt vildt og det går udmærket. Hun har en meget blød mund og er både hurtig ude for at hente vildtet og hurtig til at aflevere, så vi håber vi kan finde et godt træningshold til hende her i efteråret, så vi kan komme i gang med markprøvetræningen.

30. juli: I går tog vi op og lagde to spor, til henholdsvis Tikka og Alba. Der er stadig meget varmt og der er ikke faldet en dråbe regn, siden vi lagde sporene. Jeg havde lige en enkelt flaske hjorteblod tilbage som jeg brugte. Tikka er også meldt til 20 timers prøve i Fussingø på søndag - men da Dorte endnu ikke har taget jagttegn, er det Jens Ole, som skal gå med hende. Det gik faktisk fint på prøvesporet i dag. Tikka er nem at læse; men der var utrolig mange friske sæder på det spor vi havde lagt og det tog meget af hendes koncentration. Farten er fin og jeg er stadig meget imponeret over Tikkas måde at gå spor på. Hun tager sig rigtig god tid ved sporstart - og alle sårlejerne markerede hun flot i dag og 5 m før skindet; kunne man ved at se på hendes roterende hale, ikke være i tvivl om at vi nærmede os sporslut;o)
Alba var også vældig interesseret i al den friske fært i dag; men vi kom da frem til skindet i dag.
Over middag sendte Nicolai en sms - Sika havde fået en 3. pr. på C prøve i åbenklasse i Nordjylland i dag. For første gang havde hun misset en due - men alt det andet var gået lige efter bogen - så vi krydser fingre for UHM til august.
Jørgen og Chita har været til 400m/3 timers schweissprøve på Mors. I dag lykkedes det for Chita - i følge Jørgen - at holde ham på sporet på trods af flere forsøg fra hans side for at trække hende af - superflot klaret af Chita;o)))))
Sidst på eftermiddagen kom Marianne og Mads for at hente Dina - 3 ugers ferieophold var forbi. Det har jo gået udmærket med Dina; men nu behøver vi ikke lukke døre mere - ligesom det forhåbentlig også er slut med "forsvundne" hunde.....

26. juli: Her til aften tog jeg til Grenå for at overvære en Apporteringsprøve afholdt af Danmarks Jægerforbund. Både Jørgen/Chita og Benny/Ruko skulle deltage, så det ville jeg naturligvis gerne se. Der var 4 tilmeldte hunde - udover de 2 labber var der en ruhår og en Kleiner Münsterländer. Alle bestod - max. point var 30 og det var der 2 der fik - bl.a Jørgen og Chita.
Det blev afholdt nede i Grenå enge - og der var en dobbeltmarkering på duer på land - 1 enkeltmarkering på due på vand og så skulle der dirigeres ud til en kanin, der var blevet lagt ud. Alle afleveringer skulle foretages siddende i modsætning til Retrieverklubbens markprøver, hvor det ikke er nødvendigt. Duen på vand skulle afleveres 10-15 m oppe fra vandet bag ved nogle markeringsstokke - og det gik fint - ingen smed duen for at ryste sig. Både Chita og Ruko er gode til at markere og de er begge lynhurtige - så det var en ren fornøjelse at overvære.


Chita venter ivrig i bilen


Ruko og Benny


Ruko følger opmærksom med


Chita på vej hjem med kaninen


Værsgo far - fin aflevering af Chita


Ruko på vej hjem med en due


Ruko på vej op fra vandet med duen


Ruko afleverer kaninen


Chita hjem med kaninen


Hele holdet - alle bestod


 

 


Tikka klar til en svømmetur på sin sverigesferie


En glad Dorte efter den 3. die 1. præmie


Tikka hyggede sig bare

22. juli: I dag har vi været på region Midtjyllands Tripple arrangement ved Birke sø, lige uden for Viborg. Et pragtfuldt terræn - og vejret viste sig at være perfekt - lunt og tørt men overskyet.
Alba var som sagt bare med for "sjov" skyld og jeg skal da lige love for at hun fik snuset og hilst på masser af hunde og mennesker. Vi mødte mange af vores hundevenner og de fik lov at røre lidt ved Alba og se hende i munden - hun var nu ikke alt for vild med det; men det var en god træning.
Jesper, Rikke og børnene var mødt op med Lab-x-streams Aya - den skulle op til brugsprøve. Det hele gik perfekt - lige indtil den siddende aflevering - så glippede det - men det er jo et kendt problem, så det er bare at prøve igen - alt andet gik efter bogen;o)
Nicolai, Malene og Lab-x-streams Dancing Queen "Sika" var også deroppe. Nicolai var hjælper i vinderklassen og havde valgt at stille Sika i Åbenklasse. De havde kun øvet dirigering nogle få uger; men Nicolai synes det gik så godt med Sika, så de tog altså chancen på Åbenklassen i dag. Det gik faktisk udmærket indtil Sika blev sluppet som den første hund i det frie søg og valgte at gå længst ud og komme hjem med en due. På vejen hjem tror jeg den anden hund stressede den og der blev desværre lavet et lille hul i duen - og så var det løb ligesom kørt! Gitte Roed; som var dommer, gav dem ellers en pæn kritik - der var lige nogle småting - men bestemt ikke noget, der ikke kan trænes. Noget vi med det samme lagde mærke til og noget som også dommeren bemærkede - Sika havde en fænomenal god markeringsevne! Hun er også som sin mor Malou, lynhurtig til at komme afsted når hun er blevet sendt - ligesom hun er hurtig og direkte i vandet.
Nicolai og Sika træner til Unghundemesterskabet til august og det har vi bestemt, at vi vil gøre alt for at overvære;o)))
Det var en kanon hyggelig dag - og et meget veltilrettelagt arrangement.


Christoffer, Frederikke, Jesper og Aya


Nicolai og Sika

 

21. juli: Jeg er glad for, at jeg blev oppe i aftes for at se den norske udsendelse "Et hundeliv" med den svenske hundepsykolog Anders Hallgren. "Det" der kører om onsdagen på TV har ikke noget med hundetræning at gøre - det er vist mere TV underholdning/gyser i en agurketid. Jeg ved, at mange forgæves har prøvet at få TV2 til at tage programmet af, uden resultat; desværre; men udsendelsen i aftes kunne så opveje det lidt. I foråret, da vi var i Sverige for at gå spor med Alba, købte jeg en bog af Anders Hallgren - "Lyckliga lydiga hundar" - den glæder jeg mig til at komme i gang med.
Jeg kunne godt genkende lidt af Alba i det vi så i aftes - hun er stadig lidt usikker på fremmede hunde og folk, der kommer; men det bliver bedre og bedre. I morgen tager vi hende med til region Midtjyllands tripple arrangement ved Birke sø. Hun er ikke meldt til noget - hun skal bare i sit eget tempo være med på en kigger og vi kan tage hjem når vi synes vi har fået nok. Vi glæder os til at gense nogle at "vores" hvalpe. Nogen skal på markprøve, nogen skal på brugsprøve og nogen skal på skue, så der bliver noget at se på;o)
Om morgenen står Dina og Malou og tripper ved bagdøren for at komme ned i den lille hundegård. Der er kølige fliser og den ligger i skygge hele dagen, så for en pelsklædt hund, må det også bare være det bedste sted i denne varme. Alba derimod vil være sammen med mig. Lige nu ligger hun under computerbordet - hendes yndlingssted fra hun var hvalp.
Al hundetræning er lagt på hylden i denne varme - det bliver bare til et par runder nede i skoven. Den anden dag forsvandt Malou med roterende hale ind i noget hindbærkrat - Alba rodede allerede rundt derinde og Dina stod med stram line og så meget alert ud. Pludselig lettede der en stor flok fasankyllinger og fløj ned mod skoven - dejligt at se de har klaret sig så godt;o)
Nu længes vi efter ferie - der er ulideligt varmt på Grundfos i disse dage - og Hans kører en del på landevejene; men der er endnu godt 14 dage til vores ferie starter - så det er bare med at holde ud......
Alba og jeg er lige vendt hjem fra en tur til Tange sø, hvor Alba selvfølgelig fik lov at bade. Da vi kom hjem, fik de to andre iskoldt vand og friske knasende gulerødder - deres yndlingssnacks her i varmen. Så kan vi vist lidt igen;o)))

19. juli: Siden jeg i aftes fik at vide at Tikka og Dorte skulle gå endnu et spor oppe i Värmland her til morgen kl. 8.00, har jeg næsten været lige så "nervøs" som når jeg selv skulle "i ilden":o)))
Kl. 9.00 tikkede der så en sms ind med besked om at alt var lykkedes i dag og Tikka var blevet "næsten" SVCh - hold da op, hvilken præstation med så ung en hund. Tikka er bare 10 måneder og Dorte har aldrig gået spor før hun fik Tikka. Jeg ved dog at de har trænet seriøst og jeg haft den store fornøjelse at lægge nogle spor til dem og set hvor gode de er blevet sammen, så egentlig burde det ikke overraske mig at de allerede er kommet så langt;o))
Vi ønsker dem begge - og selvfølgelig også Jens Ole et STORT TILLYKKE med resultaterne - og glæder os til at følge Jer fremover.

16. juli: Det er en af de rigtig varme dage - man skulle vist have lagt sin ferie nu i stedet for at vente til august;o) Vi har gået et træningsspor med Alba og Malou her i formiddag og over middag ringede vagten efter Hans, som desværre måtte på arbejde i Ålborg. Jeg havde tøet en and op og fik lavet et par apporteringer med Alba. Hun snusede nu noget til den; men det lykkedes at få hende til at bære rundt på den. Jeg har alligevel valgt at lægge den ud til ræven senere på dagen - den ser ikke særlig "lækker" ud og vi skal da vist til at sortere lidt i "hundefryseren". Senere på dagen - når Hans kommer hjem - tager vi ned og lader hundene få lov at bade i søen. Til aften håber vi også på godt nyt fra Sverige;o)
Kl. 22.00 tikkede der en sms ind fra Dorte - p.g.a. Dortes uopmærksomhed i tilbagegangen, blev Tikka ikke trukket tilbage på sporet; men måtte selv klare - ved at skære en vinkel, at finde sporet igen - det blev derfor til en 2. præmie. Jeg synes det er stærkt gået af Tikka og det viser lidt om hvor sporsikker hun er. Som regel (og det kan JEG i hvert fald snakke med om) så er det i førerens ende af linen, de fleste og største fejl bliver begået;o)))

 

14. juli: Så er der lige tikket endnu en SMS ind fra Dorte; som sammen med Jens Ole og Tikka er taget på ferie i Sverige. De har lejet et øde beliggende hus i Värmland, hvor der i nærheden var muligheder for både hundetræning og golf; som de begge dyrker og i går sendte Dorte en SMS om, at hun havde gået spor med Tikka og de havde fået en 1. præmie. I dag har de gentaget bedriften med den samme dommer, så mon ikke Dorte og Jens Ole kommer hjem fra Sverige med en hund, der har arbejdsmeriterne til et SVCh?
Jeg synes det er sejt af Dorte - hun har virkelig trænet seriøst med Tikka og det har været en fornøjelse at følge dem - vi krydser fingre for, at de også får den "sidste" 1. pr. med sig hjem.

 

11. juli: Efter bare et par dage er det ikke til at mærke på nogen af hundene at Dina har været væk en månedstid. Hun er i snor på vores lufteture - kun lige inde på vores eget areal bliver hun sluppet under opsyn og hun er vist godt klar over at hun ikke mere får lejlighed til at smutte nogen steder på egen hånd.
Jeg er i færd med at træne Alba i at "stå" - vi har meldt hende til udstilling i august - i håb om mindst en 2. præmie, så vi kan få hendes SVCh på resultatsiden;o)
Vi har heldigvis allieret os med en, der er god til at udstille hunde, så jeg håber jeg kan hente nogle fif hos hende;o)
Udstilling er jo ikke det, der har haft vores største interesse - det er jo først og fremmest hundenes arbejdsegenskaber vi har fokuseret på; men selvfølgelig er det rart at få en 1. pr. og bevis på at hundene ser rigtig ud;o)
Alba er stadig slem til at smide sig ned, når der er noget hun ikke gider - bl.a. når jeg kalder hende hjem - og når der kommer besøg og hun vil kløes på maven - og det dur altså ikke i en udstillingsring;o(
Sidst i juli tager vi til skuet i Region Midtjylland; men uden at melde til - Alba skal bare lige mærke stemningen på sådant et arrangement og så håber jeg vi møder en masse, der vil prøve at røre lidt ved hende ved samme lejlighed. Ærgerligt at der er så dårlige muligheder for at gå til ringtræning i vores region;o(
Vi går også og venter på kennelbesøg fra DKK - de skal ud og godkende vores måde at have hunde på, så vi kan få lov til at bruge logoet med opdrætteruddannelsen. Dette kursus fra DKK kan vi bare anbefale andre hundeejere og opdrættere at tage - der er utrolige mange ting at lære og det er vældig interessant.

 

9. juli: Som nedenstående billeder viser er "Guldlok" kommet "hjem" på ferie;o)
Da hun blev lukket ud af bilen var både Malou og Alba udenfor og de var de første til at hilse på hende. Malou fik lige fortalt hende, at det stadig var hende, der var boss i Skovhuset - det foregik med stive ben og et stirrende blik - så var det på plads!
Da Dinas nye familie var kørt, tog jeg hele flokken med ned i skoven og her skulle Dina lige prøve om hun stadig var over Alba i hierakiet - det accepterede Alba straks; men fra sidelinien kom Mammalou drønende og fik Dina fortalt, at det fandt hun sig altså ikke i - så Dina må passe på at opføre sig ordentlig overfor Alba - i hvert fald mens Malou er indenfor syns og høre afstand;o) Lidt senere legede de dog alle i skøn forening på græsplænen og den vilde leg med en pind har Dina bestemt ikke glemt i den måned hun har været væk!
Dina holdt sig pænt og artigt tæt på Hans og mig hele fredag aften og hele lørdag, så vi vovede at lukke hele flokken ud søndag morgen og det gik også udmærket - lige indtil jeg vendte ryggen til - så var Dina forduftet - akkurat som hun var mester i og hun havde overtalt Alba til at følge sig. Lidt senere kom Alba dog alene hjem - hun så ud som om hun godt var klar over at det var forkert; men Dina kom - traditionen tro - først senere og gav ikke udtryk for at hun havde gjort noget forkert...
Vi har arbejdet ude det meste af søndagen - Hans har flyttet en del træ og sidst på eftermiddagen var det galt igen. Jeg regnede med at Dina gik sammen med ham og de sorte og Hans regnede med at Dina var gået med mig ind. Denne gang smuttede hun alene og var væk i mere end 1 time! Så nu er det slut! Fremover bliver det med ledsaget udgang - så alt er ved det "gamle" her i Skovhuset.


Mammalou overvåger legen


Prøver at dæmpe dem lidt ned....


Men Dina er lidt for vild...


Så får Dina lige "blikket"


- og skynder sig at løbe


Kom og fang mig...

 


Dorte og Tikka ved sporstart


Janne og Xingu starter op


Dorte og Tikka lige før sporslut

 

3. juli: I dag har vi haft fornøjelsen af besøg af Janne med Xingu og Dorte med Tikka. De skal begge til Sverige på ferie her i sommer, og vil samtidig benytte lejligheden til at gå et par svenske spor. Så i går tog Hans og jeg ud og lagde et par spor til begge hundene på den "svenske" måde - altså med blodophold og klovslæb. Det har også i dag været næsten ulideligt varmt; men begge hundene var bare sat helt op til at gå spor - for straks vi drejede ind af skovvejen kunne vi høre hundene blive urolige omme bagi bilen. Xingu fik lov at lægge ud og jeg kunne se en stor forskel fra tidligere spor. Janne har virkelig formået at få hende betydelig ned i fart og bortset fra at hun stadig gerne vil af på frisk fært, så gik Xingu et rigtig godt spor i dag;o)
Så blev det Dorte og Tikkas tur og jeg er virkelig imponeret over den måde Dorte starter Tikka op på. Stille og roligt - går endda en lille tur med hende for at få hende til at gøre sig ren og komme lidt ned i omdrejninger. Tikka har ved hver eneste spor jeg har set hende gå, forbløffet mig ved at gå så sporsikkert og remfast. Jeg ved at Tikka ikke har gået ret mange overnatningsspor; men det kunne man ikke mærke i dag og både knækkene og blodopholdene klarede hun fint at udrede. Begge hundene - og det er den samme erfaring vi har med vores egne hunde, mærkede ikke blodopholdene som noget problem. Tikka ringede fint rundt ved knækkene - og blot en enkelt gang stod hun stille og vejrede lidt; men det var fordi linen havde viklet sig rundt om noget kvas, så hun ikke var i stand til at komme videre; men straks Dorte havde viklet linen fri, fortsatte Tikka af sporet. Hun gik faktisk direkte ovenpå sporet det meste af tiden! De sidste 50 m af sporet gik det fra tæt bevoksning ud på åben mark og her var jeg meget spændt på Tikkas reaktion, terrænskift plejer at være vanskelig for en hund, der ikke er trænet på det; men igen var Tikka helt upåvirket og fortsatte ud på marken i sporet, uden at tøve. Lige da der manglede ca. 20 m drejede hun lidt til højre - vi havde parkeret bilen så den der var synlig og Janne havde lagt Xingus klov udenfor bilen; men da Dorte kaldte hende tilbage kunne vi tydelig se hvordan hun igen fik færten og så gik hun lige hen til kloven, med logrende hale - akkurat som sin mor Malou. Tikka er fantastisk til at gå spor og Dorte er mindst lige så fantastisk til at følge efter, så vi glæder os virkelig til at følge deres fortsatte sportræning.
Tak til Janne og Dorte for en hyggelig dag og dejligt selskab med masser af hundesnak - selv hundene kunne til sidst nyde hinandens selskab på græsplænen;o)
Malou og Alba fik her til aften deres sædvanlige badetur ned til Tange sø - Malou ved efterhånden hvornår det er tid, så sætter hun sig ned foran os og giver hals.

1. juli: Alba og jeg tog tidligt i morges til Grenå, for at deltage i endnu en 20 timers schweissprøve. Vi skulle gå spor nr. 6, så der var rigtig lang ventetid og der var meget varmt i dag. Til morgenparolen hilste vi på Jørgen og Benny; som skulle afprøve Chita og Ruko på 3 timers prøven, så de var på et andet hold end mig og Alba. For første gang skulle vi gå med Steen Johansen som dommer - vi har jo gået for en del i tidens løb.  Vi startede omkring kl. 13.30. Vi fik en 2. pr. da vi blev kaldt af en enkelt gang. Det var også denne gang førerfejl, der forhindrede Alba i at finde "Bambi" i første forsøg. Alba gik meget stille og roligt på sporet - havde hun haft lidt mere træk i linen, ville det have været lettere for mig at læse hende rigtigt; men hun har i den seneste tid været meget blød og støttet sig meget til mig under sportræning. Jeg tror det er p.g.a. hendes falske drægtighed - uden at det skal tages som en "dårlig" undskyldning. Hun brugte ikke overvældende meget krudt på starten i går; men varmen i dag ude i fyrreplantagen, den var hård ved hende, ja mig med, for den sags skyld. Jeg er stadig vildt nervøs før en prøve og i slutningen af sporet; var jeg simpelthen så tør i munden at jeg knap kunne sige noget. Jeg var klar over, da vi havde udredt de 2 knæk og Alba viste mig, at hun var på sporet, at vi måtte nærme os sporslutningen. På et tidspunkt ser jeg en cyklist køre forbi ude på en skovvej og så er jeg klar over, at Bambi må ligge indenfor dette område - det var ikke sandsynligt at de havde gået over skovvejen med den. Men sporet var drejet lidt til højre før skovvejen og Alba havde fortsat lige ud og havde endda været for langt til venstre for at afsøge - og det var der vi blev kaldt af! Vi finder så tilbage af sporet og jeg starter Alba op igen - efter hun havde været nede og sidde lidt og på trods af varmen kan jeg høre at hun igen har fundet sporet - hun følger det ind til højre, hopper over en lille grøft og roder lidt i underskoven. Så hopper hun tilbage over grøften og så ser vi begge Bambi som ligger lidt bag et træ. Det var skønt for Alba at finde frem til skindet, at vi så må på den igen, hvis vi vil have den 1. pr. (og det vil vi jo) det må vi så bare tage med - det er jo en lystbetonet hobby vi har - derfor er jeg bare så træt af, at jeg bliver så nervøs hver gang vi skal op til prøve. Det er meget tydeligt, at min nervøsitet og usikkerhed påvirker Alba - men det er svært at skjule at man er nervøs. Prøvesituationerne kan man ikke træne til her hjemme.
Jeg er åbenbart bedre til at fortælle andre, hvordan de skal gå spor. I aftes kom der en meget glad mail fra en af vores kursister - Jette Krogsgaard og hendes hund Sally - de havde været i Hvilsom hos Niels Erik Pedersen og her havde de fået en flot 1. pr. på 400m/3 timers schweissprøve, så hun  var forståeligt nok meget glad og det blev jeg selvfølgelig også på hendes vegne - herligt når man kan hjælpe andre;o)
Så nu skal jeg måske til at tilføje, når jeg lærer lidt fra mig: "Gør som jeg siger - IKKE som jeg gør" - ha-ha.......

26. juni: I dag kom Malous Norske Sporchampionat diplom med posten;o) Jeg kunne have bestilt det for længe siden; men jeg havde jo et håb om at jeg også skulle få et NVCh på Dina, og så kunne jeg jo bestille 2 på en gang; men sådan skulle det ikke gå.
I går opdagede vi, at Alba er blevet falsk drægtig, og med den konstatering fik vi en forklaring på hendes noget ændrede opførsel, den sidste tid. Efter samråd med vores dyrlæge, prøver vi at give hende noget, der hedder Galastop imod det, hun virker noget opfarende og stresset, ja selv hendes mor, Malou må til tider bevæge sig på listepoter for ikke at irritere Alba og det er bestemt ikke brugbart!
I dag styrter regnen ned; men hundene har alligevel været på deres daglige gåtur og ligger i øjeblikket nede i den lille hundegård og slapper af.
I løbet af ugen skal vi have lagt et par spor til begge hundene - uanset Albas tilstand, så er hun ellevild, når vi begynder at finde sporudstyret frem.
 

25. juni: I går havde vi besøg af Hanne, Bo, deres børn og Lab-x-streams Mauser. Han er blevet en stor flot hanhund. Jeg havde, efter aftale med Hanne, i forvejen lagt et spor til Mauser, som han gik udmærket. Der var dog en del ting under sporet; som lige skulle undersøges; men han fandt dog frem til kloven;o)
Hjemme i Skovhuset fandt han hurtigt ud af, at lege med mor og søster Alba; som dog lige synes han skulle sættes lidt på plads - selvom han var den største, så var han også den yngste;o) Men da rollerne var blevet fordelt gik det udmærket og der blev brændt noget krudt af på græsplænen.
I løbet af ugen har vi fået fantastiske resultater på Lab-x-streams hunde. Jørgen og Chita (Lab-x-streams Chiquitita) havde deltaget i apporteringsprøve og ræveslæb i Djurslands Jagthunde Klub. Begge prøver gik så flot for Chita, at hun blev kåret til prøvens bedste hund. I går fik vi så resultat fra Benny og Ruko (Lab-x-streams Miroki) som havde deltaget i Djurslands Jagthunde Klubs afsluttende schweisskursus med en flot 1. pr. på 400m/3 timers prøve. Vi glæder os altid over at høre fra vores hvalpekøbere - både når de sender fine resultater til os og når de bare lige vil fortælle at de har fået "verdens dejligste hund". Vi glæder os over, at alle vores hvalpe er kommet ud til dejlige og aktive mennesker og trives godt hos deres nye familier.
 


Mauser - klar til udstilling


10 måneder gammel


Lidt af mor og lidt af far....


I leg med mor og søster Alba.

20. juni: 5 lidt hektiske dage er ovre. Vi har været på en lille miniferie i Norge, for at besøge familien og gå et par spor med Alba. For mig er det næsten en årlig tradition at deltage på blodsporprøverne på Slåstad - i år var det 3. gang. I år var det dog kun en enkelt dag, den blev afholdt på Slåstad, nemlig lørdag - for søndag blev der afholdt en på Løten. I år var vi lidt sent ude med tilmeldingerne; men vi nåede det da, inden fristen udløb.
Vi kom til Flisa torsdag, lige over middag, da vi for første gang havde taget færgen Grenå - Varberg. Afgangstiden på den, passede os meget bedre og vi havde mulighed for at sove nogen timer ombord inden vi ankom til Varberg. Det var også mere behageligt for hundene at sejle om natten - der ligger de jo alligevel bare og sover.

15./16. juni:
Torsdag aften tog vi ud til vores sædvanlige sporterræn ved Trangen og lagde et par gode lange træningsspor til Alba og Malou. Alba havde ikke tidligere gået spor i Norge, så jeg valgte et af de spor til hende, hvor jeg vidste - og også tydelig kunne se, at der var trafik af elg!
Næste dag ventede vi til middag med at lade hundene gå sporene - vejret var meget tørt, varmt og solrigt og det hvide mos knasede under os som cornflakes. Jeg lagde ud med Alba og hun gik et kanonspor - lige hvad vi begge to havde brug for,  dagen før prøven;o) Hun var noget interesseret i færten fra elgen og de steder hvor elgen havde lagt sine efterladenskaber, fik også lige et ekstra snøft; men hun var tro mod sporet og klarede at bevare sin koncentration på trods af varmen og den helt anderledes bundvegetation og færtforhold. Malou gik med stor koncentration og dygtighed sit spor med Hans i den anden ende af linen - og da ærgrede vi os over, at vi ikke også havde meldt hende til prøverne (men da vi meldte Alba til, vidste vi ikke om vi begge havde mulighed for at tage derop).
Da vi havde gået sporene, kørte vi ned til vores sædvanlige badeplads - kulpen og her sprang Malou hjemmevant i, mens Alba var her for første gang.
Nede ved badepladsen, fik vi besøg af Hans bror og hans familie og deres hundehvalp - en 7 måneder gammel elghund. Den havde ikke været i vand før, men den ville gerne lege med Alba og Malou, og da de befandt sig i vandet hele tiden måtte den jo ud i det våde element for at lege med dem. Det endte også med at "Mille" fik smag for at bade - dog ikke så meget som labberne;o)


Godt med medbragte kødben under et skyggefuldt træ


Alba i vild leg med Mille


Mille - 7 måneder


Guffejagt på græsplænen


Smid så den dummy, far - tøserne i Kulpen


Malou er fuldstændig dummy fikseret


Alba fandt ud af, at der svømmede fisk på bunden


Alba i dyb koncentration på fiskeri

17. juni: Vi måtte tidligt op lørdag morgen - der er ca. 60 km. til Slåstad fra Flisa og der var opmøde kl. 9.00. Jeg er begyndt at blive frygteligt nervøs umiddelbart før en prøve - og denne morgen var ingen undtagelse - ØV altså - for det ER jo bare en hobby. Vi genså en masse af kendte mennesker fra tidligere sporprøver, men også nogle nye ansigter. Der var igen i år, deltagere både fra Sverige, Finland og Danmark og så selvfølgelig Norge;o)
Vi fik trukket vores spornummer og i år havde Bente Svenningsen sørget for, at man på forhånd var inddelt sådan, at dem med flere hunde og 1 bil, automatisk var på samme hold. Hvert hold trak så deres spor og til sidst trak de 3 dommere lod om hvilket hold, de skulle dømme. Dommere i år var Odd Ivar Krok, Jan Erik Albertsen og Bjørn Sørlie. Jeg har tidligere gået for dem alle 3, og det er vældige hyggelige dommere alle sammen. Odd Ivar trak det hold vi var på og vi skulle starte med at gå vores spor. Det lå temmelig højt oppe og starten lå på en sydvendt skråning og solen bagte ned fra en skyfri himmel. Torunn Sørbye var kendtmand/stifinder på mit spor. Alba startede stille og roligt op, og allerede få meter inde på sporet, så jeg tydelig spor efter elg! Alba valgte i første vinkel at fortsætte ned over en lille bæk, der rendte over stien for at drikke lidt vand; men jeg fik hende tilbage, da jeg tydeligt kunne se, at hun ikke havde sporet. Hun tog derefter vinklen og fortsatte op af en varm, tør skråning, hvor der lå en masse kvas og grene. Et sted kom vi forbi en kæmpesten, hvor jeg kunne se, at Torunn havde sprøjtet blod og det lod jeg Alba snuse til. Lidt senere trak Alba af sporet - det var tydeligt for mig, at hun var på frisk fært - men jeg lod hende ringe rundt til hun igen havde fat. Så blev linen lige pludselig meget stram og jeg tænkte: NU må vi da vist snart nærme os sporslut; men nej, hun havde retning mod et lille vandløb i bunden af den skråning vi gik på og Dina "badedyr" har åbenbart ikke opholdt sig forgæves her i Skovhuset og har ikke været helt dum til at præge hvalpekuldene, for Alba sprang ned i bækken og plaskede og drak vand, det bedste hun havde lært (faktisk klogt i den varme); men langt om længe lykkedes det hende, at finde tilbage til sporet og hun fandt frem til kloven; som i dag var fra en elg! Jeg synes jo hun havde gået godt - alt taget i betragtning; men da jeg vidste, at Odd Ivar godt kunne være en lidt "streng" dommer og er meget fokuseret på hundens tabsarbejde, vidste jeg godt, at jeg ikke fik en 1. ste præmie. Han lykønskede os dog og viste os med tommel og pegefinger ca. 1 cm. fra hinanden, at vi var "så tæt" på en førstepræmie, så jeg håbede jo selvfølgelig på en 2. den præmie. Alba havde selv fundet kloven og vi var ikke kaldt af en eneste gang! Men, men - det viste sig, at vi måtte nøjes med en 3. die præmie. Lidt uforståeligt; men heller ikke i Norge begynder man at diskutere med dommeren - du ved jo aldrig hvornår du får ham/hende igen;o))))
Jeg glædede mig i stedet over, at jeg nu igen havde en hund, der virkeligt viste evner og interesse for at gå spor - og som går mere konstant - i modsætning til Dina; som man aldrig vidste hvor man havde.


Lige før morgenparolen


Eva (prøveleder), Bente, Jan Erik, Line og Bjørn


Efter sporet...


En stolt hund og glad fører;o)


Lang ventetid inden præmieuddelingen - ikke alle havde tålmodighed


Susanne og Kim Sundman-Lindéns Eetu (kennel Buckthorns Finland)


I ventetiden knyttes mange forbindelser


Så blev spændingen udløst

18. juni: Søndag måtte vi endnu tidligere op - opmødet på Løten var kl. 8.30. Der var en masse gengangere fra dagen før og igen nogle nye ansigter. Det dejlige ved de norske sporprøver er den altid hyggelige stemning, før, under og efter sporene. Man får knyttet en masse spændende kontakter - ser måske nogle flotte hanhunde - får jagtinvitationer og udveksler meninger og erfaringer på kryds og tværs. Det hele foregår i en afslappet atmosfære og det er nok derfor vi vender tilbage igen og igen. I år genså vi Bjørn Weisæth og hans søde kone Ingeborg. Havde det ikke været for min tilfældige kontakt til Bjørn, da han for et par år siden var formand for NRK sporkomité, var det ikke sikkert vi var blevet bidt af at gå norske spor - ham skylder vi stor tak - han formidlede også kontakt til Eva Moen, som stod som arrangør af sommerlejren på Grundset camping.
Dommere på dagens blodsporprøver var: Eva Moen, Anita Løvlien og Vidar Bakkelund - også dem har jeg gået for før;o)
Jeg trak et af Eva Moens spor - hun har været dommer på et af de spor jeg gik med Malou og det var hendes skyld, vi for et par år siden, fandt frem til Hedmark Dachshunde klubs sommerlejr på gamle Grundset camping - den bliver som regel afholdt i uge 29 og denne uge er toppen af hygge og aktiviteter for hunde og hundeejere - og alle racer er velkomne - selvom gravhundene er i overtal;o)
Vi kørte efter sporlæggeren Mille ud i skoven og ventede på at det blev vores tur. Vi skulle gå vores spor som nr. 4 og det var temmelig varmt inden vi skulle starte. Alba gav sig god tid ved sporstarten og igen gik hun i et stille og roligt tempo - helt ulig sin mor Malou - frem til første vinkel; som hun tog perfekt. Også på dette spor var der frisk elgspor og igen var Alba ude på frisk fært. Et sted trak hun igen efter vand og der kunne jeg se tydelig spor af elg i den fugtige bund; men hun fandt tilbage på sporet og vi kæmpede os frem i den tørre bund - hun ringede en del rundt ved vinklerne; men klarede fint at udrede dem alle. I første omgang gik vi lige forbi kloven (i dag var det også bare en rådyrklov) men det lykkes efter et par forsøg at hitte den. Eva sagde ikke noget om præmiegraden og da vi bagefter sad og hyggede os med kendtmanden/sporlæggeren, vidste vi ikke noget om vores præmiering - det var faktisk lige lovligt spændende. Men igen i dag, måtte jeg glæde mig over den store arbejdsindsats Alba havde ydet - det er jo fantastisk at have sådan et "arbejdsjern" - hun mangler selvfølgelig stadig lidt erfaring i at bevare sin koncentration; men hun er stadig en meget ung hund.
I dag var ventetiden knap så anstrengende som i går; men heroppe venter man jo alle i spænding på præmieuddelingen - uanset sin præmiering og vejret;o)))
Der var også i dag en del præmieringer og selvom der var tørt og varmt, må færtforholdene have været i orden.
Vi fik en 2. præmie af Eva i dag og glad var jeg - 2 dage i træk med præmieringer - skønt at komme ud af "smultringeklubben"; som man kalder den med 0 præmieringer;o))) Den klub sørgede Dina jo for, at jeg var medlem af i et par år - den bandit;o))))


Bente og mig med hendes nye hund - Kira - samejet med Torunn


Dommere og aspiranter voterer


Det norske flag vajer over gården


Glad for min 2. præmie


Bjørn Weisæth fik 3 førstepræmier


Peter Søderberg blev prøvens 3. bedste


Anita og Diesel blev prøvens 2. bedste


Bente med elghunden Trulte blev prøvens bedste i dag

Da vi kom tilbage til Flisa, fik hundene selvfølgelig lov til at bade - i dag tog vi ned til fossen, som ikke er så besøgt - ja, vi havde den helt for os selv, så de kunne få lov at tumle sig uden hensyntagen til andre.


2 vandhunde på vej i elven


Alba i fuld fart


Alba kan næsten "gå på vandet"


Hvem får den først?

Resultater fra lørdagens blodsporprøve på Slåstad:

1.) Fin Vch Bucktorn´s Rumba - labrador - fører Susanne Sundman-Linden - 2. præmie
2.) Fin Vch Bucktorn´s One and Only - labrador - fører Kim Linden -
2. præmie
3.) Int Fin Estuch Fin Svch Bucktorn´s Lucky Coin - labrador - fører Kim Linden -
1. præmie
4.) Lekum´s Indira - golden - fører Tore Johannesen -
1. præmie
5.) Nuch Memento´s Ultima - labrador - fører Torunn Sørbye -
1. præmie
6.) Memento´s Gershwin - labrador - fører Torunn Sørbye -
2. præmie
7.) Echuca Celine Ace Swinging - l.h. Collie - fører Vibecke Øra -
1. præmie med HP - prøvens bedste hund
8.) Nvch Memento´s Farinelli - labrador - fører Alf Roger Skjelfoss -
1. præmie (gik prøven på 7 minutter)
9.) Svch Dream Max Zlatan - golden - fører Jennie Andersson -
0 præmie
10.) Svch Su(u)ch VDHjch-04 Berlinjugendsieger-05 Dream Max Celine Dion - golden - fører Jennie Andersson -
0. præmie
11.) Svch Brown Hunt´s Pathfinder - labrador - fører Anita Jensen -
0. præmie
12.) Svch Brown Hunt´s Hermione Granger - labrador - fører Pernille Lillevang -
0. præmie
13.) Svch Colas Hillevi - labrador - fører Lennart Hansson -
0. præmie
14.) Colas Mirjam - labrador - fører Peter Søderberg -
0.præmie
15.) Lab-x-streams Mamma Mia - labrador - fører Birgit Bjørnstad -
3. præmie
16.) Svch Comics Marilyn Collection - flat - fører Berit Martinsson -
1. præmie
1. reservespor) IntNord Uch Such KbhV-03 Nvch Svch Memento´s Wagner - labrador - fører - Torunn Sørbye -
1.præmie

Resultater fra søndagens blodsporprøve på Løten:

1.) Trulte - Norsk elghund - fører Bente Svenningsen - 1. præmie og prøvens bedste hund
2.) Colas Mirjam - labrador - fører Peter Søderberg -
1. præmie og prøvens 3. bedste
3.) Svch Brown Hunt´s Hermione Granger - labrador - fører Pernille Lillevang -
0. præmie
4.) Svch Brown Hunt´s Pathfinder - labrador - fører Anita Jensen -
1. præmie og prøvens 2. bedste
5.) Nvch Trurumi´s Aleksandra Tara - labrador - fører Bjørn Weisæth -
1. præmie
6.) Int Fin Est UCH FinVCH Svch Bucktorn´s Lucky Coin - labrador - fører Kim Linden -
0. præmie
7.) Nvch Taranja´s Kangei Pia - labrador - fører Bjørns Weisæth -
1. præmie
8.) Fin Vch Bucktorn´s Rumba - labrador - fører Susanne Sundman-Linden -
0. præmie
9.) Svch Colas Hillevi - labrador - fører Lennart Hansson -
0. præmie
10.) Sæterskogen´s Kark - labrador - fører Bjarne Strand -
0. præmie
11.) Fin Vch Bucktorn´s One And Only - labrador - fører Kim Linden -
0. præmie
12.) Einersted Angelita Arriba - Rottweiler - fører Monica Østdahl -
0. præmie
13. Lab-x-streams Mamma Mia - labrador - fører Birgit Bjørnstad -
2. præmie
1. reservespor) Nvch Taranja´s Juliana Tanja - labrador - fører Bjørns Weisæth -
1. præmie

10. juni: Hans deltager på det sidste modul af DKK opdrætteruddannnelse i Århus i dag. Alba og Malou hygger sig med hver deres gode ben i den "lille" hundegård og selvom døren dernede står åben, og de frit kan gå ud, så passer dem dem åbenbart at være der. Der er køligt og de kan slappe helt af.
På onsdag tager vi lige et smut op og besøger Hans´s mor i Norge - og hundene skal selvfølgelig med, så vi måtte lige omkring dyrlægen i formiddags og have en ormepille og et stempel i hundepasset. Malou fælder helt vildt i øjeblikket og der ligger konstant sorte "hårboller" og ruller rundt på vores lyse trægulve; som faktisk ikke er helt så lyse mere ha-ha. Heldigvis er hundene helt pjattede med at blive støvsuget - med den laveste sugestyrke og det hjælper lidt på det. Malou er også ude på terrassen og blive børstet og kartet hver dag; men der er utrolig meget hår på sådan en labrador. Jeg kan forudse at Alba går i fæld så snart Malou er færdig;o)

 

8. juni: I aftes havde vi besøg af Einar og Kirstine Pahle med Lab-x-streams Beretta "Chica" - det var ligesom at se Malou - ikke så meget på udseendet; men hendes måde at hilse på. Alba er stadig lidt jaloux, når andre hunde vil hilse på os - men ikke så meget, som hun har været. Der gik ikke så længe før alle 3 legede sammen på plænen.


Lab-x-streams Beretta - Chica


Der er også fuld fart på Chica

7. juni: Det ser ud til at sommeren er på vej:o)I dag har hundene og jeg været ude på en dejlig tur nede ved søen og selvfølgelig fik de lov til at bade. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, hvor stor forskel der er på Albas opførsel, nu hvor hun ikke er under indflydelse af Dina. Malou er også i større grad begyndt at lege med Alba - det var ligesom mest Dina, der gjorde det.
I aftes fik jeg mail fra Benny og Chris; som har Lab-x-streams Miroku "Ruko" - den havde taget sin brugsprøve med max point i søndags ude i Fjellerup - så nu er der to fra våbenkuldet, der har taget brugsprøve:o)
 


Alba står og venter...


I fuld fart over grøften...


Mor og datter...


Her har vi Alba


Foran Bent Dentlaus laks fra vores kunstnerfestival...


Mere vandpjask...


Mammalou gik helt amok...


Kom bare an...

 

5. juni: En "underlig" ro har sænket sig over Skovhuset. Dina er flyttet og selvom det selvfølgelig er vemodigt for Hans og mig, så ser det ikke ud til at de sorte "mangler" hende. Vi havde haft flere henvendelser på Dina; men denne familie skulle have en kærlig familiehund og en god legekammerat til de to sønner og på den beskrivelse passede Dina jo perfekt ind.
Da vi kom hjem uden Dina i går, tog jeg Alba og Malou med på tur rundt om vores grund og for første gang foregik det i ro og orden - ikke noget med vild leg og stikken af for Albas vedkommende og hele dagen i dag, har vi kunnet have døren op ud til terrassen, uden at gå og holde øje med dem - de bliver i nærheden af huset begge to. Det har også gået godt med Dina - familien har godt nok lige måttet sætte lidt ekstra hegn op omkring haven; da hun i morges lige var på besøg hos naboen; men hun var da kommet hjem igen af sig selv. Vi håber i hvert fald at det er det bedste for Dina.

Hans har prøvet at lave sin bil om til en "campingvogn". Der er mulighed for at lave 2 sovepladser og vende sæderne om, så man kan sidde og spise derinde i kabinen. Der er også mulighed for at lave mad, da der er gasblus og en lille håndvask. Taget kan hæves så man kan stå op inde i bilen, og det tog faktisk ikke så lang tid at lave det - nu ved vi så det, når vi skal på langtur....

Jørgen fra Grenå har lige sendt et par herlige billeder af Chita og den pæne buk, han har nedlagt i dag. Han benyttede lejligheden til at lave et godt langt slæbespor til Chita og efter hun havde "fundet" den, fik hun mulighed for at ruske den godt i halsen, så hun kunne sikre sig, at den var rigtig død.

4. juni: Det blev til en dejlig tur i skoven i formiddags. Alba og Malou fik lov at gå spor - som Hans havde lagt i går. Jeg lagde ud med Alba; som havde svært ved at komme ud af firkanten i dag. Der havde været stor trafik af dyr. Det lykkedes til sidst; men også under sporet oplevede jeg hvor meget den friske fært trak. Ved sporslut måtte Alba om på den anden side af vinden inden det lykkedes for hende at snuse sig frem til kloven. Så vi må i træningslejr igen, hvis vi vil have en præmiering hjem på 20 timeren i år.
Selv Hans, der gik med Malou og i forvejen vidste hvor sporet gik, havde svært ved at finde ud af firkanten. Selve sporet gik dog  udmærket; men omkring sporslut var det også frisk fært, der trak Malou lidt på afveje. Men kloven blev da fundet til sidst. Begge sporene var lagt som alm. sprøjtespor og med blodophold.
Dina skulle ikke gå spor - hun var bare med for hyggens skyld og som afslutning på turen lykkedes det at få flokken til at sidde stille længe nok til, vi kunne få taget et par billeder.


Dina


Alba


Alba


Malou


Dina


Dina, Alba og Malou


 

28. maj: I dag har Odin og Metteline været på langfart. De har været på udstilling i Neumünster i Tyskland og Odin fik en 2. pr. i unghundeklassen. Metteline havde været så spændt på, hvordan Odin tog oplevelsen; men det var gået over al forventning. Metteline havde været alene afsted, så det var svært at tage billeder af begivenheden inde i ringen; men et enkelt billede taget ude på P-pladsen blev det til og jeg kan godt se ligheden med resten af Abba kuldet og der er bestemt også meget af Mammalou i sønnike;o)))
I første omgang troede Metteline at Odin havde fået en 1. pr., da de skulle i ringen i 2 omgange; men i følge DKK er Predikatet Sehr Gut en 2. præmie; det er ikke så nemt med de tyske oversættelser.
I går måtte vi tage hjem fra Grenå med endnu et 0 på 20 timers schweissprøve. Jeg ved ikke hvad der sker; men jeg synes jeg er begyndt at lave lidt for mange "begynderfejl", for det var bestemt heller ikke Albas skyld i går.
Inden vi tog hjem, kørte vi ud og hilste på Jørgen og Pia og "Chita". Sikke en velkomst - "Chita" ligner i den grad sin mor, i måden at hilse på, og hun har også meget af Malous udseende - den samme kraftige brystkasse og det brune skær i pelsen.
I morges var det et par sløve hunde, der mødte Hans, da han stod op. Fodertønden inde i gæsteværelset, hvor Malou sover, var ved et uheld væltet og en del af indholdet var raslet ud på gulvet, så Malou havde inviteret Dina ind og sammen havde de besluttet, at det nok var bedst at spise det hele med det samme - så de sprang lige morgenmaden over. Alba havde sovet inde hos os i nat, så hun havde ikke været indblandet i ædegildet, så hun fik sin sædvanlige morgenration. Hele dagen har de to store kun bevæget sig hen til vandskålen og tilbage til sovestedet.
  
 

26. maj: Så fik Lab-x-streams Sako; som den første hund i våbenkuldet, sin brugsprøve i går på Dualdagen i Bække. Ved samme lejlighed blev hun stillet på skuet og nåede helt til BIS finalen hvor hun blev nr. 3. Så det var en glad Bente, jeg snakkede med sidst på eftermiddagen. Det er ikke så tit man udskriver checks med glæde; men den check på 300 kr. der nu er på vej til Bente i Gråsten - den skrev vi med glæde - vi har nemlig den regel, at når en hund fra vores kennel består brugsprøven - betaler vi 300 kr. Ikke at vi tror, det gør den store forskel, vores hvalpekøbere er alle flittige til at træne deres hunde, men fordi vi så har en mulighed for at give et ekstra skulderklap, når man har nået et stykke af vejen. Sent i aftes ville jeg lige ind og checke DKK indeksside, og sandelig om ikke Lab-x-streams Waterloo "Diesel" var registreret med A hofter og 0 albuer. Så nu er hele vores Abbakuld fotograferet og alle har A hofter og på nær "Happy" fra Fyn; som har en 1 på den ene albue, så er resten fri (0). Nu imødeser vi fotograferingen af våbenbørnene - det bliver omkring september - oktober i år.

23. maj: I dag er det Malous fødselsdag - HURRA, HURRA, HURRA......der bliver ingen lagkage i dag; meeeen lidt ekstra lækkert i madskålen i aften, DET skal hun have;o)
Det er egentlig utroligt, at vi bare har haft hende i 4 år - når jeg ser tilbage på alt det, vi har lavet med Malou og den lange række af resultater og ikke mindst herlige oplevelser, så føles det som om vi har haft hende meget længere.....
Malou er vores første labrador og hun har måttet stå model til en masse begynderfejl - men hun har heldigvis været så robust, at hun har klaret det. Malous store force er hendes fantastiske vildtfinder egenskaber - noget som til tider tager r.... på os, når vi går spor - ha-ha; men hun har gjort det godt og vi synes at hun er en fantastisk hund. Efter at Malou har trænet mig op til at kunne følge efter en 8 m lang schweissline med en hund forrest, så er hun nu blevet Skovhusets jagthund nr. 1.
Dog har Hans og hende vist indgået en aftale om, at de senere på året vil forsøge sig på et 1000 m vildtspor. Det kunne være et fint punktum på hendes sporprøvekarriere. Med en 1. præmie her, er der vist heller ikke så meget mere at komme efter ;o)))
Malou er endelig kommet sig over hendes falske drægtighed - det var træls for hende og det er da bestemt noget vi vil være opmærksom på i fremtiden.
Nu vil jeg tage hundene med ned til den store eng ved Gudenåcentralen og lade dem løbe frit omkring - og så får de lov til bade når vi når om til dæmningen, det er det bedste de ved;o)

 

21. maj: Midt på formiddagen ringede en glad Dorte - hun og Tikka var til schweissprøve i Fussingø og hun stod med 2 bøgegrene i hånden og mente at hun nok var gået til en 1. pr. på endnu en 400m/3 timers schweissprøve. Tikka havde gået et lige så flot spor; som sidste søndag. I dag havde de Laurids Jonassen som dommer og Michael Ramlau og Henrik Blendstrup var stifindere. De gik sporet oppe ved Hesselbjerg. I dag regner det og der er ingen vind, så færtforholdene må betegnes som værende bedre end sidste søndag.
Hele denne weekend står den på oprydning på vores grund. Mikael fra Fyn, var heroppe og hjælpe med at få fældet en masse træ for 14 dage siden og nu skulle det stables og alle de små grene og kviste skulle samles sammen og brændes.
Bukkejagten tager også lidt af Hans´s tid. Heldigvis fik han skudt en mindre buk om aftenen, på åbningsdagen, så der er lidt mere "ro" på ham.
Han har haft Malou og Alba med i bilen de sidste to dage, han har været på jagt  - Malou har haft den uvane at hun gør og skaber sig, når hun bliver efterladt i bilen; men efter 2 dage, så er hun kommet over det og nu er der ingen problemer. I morges stod Malou klar ved bagdøren og hun kom selvfølgelig med igen.

16. maj: Endelig kom der noget regn - det var også hårdt tiltrængt ovenpå weekendens eksplosion af pollen!
Jeg havde jo håbet på en plads på schweissprøven på søndag; men desværre kom posten med brev i dag, hvor jeg fik afslag  - der var ikke flere pladser på 20 timers prøven!
Så nu må jeg i gang med at finde en alternativ prøve her i foråret - selvom det måske ikke bliver så nemt så sent.....
Ellers så må vi vente til august.
Hans var i aftes taget ud til Jørgen på Djursland; som har Lab-x-streams Chiquitita "Chita" - her var han blevet inviteret på bukkejagt - men p.g.a. den kraftige østenvind, blev det kun til en masse frisk luft - bukkene blev i dækning inde i skoven.

14. maj: I dag mødtes vi med 3 andre Lab-x-streams hunde ude i Fussingø - Alba og Sika skulle afprøves på 20 timers schweisprøve og Tikka og Mauser skulle på en 3 timers prøve. Uheldigvis var der ikke kommet noget regn; som jeg havde håbet på, og på visse af sporene, blæste det voldsomt og nogen af hundene havde store problemer med en masse pollen fra anemoner og bøg. Mange steder "røg" det ligefrem fra skovbunden når vi bevægede os igennem. Alba startede fint op i firekanten og på trods af vinden, der kom fra skiftende retninger, kom vi ud af kassen og fulgte sporet op af en skrænt. Her gik sporet på kanten og igen drillede vinden og i løbet af kort tid var Alba fuldstændig grøn og gul i pelsen p.g.a. pollen. Hun fandt fint ud af wiedergangen; men desværre fortsatte hun på frisk fært og vi blev her kaldt af første gang. Så begik jeg den efterhånden klassiske fejl, ikke at trække hende langt nok tilbage. Men Alba fandt selv knækket og tog igen sporet op. Så missede hun det næste knæk og fortsatte ned i en dal, hvor der helt tydelig var spor efter dyr. Der blev vi kaldt af for anden gang. Efterhånden kunne jeg godt se på Alba at hun var meget påvirket af al den pollen; som må have stoppet hendes næse og på det sidste stykke fik vi også rodet os godt og grundig på afveje, så Knud Riisager afbrød prøven.
Hans fik lov til at følge med Sika og Nicolai på deres spor og her var det Sika, der fik hentet 1. pr. hjem, da Nicolai - i lighed med mig - ikke fik hende trukket langt nok tilbage i et knæk. Det var Sikas stædighed og sporvilje, der gjorde at de fandt sporet igen og så gik det ellers i fin stil ud til dyret.
Jeg fik så lov til at følge med på Dorte og Tikkas spor og Tikka gik et suverænt spor og Knud troede faktisk at Tikka var kuldsøster til Sika - da de gik fuldstændig på samme sikre måde. Hanne og Mauser var på det andet hold, så da fik vi først resultatet at vide, da vi mødtes på naturskolen bagefter til parole og præmieoverraskelse. Mauser havde ikke en heldig dag - han ville vist hellere på skovtur; men han skal nu nok komme igen - det var en rigtig dejlig dag ude i skoven - og vi nød som sædvanlig det hyggelige samvær med andre sporentusiaster.

13. maj: I dag fik vi besøg af Lab-x-streams Blaser "Pelle" og Henrik og Birgitte. De måtte desværre melde afbud sidste søndag p.g.a. en konfirmation. Først fik Malou lov at hilse på ham og dernæst lukkede vi Dina og Alba ud til dem og det var sjovt at se hvordan Dina med det samme blev "legetante" igen. Hun var rigtig i sit es i dag - og nød at have en at lege med.
Henrik vil gerne i gang med at gå spor med Pelle, så vi startede med at tage ud og lægge et ca. 200 m spor til ham. Bagefter viste Malou og Hans hvordan man gik et spor. Malou er heldigvis kommet over sin falske drægtighed og har genvundet sin energi. I dag smuttede hun dog af på frisk fært nogle gange; men så kunne vi jo vise Henrik hvordan DET ser ud;o)
På vej hjem igen, kørte vi omkring Tange værket, hvor Pelle for første gang fik lov at vise hvor dygtig han er til at apportere i vand. Det havde Henrik ikke prøvet med ham før; men da han først havde set hvordan mor Malou gjorde, sprang han i søen og hentede dummier - og afleverede til Henriks hånd  - helt uden at smide dummien mens han rystede vand af pelsen. Det var virkelig imponerende, så dygtig han er.
Efter kaffen tog vi igen ud til sporarealet og jeg viste Henrik hvordan han skulle starte Pelle op. Det var helt tydeligt at Pelle ikke havde glemt sin "børnelærdom". Henrik har ind imellem lagt spor til Pelle; men ikke ret lange - men han klarede sig så flot på blodsporet i dag - og da vi nærmede os kloven i sporets slutning, gik halen på ham, som en helicopter. Så nu fik Henrik remedier med hjem til at træne spor sammen med Pelle.
Hundene fik rigtig leget sammen - skønt at se sådan en flok finde ud af det sammen. Malou brummede af ham lige i starten - så havde hun lige sat sin grænse - Dina derimod, lagde sig ned og lod ham mosle rundt ovenpå sig - så Pelles selvtillid var helt i top. Alba legede også fint sammen med ham, men vogtede nidkært på at han ikke fik for meget opmærksomhed af Hans og mig.
 


11. maj: Resultatet på Lab-x-streams Winner Takes It All "Happy" HD og AA resultat er lige kommet. Hofterne var A; men desværre var der en 1 på en af albuerne. Tina havde sagt, at der var en lille smule på den ene albue, da den blev fotograferet; men det var så lidt, så vi håbede på et 0. Man har så vurderet det til en 1. Tina og Jan vil ikke bruge Happy i avl, og dyrlægen mente ikke, at det var noget Happy kom til at få problemer med. Lab-x-streams Waterloo "Diesel" er også fotograferet og her mener Vibeke og Tommy at alt er OK, så nu venter vi på det sidste røntgenresultat på Abba kuldet.
Jeg går og døjer med en forstrækning af en sene i mit ene lår - det gør nas og jeg skal sådan passe på ikke at tage for store skridt når jeg er ude og gå med hundene. Jeg håber det bliver bedre til på søndag, hvor jeg skal til 20 timers schweissprøve med Alba ude i Fussingø.

8. maj: I går havde vi kenneltræf for våbenbørnene. Der var desværre 2, der måtte melde afbud; men vi havde fornøjelsen at se 5 af dem. Vejret var jo pragtfuldt - sol og høj himmel fra morgenstunden, hvor vi efter at have hilst på hinanden og drukket en kop kaffe kørte ned til Gudenåcentralen, hvor vi gik en tur med alle hundene. Der blev mulighed for at afprøve hvor langt de var kommet på en brugsprøvebane, og de fik mulighed for lidt vandapportering. Da vi nåede over på den store eng og de hver især havde fået et par markeringer, blev hele flokken sluppet til lidt fri leg og det var et dejligt syn at se alle hundene springe omkring og lege med hinanden.
Uheldigvis skulle vores kamera lige præcis vælge dagen i går til at strejke, så der blev ikke taget mange billeder, der egner sig til at gengive på hjemmesiden. Heldigvis har Chris haft bedre held med sine, så nedenstående billede sendt af Chris, viser de 5 våbenbørn med deres ejere: fra venstre - Benny med Miruko "Ruko" - Bente med Sako - Hanne med Mauser - Dorte med Tikka og Jesper med Aya.
Efter frokost kørte vi ud til vores sporareal og her blev der lagt spor til både Sako, Aya og Ruko. Jeg havde i forvejen lagt overnatningsspor til Alba, Tikka og Mauser. Alba fik mulighed for at vise hvordan hun gik spor; men hun var tydeligt træt af formiddagens strabadser og det samme gjaldt for Mauser og Tikka; som begge to forsøgte sig med et 400 m spor. Sporene til de andre 3 var ikke så lange; men de gik et udmærket spor - alle viste de, at de kunne bruge næsen. Ruko havde gået spor før; men Sako og Aya havde ikke rigtigt prøvet det, siden de var her hos os. Problemet med de unge hunde, er at koncentrationen ikke helt slår til, når de sådan har været "på" i flere timer. Næste gang skulle vi måske lægge ud med at gå spor, for dem, der gerne vil det - og så lægge de andre ting om eftermiddagen. At gå spor kræver meget koncentration og er krævende for hunden.
Det var en pragtfuld dag for Hans og mig og vi glædede os over at se hvor store og flotte de "små" våbenbørn var blevet. Det var også hyggeligt at se og gense ejerne - mange af dem holder vi jo heldigvis løbende kontakt til og træner lidt spor sammen med.

 

Nicolai Jensen med Lab-x-streams Dancing Queen "Sika", da de på 400m/3 timers schweissprøve i Horsens den 29. april, fik en flot 1. pr. og blev prøvens bedste hund.


Et skøn lyd at høre under en schweissprøve


Ros fra dommeren Ole Knudsen


Med dagens præmier for Prøvens bedste hund

 

3. maj: Malou er mere påvirket af sin falske drægtighed end jeg havde regnet med. Det er nu helt tydeligt, at det er det, som gør hende så nedtrykt. Det er faktisk kun omkring dagens 2 måltider hun liver lidt op;o) Hun er overgået på diætfoder i en periode - og nu skal hun også sammen med Hans til at konditionstræne lidt.
Vi er i fuld gang med at planlægge søndagens kenneltræf. Desværre har vi 2 afbud - der er jo midt i konfirmationstiden - men vi glæder os til at se resten af flokken.

30. april: Malou klarede ikke at gennemføre hendes 1000m/20 timers sporprøve i dag. Hun fandt hurtigt ud af firekanten og gik også sporfast de første 150 m, men derefter valgte hun at trække Hans med på afledningsfært. Hans kunne godt se på hende, at hun var gået af sporet - Malou har nemlig den vane, at hun ret hurtigt rejser hovedet når hun ikke er på; men Hans fik desværre ikke trukket hende langt nok tilbage. Det er efterhånden en "klassisk" fejl - ikke at få trukket sin hund langt nok tilbage - det har også kostet mig og Malou en 1. pr. på en 400m/20 timers schweissprøve. Hun lavede sit afledningsstunt 2 gange og så synes Hans ikke der var grund til at fortsætte;o)) Det vil nok heller ikke skade damen at få lidt konditionstræning ha-ha.
Malou har efterhånden udviklet en god teknik til at trække af på afledningsfært uden at vise det alt for tydeligt - det er bittesmå signaler, der sladrer - og de signaler skal Hans træne på at genkende, for selvfølgelig skal Malou afprøves på et elitespor i år. Hans giver ikke op - for os er det at gå spor med hundene, en sport vi brænder for, og sporet i dag, som er det første 1000 m spor vi har deltaget på, har jo været en udmærket lejlighed til at få tingene afprøvet.
Vi har i et stykke tid bemærket, at Malou har virket lidt nedtrykt og jeg troede, at hun muligvis havde en blærebetændelse; men i dag opdagede Hans, under en pause, hvor han sad og klappede lidt på hende, at hun havde mælk i patterne, så forklaringen på hendes nedtrykthed er måske den, at hun er falsk drægtig....

Programmet for i dag så ud som følger:


Prøveleder: P. Lillevang - indehaver af Kennel Brown Hunt
Dommer: Niels Christoffersen - registreret schweissdommer - dømte alle 9 spor

Deltagere på 400m/20 timer spor:
1.) Holway Odin (FTW Standerwick Remus Of Merryway x Holway Muffin) Golden Retriever - Fører Marlene Hansen -
 0 pr.
2.) Brown Hunt´s Jubii (Multich. Skovfogedens Samson x SVCh Brown Hunt´s Hermione Granger) Labrador - Fører Pia Bielefeldt -
 2. pr.
3.) SVCh Dee-Fair Watsons Tequila (Jayncourt Significant Star x Dee-fair Hot Rhytm) Labrador - Fører Pia Bielefeldt -
 1. pr.
4.) Moselunds Almera (CaperCaillie´s Sam Cook x Moselunds Lette Brise) Curly Coated Retriever - Fører Janne Hjorth -
0 pr.
Stifindere på disse spor var: Kim Havkrog, Line Havkrog, Anita Jensen og Keld Carlsen

Deltagere på 1000m/20 timer spor:
(Alle var labrador retrievere)
1.) NVCh SVCh Brown Hunt´s Gunsmoke Malou (Kado x SVCh Brown Hunt´s Bissede Bijou) - Fører Hans Bjørnstad -
0 pr.
2.) Brown Hunt´s Ginger (Kado x Brown Hunt´s Happy End Of Luka) - Fører Torsten Olesen -
3. pr.
3.) Brown Hunt´s Lucky Touch Jante (Kado x SVCh Brown Hunt´s Bissede Bijou) - Fører Camilla Olesen -
2. pr.
4.) LabMagic´s Luna (Rocksteady By Night x SVCh Brown Hunt´s Listen To Your Heart) - Fører Tina Frølich -
0 pr.
1. reservespor) Guamikeni´s En Söt Liten Flicka (Sneezing Duck´s The Night On Fire x Guamikeni´s Victoria Benedictsson) - Fører Lotte Nielsen -
2. pr.
Stifinder på alle 1000m spor var: P. Lillevang

 

29. april: Denne weekend må nok sige at stå i schweiss og sporprøvernes tegn. I dag har Nicolai, Malene og Lab-x-streams Dancing Queen "Sika" været til deres første 400m/3 timers schweissprøve. Det var Dansk Land- og Strandjagt, der afholdt det i Bjerge Skov med Steen Johansen som prøveleder. Overraskende var der kun tilmeldt 3 hunde på 3 timers og 4 hunde på 20 timers prøven. Jeg havde håbet at kunne støde til ved middagstid og være med til præmieoverrækkelsen og den afsluttende parole; men det nåede jeg desværre ikke og det er jeg ked af for der var KUN 2 af de afprøvede hunde, der blev præmieret og Sika og Nicolai fik en meget flot 1. præmie. I kritikken var der blevet sagt, at Sika ikke på noget tidspunkt havde været af sporet - så Sika var helt fortjent blevet Prøvens bedste hund - meget, meget flot. Nicolai har også lagt et stort arbejde i at træne Sika - så det er bestemt Nicolais store fortjeneste at Sika har opnået et så flot resultat - endnu engang et STORT TILLYKKE her fra os i Skovhuset.
På samme tid var Dorte og Lab-x-streams Tikka "Tikka" til den afsluttende prøve på schweisskurset i Hammershøj Jagtforening - afholdt ude i Fussingø. Der havde Tikka og Dorte også fået en flot 1. præmie. Prøven i dag var tilrettelagt fuldstændig som en rigtig officiel schweissprøve. Jeg synes det er fantastisk flot af Dorte, at hun allerede er kommet så langt i træningen af Tikka. Den 14. maj har Dorte meldt Tikka til en officiel 400m/3 timers schweissprøve og da skal jeg også deltage med Alba på en 20 timers, så da håber jeg de får endnu en fortjent 1. præmie.
Vi er utrolig glade for al den træning vores hvalpekøbere lægger i deres Lab-x-streams hunde.
Nu kunne det jo være lidt sjovt om Hans kunne få en præmiering på "Mammalou"  på den 1000m/20 timers prøve i morgen - og jeg ved at der er mange, der vil krydse fingre for dem.....det er i hvert fald noget at leve op til;o)))))

Under oprydning af alle de væltede træer i vores lille skovstykke lykkes det igen for Alba at finde vildt - denne gang en fasanhøne, der lå på 11 æg! Desværre må hønen finde et nyt sted at lægge nogle nye æg, for det var ikke lige det bedst egnede sted, den havde fundet. Hvor blød Alba er i munden, fandt jeg ud af, da jeg senere pillede et æg ud af munden på hende - fuldstændig uskadt og hel.....

27. april: Tina fra Fyn, ringede her i morges og fortalte at Lab-x-streams Winner Takes It All "Happy", lige var afleveret til HD og AA fotografering hos deres dyrlæge i dag, så om små 2-3 uger skulle vi gerne have yderligt et HD resultat på Abba kuldet.
Det gik stadig så godt med Happy - de var bare så glade for hende, og glæder sig til igen at komme i gang med træningen af hende.
I går var jeg ude og lægge et spor til både Malou og Alba; og på trods af del problemer med gigtsmerter i min ene skulder fik jeg pakket grejet i bilen og kom afsted med dem. Begge var meget interesseret i al den friske fært, der var på sporene og i Malous tilfælde gik jeg med på hendes tur på afledningsfært. Ca. 3 remlængder inde, synes jeg dog, at nu kunne det være nok, og med det samme jeg stoppede op, kunne jeg tydeligt se på damen, at hun var klar over, at hun var opdaget så hun luskede pænt tilbage og hun fandt det "rigtige" spor uden problemer og genoptog det. Jeg havde flere steder lavet sårlejer med ekstra blod og gemt et par stk. frolich under lidt løv og da Malou første gang kom over sådan et sårleje og fandt godbidderne så kan det ellers nok være at det gik bedre med at følge mit udlagte spor;o)
Malou har i nogen dage virket lidt nedtrykt, og både Hans og jeg har lagt mærke til at hun sætter sig temmelig tit for at tisse, og så virker hun lidt træt og uoplagt, så jeg har lige haft ringet ned til dyrlægen og nu prøver jeg at tage en urinprøve af hende og så må vi se om det evt. kan skyldes en blærebetændelse.
Alba gik sit spor i sædvanlig fin stil - dog er også hun ved at være god til at skjule det, når hun gerne vil af på frisk fært. Begge sporene havde jeg lagt med hjorteblod.
Det lykkedes mig lige at snuppe en tissetår fra Malou her i eftermiddag og jeg skyndte mig naturligvis ned til Jacob, vores dyrlæge med den og han kunne efter at have undesøgt det berolige mig med, at det i hvert fald ikke er tale om blærebetændelse.

24. april: I morges tog jeg ud og lagde et 400m/4 timers spor til Dorte og Tikka; som kom her lidt over middag. Jeg havde efter aftale med Dorte lagt det med færtsko og det var tydeligt at det tænder Tikka lidt mere end alm. sprøjtespor. Jeg havde i dag brugt okseblod - hvor jeg på det sidste spor til Tikka havde brugt hjorteblod. Man skal være lidt forsigtig med at bruge hjorteblod på sine træningsspor - man kan nemlig risikere, at ens hund ikke gider gå på andet og det er betydelig nemmere at få fat i okseblod. Tikka har, som Alba, et meget dybt søg - det samme skriver Metteline at Odin har, og det er virkelig dejligt, at hunden bruger god tid ved sporstarten og rigtig får fat i den fært, der skal følges. Tikka tog sporet med det samme og jeg havde givet dem et spor, hvor de på de 400 m kom over en masse forskellige beplantninger og bundforhold. Tikka er - som Alba ved at være temmelig interesseret i frisk fært. Hun holder dog godt øje med Dorte, når hun forsøger at gå lidt væk fra sporet men hun er hurtigt til at finde sporet igen. Jeg synes hun er dejlig nem at læse og hun går utrolig sporsikkert. Dorte og Tikka skal til afslutning på deres schweisskursus på lørdag ude i Fussingø og jeg er sikker på, at de skal nok finde bambi. På lørdag skal Nicolai til 400m/3 timers schweissprøve med Sika nede hos Steen Johansen i Horsens og jeg vil prøve om ikke jeg kan tage derned og kigge på.
I dag kom posten endelig med det længe ventede katalog fra Vildtsporprøven i Sydjylland på søndag - 4x400m/20 timers spor og 4x1000m/20 timers spor. Altså 8 personer havde fået spor på prøven og Malou er 1 ud af 5 med Brown Hunt blod, der skal deltage, så det bliver næsten et helt "familietræf". Janne har også fået spor til hendes Xingu - Xingu var godt nok i kataloget gået " under cover" som en labrador tæve; men i virkeligheden er hun en Curly;o)))))
Jeg har endnu ikke besluttet om jeg tager med Hans derned - det ser ud som om, der bliver lang ventetid - der er kun en enkelt dommer (Niels Christoffersen) til at dømme alle 8 spor, så det bliver vist en heldagsforestilling og det er ikke lige det, jeg har det bedst med.
 

I dag tog vi den officielle beslutning om at Dina skal sælges/ omplaceres. Vi har gentagne gange snakket om det; men når der er en masse følelser involveret er det ikke nogen let beslutning at tage. Men vi må erkende at beslutningen er taget ene og alene ud fra, hvad der tjener Dina bedst. Hun var ved at være en sofa og klap på hovedet hund her hos os, og det er hun alt for aktiv til at kunne affinde sig med. Vi må bare erkende, at vi åbenbart ikke er dygtige nok til at give Dina den træning og opmærksomhed hun har behov for. Dina har desværre, overfor os, vist sig at være meget ukonstant i hendes arbejdsindsats og det er vores håb at Dina må komme til nogen, som er langt dygtigere til at aktivere Dina end os og give hende det liv med træning som hun fortjener. Vi er ikke et øjeblik i tvivl at Dina besidder evnerne til at drive det vidt - både på spor og markprøver; men med en anden fører. Dina har jo bevist, at når det lykkes os at finde hendes ON knap, så er Dina jo langt den dygtigste hund vi har...
Vi havde ret hurtigt efter, at beslutningen var sat på hjemmesiden, en meget seriøs henvendelse, og den person er vi meget tryg ved. Så vi håber det evt. kunne blive en god løsning - ikke mindst for Dina.

22.april: Lige som jeg havde fået opdateret hjemmesiden med de sidste nye sporesultater, gik computeren ned! Efter mange og lange undersøgelser og backup filer, der blev kopieret frem og tilbage har det vist sig, at det var de sidste nye opdateringer fra Windovs; som vores computer var indstillet til at opdatere og installere automatisk, der var skyld i problemerne. Nu er de fjernet og både mit Frontpage og Word fungerer igen.
Desværre er en masse mail med billeder sendt/modtaget efter den 23. januar og op til i dag, gået tabt;o((

Denne weekend er afsat til oprydning i og omkring huset. De næste mange weekender er fuld besat med sporprøver og den 7. maj har vi inviteret til kenneltræf med Våbenbørnene. Det glæder vi os til.

Langt om længe - efter flere rykkere, fik jeg endelig besked fra DRK, at Malou var kommet med på sporprøven i Sydjylland næste søndag. Andre jeg kender, der også har gået og ventet i spænding, har ad omveje måttet høre om de er kommet med eller ej - utroligt at man ikke giver de deltagende besked noget før. Sidste tilmelding var jo længe siden. Der er jo temmelig mange aflyste schweiss og sporprøver i dette forår, så der er bud efter at deltage på dem, der bliver gennemført. Nå, vi håber at vi snart får tilsendt et katalog med oplysninger om mødested, tidspunkter o.s.v.

Jeg skal også ud og gå et langt spor op til Hans og Malou - vi har desværre ikke fået gjort alvor af, at få Malou konditionstrænet - hun har stadig hendes løse maveflæsk fra hvalpefødslerne. Men hun virker nu frisk nok på de daglige gåture og hendes naturlige stædighed giver os håb om, at hun kan klare at gå et 1000 m spor. Det største problem vil nok være hendes interesse i at gå af på frisk fært og det er nok der, Hans mangler lidt "træning" i at læse hende rigtig. Men det er nu helt Hans, der har overtaget Malou på spor, så uanset hvordan det går på søndag, så får de da et godt langt træningsspor;o)

 

Påskeferie i Sverige/Norge 2006

17. april: Så er vi kommet hjem igen efter en dejlig påskeferie til Sverige og Norge. Vi havde ikke forestillet os at Alba kunne gøre Dina kunststykket efter fra 2004 - altså tage 3x1. præmier på 600m/20 timers sporprøver på 3 dage; men det gjorde hun altså og jeg er igen blevet bekræftet i, at Alba er helt speciel dygtig til at gå spor.
Den første dag mandag den 10. april, mødte vi op hos Inger og Roger kl. 11.00. Vejret var koldt men solrigt, og der var stadig små pletter af sne enkelte steder. Da Roger havde lagt sporet dagen før, havde det regnet og sneet og om aftenen var der igen kommet masser af tøsne; men det var heldigvis helt borte, da vi kom derop. Roger gik med som dommer. Alba startede op og ikke så langt inde på sporet så jeg frisk spor og lort efter en elg - det var første gang Alba mærkede den fært; og hun snusede interesseret til det; men fortsatte på sporet. I modsætning til 2004 var der nu utrolig mange spor efter råvildt - dem er Alba vældig interesseret i; men det lykkes at holde hende på sporet. Visse steder var der så meget vand i sporet efter den smeltede sne, så jeg fortrød at jeg ikke havde taget mine gummistøvler med derop. Men Alba klarede alle 4 vinkler og de 5 lige strækninger, både med og uden blodophold og også tilbagegangen på 16 minutter. Hun fik 37 point ud af 42 mulige, så 1. pr. var hjemme;o))) Det gav nu en vis ro at hun havde klaret det så flot den første dag, og så under de færtforhold.
Anden dag skulle Roger også gå med som dommer. Vejret var som den foregående dag - tørt, koldt men med sol, og dette spor startede ude midt på et åbent stykke med græs - Alba tog sporet med det samme; men ville venstre om en stor klippeblok op langs en lille bæk, der rendte mellem klippen og en lille sti. Omme bagved gik hun til højre og jeg kunne mærke at hun igen havde fat i sporet; men havde snittet lidt af en vinkel, så jeg fik hende tilbage og satte hende igen på sporet og nu tog hun turen op over klippen og så gik det ellers fremad i skovbunden. Det er ikke som vi kender det herhjemme fra - en lige strækning kan være nok så snørklet, så man kan godt lade være med på forhånd at regne ud hvor det næste knæk mon er - det er bare at kunne læse sin hund og så følge efter. Sporet i dag var også med meget vand - flere steder så det ligefrem bundløst ud, så jeg lod Alba gå ud i vandet og ringe rundt uden selv at følge efter og hun fik også lov at følge frisk fært - dog ikke for langt og hun er dygtig til selv at hitte tilbage til sporet, når hun har fået lov at snuse lidt på den friske og spændende duft. I dag gik hun på 18 minutter og fik igen 37 point, så den anden 1. pr. var hjemme.
Da vi kom hjem til hytten på campingpladsen kørte vi til Värgön ved Vänersborg og besøgte et elgmuseum. Det var vældig interessant - ikke mindst for Julie.
Vejret blev dårligere ud på dagen og det begyndte at regne kraftigt. Det gav anledning til lidt bekymringer om det forestående spor dagen efter. Denne dag skulle vi have Inger med som dommer og hun fulgte os et stykke væk og viste os en stor mark, hvor sporet startede ved et markskel. Hun var lidt i tvivl om vi havde gået dette spor i 2004; og fortalte mig at de hvert år ændrer på deres spor, så ingen har mulighed for at "huske" noget fra en anden gang; men ikke et af de 3 spor vi gik i år, havde vi gået før. Alba gik meget sporsikkert og selvstændig frem til der, hvor jeg senere fik at vide at tilbagegangen lå. Der ville Alba nu gerne følge en fært ind i skoven; men jeg kunne godt mærke på hende at det ikke var sporet hun gik på, så jeg lod hende snuse lidt inden jeg trak hende ud igen og gik tilbage på sporet med hende og nu tog hun det rigtige spor og fortsatte ind på en lille skovsti. Det var åbenbart en meget trafikeret skovsti og den blev også brugt til at lufte hunde på, for det så jeg og Alba tydelig spor efter undervejs. Inde midt i skoven begyndte Alba at krydse frem og tilbage over sporet (hvor jeg fornemmede det var) og pludselig kunne jeg mærke på hende at vi ikke mere var på sporet. Jeg lod hende ringe godt rundt - at tage hende tilbage var der ingen mening i, da jeg ikke selv vidste hvor sporet var og jeg var så småt begyndt at indstille mig på, at Inger snart ville sige at vi var gået af. Inger fulgte hele tiden med os - ikke noget med at blive stående ved sporet, så jeg måtte stole 100% på Alba; som knoklede og arbejdede rundt i skovbunden for at finde sporet igen. Jeg sagde ingenting til hende - hun skulle beholde hele sin koncentration og pludselig kunne jeg mærke på hende, at hun igen havde sporet. Så sætter hun farten lidt op og jeg prøver at holde lidt igen; men Alba er ivrig efter at komme frem og så kommer den gode besked fra Inger, at jeg skal sætte Alba ned - der skal skydes - og så ved jeg at vi nærmer os målet. Inger går ca. 10 m foran os og skyder. Skudprøven plejer at være ca. 50-75 m før sporslut og for Alba, der er vant til skud, er det ikke noget problem. Hun sidder endda og venter pænt på at Inger kommer tilbage til os og giver os lov til at fortsætte. Så føles det nærmest som om vi flyver frem til kloven; som jeg er sikker på at Alba har haft færten af et godt stykke tid. Jeg har som sædvanlig lidt godbidder med i lommen og mens jeg pakker dem op, lykønsker Inger os med endnu en 1. pr. - arbejdsmeriterne til SVCH er hjemme.
Som Dina var det i 2004, er også Alba i løbetid nu - men det har åbenbart ikke påvirket hende så meget; som den første løbetid gjorde.
Vi havde jo ikke forestillet os, at vi igen skulle kunne klare 3 førstepræmier på 3 dage, så vi sad i hytten onsdag eftermiddag og fik ideen, at lægge vejen forbi Hans mor i Norge - vi havde endnu 4 dages fri inden vi skulle hjem på jobbet igen, så torsdag formiddag satte vi kursen nordpå i stedet for sydpå og ud på eftermiddagen holdt vi på Flisa.
I Norge var der stadig meterhøje dynger af sne - godt at det ikke var heroppe vi skulle gå spor; men hundene og ikke mindst Julie synes det var skønt at boltre sig i sneen.
Det var ellers med stor spænding posten blev gennemgået, da vi kom hjem. Jeg går spændt og venter på, at høre fra DRK om Malou er kommet med på den 1000m/20 timers vildtsporprøve; som vi har meldt hende til den 30. april i Sydjylland. Men der var desværre stadig intet! Jeg har for ca. 2 uger siden rykket DRK for et svar; og da oplyste de, at tilmeldingen var videresendt til Jan Buch Jakobsen; som er prøveleder på den 400m/3 timers schweissprøve, der er i Ry Nørreskov den samme dag! Jeg skyndte mig naturligvis at oplyse dem om, at det ikke var DEN prøve; men prøven i Sydjylland, vi havde tilmeldt os - siden har jeg intet hørt!
Jeg synes godt nok det er noget sent de giver folk besked om de er kommet med på en prøve eller ej - der er blot 2 uger til.
Det bliver også spændende om Alba kan få en plads på Ruhårsklubbens 400m/20 timers schweissprøve i Fussingø den 21. maj. Der står hun nemlig på venteliste.
 


Udsigtssted ved campingpladsen


Udsigt over mod Orust


Hans på morgentur


Afslapning med et griseøre


Eftermiddagshygge på terrassen


På tur omkring campingpladsen


På besøg på Elgmuseet på Värgön


Udenfor Inger og Rogers hus i Väne-ryr


Efter det sidste spor


Denne ræv virkede helt tam - den kom inde fra campingpladsen


Så er vi kommet til snerige Norge


Det gav en hel del motion at hoppe rundt i den dybe sne


Tranerne var kommet til Hedmark


Sne nok til snelygter og et snehus


Malou elsker at rulle sig i sneen


I et roligt øjeblik


 

8. april: Så kom dagen, hvor Alba skulle stilles på brugsprøve. Det havde været bestemt længe, og selv om hun traditionen tro, gik i løbetid den anden dag; så tog Hans til Vindum og meldte hende til. Alba skulle selvfølgelig vente til allersidst; men da vi bor lige i nærheden, kunne Hans køre hjem i ventetiden. Alba skulle op kl. 12.00 og hun gjorde det godt - bortset fra, at hun var vældig interesseret i at snuse i jorden, så kontakt til føreren kunne nok være bedre;o) men pyt - i morgen tager vi til Sverige (sneen ER næsten væk derovre - HURRA) og derovre SKAL hun gå med snuden i jorden, så det var OK. Hun bestod og det var det vigtigste.
Vi er i fuld gang med at pakke bilen til vores Sverigestur. Julie kommer i eftermiddag - hun skal med os derover. Heldigvis kan vi tage Express færgen - overfarten tager kun 2 timer - men det er kun fordi det ikke er højsæson, for til sommer bliver det alt for varmt på Express færgen, så da må vi tage en anden færge, når vi skal have hundene med.

7. april: I morges havde vi alle 3 hunde med nede ved Jacob - vores dygtige dyrlæge. De skulle have ormepiller, sundhedscheck, vaccinationer og Alba skulle have en rabiesvaccination mere. De fik samtidig klippet negle og Malou fik undersøgt sine ører; som hun ind imellem har haft lidt problemer med. Alt var i den fineste orden; dog måtte vi lige give Dina en mundkurv på - hun er ikke vild med at få klippet negle; men med mundkurven på, så det ud til at hun slappede helt af. Da flåtsæsonen nærmer sig (måske er de her allerede?) fik jeg også nogen pipetter med hjem og de får en behandling senere i dag - så skulle de være klar til at tage med til Sverige på søndag.
Vi håber at sneen efterhånden er forsvundet så meget derovre, at vi kan stille Alba på nogle sporprøver.
Julie tager med, så hvis ikke vejret er til spor, ja så finder vi noget andet at hygge os med. Vi har lejet en dejlig hytte - lige ned til vandet, så hundene kan få et dagligt bad og der er rig mulighed for at gå nogle dejlige ture i nærheden.

 

6. april: Da jeg midt på formiddagen i går stod i køkkenet og var ved at tømme opvaskemaskinen, så jeg at der nede på plænen gik en ræv og kiggede sig lidt søgende omkring. Den så ikke ud til at have travlt og jeg fik et rigtig godt kig på den. Hans havde set den søndag formiddag; mens han stod udenfor og ordnede skind. Da havde den afsøgt naboens terrasse omkring deres fuglebrædt. Det må være en "Mikkeline" med hvalpe på jagt efter mad. Vi havde taget 2 kaniner op af fryseren, til lidt apporteringstræning med hundene, og da jeg i går havde trænet lidt med Alba; som med det samme tog kaninen i munden, besluttede jeg at rævemor måtte få den ene. Den blev så lagt nederst på grunden. Desværre fik jeg ikke givet Hans besked om at den var lagt ud til rævemad, så da han kom hjem og  lukkede alle hundene ud, blev han noget forbavset, da Alba stolt kom farende med kaninen i munden;o)
Så han fik trænet lidt mere med kaninen, inden han hængte den op. Den blev så senere igen lagt ud til "Mikkeline". I morges var den selvfølgelig væk - så de har sikkert haft fest og ligger nu og sover med fyldte maver. Jeg tror det er svært for dem i øjeblikket. Heldigvis er naboen, som har en stor del af skoven, travlt optaget af sin gård, så han har ikke tid til at rydde alt for meget op i skoven, så det giver liv til mange fugle og andre dyr.

 

4. april: I går kom Dorte og Janne for at gå de spor, jeg havde lagt til dem. Jannes Xingu fik et langt overnatningsspor - 6-700 m. Xingu er en rigtig turbohund og hun vil gerne på "jagt". Det var dog tydeligt at hun udmærket godt vidste hvor sporet gik, for opsøget og knækkene, klarede Xingu flot. Meeen på lige strækninger, slog hun pludseligt af - den friske fært, trak for meget, så Janne fik sig lidt af en skovtur. Men vi kom da til vejs ende og fandt kloven.
Til Tikka havde jeg lagt et 3 timers spor og jeg havde lagt det med færtsko. Det regnede temmelig meget mens jeg lagde sporet og indtil lige før vi tog derud. Tikka gav sig rigtig god tid ved sporstarten og hun gik et flot spor. Jeg tror ikke hun på noget tidspunkt var mere end 2 m af sporet og hun fandt selvstændig tilbage hver gang. Dorte sagde ikke en lyd til hende fra hun startede og til Tikka stod ved vejs ende. Jeg havde lavet 4 sårlejer med ekstra blod og et par Frolich i og dem markerede Tikka med vildt logrende hale.
Dorte har meldt til 3 timers prøve her i april og det skulle ikke blive noget problem.
Da jeg tog fri fra arbejde i aftes, var det stadig lyst og da jeg vidste, at Hans og Alba var til overgangstræning i Viborg, fik jeg lyst til at tage Malou ud og gå det spor Xingu gik tidligere på dagen.
Så jeg skyndte mig hjem, fik klædt om og tog begge hundene med i bilen. Malou var allerede vældig opsat hjemme i køkkenet, da hun så jeg pakkede lidt godbidder ind og puttede i lommen.
Da vi kom derud, var det så småt begyndt at mørkne; men jeg fik hende sat på og hun tøffede stille og roligt ud af sporet. Der var ikke tid til at gå i forvejen og lægge kloven, så den havde jeg medbragt i en plastikpose i inderlommen. Flere steder undervejs, havde jeg en lille smule svært ved at orientere mig, på grund af det svindende lys, så her var en god mulighed til bare at følge efter hunden;o)
Et par steder ville hun dog gerne fortsætte ligeud på frisk fært; men ved at stå stille, vendte hun selv om og genoptog sporet. Da vi nærmede os sporslut, gik hun lidt til højre for træet, hvor kloven skulle ligge (det var der, vi i formiddags havde gået da vi var færdig) og jeg fik lejlighed til at smide kloven ved foden af træet og så kunne jeg bare stå stille og lade Malou "finde" den.
Det hele havde taget under 15 minutter. Nu er det jo svært at vide helt nøjagtig hvad fært Malou havde fulgt - var det blodet; som havde ligget mere end 30 timer - eller var det færten af os, der havde gået derude om middagen???
Men uanset, så fik Malou og jeg os en dejlig tur. Da vi gik tilbage til bilen var mørket ved at falde på, og da jeg havde fået Malou ind bag i bilen var Dina hoppet ud og fejlagtig troet at hun også skulle gå spor; men det var blevet for mørkt, så hun måtte lidt slukøret hoppe ind i bilen igen.


2. april: Det var dejligt at checke DKK indeksside i dag;o) Både Malou og hvalpene har efterhånden fået et pænt stort indeks over 130, så det er vi godt tilfreds med.
Vejret har vist sig fra den gode side, så nu tror jeg på, at foråret er lige om hjørnet. Denne weekend har også stået på sportræning - men det er så skønt at være udendørs, så må det indendørs vente;o)
I går havde vi Alba med på tur nede ved Gudenåcentralen - Hans skulle lige prøve en brugsprøve med hende og det gik fint. Hun kan ellers godt finde på at smide dummien, mens hun sætter sig; men jeg tror nu nok vi skal prøve at få den brugsprøve taget, inden damen igen går i løbetid. Bagefter tog vi hende med over dæmningen og ind i skoven. Hun er vældig lydig, når hun går alene sammen med os. Da vi var nået igennem skoven og var på vej ned til den store eng, tog pokker lige pludselig ved hende. Hun fik åbenbart lige en fært i næsen som førte hende ind bag et levende hegn ved siden af stien og så hørte vi pludselig en fasan, der skogrede. Den havde åbenbart trykket sig; men Alba fik den lettet og den kom flyvende over hovedet på os og så dukkede Alba op - hun var helt oppe og køre. Der er godt nok jagt i hende skal jeg love for.
På sporet i dag var hun også meget interesseret i al den friske fært, der er oppe i skoven, så det gør ikke sportræningen nemmere.
Vi er ved at planlægge vores påsketur til Sverige. Vi tager af sted på søndag og har endnu ikke bestemt hjemrejse datoen. Julie skal med os derop og vi håber sandelig at sneen forsvinder i løbet af den sidste uge - der ligger stadig en del deroppe; men nu skulle det blive mildt og komme regn, så vi håber....Det ville være dejligt at gå nogle spor med Alba og Malou.

 

30. marts: Den anden dag kom endelig den længe ventede mail fra DKK med Albas HD og AA resultater: A på hofter og 0 på albuerne. Vi havde ikke ventet andet resultat; men det er altid dejligt at se det sort på hvidt. Der var også gået mere end 4 uger med venten - det er åbenbart ikke altid givet, at billeder, der bliver sendt sammen, følges ad i systemet og at resultaterne kommer på samme tid; men nu skulle det komme på indekssiden, når DKK opdaterer på søndag.
Alba er meldt til overgangstræning. Desværre er der ikke tilmeldinger nok til at der kan laves et hold, så det bliver på "privat" basis, at der skal trænes hver mandag aften. Traditionen tro, starter Alba nok snart sin næste løbetid for alvor.
I weekenden skal der lægges spor - jeg har lovet at lægge spor til Henriks hund; som snart skal til 3 timers prøve og på mandag kommer Janne og Dorte - de skal også hver have et spor.
Alba er meldt til 2 prøver her i foråret - vi håber på en 1. pr. på 20 timeren i år;o)
Så der skal også lægges lidt træningsspor til hende.
Vi håber også at sneen efterhånden er væk i det område i Sverige, vi tager over til, her først i april, så vi får mulighed for at gå lidt spor derovre. Vi har snakket om at lade Malou gå et elitespor på 1000 m derovre - hun er ved at være sulten efter at bestille noget.
 

27. marts: Weekenden har i den grad stået i sporets tegn ude i Fussingø.
Lørdag den 25. marts havde vi (Henrik, Janne og jeg) arrangeret et begynderkursus under DRK region Østjylland, hvor vi havde 6 deltagere - der var 1, der ikke dukkede op, så vi var kun 5. Der blev gennemgået noget om hundens næse, tidlig færtprægning på hvalpe, opstart af træning, sporets opbygning og anden teori. Dernæst var jeg ude på en mark bagved avlsbygningerne og lægge et demonstrationsspor på 100x100 m, så de kunne se hvordan man lægger et almindeligt sprøjtespor.
Senere delte vi dem i 3 hold (1 og 2 på hvert hold) og kørte ud forskellige steder i skoven og lod dem lægge et spor til deres egen hund. På mit hold var der Anne og Thomas; med hundene Bertha og Caddie; som aldrig havde prøvet at gå et spor med deres hund. Alligevel valgte jeg at lade dem lægge et spor på mellem 3 og 350 m og med 2 knæk. Nu skulle det afprøves hvor svært det var for en uprøvet hund. Begge hunde var forholdsvis unge - lidt over 1 år.

Bagefter tog vi tilbage på Naturskolen, hvor vi spiste vores madpakker og snakkede lidt mere teori. Vi havde også medbragt forskelligt sporudstyr - sporlæggerstok, færtsko, forskellige sprøjteflasker, liner, seler, skind og klove til at lægge i enden af sporet, som vi viste frem.
Der var livlig snak bordet rundt, hvor de bl.a. fortalte hvad deres forventninger var og hvad de havde tænkt sig at bruge sådan et kursus til.
Efter middag - da sporene havde ligget i hvert fald over 2 timer timer, dukkede Hans op med ALBA, som jeg skulle bruge til at gå det demonstrationsspor jeg havde lagt før middag. Jeg var noget betænkelig, fordi jeg aldrig havde trænet et spor med Alba, som var lagt på en fuldstændig åben mark og det ikke bare blæste lidt; nej der stod en stiv kuling ind fra siden på de første 100 m af sporet. Heldigvis holdt vejret sig tørt, selvom det som sagt blæste og var rigtig koldt! Alba havde heller aldrig haft så mange tilskuere på et spor, så det var nyt for os alle sammen. Da først Alba blev lukket ud af bilen og så, at jeg stod med sporudstyret, glemte hun fuldstændig alt andet omkring sig - var dog lige henne og hilse på; men hun sad helt stille, mens hun fik sele på og jeg måtte så sørge for at hun startede op på den "rigtige" side af vinden og hun fandt sporet frem til det første knæk. Der havde vi så medvind og det fik snuden helt ned i jorden - dog var hun lige lidt på tværs nogle gange - der er utrolig megen trafik af dyr der omkring; men hun fandt frem til 2.det knæk og så havde vi igen stiv sidevind de sidste 100 m. Hun fandt frem til kloven og så skulle hun selvfølgelig lige på en æresrunde for at vise kursisterne hvad hun havde fundet;o)
Bagefter tog vi holdvis ud i skoven og nu fik kursisterne lov til at gå deres eget spor.
Anne startede med Bertha og hun gik bare derudaf. Der var lidt søgen henne ved det første knæk, men ikke mere end jeg nogen gange har set ved mere øvede hunde og med lidt hjælp kom Bertha hen til knæk nr. 2. Det klarede hun selv at finde ud af og hun klarede at gå direkte hen til kloven uden hjælp det sidste stykke.
Så gik vi hen til Thomas spor og han startede Caddie op og også den hund var utrolig sporsikker. Det var ikke til at se at begge hunde gik deres første spor. Caddie fandt selv - efter lidt søgen frem ved det første knæk og selv sårlejet vi havde lavet midt på sporet med ekstra blod og lidt godbidder markerede han flot og han fortsatte til slutningen uden ret meget hjælp. Jeg var virkelig imponeret over begge hundes præstation og jeg håber virkelig at de begge får lov at fortsætte med at blive sportrænet - de vil helt sikkert nå langt. Jeg havde ikke grund til at fortryde at sporene var så lange - begge hunde klarede det flot.
Vi mødtes med de andre på Naturskolen og fik afsluttet kurset med kaffe og hjemmebagte kager; som Lisa og Janne havde bagt og jeg tror nok at alle deltagerne fik indfriet deres forventninger og var klar til at tage hjem og selvtræne.

Søndag den 26. marts kl. 9.00 (1.ste dag med sommertid) mødtes Henrik, Janne og Hans og mig igen derude og tog op til et andet område og lagde blod ud på 7 spor; som Hans og jeg i forvejen havde markeret op. Det var til de 7 af de kursister; som i efteråret havde deltaget i det sporkursus, som vi havde afholdt med Niels Christoffersen som underviser.
Under lægningen af disse spor, åbnede himlen sig med vand i den grad, at vi bagefter, simpelthen blev nødt til at køre hjem til os i Tange alle sammen og få tørret lidt på tøjet og spise vores mad, inden vi igen var klar til at køre derud og mødes med vores kursister.
Vi havde lagt de fleste spor som om det var til en rigtig prøve - altså 400m/3 timer og med 2 knæk. Vi delte dem i 2 hold og som på en rigtig prøve, hentede vi dem efterhånden - dog lod vi dem gå med på et af de andres spor - det var både for at de kunne se hvordan en anden hund gik og for at vænne hundene til at have tilskuere med på sporet. Det er jo ikke noget man selv kan træne hvis man alene træner spor med sin hund.
Jeg havde fornøjelsen at have Dorte med Tikka (En hvalp fra vores sidste våbenkuld) på vores hold. Det var fantastisk at se hvor langt Dorte og Tikka var kommet med deres træning. De går i øjeblikket på et schweisskursus arrangeret af Hammershøj Jagtforening i samarbejde med Kronjyllands Jagtforening. Det var netop på sådan et kursus - afholdt første gang i 2003 - at jeg stiftede bekendtskab med schweissspor med Malou for allerførste gang!
Bortset fra at regnen væltede ned og vi alle efterhånden lignede nogle, der deltog i en svømmekonkurrence, så synes jeg det gik forrygende godt med de fleste spor. Der var lige et par enkelte; som af forskellige grunde, ikke havde trænet ret meget; men også de, fik nogle ting med hjem at træne videre på.
Til sidst trak jeg igen Alba ud af bilen og på et spor lagt i lørdags (det var lagt som et 20 timers spor med opsøg og tilbagegang) viste vi hvordan et spor skulle startes op og Alba, som var i storform, viste rigtig godt sporarbejde. Så fik Jannes Xingu vist hvordan den gik spor og så kunne vi tage afsked med de tilbageblevne og til sidst sluttede Henrik, Hans og jeg af med at tage op i en anden del af skoven og lade Henriks hund og Malou gå et genbrugsspor fra mine kursister i går. Det var lagt med okseblod og det havde ligget i 30 timer og det må have været noget fortyndet med den mængde vand, der var kommet; men det gik alligevel med sådan et par erfarne vovser. Så da vi endelig kom frem til Skovhuset i aftes ved 19.00 tiden var vi godt brugte.

 


Lørdagens hold inden vi går i gang med sporlægningen


Her viser Alba og mig hvordan man starter op


Her har vi kursisterne som tilskuere


Mit hold bestod af Thomas og Anne med Caddie og Berta


Anne starter Berta op


Her finder Berta det sidste knæk


Berta med kloven, som hun nu gerne ville beholde


Her er det Thomas med Caddie


Jeg har lige vist dem anskudsstedet


Caddie finder kloven ved slutningen


Han ville nu også gerne beholde den


Søndag: Her starter Dorte Tikka op


Så er Tikka klar


Stolt fører og dygtig hund ved slutningen


Det er nu SÅ dejligt når det hele lykkes


Anne-Grethe starter Bessie op


Det gik også som det skulle


Et par flotte fyre - Santos og Peter

24. marts: Jeg har stadig ikke fået Albas HD og AA resultat - håber det dukker op i løbet af i dag!
Jeg er dog glad for at jeg så billederne nede hos dyrlægen, for jeg regner ikke med at resultatet på Alba kan blive andet end A og 0. Men det er jo altid rart at se DKK er enige i den opfattelse;o)

I dag skal jeg have taget blod og klove op af fryseren til vores sporkursus i weekenden. Jeg håber det gode vejr fortsætter med sol om dagen - så gør det ikke så meget at det er koldt om natten.
Jeg har været nede og kigge lidt i vores "effekt" fryser og har taget 3 dådyr og 1 rådyrskind op, som jeg skal have behandlet. Henrik tager lidt myresyre med til mig i morgen, så vil jeg prøve det i stedet for at behandle det med alun. Jeg tror at det store rådyrskind skal laves til en rigtig stråbuk - det er skudt om vinteren så pelsen er rigtig tyk og lækker.
Jeg er lidt spændt på hvor langt de er kommet med oprydningen ude i Fussingø. Forhåbentlig kan vi stadig se de markeringer vi satte op sidste weekend.
Jeg glæder mig til at se hundene gå spor - både de helt uøvede i morgen og de lidt mere trænede på søndag. Jeg skal have en af vores egne med som "demohund" i morgen, for at vise hvordan man starter et spor op. Valget står mellem Alba og Malou - så nu må jeg se, hvem der bliver udvalgt; men vi har flere spor markeret op derude, end vi skal bruge, så mon ikke der bliver nogle i overskud til vores egne hunde?

19. marts: I fredags rykkede jeg for de 3 Abba-børns HD og AA resultater. Jeg kunne ikke forstå at der var gået 3 uger uden at jeg havde fået besked. Jeg fik så oplyst at man havde resultatet på 2 ud af 3 hunde. Chita og Sika havde begge A hofter og 0 på albuerne. Albas resultat var ekspederet; men desværre havde hende, der sad med registreringerne endnu ikke fået resultatet. Så vi må fortsat væbne os med tålmodighed.
Jeg var ude og lægge et godt langt spor til Alba fredag formiddag og på vejen hjem fik Alba en tur alene sammen med mig nede ved søen. Over middag var det så Dina og Malous tur. Vejret var bare så dejligt og begge hunde nød det så meget at de tog sig en svømmetur.
Lørdag formiddag tog Hans og jeg ud på vores sporareal og fik lagt 3 gode og lange spor til hundene. Malous var omkring 1000 m - Dinas ca. 600 m og Albas spor ca. 800 m. Det har hundene så fået lov til at gå i formiddags.
Læs om sporene her
Over middag tog vi ud til Fussingø skov. Næste weekend afholder vi jo et begynderkursus i spor for 6 deltagere om lørdagen og om søndagen har vi et opfølgningskursus for 7 af dem, der fulgte det 2 dages kursus vi havde i efteråret med Niels Christoffersen som underviser.
Der skulle findes og markeres nogle 3-400 m spor til søndag og vi skulle finde nogle egnede områder til lørdag, så hele weekenden har vi tilbragt udendørs i skoven - og med det dejlige solskinsvejr har det bare været skønt.


I fuld fart på skovvejen


Dina altid først i vandet


Ahhh, så ryster vi os lige


Dina - en rigtig vandhund

16. marts: Vores internet kamera er blevet sluttet til igen. Denne gang har vi sat fokus på vores juletræ; som vi har pyntet med fuglemad og det står lige uden for vores stuevindue. Vi har dagligt besøg af mange forskellige fuglearter og de vænner sig forbavsende hurtigt til, at hundene en gang imellem lige er oppe og markere henne ved vinduerne - særlig hvis naboens kat kommer spankulerende forbi....
Måske er I heldige at se vores "husegern" - som plejer at besøge fodertræet sidst på eftermiddagen. Desværre er billedkvaliteten ikke alt for god, da kameraet står lige indenfor vinduet - men lidt kan man da se;o)
Vi har indtil nu haft besøg af: blåmejser - musvitter - topmejser - halemejser - store flagspætter - spætmejser - dompapper - gærdesmutter - sortmejser - solsorte - skovspurve - skovskader - husskader - skovduer - tyrkerduer - spurvehøge.
Til venstre for vores juletræ ses et fyrretræ længere nede på grunden og det er netop i toppen af dette træ, egernet har lavet sin rede. Vi håber hun kan få lov at være i fred med sine unger - skaderne er desværre begyndt at flyve søgende rundt og det er nogle rigtige banditter.
Ellers så er jeg hver dag inde og kigge på DKK indeksside om ABBA børnenes HD og AA resultater snart kan ses. Det er i morgen 3 uger siden de blev fotograferet.

I dag skal jeg ud og markere et 1000 m spor. Et af vores "nye" spor kan vist godt forlænges og så kan jeg lægge blod ud i morgen, samtidig med at jeg laver et par spor mere, så alle hundene kan komme ud og gå spor igen i weekenden. Vi tager til Sverige med Julie på en forlænget påskeferie og vil selvfølgelig benytte muligheden for at gå nogle spor derovre - mon ikke sneen til den tid er væk?
 

 

13. marts: For første gang i lang tid lod egernet i barselsseng, sig se. Sidst på eftermiddagen i går, aflagde det besøg ved de ophængte mejseboller og den har sandelig udviklet en fin teknik til at hægte dem af grenene så den kan sidde og spise dem på stedet, eller tage dem med sig til senere fortæring.
Mens den sad i træerne mellem terrassen og garagen, fik den øje på den nye forsyning af boller og nødder, vi havde hængt op på juletræet lige uden for stuevinduerne og det var åbenbart mere end den kunne stå for. Uanset at det stod 3 labber og gøede lige indenfor vinduerne, kom den op på terrassen og sad mindre end 1 m fra vinduerne og gav sig god tid til at spise en bolle på stedet og det generede den åbenbart ikke at hundene larmede. De fik naturligvis besked på at holde op og de faldt da også noget ned. Jeg fik taget lidt billeder af det; men de er ikke blevet særlig gode - dog kunne jeg godt se på den, at den havde diende unger! Da den havde spist, gav den sig god tid til at smutte en stor omvej over i skoven inden den sneg sig ned til fyrretræet og stille forsvandt op i reden til sine små. Jeg glæder mig sådan til at se, når de vover sig ud af reden og jeg skal nok prøve at få taget nogle billeder af dem.


Hans var desværre på arbejde hele dagen i går, så jeg fik en dobbelt gåtur nede ved søen, da det er svært at styre hele hundeflokken på en gang - og sådan en søndag eftermiddag kan man ikke regne med at have det hele for sig selv; som jeg for det meste har til hverdag. Jeg mødte Frank, - en af de ansatte på Gudenåcentralen; som også var ude at gå med sin labrador "Devon", og kan kunne fortælle mig, at han 2 gange havde set en odder nede ved fisketrappen, ligesom der også var set spor i sneen efter den og sandsynligvis 1 mere, så nu vil jeg holde udkig efter dem på mine ture. Der er et herligt dyreliv i området og det er sjældent ikke at møde både isfugl og vandstær dernede.

 

8. marts: Selvom sneen ligger tykt og minusgraderne kravler langt ned om natten, så er det svært ikke at nyde en gåtur nede ved Tange sø med hundene om dagen. I går var det Malou og Alba, der var med og i dag nøjes jeg med Alba. Hun er meget mere lydhør over for træning, når hun er med alene. Lige før dæmningen så jeg en fasankok pile over skovvejen og forsvinde ind mellem alt det kvas, der ligger i skovbunden mellem alle de væltede træer. Heldigvis er man ved at rydde op; men lige nu giver det jo dejlige gemmesteder til mange dyr.
Da vi nærmede os stedet, rejste Alba hovedet og begyndte at vejre - der var lidt modvind, så hun må have fanget færten af fasanen. Pludselig startede hendes hale med at rotere - akkurat som Malou, og så skal jeg ellers love for, at der kom fart på hende.
Når hun havde afsøgt et stort område vendte hun tilbage til det sted, hvor der var tydelige spor efter fasanen og hvor den var forsvundet ind i skoven. Hun blev ved og ved og jeg måtte til sidst kalde hende til mig, og give hende line på. Fasanen må være smuttet fra hende, for den blev ikke lettet. De er ellers på mærkerne i denne tid - i går havde vores fodertønde besøg af en kok med høne og den stakkels høne fik næsten ikke lov at spise - kokken blev ved med at rende rundt omkring hende og lege "flyver" - det ser virkeligt sjovt ud og de er faktisk ikke særlig sky, når de er i gang med at kurtisere hønsene. Vi har sat fodertønden op i udkanten af vores stykke med græs - lige op til skoven, så vi kan sidde inde i stuen og se hvem der aflægger besøg.

 

5. marts: På trods af eftervirkninger af en maveinfluenza, tog vi i fredags på en længe ventet weekend op til et lækkert luksussommerhus i Nr. Vorupør med vores børn og hunde. 3 dejlige dage med afslapning, god mad, lange ture ved stranden og selvfølgelig lidt apporteringstræning med vufferne. Vi plejer at booke huset i januar; men i år blev det først i marts, før det passede med arbejdstider o.l.
Som sædvanlig er Dina meget utilfreds med, at der ikke er adgang for hunde inde i poolen! Hende og Alba hang over ryglænet på sofaen og trykkede næserne flade mod ruden så de kunne følge med, når vi var i vandet og Dina var i løbet af et øjeblik i stand til at køre sig selv helt op over at hun ikke kunne deltage. Hun kunne både hyle og gø af utilfredshed.
Hundene fik nu også lov at komme i vandet; men det var altså udendørs! Vi havde regnet med at det var for koldt for dem; men nej, jeg tror ikke det kan blive for koldt for Dina og Alba. Malou derimod holdt sit på det tørre.


På tur ved vandet


Alba og Malou


På vej til Stranden


Det var hundekoldt - selvom solen skinnede


Men det synes hundene var OK


De skulle da også ud og bade - Alba og Dina


Alba hopper op efter en dummy


Dina venter på en dummy


Malou markerer


Alba hyler - hun vil også apportere


her får hun så lov


Marit med alle 3 i snor


Alba "sofahund"


Alba venter ved døren på "far"


Alba og Dina holder øje med poolen


Alba


Dina slapper af


Dina, Malou og Alba


Hans og Malou slapper af


Afslapning efter en tur ved stranden


 

27. februar: Under vores morgentur, lykkes det Alba at få mig nedlagt - og det i sådan en grad at jeg stadig går og ømmer mig! Hun har så meget krudt i rumpen, og hun er hurtigere end lynet, så det er også grunden til at hun aldrig får lov at være løs sammen med Dina. Dina er nemlig hurtig til at følge efter og de to kan i løbet af et øjeblik køre sig helt op, så de næsten er umulige at få til at falde til ro. Malou derimod vender siden eller bagen til, når det sorte lyn komme fræsende og hun er blevet dygtig til at undvige.
Pludselig sætter Alba næsen i jorden og så begynder hun at lyde som en fiskekutter og så går det ellers ind i noget tæt buskads, der ligger lidt ved siden af den lille skovsti. Hun roder lidt rundt og pludselig letter der en fasanhøne og flyver op med en skogren og så skal jeg da ellers love for at mutter Malou kommer farende ude fra sidelinien - der var lige noget, der var gået hendes næse forbi. Så blev der godt nok søgt af i området og Alba var helt oppe og ringe og hendes hale kørte rundt med en fart jeg sjældent havde set.
I toppen af et af vores store fyrretræer, der kan ses fra stuen af, er et sort egern gået i barselsseng. Ja, den må have født sine unger, for jeg så den i går på besøg ved mejsebollerne og den så noget pjusket og afrakket ud, så den har sikkert reden fyldt med unger. Vi holder øje med reden og glæder os til at se ungerne, når de begynder at komme frem. Måske har den lavet sin rede så tæt på huset fordi den har observeret at hundene er flinke til at holde matriklen "kattefri", for egernunger er guf for katten!


Malou med sin krøllepels;o)


Alba et par minutter før sit møde med fasanen

 

26. februar: Hans havde sidst på dagen i fredags lagt 3 helt nye spor - 1 til Jannes Xingu og et til Alba; og et til Malou, som vi skulle gå i går, efter vi havde haft møde i vores sporudvalg. Henrik kunne desværre ikke blive og gå spor, da han havde et andet møde over middag.
Janne fik lov at starte og Xingu er en rigtig "turbohund" - hun har så mange kræfter og jeg er glad for at det ikke er mig, der går spor med hende - det kunne mine arme ikke klare;o)
Der var lidt problemer i firkanten; men da først Xingu kom i gang, gik det såmænd rigtig pænt. Hun er dog stadig glad for at undersøge frisk fært og hun kan trække Janne et godt stykke af sporet, inden det ses på hende at hun er gået af - ikke den nemmeste hund at læse! Men på den sidste halvdel af sporet havde hun brændt lidt energi af og så gik det nemmere - og selvfølgelig fandt Xingu kloven til sidst.
Sporet til Alba, havde Hans lagt i den modsatte ende af skoven - på et stykke vi ikke havde gået før og jeg vidste derfor ikke hvor sporet gik. Det er altid spændende at prøve et fremmed spor. Alba fandt omgående sporstarten - og snusede længe til det, inden hun tøffede af sted ud af sporet. Tidligt på sporet krydsede hun en bæk. Hun holdt en dejlig passende fart hele vejen. Hans havde i forvejen fortalt, at 3 stykker råvildt havde krydset sporet under sporlægningen - og jeg var spændt på Albas reaktion. Et sted - og det viste sig netop at være der dyrene havde krydset - gik hun lidt rundt; men jeg fik hende trukket godt langt tilbage på sporet og så tog hun et knæk til højre og det var så tydeligt at det var sporet hun igen havde fat i og vi fortsatte. På et tidspunkt vælger Alba at lave et knæk til højre; men 20-25 m inde kunne jeg godt se på hende at der ikke var noget blodspor og jeg fik hende tilbage på sporet; men hun gjorde det samme et par gange og søgte længe efter sporet. Pludselig kunne jeg se på hende at hun igen havde fundet det og efter at have krydset en bæk, hvor hun heldigvis ikke faldt for fristelsen til at bade, kom vi frem imod en større skovvej og her bag et stort træ, fandt hun kloven!
Der hvor Alba til slut havde ledt lidt efter sporet, viste det sig at det må have været Hans´s fodspor hun havde fulgt - han havde nemlig lavet sporet lidt om, da han lagde blodet ud. Vi plejer at starte med at gå sporet op, udmåle og markere det - inden vi lægger blod ud. Så det må have været Hans´s fodspor, Alba har fulgt et stykke inden hun igen fandt blodsporet!
Et sted bemærkede jeg en markering; men når jeg går spor med hundene, så er jeg godt nok mere opmærksom på at "læse" hunden, end jeg er på at kigge efter markeringer. Det har jeg lært, at det hjælper ikke noget - man skal lære at stole på sin hund - det er den, der har næsen;o)))
Bagefter tog Janne og jeg ud til Fussingø, hvor vi gik nogle km for at finde sporareal til vores sporkursus og opfølgningskursus sidst i marts. Der er gang i en masse skovning derude og der var mærket en masse træer, der skulle fældes, så hvordan området ser ud om en måned er ikke godt at vide - men jeg tror vi har fundet et egnet sted at lægge spor.
Jeg bliver nok nødt til at tage derud igen, inden vi skal afholde kurset, for at se hvor mange spor, der er plads til.
I dag er Hans taget til Sjælland for at deltage i DRK generalforsamling - jeg bliver hjemme som hundesitter og smutter nok ud og går et par genbrugsspor senere i dag.


24. februar: Det har været en "lang" dag. Alba, Sika og Chita har været nede ved Jakob og blevet HD og AA fotograferet og vi afventer DKK "dom" med største sindsro. Det skulle helst blive A hofter og 0 albuer på dem alle 3 :o)))
Alba var den første kl. 8.30 og da jeg kom hjem med hende, fik hun lov til at blive ude i bilen og sove videre. Inden Sika skulle til kl. 13.30, besluttede jeg at ventetiden skulle bruges til at gå et "genbrugsspor" med hende, så jeg kørte ud og satte hende på det spor; som jeg havde lagt til Malou i tirsdags og som Malou gik i onsdags. Det var ca. 600 m langt og i dag talte jeg, at der var 5 knæk og det var overhovedet ikke noget problem for Sika - hun var forresten også fuldstændig ligeglad med, at det ikke var Nicolai, der havde i den anden ende af linen. 10 minutter efter sporstart stod Sika med vildt logrende hale og skindet i munden:o)))
Lidt ærgerligt at Nicolai ikke nåede en 3 timers schweissprøve med hende sidste år; for det klarer hun da så let som ingenting nu.

Chita og Jørgen kom først kl. 15.30 - da Chita først skulle fotograferes kl. 16.00. Hun har udviklet sig til en kraftig og stærk tæve - slet ikke at sammenligne med de 3 andre tæver i kuldet; men hun var og er stadig Jørgens "ønskehund" så jeg tror vi kan være rigtig godt tilfredse med den placering vi valgte til alle ABBA børnene. Nu må vi væbne os med tålmodighed og holde øje med DKK indeksside - men som sagt, tager vi ventetiden roligt - det ser rigtig fint ud:o))))
Diesel skal fotograferes først i april. Happys ejere sørger også selv for fotograferingen.

22. februar: Så kom vi igen i gang med sportræningen - og i modsætning til at være på udstilling, er Alba noget mere opsat, når jeg finder sporlinen og selen frem. Nu holder vi en god lang pause med udstillinger og "nøjes" med lidt skuer her i sommer og så fortsætter vi naturligvis vores ringtræning - i hvert fald med Alba. Dina har heller aldrig været særlig vild med at lade sig berøre; men hun har dog fået et par 1. præmier, så måske skulle hun bare få fri for udstillinger i fremtiden...
På fredag er der bestilt tid til HD og AA fotografering af Alba, Chita og Sika nede hos vores dyrlæge her i Bjerringbro. Det bliver rart at få det overstået og vi håber og tror selvfølgeligt på, at de alle er sunde og raske og får et lige så fint resultat som Odin; som blev fotograferet i januar med A og 0. Men man er vel altid en lille smule spændt, inden resultatet kan læses inde på DKK´s indeksside.
Senere i dag skal Malou og Alba ud og gå de 2 spor, der blev lagt i går.

19. februar: Det var ikke lige "vores" dag på udstillingen i dag - Alba fik en 3. pr. og Dina fik en 2. pr.!
Der blev uddelt en del 2. pr. og sandelig også flere 3. pr. og selvom jeg ikke er særlig skrap til at bedømme, så manglede jeg simpelthen en "rød tråd" i den måde den engelske dommer dømte på i dag. Der var flere "kendte" udstillingsfolk, der forlod ringen med et blåt bånd på deres udstillingshund i dag.....
Nu var starten på dagen heller ikke særlig god - Hans og mig kom desværre i sidste øjeblik i formiddags og vi kom for sent i ringen med Alba - de måtte bedømme nummeret efter Alba, før Hans nåede frem med Alba, så der var stress på og Alba er stadig ikke glad for at lade sig berøre, så det gik da helt i fisk da dommeren var så grundig som hun var. Så det kom ikke som den store overraskelse at Alba ikke fik en 1. pr. - men at give hende en 3. pr. - det synes jeg nok lige var strengt nok.
Dinas 2. pr. forstår jeg heller ikke. Hun har en dejlig tyk vinterpels og den helt rigtige odderhale og hun har nogen rigtig gode bevægelser og bagefter kunne jeg på den video Hans optog, se at hun stod rigtig pænt, så det undrer mig. Kritikken er også super - så det.......?

12. februar: I dag kom Metteline med Odin og Hanne med Mauser. Vi havde aftalt at gå blodspor. Metteline havde aldrig prøvet med Odin - hun træner ham i at gå på menneskefært. Hanne derimod, har trænet blodspor med Mauser fra hun fik ham hjem; men han havde ikke gået så lange spor - bare 100-150 meter.
Hans og jeg tog i forvejen ud i formiddags og lagde spor til dem - og så fik Alba selvfølgelig også lige et.
Da sporene havde ligget et par timer, kørte vi derud igen og lod Odin starte. Det var første gang Odin gik et blodspor og det synes han var vældig spændende og i følge Metteline var farten noget roligere, end når han går på menneskefært. Han gik konstant med næsen i jorden og jeg havde flere steder lavet "sårlejer" med kogte leverbidder og ekstra blod og dem markerede Odin flot. Odin gik sit spor på under 10 minutter og sporet var på ca. 400 m. Han må i den grad være arveligt "belastet" for det kunne bestemt ikke hverken ses eller mærkes at det var hans første blodspor!
Så var det Mausers tur. Han var flere gange ude og snuse på frisk fært; men det var helt tydeligt at han hele tiden vidste hvor sporet gik. Det var spændende for ham at gå spor et "fremmed" sted og han markerede også "sårlejerne" med leverstykkerne flot. Mauser gik også ca. 400 m på 10 minutter. Mausers næse lyder som en fiskekutter - han gik meget koncentreret og der er bestemt også potentiale i ham som sporhund! Hans havde optaget det hele på video og bagefter kørte vi hjem og så hundene gå spor igen - det er alle tiders med sådan en video - der kan man rigtig se hvad, der egentlig foregår og hvad man gør forkert og hvordan hunden opfører sig i forskellige situationer.
Alba afsluttede med at gå sit spor - helt efter bogen i dag.
Det kunne ellers have blevet en vældig fest - både Dina og Malou er i løbetid og at dømme efter den måde Alba blev opvartet på, af både Mauser og Odin, så er hun det også snart:o)))
Det er så godt nok - så kan vi da få det overstået på samme tid og de er så alle klar til en ny træningssæson.
Det lykkes at få taget et par gode billeder af Odin; men ikke af Mauser - så det må vente til en anden gang.


Metteline og Odin


Odin

9. februar: Så vælter det igen ned med sne udenfor - hvor er det irriterende. I går tog jeg - trods mine smerter - ned til søen og gik tur med hundene - og da føltes det helt forårsagtig. Dina må jeg gå med alene - 1 løbsk tæve af gangen er mere end nok:o)
Heldigvis har Dina - langt om længe - vænnet sig til at have løbetidsbind på - så det begrænser heldigvis rengøringen indendørs.
Malou har der aldrig været problemer med - hun har aldrig følt sig generet af det.

 

7. februar: Desværre er datoerne for det private sporkursus i Sverige lige blevet lavet om, og jeg har derfor besluttet at melde fra.
Sneen er næsten helt væk nu, men gigtsmerter har holdt mig hjemme fra arbejde i et par dage, så der har ikke været overskud til hundeaktiviteter...
 

6. februar: Det var en meget lang; men rigtig hyggelig dag i går. Vi deltog i vinterskuet i Skjern og der var masser af hunde tilmeldt. I år havde de lejet sig ind i en større hal, så rammerne var i orden. Der var et hav af præmier og jeg synes, det var utroligt godt arrangeret.
Vi mødtes dernede med Nicolai og Malene; som har Lab-x-streams Dancing Queen "Sika" og hende og "Alba" ligner stadig hinanden som 2 dråber vand:o) Der var også en masse af vores andre hundevenner - Gert og Maibrith, Heine og Annette, Gert og Mary, Lisbeth med Peanut og det var hyggeligt at gense dem. Vi kunne se, at vores ringtræning havde hjulpet på Dina og Alba; men der skal stadig trænes og arbejdes med berøring af fremmede; som ingen af dem, synes er rart!
Malou var lykkelig, da vi endelig kom hjem i aftes - og som jeg havde mistanke om i går morges, kunne jeg nu tydeligt se, at også hun var gået i løbetid, så nu har vi 2 løbske tæver at "passe på".

 

4. februar: Efter vi havde været ude og gå spor i dag, fik vi besøg af Rikke og Jesper, med børnene Frederikke og Christoffer og Lab-x-streams Aya - som også har beholdt sit navn "Aya". Det var dejligt at se så stor og dejlig også hun er blevet. En rigtig lille "Duracell" hund. Hun blev hurtigt budt velkommen i flokken af Malou, Dina og Alba og snart legede de alle med hinanden. Malou brummede lidt af hende en gang imellem og så var Aya hurtig til at smutte hen til en af de andre. Både Dina og Alba lagde sig helt ned og lod hende tumle ovenpå sig. Jesper skal snart i gang med lydighedstræningen - de havde gået på samme hvalpehold som Dorte med Tikka og havde snakket om hvor meget de to hunde dog lignede hinanden og det fik de så forklaringen på, da de opdagede at det var kuldsøstre:o)))

 

3. februar: Dagen startede tidligt i dag! Allerede før kl. 6.00 udbrød der et sandt hurlumhej inde i stuen, hvor alle 3 hunde sover! Hans måtte op for at se, hvad, det var - og sørme om ikke der stod en stor flot ræv et par meter udenfor terrassen og kiggede ind - og ikke nok med det - den "gøede" også - og det var altså for meget for labberne og det er der jo ingen, der kan fortænke dem i. Dina gik i løbetid i går - dog tror jeg nu ikke at det er DET, der har tiltrukket Mikkel - men nærmere det, at de "rødpelsede" også har parringssæson nu. Så det var med forsigtighed hundene blev luftet lidt senere. De var, som forventet, fuldstændig oppe og køre og havde garanteret opsøgt Mikkel, hvis de var blevet sluppet.
Igen i dag har jeg igen været ude og lægge spor - faktisk har jeg lagt 4 spor - jeg havde 3-4 dl blod tilbage i flasken, og tænkte at jeg lige så godt kunne få det hele brugt, så det er efterhånden små mængder jeg bruger, når jeg lægger spor. I morgen vil jeg prøve at måle sporene op med vores GPS - der er i hvert fald et par stykker af dem, der nok er på den gode side af 600 m - men det får jeg jo at se i morgen.

 

2. februar: Så kom vi endelig af sted - Alba og jeg - ud og gå spor - herligt. Der ligger stadig en del sne; men tøvejret fortsætter, så vi har da lov at håbe, det helt forsvinder, inden der kommer mere, som der er lovet. Alba var "sulten" på at komme i arbejde; så nu fortsætter vi med 2-3 ugentlige spor for hendes vedkommende. Jeg har stor lyst til at afprøve hende i Sverige i løbet af 2006, så der bliver trænet "svenske" spor.
I det nye nr. af "Retrieveren" kan man læse om uenigheden af de danske sporlængder; som er endt på 1000 m.
Jeg synes også det er at stramme det lige lovlig meget - det er kun eliten, der kan være med her. Nej, lav dem dog på 600 m; som vores nabolande, så kan de fleste være med.
For eliten kan man så lave eliteprøver på 1000 m spor og derover - men det har vi jo allerede i forvejen.
Vi har læst Gitte Zerahns ændringsforslag og dem kan vi fuldt og helt gå ind for. Derfor møder vi selvfølgelig op til DRK generalforsamling i Korsør søndag den 26. februar og gør vores stemme gældende og for at bakke op om Gittes ændringsforslag - og vil samtidig opfordre alle vores sporinteresserede hundevenner til at gøre det samme. Det vil være synd og skam, at et ellers godt initiativ skal kvæles i starten p.g.a enkeltes alt for høje ambitionsniveau. Lad os lige kravle inden vi rejser os op og går!!!

 

1. februar: Nej, nu skal jeg altså ud og lægge spor i dag! På vej til ringtræning i aftes kørte jeg lige forbi vores sporareal og da besluttede jeg, at hvis det var tøvejr i dag, skulle der lægges spor:o)
Jeg var alene med Alba til ringtræning i aftes - Hans var taget til Gråsten for at deltage i et kursus om en anden slags hundetræning ved Germaine Nielsen. Det var virkeligt den lange køretur værd, i følge Hans, så der er sandelig noget at gå i gang med:o)
Det vil også være dejligt om vi kunne få enten region Midtjylland eller Østjylland til at arrangere det samme kursus, så man var fri for at køre så langt for det.
Jeg kunne også konstatere at ringtræningen havde hjulpet på Alba - hun virkede knap så trykket og lod sig også berøre af træneren i aftes og hun kunne også stå rimelig pænt, så vi tager som planlagt til skue i Skjern på søndag.
Metteline har lige ringet - Odins HD og AA resultat er netop blevet registreret på DKK - med A og 0 - tillykke Metteline - det var dejlige nyheder:o)))
 

29. januar: Det er stadig det flotteste vejr udenfor med frost og solskin, så i dag kørte vi op til Vindum skov og luftede hundene. Der er store bakker deroppe og Alba fløj op og ned i sådan et tempo, at jeg var ved at blive nervøs for at hun skulle snuble på det glatte underlag. Det lykkes sandelig også for hende at finde en lille bæk, der ikke var frossen og - som hun har lært af Dina, så kan man sagtens blive våd over det hele, hvis man bare lægger sig ned og ruller rundt! Uheldigvis var bækken fyldt med okker, så hun så mere gul end sort ud, da hun var færdige med sin badning. Dina skulle selvfølgelig også lige snige sig væk og prøve sig i solidaritet med Alba, så nu står de begge ude i hundegården, hvor de kan blive indtil de er knap så beskidte. Jeg er ved at blive godt utålmodig efter at komme ordentlig i gang med vores sportræning - håber snart at sneen tør, så vi kan komme i gang med at lægge spor. Vi har lige fået os en GPS, så nu kan vi mere nøjagtig måle hvor lange vores spor er. Der skal også lægges nogle længere spor - 1000 m skal vi have et par stykker af - Hans vil til at træne Malou på eliteschweiss.
Alba og Hans har også genoptaget brugsprøvetræningen og det går helt fint, så nu må vi vist snart få prøvet at få taget den brugsprøve.

 

28. januar: Vejret er jo pragtfuldt, så efter at have gnedet et tyk lag potevoks ind i hundenes poter, tog vi dem med ned til søen og gik en god lang tur. Malou er der ingen problemer med - hun går stille og roligt for sig selv; men de 2 vildbasser Dina og Alba, måtte finde sig i at blive holdt i snor, hvor der var glat - vi skulle ikke risikere nogen skader! Malou har stadig en del maveflæsk hun skal slippe af med inden hun skal stilles på skuer/udstillinger; men hun har en dejlig tyk og krøllet vinterpels lige i øjeblikket..

27. januar: I dag kom Henrik og Birgitte med Pelle - de skulle hente mere foder og det var dejligt at se hvor stor og flot Pelle var blevet. Utroligt så hurtigt de vokser. Der er ikke meget "hvalp" over dem mere:o)
De store hunde fik lov at hilse på, en af gangen, så det ikke blev for voldsomt for Pelle; men det behøvede jeg nu ikke bekymre mig om - Pelle er stadig en hund med go i - og han fik efterhånden de store hunde gjort godt trætte en efter en - ja, selv Alba måtte til sidst lægge sig ned og slappe lidt af. Jeg prøvede at få taget nogle billeder af ham; men det var nærmest umuligt - han var i aktivitet konstant, så billederne blev derefter:o)
Henrik vil også gerne prøve at gå spor med Pelle og vi har aftalt, at når sneen er forsvundet og det er blevet lidt mildere, så kommer de igen og så må vi have startet Pelle op på spor.
I dag var det også helt tydeligt at Dina snart kommer i løbetid - Pelle var i hvert fald helt oppe på mærkerne og forsøgte sig flere gange - sådan noget behøver de skam ikke lære - det kan de udmærket godt finde ud af:o)
Dina agerede stadig "legetante" og lod sig villigt nedlægge flere gange - utroligt at hun ikke sætter grænser. Det gjorde Malou til gengæld - hun legede meget med ham; meeeen hun lod ham også vide, når hendes grænse var nået. Alba hyggede sig og nød at lege med ham, så nu ligger de alle 3 og slapper af ude i hundegården.


Her lykkes det lige at få Pelle til at stå stille


Henrik prøver at få ham til at stå


Det var svært


Her lykkes det igen ved hjælp af et kødben


 

22. januar: Vi var til årets første skue i Bække i går og havde en dejlig dag med mange af vores hundevenner. Bente og Poul kom med Sako; som var blevet så stor og flot. Sako blev udstillet i babyklasse og fik SL. Desværre var både Alba og Dina stadig noget trykket ved fremvisningen (vi skal fortsætte ringtræningen). Alba fik en 2. pr. i unghundeklasse og Dina fik en 1. pr. i åben klasse. Jeg har klikker trænet en del med hundene og på Dina er der små fremskridt at spore; men Alba var noget benovet over alle de mennesker og fremmede hunde, og havde travlt med at holde øje med det hele - det var første gang for hende at deltage i et indendørs skue. Vi har meldt os til skuet i Skjern den 5. februar - det er om 2 uger og så må vi se om det går lidt bedre:o)
Nedenstående billeder er fra søndagsturen ved Tange sø.


Dina i vinterpels


Alba ligner Malou i hovedet


Dina kan godt "stå pænt"


Malou - stadig med hængevom


Alba er lidt opløben i øjeblikket - mangler lidt krop


Dina

19. januar: Ja, allerbedst som man troede at sneen var væk og sportræningen kunne begynde igen, vælter sneen ned igen!
I går havde jeg Malou og Alba med nede ved søen - vi tog den den lange rundtur omkring engen, hvor vi som regel aldrig møder nogen og derfor får hundene lov til at løbe frit. Det er herligt at se hvor selvstændigt Alba søger. hun tegner til at blive en lige så godt vildtfinder som sin mor. På et tidspunkt krydsede der et stykke råvildt over stien vi gik; men inden vi kom op til stedet, begyndt Malous hale at køre rundt som en helikopter - et tydeligt tegn på at hun har fært. Hun forsvandt ind i noget tæt granbevoksning og pludselig baskede der en fasan op og fløj væk. Malou dukkede op og kiggede på mig, som om hun ville spørge hvorfor jeg ikke havde skudt den - men det var jo bare en alm. luftetur og vi gik videre. Da vi kom til det sted, rådyret havde krydset, var der også tydelig interesse fra både Alba og Malou; men Malou er åbenbart mere tændt på fasaner, så hun markerede blot lige hvor dyret var forsvundet. Alba er dygtig til at bredsøge på et område; men er aldrig langt væk fra mig. I modsætning til Dina; som helst render i halen på de andre hunde, går Alba helst for sig selv - hun er meget mere selvstændig.
Nu venter vi utålmodig på at sneen igen forsvinder, så vi for alvor kan komme i gang med vores sportræning.

17. januar: Meningen var ellers at tage ud og lægge spor til alle 3 hunde her i formiddag; som de så skulle gå i morgen; men det satte pludselig ind med et kraftigt isslag og i løbet af et øjeblik var alt glaseret udenfor, så det blev opgivet igen. Så i stedet har jeg puslet lidt med hjemmesiden og lavet nogle af sidehenvisningerne lidt om og der er også kommet en ny side om hvalpe opdrættet af os.
Jeg synes at hvalpesiden var blevet lidt rodet, så det har jeg prøvet at rette lidt op på.
Metteline ringede og fortalte at hende og ODIN var på vej hjem fra dyrlægen, hvor Odin var blevet HD og AA fotograferet.
Hendes dyrlæge sagde, at det så rigtig fint ud, så nu glæder vi os til at se resultatet på DKK indeksside om et par uger:o)
Sika og Chita skal fotograferes her hos vores dyrlæge samtidig med Alba og for at få det hele til at passe sammen, venter vi til midt i april - selvom det egentlig ville have været rart at få det overstået.
Jeg er dog ikke så nervøs - både Malou og Hamlet er ud af sunde linier.
Dina måtte i et hårdt tiltrængt bad her i formiddag - hun havde været væk et lille øjeblik i morges - og havde benyttet sig af, at rulle sig i et eller andet stinkende, så der var ingen vej udenom - vi skal jo til skue på lørdag.
Hans tager Alba med til Randers til ringtræning i aften - hvis ellers føret er til det.

16. januar: Det var en meeeget træt hund, Hans kom hjem fra jagt med i går. Malou har sikkert været klar over, at det nu var sidste dag før lukketid, så da har hun sikkert givet den hele armen. Hans fortalte at hun forcerede et højt vildthegn for at apportere fasaner - hun er totalt tændt på fasaner! Hun klatrede simpelthen op af hegnet og satte af, over det i fin stil - det havde Hans godt nok aldrig set hende gøre før. Der havde også været masser af tæt brombærkrat, der skulle søges igennem. Hun luntede lige hen til madskålen i aftes og så ellers hen og snorke videre. I dag ser hun stadig noget "kvæstet" ud; men da jeg fandt bilnøglerne frem her i formiddag stod hun pludselig ved siden af, så det er nok ikke så slemt alligevel:o)))
Dina og Alba lagde sig også pænt i aftes - sportræningen havde givet dem mulighed for at bruge noget af deres energi.
I dag kom der en fornyet tilladelse til sportræning på "vores" terræn - HERLIGT!

15: januar: I går tog jeg Alba med på en tur til Viborg og heldigvis gik det så fint for hende at være blandt mange mennesker sådan en lørdag formiddag. Der var overhovedet ingen tegn på nervøsitet og der blev snuset til alle vi gik forbi. Så det har nok bare været mig, der har opfattet det forkert, de gange vi har mødt fremmede på vores gåtur ved søen:o))))
Over middag blev vi enige om at også Dina skulle med til ringtræning i Randers - så vi tog af sted med de to små - Malou blev hjemme og slappede velfortjent af - hun havde været med Hans på jagt om formiddagen!
Der var ikke mødt så mange op til ringtræningen i cykelkælderen; som sidste gang jeg var der med Dina - men desværre dukkede instruktøren ikke op! Det var ærgerligt; men heldigvis påtog Vibeke fra
kennel Vitovani sig opgaven, at lære lidt fra sig. Vibeke og Torben har Kooiker hund. Der var alle mulige racer - og særlig de små var temmelig højrøstede - men både Alba og Dina tog det med sindsro og de lod sig også villigt kigge i munden og røre ved. Dina havde ændret sig så meget og var lige pludselig meget nemmere at "stille op" og hun både logrede med halen og så glad ud - en helt anden hund, end vi plejede at se, så vi blev enige om at hun også skulle stilles på skuet i Bække næste lørdag - om ikke andet, så får hun lidt mere ringtræning.
Alba mangler helt tydeligt meget mere ringtræning - men som sagt er der ganske få muligheder her i vores region og det i går var i DKK regi og det fortsætter -(hvis ellers instruktøren dukker op) hver tirsdag aften kl. 19.00 - så det er op til Hans om han har mulighed for at tage derud med Alba.
I dag er Hans og Malou inviteret til Fyn på jagt og jeg overvejer at lægge et par små spor til Dina og Alba - nu er sneen nemlig væk og vi glæder os til at komme i gang med sportræningen igen.

 

13. januar: I morgen tager vi til Randers og deltager i noget ringtræning med Alba. Hun trænger i den grad til at vænne sig til omgang med andre hunde, end Malou og Dina. Ringtræningen foregår ganske vist i en lidt skummel cykelkælder - ikke det hyggeligste sted - men det må vi se stort på.
Det er "ulempen" ved at bo så afsides - vi glemmer at tage hundene med ind til byen og vænne dem til omgang med andre mennesker/hunde.
I morgen er det ABBA kuldets 1 års fødselsdag - utroligt at der allerede er gået 1 år! Alle hundene har udviklet sig i overensstemmelse med alle vores forhåbninger, så kombinationen mellem Malou og Hamlet bliver sikkert lavet igen:o)

8. januar: Alba kom med til søndagstræning i dag. Hun skulle fortrinsvis have lov til at være sammen med alle de andre hunde på holdet. Hun fik dog også lige lov til at hente et par dummier. Hun mangler lidt socialisering med fremmede hunde, så hun havde rigtig godt af træningen i dag.


Først ser man lige hvordan de andre gør.


Hej mor, får du taget nogen billeder?


Når Pepsi kommer hjem er det Albas tur.


Skal man, så skal man....


Lad lige mig komme til - jeg har set den.


Så øver vi os i at beholde den i munden.

 

5. januar: Jeg har lige fået en invitation til et sporkursus i Sverige sidst i april (den 29./30) og jeg har besluttet at tage med. Jeg er også blevet opfordret til at finde et par andre interesserede deltagere og har tænkt mig at tilbyde vores hvalpekøbere muligheden. Så hvis I sidder derude og tænker: "Det er lige noget for mig" - så henvend Jer venligst hurtigst muligt:o)
Prisen er rimelig og der er gode indkvarteringsmuligheder, så jeg synes det er et supertilbud; hvis man er hooked på det med spor.
Nærmere oplysninger fås hos mig. Husk blot på, at hunden skal være rabiesvaccineret og blodprøve taget, inden den kan komme til Sverige!!! Der er dog også mulighed for at deltage UDEN hund.
Det ser ud til at man fra DRK side, hele tiden ændrer på reglerne til det danske sporchampionat - jeg kan se at de regler, der ligger inde på deres hjemmeside er ændret væsentligt; siden jeg udskrev dem! Nu hører jeg så, at man er ved at lave overgangsregler - så det bliver spændende at se hvad det ender med.


4. januar: DKK har her ved årsskiftet åbnet for et helt nyt tilbud til os hundefolk - en søgeside hvor vi kan finde alle mulige oplysninger på egne og andres hunde - i sandhed et supergodt stykke værktøj, når man skal planlægge et kuld hvalpe eller bare gerne vil tjekke lidt op på andre hunde. Det er jo også interessant at se hvor mange hvalpe en bestemt han er far til og hvordan sundheden ser ud for en bestemt linie. Siden kan ses her: Hundeweb.
Desværre måtte jeg konstatere at der er nogen fejl i registreringerne - bl.a. er Dina og Malous 1. pr. på 20 timers schweiss den 7. maj ikke registreret - og jeg har derfor kontaktet både DKK og den pågældende prøveleder for at høre hvorfor!

Hverdagen er begyndt igen her i Skovhuset - Alba er hver dag med mig på en lang tur nede ved søen, hvor vi genopfrisker lidt lydighedstræning. Vi får også trænet lidt "stå" øvelser hjemme i køkkenet.
Malou har fået den dejligste pels igen - med en masse krøller ned af ryggen. Om det er efter standarden, skal jeg ikke udtale mig om; men hun er bare den dejligste alligevel.
Både Malou og Dina nærmer sig en ny løbetid - det er tydeligt at se og mærke på deres opførsel - håber at de denne gang kan følges ad, så vi kan få det overstået på EN gang.

 

1. januar: Alle vores venner ønskes et rigtigt godt NYTÅR.
Hans havde haft Dina og Malou med på jagt i går og det var herligt at se Malou komme spankulerende op til bagdøren med en fasan i munden, da de kom hjem. Dina havde ikke apporteret noget - hun havde været mere interesseret i at rende efter Malou.
Malou havde apporteret en fasan som ikke var helt død, men det rørte hende ikke - hun kom hjem til "far" med den.
Jeg havde benyttet lejligheden til at gå en lang tur med Alba nede ved søen i et forrygende snevejr - så vi havde hele området for os selv. Jeg er begyndt at træne hende i at "stå" og det går udmærket - men det gør det jo altid, når man har dem alene - det er når vi kommer ind i ringen og dommeren skal se og røre, man kan se at vi ingen ringtræning har.
I aftes var alle hundene simpelthen så trætte af dagens aktiviteter, at bulder og brag og lysglimt fra raketter overhovedet ikke interesserede dem!
Alba var lige oppe og gø en enkelt gang, men da hverken Hans eller jeg reagerede, lagde hun sig ned igen. Det er begge hvalpekulds første nytårsaften og vi er spændte på at høre hvordan det er gået med de andre. De fleste er købt som jagthunde og det vil jo ikke være så godt at have en skudræd hund!
Vi glæder os til at få mere tid til træning og se alle vores hundevenner i det nye år.

Jørgen fra Karlby har lige sendt os følgende mail med billede af Chita - det synes jeg lige at jeg vil dele med Jer:

Mange tak for den fine julehilsen fra jer.
Her i Karlby har det også gået stærkt, her sidst på året, med besøg fra USA , sygdom i familien og en masse arbejde der skulle afsluttes inden årsskiftet, men nu har vi jo et helt nyt år for os, og hvilken start. Her den 1. Januar kl. 13.00 tog jeg sammen med en kammerat ud for at se til rævegravene, ved den første var der bid, det varede ca.30 sec. efter gravbassen var sluppet så var ræven ude, og rullede i første knald. nu var jeg meget spændt på at komme hjem til Chita med en helt frisk og varm ræv. Men hvilken modtagelse, hun ænsede mig overhovedet ikke, der var andet der var mere spændende, og efter to minutter blev blev Mikkel serveret perfekt med et godt fast greb om halsen, og vi var stolte. Efter en velfortjent godbid, kaffe og en lille skarp blev mikkel slæbt 200 m. om bag træerne, og Chita sat på sporet. Efter ganske kort tid sad hun igen foran mig men nu med mikkel i munden, er hun ikke dygtig?
Nu glæder jeg mig allerede til jagten, for så må vi jo se, om det vi har lært også kan omsættes til jagt, men det tror jeg nu nok det kan 
Mange hilsner her fra Karlby og ønsker om et godt nytår. Pia og Jørgen