Lige nu i Skovhuset...
2007
Læs her om 2004
Læs her om 2005
Læs her om 2006

I denne søde juletid vil vi advare om, at hunde IKKE tåler chokolade!!!
Der er også mange andre ting, der er giftige for vores kære hunde - se mere her: Netdyredoktor

31.december: Årets sidste dag bød på sol og høj klar himmel og selvfølgelig skulle hundene ud på en dejlig gåtur nede ved søen. Kia kom ned til vores nyanlagte badestrand - i dag var der ingen chance for at genere nogen badegæster og der var meget, der skulle undersøges og snuses til. Oppe på stranden fandt Kia resterne af et rådyr - ræven havde spist det hele - bare skelettet og det ene forløb var tilbage; men det skulle lige gennemsnuses. Bagefter kørte vi ned til Gudenåcentralen og her fik Kia lov til at gå over den åbne metalbro, hvor hun kunne se vandet strømme igennem under broen. Hun var ikke det mindste bange selvom vandet fossede højlydt under os. Ovre på engen fik hun lov at løbe sammen med sin mor og mormor og det varede ikke længe, før vi kunne se på de store, at der havde været fasan for nylig - Malous hale roterede så vi troede hun lettede. Kia fandt det mægtigt spændende og hun løber helst i halen på Malou; men hun kan bestemt også finde på at gå sine egne veje, hvis der dukker noget interessant op. Jeg fik hende også lokket ud på en lille smal bådebro - så der har været masser af nye og spændende oplevelser for hende i dag. Både i går og i dag har hun været med nede i Bjerringbro og gået tur i gågaden - og her fik hun hilst på en masse mennesker - der er ikke ret mange, der kan gå forbi sådan en labradorhvalp, der er ved at logre halen af led, for at blive klappet og snakket med;o)
Efter aftensmaden - som for vores vedkommende bestod af lækre elgbøffer - fik hundene også lidt rester ovenpå deres tørkost og deres dessert var et lækkert griseøre, så nu ligger de alle 3 og snorker om kap rundt omkring i huset. At der skydes af, så ruderne ind imellem klirrer - det er der ingen af dem, der tager sig af;o))))

Villy og Lillian har sendt billede af Asser sammen med sine 2 labradorsøstre, som begge er i løbetid, så han har sandelig noget at se til;o))))
Sibylle har også sendt billeder af Leo, som i dag har apporteret og i morgen skal de gå spor med ham. Inde på Fionas hjemmeside er der også fine billeder af hende med en sneppe i munden, så det ser ud til at hele flokken lever et dejligt aktivt liv og vi synes det er dejligt at de alle sammen er faldet så godt til hos deres nye familier;o)

Vi sender jer alle ønsket om et rigtigt Godt Nytår - og ønsker at 2008 må bringe jer mange gode oplevelser.....


Der er meget, der skal holdes øje med

Den pind skal ikke ligge dernede

Hmmmm hvem har gået her?

Hvad mon der sker derude

Jeg må hellere vente og se

Her har ræven vist holdt fest

Orv - der er vist noget, jeg skal undersøge nærmere

Mon der ligger noget begravet her?

Jeg kommer med pinden nu, mor

Jeg henter lige en mere

Kia og mor på bådebroen

Øver sig i at stå pænt

Asser med sine to søstre Joy og Bibi

Leo apporterer

 

30. december: Sibylle har lige sendt mig disse fantastiske billeder af Emil og Leo ved stranden i dag -  der er meget, der skal undersøges når man er en lille hvalp og så er det godt at have en storebror, der kan vise en alt det nye og spændende......

29. december: I aftes fik jeg lavet en side til hver af hvalpene fra 'Flyverkuldet' - man finder den ved at gå ind på  Opdrættet af os og så trykke på hundens navn - så kommer hundens egen side op, hvor man kan få hundens billeder og resultater lagt på efterhånden. samtidig fik jeg lige gennemgået de andre hundes egne sider og fik ordnet lidt med skrifttyper så det ser ens ud. Der er efterhånden mange hunde at holde styr på; men vi glæder os over at vide, at alle hundene vi har opdrættet, har det godt og lever et rigtig dejligt hundeliv;o)

28. december: Så er lille Kia blevet 'enebarn' og jeg tror hun har nok i os og sin mor og mormor, for der har ikke været noget at mærke på hende, efter vi kom hjem fra Hirtshals, hvor vi afleverede Leo. For en sikkerheds skyld blev vi enige med Sibylle og Sigvart om, at give Leo en beroligende tablet, inden han skulle ombord på færgen. Der er mange lyde på en færge og det blæste en hel del i går, så der var ingen grund til at risikere at den oplevelse skulle blive et kedelig minde for lille Leo. Her til morgen lå der mail og billeder fra Sibylle og Sigvart. Det hele var gået så godt. Leo havde sovet det meste af overfarten til Larvik og havde undersøgt sit nye hus og sin nye familie, da han var kommet hjem. Vi har snakket om, at selvom vi havde haft alle 4 drenge fra kuldet at vælge imellem, så var det alligevel Leo, der ville være blevet udvalgt til at skulle op til Norge. Han er nysgerrig og ikke bange for noget som helst, går helst sine egne veje, hvis han tror han kan opleve et eventyr - så han var den helt rigtige at sende til Norge og hos Sigvart, Sibylle og lille Emil får han det bare så godt. Vi glæder os til at følge Leo hos sin nye familie;o)))


Leo har allerede fået lov at apportere and

Leo med anden


Leo hjælper Sigvart med at få ild i ovnen


Her har vi storebror Emil


Julenissen skal lige undersøges


Måske lå der lidt spiseligt på gulvet?


Leo får sin aftensmad


Endnu er der plads til både storebror Emil og Leo i kurven


Så slappes der lidt af på gulvet med far

26. december: Så er det sidste aften lille Leo er her og vi benyttede os af at få taget lidt ekstra billeder af hans sidste dag her hos os. Hver aften ligger alle hundene og 'snakker' og leger sammen nede på gulvet. I morgen skal vi tidligt op og til Hirtshals, hvor vi skal møde Sigvart ved færgen. Allerede i morgen aften er Leo hjemme hos sin nye familie.......


Lige før spisetid - Alba forrest, Malou med Kia og Leo


Leo og Kia hygger sig


Leo i mors seng


Leo leger


Leo og Kia leger


Leo kigger på


Alle hundene hygger sig


Alba med sine to hvalpe

25. december - eftermiddag: Så fik de to små gået spor. Hans havde slæbt en due og sprøjtet blod. Begge hundene synes dog nok at der var andre ting, der var ligeså interessant. De havde nemlig aldrig været i denne skov, så der skulle snuses til alle de fremmede lugte. Men da de først havde fanget færten gik det nu rimeligt godt. Sporene var lagt i medvind, så de måtte have næsen helt ned til skovbunden for at fastholde sporet. Desværre er der ikke ret mange af billederne, der overhovedet kunne bruges. Der var temmelig mørkt inde i skoven, men det blev da til et par stykker.


Kia ved sporstart


Leo ved sporstart


Duen blev fundet


Leo fandt selvfølgelig også duen

25. december - formiddag: Så har hvalpene oplevet deres første juleaften. I år måtte vi have træet stående på et bord og pynten bestod udelukkende af 'hvalpevenlige' materialer - altså ingen glaskugler og ingen skarp lametta;o)
Kia er den, der har været nemmest af få stueren - Leo ligner også sin mor på DET punkt, fra hun var hvalp: kan gå udenfor i temmelig lang tid, uden at lave noget, for så at sætte sig lige indenfor døren, så der bliver en opgave for Sigvart og Sibylle - men på den anden side, så giver det en masse frisk luft;o)
I dag var det dog Kia, der 'dryppede' indendøre og vi kunne se på hende, at hun var rigtig ked af det, og da hun havde småtisset et par gange, fik vi den mistanke, at det måske var en begyndende blærebetændelse! Heldigvis var det vores egen dyrlæge Jacob, der havde dyrlægevagten, så Kia er kommet hurtigt i behandling med penicillin! Heldigvis - når det nu skulle være - er der ikke noget i vejen med Leo - det ville heller ikke være betryggende at sige farvel til ham, hvis han ikke var helt rask!
I går havde vi begge de små på en tur til Randers og luftede dem i 'Doktorparken' - der fik de hilst på en masse mennesker og små børn - og så var søen fyldt med ænder og måger. De fik også hilst på en masse andre hunde og måske er det derude Kia har fået lidt kulde, for det var rigtigt koldt! De skal godt nok lige trænes lidt i at gå med snor - men der er mange ting, der skal læres, når man bare er en  lille hvalp!
Vi skal have lagt spor til de store hunde i dag -  og måske et eller to små spor til hvalpene - nu må vi se hvordan det går med Kia - Leo skal i hvert fald nok få lov at gå spor.


Begge holder øje med mig - der kunne jo falde en godbid


Mon der ligger noget spiseligt i græsset?

23. december: Ih altså, så har lille 'Frøken Frygtløs' - Lab-x-streams Dragon Lady, som nu hedder Fiona og bor hos familien Oest i Nibe, sandelig også fået egen hjemmeside: www.familienoest.minisite.dk
Det er jo herligt, at vi sådan kan følge med i hvalpenes liv hos deres nye ejere. Fiona er også meldt til hvalpehold i januar og mon ikke det er det samme hold som Dorte har meldt Tarquin til? Det er i hvert fald i DRK region Nordjylland de begge hører til. Det kan da blive lidt hyggeligt for dem begge at hilse på hinanden.
I dag har vi haft besøg af Jes, Marit og vores 3 dejlige børnebørn - Julie, Cecilie og Nicklas.....

 

 

22. december: Lab-x-streams Starfighter 'Asser' og Villy er i fuld gang med sportræningen. Villy slæber kanin og krager til ham og han er vældig dygtig til at bruge sin næse og finde dem - apporteringen af dem, ser også ud til at gå fint. 'Asser' og Villy starter også på hvalpetræningshold først i Januar og på schweisskursus sidst i januar i Skjern. På schweisskurset kan 'Asser' hilse på sin onkel 'Odin' - Lab-x-streams Super Trooper og Metteline som også er meldt til;o)

20. december: Heldigvis nåede vi ikke at fortælle ret mange, at Malou var blevet parret med Gryphon, for i dag viste et besøg hos dyrlægen, at hun også denne gang er gået tom! Jeg har ikke noget bud på, hvorfor det nogen gange går sådan, for denne gang havde vi fulgt hendes løbetid nøje med progestoron målinger og hun var blevet insemineret 2 dage i træk hos John Dee i Viborg, præcis da hun havde ægløsning. Det var nu ikke fordi vi havde planlagt et nyt kuld hvalpe så tæt på Albas kuld; men fordi Malou var gået lidt forsinket i løbetid denne gang og derfor besluttede vi at gøre det nu, i stedet for at vente på næste løbetid. Selvom vi endnu ikke havde offentliggjort noget, måtte jeg i dag alligevel maile til nogen stykker og beklage at de desværre ikke kunne få en forårshvalp herfra. På den anden side må jeg så glæde mig over, at Susanne besluttede sig for den gule dreng fra Albas kuld - det havde næsten heller ikke været til at bære, hvis jeg for 2. den gang skulle skuffe hende....
Leo var med nede hos Jacob og fik ormekur og et nyt sundhedscheck og et nyt EU-pas, så nu er fyren klar til at indtage Norge den 27. december. Vi var også lige ovre i butikken og finde et fint halsbånd til ham i Julegave.
I dag er min sidste arbejdsdag inden næsten 2 ugers juleferie og den skal bruges på hundenes træning. De to store er blevet noget forsømte og jeg skal love for at Malou skal konditionstrænes og på kur igen - der bliver ingen julesul for hendes vedkommende. Jeg tror hun er blevet falsk drægtig, for hun har alle de ydre tegn, og har også lagt sig ud, selvom hun ikke har fået mere foder.

19. december: Så har den sidste hvalp fra 'Flyverkuldet' fået nyt kaldenavn. Lab-x-streams Shooting Star, som skal trænes til servicehund, hedder nu 'Elsass'. STH som træner og udplacerer servicehundene, er et non-profit foretagende og afhængig af donationer fra private og virksomheder. Navnet 'Elsass' er fra et fond, som har doneret et stort beløb til foreningen - man kan læse mere om det her - Elsassfonden. Anita og 'Elsass' skal i morgen til STH's hovedtræningscenter Fredensgården på Sjælland, for at præsentere 'Elsass'; og i følge Anita, skal hun nok charmere alle. "Hun er en rigtig lille humørbombe, med masser af charme og selvtillid. Hun er ret selvstændig men samtidig jo meget social og samarbejdsvillig - og det lover jo godt."

18. december: Vi får dagligt mails med billeder af Albas dygtige hvalpe fra deres nye ejere. Hvor er I flittige alle sammen - der bliver trænet og socialiseret hos Jer alle og vi glæder os over at høre hvor godt det går. Kia og Leo har stadig stor fornøjelse af hinanden - dog bliver der taget nogle gevaldige styrkeprøver ind imellem; men de er ikke mere alvorlige end at de stadig sover i pote med hinanden. Det bliver svært når Leo rejser; men så må Kia have lidt ekstra træning.
Alba og Malou fik mig slæbt på en ordentlig gåtur nede ved Tange sø her i formiddag - der er lavet nogle nye stisystemer, som vi lige skulle afprøve, så nu kan turen tage helt op til over 1 time.


Her har Lab-x-streams Starfighter 'Asser' fundet Bambi


Lab-x-streams Dragon Lady 'Fiona' med sin kusine Donna


Lab-x-streams Mirage 'Saba' på Juletur i Randers


Her hilser 'Saba' på en lille pige


'Saba' er garanteret mere interesseret i ændernes mad


Et par æsler beses


Lab-x-streams Blackbird 'Tarquin',  leger trækkeleg med søster Jasmin


'Tarquin' med storebror Alexsander


'Tarquin' er i fuld gang med apporteringstræningen


Leos storebror Emil ønsker God Jul fra Norge

16. december: De to tilbageværende hvalpe er bare noget så charmerende og de leger med mor og mormor og hinanden, så jeg tør slet ikke tænke på at det snart er tid til Leos afrejse. Begge lyder de deres navn og kommer nu, når der bliver kaldt på dem. Jeg fandt et hvalpetræningshold til Kia lige efter Nytår - vi starter i Region Midtjylland (Viborg) allerede den 8. januar - som sidste gang, er der ingen tilbud i Region Østjylland - men det gør heller ikke noget - vi har gode erfaringer med trænerne i Midtjylland - og så er der heller ikke så langt at køre til Viborg! Senere har jeg overvejet at køre til Stjær og deltage i det kursus Anita, som har Shooting Star, afholder den 26. marts. Kia har godt af, at hilse på andre hunderacer end Retrievere! I dag skal de gå lungeslæb - vi skifter hele tiden mellem blodspor og slæb.
Det er en fornøjelse at modtage glade mails fra de nye hvalpeejere - alle hvalpe er faldet godt til de nye steder og der har ikke været optræk til problemer; så det er nok den helt rigtige måde vi præger og socialiserer vores hvalpe på;o)
Som ren socialisering har vi tilmeldt Kia 2 vinterskuer her i januar og februar - så vi skal til at øve os i, at gå pænt i line.
Nedenstående billeder er taget af Susanne fra Aslans hjemkomst til Hvornum.


Aslan hilser på katten Felix, som dog ikke virker særlig interesseret


Så skal der tygges på ben - Aslan og hans nye storebror Jacky

15. december: Så er Susanne og Jacky lige kørt med den gule Aslan, så nu er der bare sorte hunde tilbage i Skovhuset! Heldigvis er der næsten 14 dage til Leo rejser, så det er med at hygge sig med ham, mens tid er;o) Fionas familie i Nibe har lige sendt billeder af Fiona og jeg skal da love for, at hun ser ud til at trives. Der er åbenbart rigtig mange af hvalpene, der har arvet mor Albas måde at sove på med bagbenene smækket bagud.

13. december: Lillian og Villy har også sendt billeder af lille Assers indtog i Skjern og han fik jo samtidig ansvaret for at holde styr på de to Labradorpiger Bibi og Joy, som Alba og Malou holdt ferie sammen med, da vi i september var i USA. De fleste af hvalpene kommer hen til familier, hvor der er andre hunde i forvejen og det er jo dejligt for dem, da de er vant til selskab.


Asser i samme position som sin mor Alba


Gulerødder er godt


Hygge på tæppet med Bibi og Joy


Andrea leger med Bibi og Asser

12. december: Arne og Maria hentede Saba i dag og storebror Louis var naturligvis med og hilste også på resten af husets hunde. Vel hjemme i Randers, fandt de ud af at dele soveplads og tyggeben - det er da bare sødt;o))))


Det er altså MIT ben, Louis.

8. december: Starfighter, som nu hedder 'Asser' er lige kørt sammen med Lillian og Villy, så nu er flokken blevet halveret. Jeg tog de resterende 4 hvalpe med ned i skoven sammen med Alba og Malou og der blev tisset og snuset og undersøgt overalt. Nu skal der lige slappes lidt af inden jeg skal ud og gå spor med dem. Solen er kommet frem og det er tørvejr, så de store skal også have en god lang tur nede ved søen, senere i eftermiddag - desværre er de blevet noget 'forsømte' med hensyn til aktivering og gåture. Jeg kan ikke mærke noget på Alba - jeg tror ikke hun er klar over at der 'mangler' nogen; men nu beholder vi også Kia, så helt tomt bliver der jo heller ikke.
Der var mail fra Nibe her til morgen - Fiona har indtaget huset og er faldet godt til så det er dejligt at høre.

6. december: Det har gået slag i slag i dag. Dorte hentede Blackbird i formiddags - han kommer på markprøver og lyder nu navnet Tarquin og det varer ikke længe før man kan følge ham på hans egen hjemmeside: www.tarquin.dk . Anita fra Galten skulle have hentet Shooting Star kl. 12:00 men p.g.a. sin lille søns sygdom fandt vi ud af at jeg lige så godt kunne levere den nye 'servicehund'. Vi har altid fået gode og positive tilbagemeldinger omkring hvalpenes indtog i deres nye hjem, men nu havde jeg jo muligheden for at se det selv! Anita driver sammen med sin søster en hundepension: Hund og Helse i Stjær ved Galten og den ligger i naturskønne omgivelser med marker hele vejen omkring. Vi blev modtaget af to unghunde (jeg husker desværre ikke hvilken race de var); som Anita skulle begynde at uddanne til servicehunde og de tog nysgerrigt imod deres nye lillesøster. Den lille sorte tog det hele med ophøjet ro og inde i huset begyndte hun straks at gå på opdagelse og selv da et par katte lettede sig fandt hun dem bare interessante og løb efter for at se om det var nye legekammerater. På et tidspunkt lukkede Anita hende ud i haven og der fik hun hilst på en flok høns - ganske vist i passende afstand; men de blev også nysgerrigt taget i øjesyn. Mens vi sad med en kop kaffe legede hun med sit legetøj og da jeg skulle køre hjem, vil jeg vædde på at hvis hun havde kunnet, ville hun have vinket fornøjet til mig;o)))))) Det var dejligt for mig at se hvor trygge og nervefaste hvalpene virker et helt fremmed sted og jeg er fuld af fortrøstning for resten af flokken - de vil også klare flytningen uden problemer - det er nok værst for mig - denne flok har været tættere på os end de andre to kuld. De har praktisk været indenfor synsvidde hele dagen, så der er ikke meget vi ikke har set....
Lille Fighting Falcon - som nu hedder Leo har fået lavet blåt EU pas ved dyrlægen i dag og jeg har sendt opdrættererklæring op til Sibylle, så nu håber vi at importtilladelsen på den lille 'jagt og eftersøgshund' snart går i orden;o) Vi tager til Hirtshals og overdrager ham til familien den 27. december, så kan de nemlig nå at tage den samme færge tilbage til Norge samme dag.
Susanne kom og skulle kigge lidt nærmere på den gule bamse her i eftermiddags og mon ikke vi havde det på fornemmelsen? - Night Hawk er også helt solgt;o)))) Han bliver til den 15. december - så har Susanne nemlig fået barselsorlov fra sit job på Viborg Sygehus i 3 uger og det er jo dejligt at kunne køre hvalpen ind i hverdagen på den måde. Susanne er instruktør i DcH Støvring, så hvalpen kommer ikke til at mangle træning. I morgen kommer familien Oest og henter deres lille 'frøken frygtløs' - Dragon Lady, så det mindsker slemt i flokken.......

 

1. december: Vejret er ikke særlig indbydende i dag, så vi må vist hellere se om ikke vi kan få flyttet på et par nullermænd indendørs i dag. Vi har snakket om, hvor flinke hvalpene er om natten - vi hører dem faktisk ikke, fra vi putter dem ved 22.30 tiden og så til vi står op ved 8.00 tiden om morgenen. Jeg kan tydeligt huske - særligt ved Abba-kuldet - hvordan vi nogen gange stod op midt om natten og gav dem mad, fordi de begyndte at sige noget. Heldigvis lærer man fra kuld til kuld, selvom man nok ikke helt kan sammenligne 2 kuld.
Denne gang synes jeg virkelig det bliver hårdt at tage afsked med dem. De har praktisk taget været sammen med os, fra de vågnede om morgenen og til de blev puttet ind i hvalperummet ved sengetid. Vi har set alle de små fremskridt og vi kender dem alle sammen rigtig godt nu. Heldigvis beholder vi en pige - alt andet vil også være utænkeligt. Denne gang har vi også været så heldige, at en rigtig god 'hundeveninde' - Lisbeth - har haft et kuld på samme tid som os, og vi har kunnet hjælpe hinanden med små og store spørgsmål omkring hvalpenes pasning og det har været dejligt.
Hans er - til en afveksling - på jagt i dag;o) Så han er lige gået glip af en helt ny færdighed hvalpene har vist: De kan nu bryde ud af deres kravlegård i stuen! Jeg sad og opdaterede og lige pludselig kunne jeg høre, at de store hunde blev noget 'hysteriske' i deres gøen og ganske rigtig - der var gang i små hvalpefødder rundt omkring i stuen og vild tagfat leg med mor og mormor, som ikke synes det var skægt, da de lå og fordøjede deres morgenmad og gerne ville have lidt fred. Night Hawk - den store gule han - er fuldstændig cool, når han skal ind og charmere sin mormor. Den anden aften lå Malou med et tyggeben, som hun bestemt ikke ville af med, da han kom snigende hen imod hende. Hun prøvede at vise tænder og knurre; men han var egentlig ikke særlig imponeret over hendes forsøg på at skræmme ham væk, og det lykkedes ham at komme så tæt på, at han kunne ligge og slikke hende på forpoterne - og det fandt hun sig så i, så længe han lod hendes tyggeben være i fred! Det var et studie værd, at se hvordan han planlagde næste skridt for at komme tættere på;o)
De er ellers gode til at opfange signalerne fra deres mor og mormor - pludselig sidder de i en afstand af et par meter og bare kigger alle mulige andre steder hen, mens en af de voksne er i gang med et eller andet spændende.

28. november: Så går vi snart ind i den sidste uge med hvalpene. Som ved de sidste to kuld, er vi også denne gang lidt splittet, for hvor det på den ene side er svært at skulle sige farvel, så er det også ved at være ved den tid, hvor de trænger til at komme ud og få nogle andre oplevelser, end dem, vi kan give dem her. Det er en utrolig aktiv flok og Alba har lært sig at holde sig væk, når de et 'spærret' inde i hvalperummet eller kravlegården, for så er de simpelthen for voldsomme ved hende. Jeg ved vi kommer på en svær opgave på søndag, når vi efter hvalpetesten skal have flokken fordelt! Enkelte af dem, har vi 'placeret'-  men der skal vælges to ud til 'specialopgaver' og det bliver nok dem, der bliver sværest at udpege, fordi vi synes det er en meget homogen flok, som er lige langt 'fremme i poterne'. Men vi er begyndt at have en rigtig god fornemmelse af hver enkelt hvalp, så forhåbentligvis får vi 'kabalen' til at gå op på søndag. Vi får en hanhvalp i 'overskud'. Vi har bare ikke mulighed for at vide om det bliver den gule eller en af de sorte, og denne gang, hvor vi har begge farver, har vi desværre haft hvalpekøbere, der enten KUN ville have en af de gule eller nogen, der IKKE ville have en af de gule;o( Da er det altså noget nemmere når man kun har et helt sort kuld! Lidt synd at folk er så optaget af farver, for alle hvalpene er helt fantastiske til de ting vi indtil nu har afprøvet dem på. De har gode anlæg og gener med fra deres mor og far og med den rette træning og prægning, vil man kunne få næsten hvad som helst ud af denne flok!
De prøver rigtig kræfter med hinanden i denne tid - og det lyder voldsomt. Det har været en stor fordel for os, at have dem inde i stuen, når vi er hjemme, og det har vi faktisk været det meste af tiden, og så har der været åbent ud til aktivitetsgården, så de selv har kunnet gå ud og ind, som det passede dem. Vi tobenede har så måttet tage en ekstra trøje på, for at holde varmen; men i dag er vejret slået om, så i dag skal det udnyttes til både lungeslæb og en tur nede i skoven sammen med mor og mormor. Vi føler os noget privilligeret med 'egen' skov, selvom den er i lille målestok, men for sådan et kuld hvalpe, må den virke enorm stor;o)

23. november: HURRA - i dag har Nicolai modtaget diplom fra DKK på, at den flotte 1. pr. ham og Sika fik på 1000m/20 timers schweissprøve i Ringkøbing den 22. juli i år, berettigede Sika til en DKVSCH titel. Schweissprøven i Ringkøbing blev afholdt efter samme regler som årets Eliteschweissprøve; som ifølge DRK er championatgivende.
Vi ønsker det dygtige makkerpar et stort tillykke.


SVCH DKVSCH Lab-x-streams Dancing Queen 'SIKA'

16. november: Der er gang i hvalpebesøgene i denne tid og også i weekenden kommer der hvalpekøbere på besøg. Det går unægtelig ud over rengøringsstandarden i huset; men det får så være - hvalpene skal have den opmærksomhed de har behov for;o) I går modtog jeg stambøgerne på hvalpene - nogle ordentlig store nogen - dobbelt så store som de 'gamle'.
Malou gik i løbetid i onsdags - ca. 2-3 uger senere end forventet, så nu har vi også hende at passe på...hvalpene er allerede begyndt at snuse interesseret til hende;o)))
I dag lykkedes det mig at få taget lidt nye billeder af hvalpene, mens de var ude i aktivitetsgården og der er lagt nye billeder op på hjemmesiden her.

11. november: Hans er taget på jagt i dag og jeg skulle have været en tur til Skjern og besøge vores datter og svigersøn, men det er lige blevet aflyst, da den yngste dreng har været syg hele natten. Derfor har jeg lige pludseligt fået ekstra tid her i formiddag og den skal bruges på lidt sportræning på hvalpene. De store skal også have en ordentlig gåtur - vejret er dejligt selvom det ser koldt ud. Tiden med hvalpene går alt for hurtigt - nu er vi halvgået og om 4 uger er de fleste væk....

6. november: Vi var taget til Herning på DKK's udstilling i søndags for at se Tikka blive DKVSCh - og det blev hun med en fin 2. pr. Nicolai havde fået en hjælper til at handle Sika og den fik også en fin 2. pr. Begge hundene blev stillet i åbenklasse.
Vi fik også mødt en hanhund vi har på vores ønskeliste og det var dejligt at se ham live - han er en dejlig hund med gode arbejdsegenskaber og virker også til at have et godt temperament. Desværre blev vi ikke og så om han blev placeret i brugshundeklassen, men han fik en flot 1. pr.
Da vi kom hjem fra udstillingen, var vi meget omhyggelig med at blive vasket og få skiftet tøj - inden vi hilste på hundene - vi er meget opmærksomme på kennelhoste, som er meget smitsom, og jeg ved at der i øjeblikket florerer en del i Skanderborg området!
DKK har sendt chipnumrene ned til vores dyrlæge, så nu skal de lige have sat navn og nummer sammen og have papirerne returneret til DKK - så regner jeg med at stambøgerne snart er undervejs. Hvalpene skal ned og chipmærkes og have deres sundhedscheck mandag den 3. december.

1. november: Heldigvis har Hans haft mulighed for at arbejde hjemmefra de fleste dage jeg har været sløj. Min feber vil ikke give sig og jeg har også været hjemme i dag. Jeg håber snart det bliver bedre, for jeg har planer om at starte med at afprøve hvalpene på spor her i weekenden. Hans skal med Jens Ole på jagt i Silkeborg på lørdag og han tager Malou med.

31. oktober: Jeg har stadig feber, så jeg tager yderligere en hjemmedag. Den anden dag, da Alba blevet lukket ud og jeg et øjeblik efter, kom ud for at gå tur med hende, var hun som sunket i jorden! Jeg kaldte og lokkede, men lige meget hjalp det og panikken var et øjeblik ved at få overtaget. Jeg gik op mod naboens garage, som er skel indtil vores grund - deroppe er der fin udsigt over det meste af vores grund og tilfældigt så jeg noget sort, der stak ud under fortrappen. Det var Alba, som havde gravet sig ind under trappen og der lå hun og hyggede sig. Hun kom selv ud, da hun opdagede, at jeg havde set hende - men nu ved jeg hvor hun er, når hun er 'væk'.

30. oktober: Jeg har døjet med en langvarig forkølelse, som nu koster et par sygedage. Det er umuligt at gå i seng og blive der, til jeg er frisk - der er så meget jeg lige skal have ordnet først. Men i går og i dag har jeg feber, så jeg er nok nødt til at holde mig lidt i ro. Heldigvis har Hans kunnet arbejde hjemmefra, hele sidste uge og også i går, så der har da været mulighed for at lægge sig lidt ind imellem. Vi har fuld gang i hvalpebesøgene og kalenderen er ved at være booket op. Vi mangler dog stadig at hilse på et par stykker; men de kommer i løbet af uge 45.

28. oktober: Malou følger Hans som en skygge her til morgen - hun ved nemlig, at hun skal med ham på jagt. Desværre måtte hun blive hjemme i går, da Hans ikke skulle gå igennem. Vi får 2 hvalpebesøg i dag - her i formiddag kommer Villy og Lillian, som skal have en dreng og i eftermiddag kommer der en familie, som skal have en pige, der skal bruges til jagt.
Langt om længe blev pakken med Gryphons sæd afleveret hos Canicold, men det skete først i fredags! Heldigvis er det dyrlæge Birgitte Schjøth, der tager sig af al papirarbejdet med importen og returnering af tanken - ellers tror jeg heller ikke vi havde valgt at benytte os af denne metode.

25. oktober: I går blev pakken med Gryphons sæd fra USA, endelig frigivet i Tolden og bliver leveret til Canicold i dag, så nu skulle der ikke være flere problemer på den front. I løbet af denne uge, regner jeg også med at de nye hvalpe bliver registreret hos DKK. I dag kommer Maria og Arne på besøg - Dorte måtte ringe afbud i går og kommer først i morgen. Der er nu heller ikke så vældig meget at se på endnu - det bliver mere spændende når de bliver lidt ældre. Lige nu sker der ikke så meget andet end de sover og spiser......

24. oktober: Nedenstående billede af Gryphon er taget da han den 14. oktober fik sin titel UWP - United Weight Puller - vi ønsker tillykke til Kim og Blair og glæder os til vores Malou/Gryphon hvalpe til foråret 2008.
Sæden blev afsendt fra Michigan den 19. oktober og er i øjeblikket ved at blive tolddeklareret i Kastrup - noget forsinket; men forhåbentlig bliver den snart leveret til Birgitte Schjøth.

23. oktober: Det ser ud til at blive en dejlig efterårsdag i dag med høj klar himmel og solskin, så jeg tager begge hundene med ned til søen og går en ordentlig lang tur med dem. I morgen formiddag starter hvalpebesøgene - Dorte, som skal have en dreng, kommer - og på torsdag kommer Maria og kigger til pigerne, og i weekenden kommer der også besøg, så der bliver travlhed;o)

22. oktober:
Hans arbejder hjemmefra i dag, så de små kommer ikke til at være alene. Malou virker lidt træt efter sin jagttur i går - selvom hun har smidt de overflødige kilo, så skal hun til at motioneres hver dag, for at være klar til jagten. Det lykkes langt om længe at få neglene klippet på hvalpene - men nemt - det var det ikke - det er nogle aktive størrelser.

21. oktober: Hans og Malou er på jagt på Fyn hele dagen. Jeg tror allerede Malou var klar over det i aftes, da Hans begyndte at pakke forskellige ting sammen, for hun rendte i hælene på ham hele tiden;o) I morgen starter jeg på arbejde igen, så da bliver Alba og hvalpene overladt til sig selv nogle timer indtil Hans kommer hjem.

20. oktober: Hans er - ind imellem sine ture på jagt - ved at ordne lidt i hvalpegården. Julie hjælper til - dejligt med besøg af hende - det sætter også hundene pris på - hun er vældig god til at få både Alba og Malou til at lystre, når hun tager dem med udenfor for at træne lidt og jeg kan se at hundene nyder det;o) Der skal sættes lidt bedre lys op i hvalperummet - det er næsten umuligt at stille skarpt på kameraet når vi skal tage billeder. Problemet er at vores store træer omkring huset er vokset alt for tæt på og tager meget af lyset, så der skal snart gang i motorsaven.

19. oktober: Alba har ikke været så plaget af efterveer; men i går var det alligevel ved at gå lidt galt. Mens vi var i Viborg et par timer, kunne Hans på kameraet se, at Alba havde skrabet et lille hundetæppe ned fra gæstesengen og ned i hvalpekassen ovenpå hvalpene. Hun havde selv forsøgt at få det fjernet fra hvalpene uden held. Heldigvis var det et meget let tæppe, så hvalpene led ingen overlast og da jeg lidt senere kom hjem fjernede jeg det fra kassen. Malou var hårdt ramt og døjede meget med efterveer og vi skulle sådan passe på med at fjerne løse tæpper i hvalpekassen inden vi tog på arbejde. Denne gang havde jeg fjernet bunden i kassen og købt nye tæpper, der er så store, at kassen kan stå ovenpå tæppet - på den måde kan hun ikke skrabe tæppet op over hvalpene og eventuelt lægge sig ovenpå en hvalp. Hvalpene er nu også så store, så jeg er helt sikker på at de højlydt vil protestere, hvis hun skulle lægge sig på dem. Bare hun kommer til at strejfe en pote på dem, skriger de højt - jov, jov det er ikke nogen, der 'lider i stilhed';o))))
Pigmentet på de gule er rigtig kommet frem og de er virkelig skønne at se på - de er også meget nemmere at fange i kameralinsen;o)
Der var her til morgen besked fra USA - sæden fra Gryphon ER afsendt, så nu skulle der snart være lidt at 'sætte i banken' hos Birgitte Schjøth på Canicold.


18. oktober: Julie er kommet på efterårsferie et par dage og det betyder ekstra opmærksomhed for både små og store hunde. Julie har en god måde at omgås hundene på - men hun er jo også 'vokset' op med Malou. I dag skal vi til Viborg og handle lidt - så Malou kommer ned i hundegården med et lækkert kødben og Alba får hele huset for sig selv og hvalpene mens vi er væk de få timer.
Der kom en mail fra Kimberly i aftes - hun skrev bl.a. : 'Gryph earned his United Weight Puller title at the All American Bulldog Club show October 14th.
Both Saturday and Sunday he pulled 1702 lbs. 18.91% of his body weight. We hope to finish his United Weight Pull Champion title in 2008! We also hope to finish his IWPA pulling title.'
Vi glæder os rigtig meget til små Malou/Gryph hvalpe til foråret;o))))

16. oktober: Så må vi vist melde 'alt optaget' - den 'sidste' tæve blev reserveret i aftes - men vi skal selvfølgelig hilse på folk, og de skal også se og hilse på os og hundene inden vi laver faste aftaler. Det er vigtigt at 'kemien' passer - vi får forhåbentlig meget med hinanden at gøre fremover. Vi har stadig en dreng og en tæve, som er forhåndsreserveret; men hvor det er egenskaberne under hvalpetesten i hvalpenes uge 7, der afgør om disse hvalpe kan bruges og godkendes, så måske vil der alligevel være et par hvalpe til salg, når vi kommer hen efter uge 7.

15. oktober: Der er kommet meget mere ro på nu - Alba forlader hvalpekassen og kommer ind til os med jævne mellemrum. Hun går også 'frivilligt' ud for at gøre sig ren - i går fulgte hun endda med hele vejen rundt om vores grund - først da vi næsten var hjemme, fik hun fart på og løb det sidste stykke tilbage til hvalpene.
I aftes lykkedes det endelig Hans at få vores Internet kamera til at virke, så nu bliver det sat til i dagtimerne - bortset fra når vi skal have kassen gjort ren. Besøget af Metteline og Claus forløb over al forventning - Metteline kunne endda røre ved hvalpene og Alba synes det var helt OK. Besøg af vores fremtidige hvalpekøbere venter vi dog lige lidt mere med - de første 2 uger er det vigtigt, at Alba får så meget ro som muligt med sine hvalpe.

12. oktober: Alba nyder når jeg sidder inde ved hvalpekassen og håndfodrer hende. Hun står ikke frivilligt ud af kassen endnu og jeg tror jeg vil finde en CD afspiller frem og give hende lidt at lytte til - for uanset hvor nuttede de små er, så kan jeg jo ikke sidde derinde hele dagen. Hans har lige ringet - de kommer med færgen kl. 16:00 fra Gøteborg, så han er hjemme midt på aftenen. Jeg har lige haft Malou med nede og handle lidt - Alba kan sagtens være alene med hvalpene i kortere tid af gangen. Jeg håber Hans kan få ordnet vores internet kamera når han kommer hjem - det er åbenbart kun os selv, der kan koble os op og følge med - og det er der jo ikke det store behov for:o)

11. oktober: Så fik vi hvalpekassen fyldt og sikke en herlig flok - både køn og farvefordelingen kunne ikke være bedre;o) Det var en lang og hård nat - både for Alba og mig, som denne gang var alene om det. Hvor er jeg glad for at vi denne gang benyttede os af røntgenfotografering! Nu vidste jeg at der 'manglede' en i morges, da Alba havde fået drengen kl. 4:35. Han tog lang tid at komme ud - han vendte forkert og hver gang Alba pressede, satte han simpelthen hælene i og kunne ikke komme ud. Det tappede hende for kræfter og der gik måske lidt for længe, inden jeg blev klar over, at den lå med bagparten først. Men da jeg først hjalp lidt til, så gik det nemt med at få ham ud. Desværre gik hendes næste veer lidt i stå og uden den viden om antallet, ville jeg helt sikkert have troet, at hun var færdig med at føde. Jeg tror ikke den ville have overlevet hvis ikke jeg havde vist at der skulle være en mere. Der gik mere end 4 timer imellem hvalp nr.7 og den sidste. Hvalpene ligger vægtmæssig næsten på det samme - et utroligt homogent kuld. De gule skal jeg dog nok lige 'vænne' mig til at se på - det er første gang jeg har set så små gule labber. Forhåbentlig vokser de sig kønnere;o)))De er flotte i farven - jeg holder mest af de gyldne. De bliver sikkert også anderledes at se på når de får lidt pigment.
Janne har været så sød at hun har taget et par afspadseringstimer på sit arbejde i dag så hun kom ud og var barnepige og så gik jeg ind og fik mig en tiltrængt lur.
Jeg tror måske jeg lægger mig i soveværelset i nat og så kigger ind til Alba og hvalpene nogen gange i nat i stedet for at lægge mig i hvalperummet. Hvalpene spiser godt og jeg synes allerede de er blevet runde og fine og Alba får også store mængder foder. I aftes spiste hun en liter hjemmelavet kærnemælks koldskål - det var Malou også glad for kan jeg huske. Alba er godt til at tage sig af hvalpene - de bliver slikket og soigneret og ellers ligger de og sover med en pat i munden. Hun har 10 patter med mælk, så der to 'reservehaner'. Da vi kom hjem nede fra dyrlægen havde jeg lige lagt den lille nyfødte pige oveni kurven til de andre og skyndte mig ind for at lægge dem i den rengjorte hvalpekasse; men det passede åbenbart ikke 'Mamma Mia', for hun tog den lille pige i munden og bar den over i den nye Bia Bädd og så gav hun mig ellers et blik, der fortalte, at det var hende, der bestemte hvor de skulle være, så jeg måtte flytte hele flokken igen. Det lykkes dog her i formiddags, at få dem installeret i den rene kasse og et rent vetbed tæppe. Lige nu har Malou fået lov til at kigge ind i barselstuen - det fik hun ikke lov til i aftes - da var hun kommet lidt for hurtigt derind og så måtte 'Mamma Mia' lige op og markere. Det er nu rart, at man ikke mere behøver at sætte børnegitter op og huske at lukke dørene. I weekenden komme Metteline og skal se hvalpene for første gang - hun skal - som et led i hendes videre uddannelse følge et kuld hvalpe fra de er nyfødte til de er 8 uger.
Jeg er allerede i dag begyndt at færtpræge kuldet. Jeg har imprægneret 3 bomuldsklude med forskellig fært (fasan, vildand og kanin) og de ligger nu nede i hvalpekassen. Der er en teori om, at de lugte en hundehvalp stifter bekendtskab med indenfor de første 48 timer i dens liv, vil den kunne huske resten af dens liv. Om det er rigtigt eller ej - det vil vise sig. Det skal i hvert fald afprøves. I morgen er det blod og klove og en fuglevinge, der kommer i kassen. Så er det spændende om Alba også synes det er en god ide; men kludene har da fået lov at blive.
Hans kommer hjem allerede i morgen aften. De fik skudt deres elgkvote og der skal findes plads i fryseren til kødet.

 

10. oktober: Så har jeg forberedt mig på, at det er i dag hundehvalpene bliver født! Der er handlet ind og ringet til Grundfos - så nu er det bare at vente.....
Malou havde jo ellers lagt sig ind i hvalperummet sammen med Alba her til morgen, men nu er hun fulgt ned i hundegåren ned lidt tyggeben og gulerødder, så Alba kan få lidt fred.

9. oktober: Hans ringede hjem i aftes - han skulle selvfølgelig lige høre hvordan det gik med den tykke, og så fik han samtidig lejlighed til at fortælle, at deres jagtselskab på 1.ste dagen, havde skudt 3 elge. Desværre havde Hans ikke været blandt de heldige; men der er vist 7 dyr tilbage af kvoten og 5 dage endnu. Så jeg kan vist godt begynde at gøre plads i fryseren til noget elgkød. Han har lovet at tage nogle elgklove med hjem (hvis der er plads) til den fortsatte sportræning.

7. oktober: Kl. 11:00 i dag, tager Hans på en uges elgjagt i Sverige, så det er spændende, om han når hjem inden Alba har født sine hvalpe! Jeg synes faktisk hun i dag, ser mere omfangsrig ud end Malou, da hun var lige så langt hende - men det er rigtig svært at sammenligne de to hunde, da de er bygget forskelligt. Det går usandsynligt stærkt nu den sidste uge! Jeg er nødt til at kræse lidt ekstra for hende, for at sikre mig, at hun får nok at spise. Jeg har tænkt mig at sætte hendes ration lidt op den sidste uge og så motionere hende med nogle ekstra gåture, så hun kan holde sig igang. Hun er vokset ca. 5 cm rundt om maven i den sidste uge.

6. oktober: Vi har haft en rigtig dejlig tur ned til Lisbeth og Nutten. Vejret var jo pragtfuld, så de vordende mødre fik sig lige en lille tur i det grønne. Det gik i et sindigt og roligt tempo. Desværre blev alle billederne noget sløret - så det lykkes kun at få en enkelt brugbart til hjemmesiden.


Nutten og Alba - snart mødre for første gang

5. oktober: Nedenstående billeder af Alba er taget i dag, fredag den 5. oktober, ca. 1 uge før forventet fødsel......hun ligner fuldstændig sin mor på billedet - Malou fyldte lige så meget på samme tid.
I morgen tager jeg Alba med i bilen - vi skal ned og besøge Nutten og Lisbeth. Nutten skal også have hvalpe - ca. 5 dage efter Alba, så der skal rigtig sammenlignes maver - det bliver sjovt at se de tykke damer sammen;o) Jeg håber vejret arter sig, så vi kan komme ud og gå en lille tur i skoven.

4. oktober: Da vi fandt vores internet camera frem den anden dag, måtte vi konstatere, at det ikke fungerede optimalt, og ind imellem kunne man slet ikke koble op til det, og da vi begge havde set frem til, at vi - og ikke mindst vores hvalpekøbere - også denne gang kunne holde øje med hvalpene på afstand, købte vi et andet, som kom med posten i går. Hans havde ikke forberedt sig på, at det ville volde lige så stor besvær at få det nye installeret, som det gamle i sin tid gav; men det viste sig, at det nye camera kunne så mange ting, at han i aftes, endnu ikke havde fundet ud af alle indstillingerne; men det skulle være bedre og med en større opløsning end det gamle, så nu håber jeg, at vi kan få det op og køre, inden Hans på søndag tager på elgjagt i Sverige. Dorte og Tikka var på besøg i går - de skulle lige have fyldt madlageret op igen, og det var hyggeligt at se Tikka igen. Hun er i løbetid nu og både Alba og Malou var vældig interesseret i hende. Malou var helt fjollet og ville lege - jeg er helt sikker på, at hun snart kommer i løbetid. Vi har dog nu besluttet os til, at det først bliver i den løbetid til næste forår hun bliver parret - nu skal Hans og hende have en god jagtsæson - og hun er også bare blevet så slank og fin, så nu venter vi - hvilket også falder fint i tråd med ønsker fra dem, der venter på en hvalp, specielt fra hende;o)

3. oktober: Så blev spændingen udløst - så nu ved Hans og jeg og de hvalpekøbere, der er skrevet op til en hvalp, hvor mange hvalpe der ventes;o) Resten må vente i spænding til de små ser dagens lys - sandsynligvis lørdag den 13. oktober;o) Vi må dog indrømme at kuldet er større, end vi selv havde gættet på, så sidder der nogen og får lyst til udvide familien med en labradorhvalp, til brug på jagt, schweiss eller andet hundesport, så skriver vi stadig et par stykker mere op;o)

1. oktober: I dag kom der pakke fra Amerika. Blandt tingene i pakken, var der en træningsfasan - lavet af noget hårdt skummateriale og der fulgte en injektionssprøjte og noget fært af fasan med, som man skulle sprøjte ind forskellige steder i kroppen på fasanen. Fuglen er udformet, så den tvinger hunden til at tage et godt greb om kroppen af fuglen og vi måtte naturligvis afprøve det med det samme. Der blev sprøjtet fært ind i fuglen og så var der nærmest 'kamp' om hvem der skulle apportere først;o) Både Malou og Alba var vældig interesseret og det var tydeligt at se forskellen på interessen - før og efter færten var sprøjtet ind i fuglen. Vi skal have bestilt nogle flere eksemplarer og også et par ænder. Vi bragte selv fært af ænder og råvildt med hjem derovre fra; og jeg kan se på hundene at de er mere 'tændte' på færten.
 


Alba med træningsfasanen

Fasanen med leddelt hoved og hale, der tvinger hunden til at gribe om kroppen

Nu er der 14 dage til fødslen

Der bliver brugt meget tid på at sove

Jeg er vist blevet lidt tyk

Lækre ting fra
Weathertopcollection som jeg ikke kunne stå for

29. september: Regnen siler ned i dag; men vi tager nu vores daglige tur alligevel. Der er kun mig og Alba hjemme, for i går tog Hans og Malou på et 3 dages schweiss seminar afholdt af schweisshundeforeningen og det bliver spændende at høre nærmere om, når de vender hjem igen søndag aften. I dag skal de vist alle ud og lægge spor til sig selv, som de skal gå på søndag.
Alba ligger i øjeblikket inde i fødekassen og skraber lidt i tæpperne. Hun er forbi kassen flere gange i løbet af dagen, så den skal hun nok vænne sig til. Hun sover rigtig meget nu, og i aftes fik hun sin seng med ind i soveværelset, for jeg kunne godt se på hende at hun gik rundt og ledte efter Malou, men det endte med at hun indtog Hans's seng, og med en hånd på hendes mave, kunne jeg mærke nogle små bevægelser i hende - så der er liv derinde;o) Jeg synes dog ikke hun er så tyk, som Malou var den første gang på samme tidspunkt; men det er svært at sammenligne de to hunde, for de er meget forskellige i bygning. Der er bestilt tid nede hos dyrlægen til en røntgenfotografering på onsdag - så da kan jeg forhåbentlig få sat antal på;o) I weekenden skal jeg have sat vores internet kameara op inde i hvalperummet - det var et virkelig 'hit' sidste gang - og det gave faktisk også lidt mere ro i hvalperummet, når vi sådan kunne holde øje med dem på afstand.
I dag stiller Bente og Sako på WT i region Sydjylland - det glæder vi os til at høre nærmere om - det er første gang de deltager i sådan noget. Håber ikke regnvejret betyder noget.....
I går var jeg til afskedsreception for en af vores lokale landbetjente her i Bjerringbro; som nu går på pension. I min tid som formand for Bjerringbro Handelsstandsforening og næstformand i Gudenådalens Turistforening, har Knud Eiler Nørr været en fantastisk aktiv samarbejdspartner og uanset hvilken ide vi i foreningerne kom med, ja, så var Knud med på den, for det var jo sådan at politiet skulle spørges, når vi fandt på at lukke en gade eller lave ensretning eller sætte et kæmpe bigballetelt op nede på Torvet udenfor min grillbar, som vi gjorde det år vi i Gudenådalens Turistforening inviterede Jens Jørgen Thorsen til Kunsterfestival i Bjerringbro. Det var iøvrigt en begivenhed, der fik sat Bjerringbro på Danmarkskortet;o) Knud sagde aldrig nej - alt kunne lade sig gøre og i flere år var det også ham, der udfyldte julemandsdragten, når vi i december havde juletræstænding på Torvet. Han vil blive savnet som den lokale 'panserbasse', da han i den grad har gjort en forskel med sin store indsats og engagement i vores lokalsamfund. Ved receptionen mødte det halve af Bjerringbro op - sådan så det i hvert fald ud - så jeg fik snakket og genset en del af de mennesker, jeg havde berøring med den gang i 90'erne. Jeg håber Knud og hans kone får en god pensionisttilværelse.
 

27. september: Nu er fødekassen båret ind i hvalperummet og der er allerede stor interesse for at finde ud af, hvad det nu er for noget;o) Malou er blevet holdt ude af hvalperummet siden vi kom hjem fra ferie, og sover nu i stuen sammen med Alba. Måske skal hun have lov til at have sin seng med ind i soveværelset når Albas fødsel nærmer sig, så Alba kan få hvalperummet for sig selv. Alba er begyndt at gå lidt undersøgende rundt og 'lede' efter et sted at føde sine hvalpe - men nu er der heller ikke mere end ca. 14 dage til fødslen. Jeg håber vi får et varmt efterår, så vi kan få fornøjelse af vores udendørs arealer til hvalpene - det er nu noget nemmere at have dem udenfor noget af dagen;o)
Jeg synes Malou igen viser tegn på en snarlig løbetid, så nu må vi se om det er på denne løbetid hun skal parres med Gryphon, eller vi skal vente til næste gang....vi skal i hvert fald ikke have mere end 1 kuld hvalpe af gangen - mere kan vi ikke klare;o)))))
Vi venter på at høre fra Kimberly; som lige skulle bringe de sidste papirer i orden, inden hun kunne få arrangeret afsendelsen af sæden.

25. september: Så er hverdagen startet igen og vi begyndte på arbejdet i går begge to. Hans var lidt heldig og havde besluttet at arbejde hjemme fra; mens jeg måtte møde 1 time tidligere, p.g.a. en indvielse af en ny svejsegade i CR fabrikken. Det var nu noget hårdt at komme i gang igen og i dag har jeg ondt i den ene skulder. Jeg tror jeg har fået et eller andet i klemme, for jeg har været vågen flere gange i nat p.g.a. smerter når jeg skulle vende mig i sengen. Jeg havde lige en periode sidst på eftermiddagen i går, hvor jeg blev frygtelig træt, og om morgenen er jeg også mere træt end jeg plejer; men mon ikke det snart vender og kroppen indstiller sig på Dk tid? Jeg skal have hundene med på en god lang tur nede ved søen i dag - vi har vist alle godt af noget motion.

22. september: Hans har været på skydebanen hele dagen i dag - turen går jo snart til Sverige på elgjagt og så skal riflen jo være skudt ind. Jeg er stadig helt rundt på gulvet og døjer meget med at finde rytmen igen - men det tager vel den tid, det tager;o)
I dag har jeg siddet og ordnet billeder fra turen og skrevet lidt ned og har også fået lagt lidt ud på hjemmesiden. Malou og Alba fik deres sædvanlige tur til Tange sø og fik lov at rende løs ovre på engen. Alba er nu ganske adræt, selvom hun er ved at fylde godt. Hun er også sulten hele tiden og lægger sig for en sikkerheds skyld aldrig så langt fra køleskabet. Hun har fået en ormekur i dag - en hel tube Banminth pasta; men den gled ned uden problemer, for jeg havde rørt det i en skefuld leverpostej og det blev slikket helt rent. Jeg havde købt nogle søde tørklæder til dem i USA - sådanne nogen til at trække udenpå deres halsbånd og dem fik de på, da de skulle med ned til søen og nu kan jeg kende forskel på dem - selv på afstand;o)
 


Malou til venstre og Alba liggende

Ikke noget godt billede; men man kan vist godt se at hun har lagt sig ud

21. september: Så er 'flokken' atter samlet - Alba og Malou blev hentet hjem fra Villy og Lillian i dag - og jeg skal godt nok love for at 'Mamma Mia' ser ud til at være i lykkelige omstændigheder. Malou derimod har slanket sig, så nu er det blevet endnu sværere at skelne dem fra hinanden i farten. Heldigvis havde de begge opført sig eksemplarisk dernede, så der skulle være muligheder for at benytte luksuspensionen en anden gang;o)
Villy og Lillian skal have en dreng fra Alba/Theo kuldet, så vi krydser fingre for at vi kan opfylde deres ønske. Vi er meget spændt på at se hvor mange hvalpe Alba indeholder - jeg synes hun allerede fylder godt i landskabet, og der er faktisk 3 uger tilbage af drægtigheden, da fødslen forventes ca. den 13. oktober. Men hun er muskuløs og i fin form - ikke noget fedt. Fra mandag går vi dog nok over til hvalpefoder til hende, ligesom hun også skal have en ormekur.

20. september: Så er vi kommet hjem igen, efter en helt igennem fantastisk tur. Det bliver vist sværere at omstille sig til tidsforskellen nu, end da vi ankom til USA. Heldigvis har vi stadig nogle dages ferie, inden vi starter på arbejde igen. Hundene bliver først afhentet i morgen; men de har det jo skønt nede hos Lillian og Villy, så nu kan vi koncentrere os om at få pakket ud og få indhentet lidt søvn.


Billedet her er taget ca. 15 minutter efter vi kørte fra Lillian og Villy - ser det ud til at hundene savner os???

3. september: Det har været en meget travl weekend - på flere fronter. Hans deltog på hjortejagt i sit nye konsortium, lige udenfor Bjerringbro i lørdags og var lige hjemme og pakke bilen før han og Malou kørte nordpå på ande og gåsejagt ved Vejlerne. For at få mest muligt ud af turen, sov de begge i bilen, så de også lige kunne prøve sig søndag morgen, og heldigvis blev der skudt nogle ænder, selvom vejret ikke just var det bedste og Malou fik lejlighed til at apportere. Så det var en træt hund, der vendte hjem med Hans senere søndag formiddag.
Bente og Sako stillede igen op på en B markprøve i lørdags og fik en meget flot 1. pr. i begynderklassen. De var oppe som ekvipage nr. 11 og fik at vide, at de foreløbig var prøvens bedste hund. Bente kørte dog hjem før der var parole, da de skulle af sted igen om søndagen.
Om søndagen deltog de i regionsdagen i Kolding, hvor også Metteline og Odin deltog. I år havde de lavet en Scurry bane, som mest var sjov og ballade og begge hundene deltog. Odin fik præmien for den mest ulydige hund - han spiste pølserne, der hang i træerne i nærheden af dummien og sørme om ikke også han fik præmie for det mest sjove og underholdende gennemløb, da han med en dummy i munden, forsøgte at parre Pias 'Racer Rita' (det skal lige nævnes at Rita IKKE var i løbetid) - altså den Odin - den Odin. I skuet gik det også forrygende - Odin blev BIM og Sako blev 4. vinder i åbenklassen - FLOT - FLOT.
Alba og jeg benyttede lørdagen til et hurtigt hvalpebesøg hos Charlotte Kilstrup. Albas halvsøster Diva ligger med 8 dejlige hvalpe. Faderen er Bolette Heerings 'Travis' - en hanhund, der også er på vores 'ønskeliste'.
I dag skal Alba og Malou køres til Skjern på ferie hos Lillian og Villy og Bibbi og Joy. Kufferterne er pakket og vi er ved at være klar til vores ferietur til Michigan. Andreas flytter hjem i Skovhuset i aften, så vi har nogen til at passe huset. Vi regner med at checke vores mailboks, mens vi er i USA, så hvis der er noget - så send en mail. Mobiltelefonerne får lov at blive hjemme.
Nåhhh, ja forresten - scanningen i morges viste nogle små bobler i Albas mave - så den skulle være god nok - hun er kun 25 dage henne i dag og det er svært at se antallet på scanningen; men nu venter vi i spænding og ser hvor mange Theo/Alba børn der kommer midt i oktober.......

30. august: I morges vågnede jeg med en begyndende 'rejsefeber' og nu er kufferterne fundet frem og i weekenden begynder vi at pakke. Fredag/lørdag er vi ellers inviteret med på et sommerarrangement af IBM - men det må vi indskrænke til - for Hans's vedkommende - en kanotur på Gudenåen i morgen og så støder jeg til om aftenen på Kongensbro Kro, hvor der er spisning og for de andres vedkommende overnatning. Lørdag er Hans væk hele dagen - på jagt. Malou er udvalgt til at følge med - Alba må så blive hjemme hos mig. Alba skal scannes på mandag - umiddelbart inden vi kører begge hundene ned til Lillian og Villy, hvor de skal passes mens vi er i USA. Vi er ikke overbevist om, at der er hvalpe i vente; men nu må vi se hvad scanningen viser!
Bente og Sako stiller på en B markprøve igen, nu på lørdag - denne gang i Horsens og om søndagen skal både Bente/Sako og Odin/Metteline deltage i skuet på regionsdagen i Sydjylland. Vi krydser fingre for dem og håber de får en hyggelig dag.

25. august: Janne og jeg havde en dejlig dag i skoven i går. Lige pludselig var sommeren kommet tilbage og det var næsten for varmt at gå spor. I torsdags havde jeg lagt 3 'kasser' til Xingu og så kortet sporene lidt ned, så de ikke var så lange. Det er nemlig i 'kassen' Janne har problemer med at læse Xingu, så det skulle vi se om vi kunne løse. Xingu er en selvstændig dame og det er faktisk næsten umuligt at se, når hun er på afveje. De to af sporene havde jeg forsøgsvis lagt med færtsko, men det så ikke umiddelbart ud til at det gjorde nogen forskel. Det regnede lidt mens jeg lagde sporene og i tiden efter, så færtskosporene burde have afgivet lidt mere fært end de almindelige sprøjtespor. Med lidt tilrettevisninger, lykkedes det dog Janne og Xingu at finde sporslutningerne, men det er godt nok ikke nemt at læse Xingu i 'kassen'.
Til sidst fik Malou og Alba så lov at gå deres spor. Det var de to lange spor, jeg havde kortet af til ca. 4-500 m og det var længe siden de sidst havde været derude. De har en helt anden måde at tilkendegive, når de er på sporet - det kan jeg simpelthen se på deres haler! Det er også meget tydeligt, når de går lidt af sporet, så løfter de hovedet og vender selv tilbage til sporet og fortsætter. I går var ingen undtagelse - de gik begge et super spor - så kan man godt undre sig over, at det ikke er gået så nemt med Alba på de 400m/20 timers sporprøver, vi har deltaget på i år - men sådan er gamet - der er mange ting, der skal gå op under en prøve. Heldigvis er jeg ikke den, der behøver at spilde tid på at ærgre mig, over den manglende 1. præmie på 20 timeren - det er der andre, der gør på mine vegne;o)))
Bagefter sporene og frokosten i skoven, kørte Janne og jeg ned til bådophalerpladsen ved Tange sø og her fik hundene en velfortjent svømmetur.
I dag har vi tænkt på at lægge et spor mere til hver af hundene - der er stadig lidt blod i flasken i køleskabet, der skal bruges.

22. august: Nu nærmer ferien sig ret hurtigt og vi har lige sendt nogle papirer over til Kim, som hun skal underskrive i forbindelse med forsendelse af den frosne sæd. Hold da op al det papirarbejde, der skal ordnes!. Måske føles det værre når man ikke har prøvet det før. Heldigvis startede jeg i god tid med at få styr på alle sundhedsattesterne på Gryphon, så nu er han registreret i DKK. Nogen af Gryphons hvalpe fra 2005 er lige blevet HD og AD fotograferet og alle er frie. I USA fotograferer man ikke før hvalpene er 2 år gamle - der er lidt anderledes regler end i DK. Men til gengæld kan man i USA, sælge hvalpene allerede når de er 7 uger gamle - det synes jeg er lidt for tidligt - men sådan er der forskellige regler overalt.
Malou er - som i foråret - igen begyndt at vise tegn på en snarlig løbetid - det skal blive spændende at se hvornår den kommer. Uanset, så kommer der ikke mere end 1 kuld hvalpe af gangen, her hos os - flere synes jeg ikke vi har overskud til at tage os af og få præget ordentligt. Malou fælder helt vildt i øjeblikket, hvorimod Alba har den flotteste tykke pels - mærkeligt at de ikke kan finde ud af, at følges ad på det område. Heldigvis hamstrede jeg billige støvsugerposer sidste gang NETTO havde dem på tilbud;o
Nu er Malou i gang med sin anden sæk slankefoder og vi er faktisk en gang imellem i tvivl om, hvem, der er hvem, hvis vi ser dem fra oven. Alba er blevet mere fyldig - så opkneben, kan man bestemt ikke kalde hende mere.
Jeg skal vist ud og kigge lidt på vores sporareal i dag - jeg skal have lagt nogle spor i morgen og der er sikkert sket en del derude siden sidst!

21. august: Så er hverdagen og hundetræningen af Alba startet igen efter ferien. Der var ingen af hanhundene, der fandt Alba interessant mere, og hun var også upåvirket, så nu sker der vist ikke noget ved at lufte hende uden snor omkring huset. Alba apporterede både ænder, duer og kaniner med største fornøjelse i aftes - hun har en fin vildtbehandling og som mange af sine halv og helsøskende har hun en fænomenal markeringsevne. Allerede mens træneren lagde vildt ud på den anden side af søen, sad hun og fulgte interesseret med i hvor det blev lagt. De skulle dirigeres over søen og finde vildtet på den anden side - og det var faktisk lidt svært for nogen af hundene. Apportering af ræven, som også indgår i efterårstræningen, kræver dog lidt tilvænning - men det skal nok komme - i aftes blev der 'leget' lidt med den.
Desværre kan Hans og Alba kun deltage 1 gang mere inden vi tager på ferie; men så må vi træne noget mere når vi kommer hjem igen.
Jeg har taget en fleksdag på fredag - Janne og Xingu kommer - der skal trænes opstart i kassen - det er her, det kniber lidt for Janne at læse Xingu korrekt for når ellers Xingu har fat i det rigtige spor - ja, så går den bare direkte til enden af sporet.

18. august: Hans fløj til Oslo i torsdags for at deltage i en fest sammen med gamle klassekammerater fra Teknisk Skole, så hundene og jeg er alene hjemme og der er dømt totalt afslapning i denne weekend. Jeg havde egentlig tænkt mig at tage ud og lægge et par spor og kigge lidt nærmere på det areal, der grænser op til det, vi i forvejen har tilladelse til at træne spor på. Hans har nemlig lige fået tilbud om at komme med i det jagtkonsortie og hvis ikke de andre medlemmer har noget imod det, så bliver det et helt fantastisk stort område til at træne spor i. Men jeg tror vi begrænser aktiviteterne til en af de store gåture nede ved Tange værket.
Bente og Sako har været til markprøve i dag i region Sydjylland og de fik deres første 1. pr. på officiel B prøve med en flot kritik. Vi er rigtig glade på Bentes vegne, for det var jo hendes plan fra starten, at Sako skulle bruges på markprøver. Der er en del af vores afkom, der bliver trænet på at apportere vildt; men Bente er vist den eneste - indtil videre, der træner/deltager i markprøver indenfor DRK. Som opdrætter - selvom det er i beskedent omfang - er det dejligt at se afkommet gøre sig så godt, i så mange forskellige discipliner.
Hans og Alba starter træning op igen mandag aften. Træneren ER informeret om, at hun muligvis stadig er lidt 'interessant' for hanhundene, men det skulle han nok afpasse træningen efter. De kan ikke nå at deltage i mere en 2 træningsaftener, inden vi tager på ferie, men lidt har også ret og så må vi bare fortsætte når vi kommer hjem igen.


Alba på toppen af Tyskeberget - 617 m.o.h.


Malou og Alba


Alba forrest


Hans med pigerne


Alba


Synd det var så diset - svært at tage gode billeder


Alba leder efter blåbær

14. august: Så er 'Brudefærden til Norge' - overstået - og forhåbentlig med et resultat, der gør at Alba kan leve op til sit kennelnavn: Mamma Mia.
Vi tog færgen fra Grenå torsdag aften og var i Varberg tidligt fredag morgen. Kl. 13:40 og ca. 500 km senere ankom vi til Flisa, hvor vi bare lige fik læsset bilen af og fortsatte køreturen op mod Lillehammer, en tur på 135 km., hvor vi mødtes med Ada og Roger og Theo kl. 16:00. Det blev en kort og hektisk parring mellem Alba og Theo - og det var tydeligt at vi var kommet på rette tidspunkt. Der blev snakket lidt og skrevet papirer og vi fik hilst på lille Selma på 4 måneder - et af Theos oldebørn - en dejlig lille tævehvalp. Vi aftalte en ny parring om søndagen, hvor de ville køre hjem fra fjeldet og hjem til Sander, så det ikke var så langt for os at køre; men næste morgen var både Hans og jeg overbevist om, at det bedste var nok at forsøge en parring igen samme dag - vi ville gerne have dem parret indenfor de 48 timer, som John Dee havde sagt var det optimale tidspunkt. Det passede så med, at Ada og Roger lagde vejen forbi Flisa på vej hjem fra fjeldet, så parringen kunne foregår hjemme på græsplænen i Knappum. Men det blev ikke så vellykket en parring som dagen før - Theo var måske lidt for ivrig og på et tidspunkt synes Alba at det gjorde ondt og ville ikke være med længere. Så nu håber vi og krydser fingre for, at parringen om fredagen har båret frugt og vi kan forvente hvalpe en gang i oktober.
Det regnede en del deroppe - særlig om natten strømmede det ned; men vi fik gået nogle dejlige ture i skoven med hundene. Jan og Anne-Toves elghund Mille, nød at have selskab og den fik lov at hoppe på ryggen af Alba dagen lang, så den må have været dødtræt, efter vi var rejst hjem. Lørdag aften fik vi uventet besøg af en engelsk setter helt omme fra Rustad gården - den havde åbenbart kunne lugte Alba på et par km. afstand. Heldigvis var Alba i indhegning og vi havde hende konstant i line, når hun var ude. Setteren blev afhentet, men allerede søndag stod den der igen. Utroligt opfindsom havde den været for at smutte igen.
Vi havde hjemmefra snakket om at besøge jagt og fiskedagene på Skovbrugsmuseet i Elverum, men på vej op til fredagens parring, sad vi fast i en trafikprop i Elverum centrum - så det droppede vi igen og i stedet tog vi hundene med på nogle skønne ture i skovene. Om søndagen kørte vi op mod Tyskeberget og fortsatte til fods til toppen. Vejret var dog ikke så godt, som da vi var der sidst den 11. juli 2004. Vi fandt den gamle gæstebog i kassen med vores hilsner fra dengang, så vi kunne se hvornår vi havde været der.

9. august: Yes - så er den der! Så vi starter mod Norge i aften.....Andreas har lovet at passe Skovhuset, så vi kan roligt tage af sted.

8. august: Progesteronmålingen sagde lige lidt under 5 i dag, så vi prøver igen i morgen. Dyrlægen kunne dog se en stor forandring under den kliniske undersøgelse, så mon ikke der er afgang i morgen aften?
Jeg tog Malou med i bilen i dag, så de blev begge to gjort rejseklare med stempel i passet og ormepiller, så nu er det bare at vente. Selvom det er langt at køre, glæder vi os nu alligevel til et par fridage - håber det gode vejr fortsætter. Det passer med at der i denne weekend bliver afholdt jagt og fiskeridage på skovbrugsmuseet i Elverum - så det får vi forhåbentlig også tid til at se.

6. august: Hvis ikke vi havde startet på at progesteron måle Alba, ville jeg - alene ud fra hendes opførsel - have kørt til Norge i dag! Men prøven viste stadig et lavt indhold, så vi har en ny tid på onsdag. For en sikkerheds skyld, tager jeg Malou med i bilen på onsdag , i tilfælde af, at det er tid til at tage af sted - for så skal begge pigerne lige have et sundhedscheck og ormekur og et stempel i det blå EU-pas. Jeg regner med, at vi alle tager af sted til Norge. Jeg havde ellers tænkt mig at 'spare' lidt på mine fridage, og lade Hans tage alene af sted, hvis hun skulle af sted her først på ugen - men nu ser det ud til at det tidligst bliver onsdag/torsdag.
Alba blev også øjenlyst i dag og det var uden anmærkninger - alt var fint. Man kan jo godt undre sig over at Labradors raceledelse opfordrer til fortsat at øjenlyse de hunde, der er Optigentestet normal/clear - for det er lidt svært at se 'fidusen' med sådan en øjenlysning, når man alligevel ikke vil lave et avlsforbud mod f.eks HC - arvelig katarakt! I Sverige derimod, mener jeg, at der er avlsforbud mod at avle på HC! De fraråder i hvert fald at bruge en hund med HC i avlen! Man kan bare håbe at de også bliver 'klogere' i den danske raceledelse....
Der lå mail og billeder fra Bente her til morgen. Hun havde været til udstilling med Sako i Middelfart i går, men på trods af en flot kritik, måtte de 'nøjes' med en 2. pr. Som Bente skrev i mailen - så bliver det nu alligevel heller ikke sådanne steder, de kommer til at tilbringe den meste tid;o) De er meldt til et par markprøver her i august/september og det glæder vi os til at følge.

4. august: I dag har vi været på besøg hos Lillian og Villy og deres 2 dejlige labbepiger - Joy og Bibbi - for det er her Alba og Malou skal på ferie, når vi til september tager til USA. Hundene følte sig 'hjemme' med det samme de blev lukket ud af bilen og fik lov at hilse på deres 2 nye veninder omme på den store indhegnede plads. Den gule Joy er også i løbetid, så hende og Alba fandt hurtigt hinanden til gensidig snusen. Det er tydeligt at se, at Alba fra helt lille er præget på en gul hund, for de fandt straks sammen i leg. Malou og den brune Bibbi fandt også hurtigt sammen i leg; men det var nu mest de 3 unge hunde, der fik en masse krudt rendt af sig. Villy og Lillian bor rigtig dejligt med mere end 10 tdr. land til hundene at boltre sig på og alt det, der ligger omkring huset er hegnet ind - så det bliver et rigtigt luksusophold, der venter pigerne til september.
Alba er allerede i dag begyndt at vippe halen til side og 'rynke' bagkroppen, så det er lidt spændende hvor langt vi skal hen i næste uge, før dyrlægen giver os start signal til norgesturen?

3. august: Så er vi startet med progesteron målingerne på Alba! Hun er på løbetidens 8. dag i dag, og som forventet var der ingenting i dag. Dog kunne dyrlægen se at der var sket forandringer, så vi skal derop igen på mandag, hvor vi også skal have hende øjenlyst - og så må vi se, om den ikke står på 'fjeldtur' i slutningen af næste uge!
Vi er begyndt at have Alba i snor, når hun skal luftes - den brune hanhund, Sjoko, skal ikke have en chance, hvis den finder herned.
På nedenstående billede slapper Alba af efter dyrlægebesøget - Malou synes lige hun ville være med på billedet. Opsatsen af den lille gaffelbuk, på Albas hundehus er den, hun fandt under et træningsspor - så den skulle hun selvfølgelig selv have hængende:o)

30. juli: Alba og jeg er lige kommet hjem fra et besøg hos John Dee - dyrlæge fra Viborg. Alba er blevet undersøgt og alt er normalt hos hende og på fredag starter vi med at måle hendes indhold af progesteron. Hun skal også øjenlyses i næste uge, selvom hun er Optigentestet normal/clear. Der er andre øjensygdomme - som vi i vores opdræt - ikke vil avle på - f.eks HC.
Så både Malou og Alba vil fremover blive øjenlyst - 1 gang årligt eller før en parring, så vi kan sikre, at det hele er i orden. Turen til Norge, bliver lidt længere, end vi først havde regnet med, da Ada og Roger på torsdag og 10 dage frem, tager på ferie i hytte på fjeldet og Theo skal med dem. Men så får vi lidt 'fjeldtur' i år også;o)

29. juli: Janne og Xingu kom i morges og vi havde god tid til en kop kaffe og rundstykker her hos os, inden turen gik mod Mors og dagens 400m/20 timers schweissprøve. Selvom jeg ikke satte næsen op efter en præmiering på Alba p.g.a. hendes løbetid og vidste, at det var årets sidste schweissprøve, da Alba måske allerede i ugen, der kommer, skal til Norge og parres, så lykkes det nu mig alligevel at blive godt nervøs, som sædvanligt. Da det blev vores tur, blev vi hentet og kørte op mod Højris. Janne startede først med Xingu og jeg kunne se at hendes 'kasse' lå lige ved vejen. Hun nåede ikke ret langt ud, før jeg kunne se hun vendte tilbage og startede Xingu op igen - og så forsvandt de ud af syne og næste gang jeg så dem, havde Janne et par grønne grene med - så de havde da fundet dyret. Janne havde haft et enkelt tab, så det blev til en 2. pr. i dag.
Så gik jeg med Alba et stykke hen af vejen og der lå vores spor. Vi startede med at forcere en ret bred grøft med vand og mudder, hvor min den ene støvle sank i til anklerne men heldigvis fik dommeren fat i nakken på min trøje, så jeg klarede at hale mig op og finde lidt sikre fodfæste og komme over på den anden side;o) Der fik vi så vist 'kassen' og Alba søgte godt af og stemplede starten, men efter et lille stykke valgte hun at gå tilbage og fandt starten igen og så gik det ud af sporet. I første knæk går hun pludselig af - og vi får et tab. Så får jeg hende sat tilbage på sporet; men så får hun lige øje på en dyb grøft med vand og så er fristelsen for stor til lige at dyppe sig - men jeg får hende hevet op igen og så efter at have søgt lidt omkring, finder hun sporet igen og så går det også derudaf. Vi kommer op på en bakkekam i bøge højskov og det blæser en del ind fra højre. Jeg synes faktisk at Alba går temmelig remfast; men hun går lidt for langt i knækket og så drejer hun og dommeren vælger så at undlade at stoppe os, da han kan se, at vi kommer på sporet igen, og finder dyret. Det giver os en 3. præmie selvom vi kun har haft 1 tab. Vi får en fin kritik på den seddel, man er begyndt at udfylde - en glimrende ide, fordi du her kan se, hvad den pågældende dommer mener du kan gå hjem og træne på. Det er bare synd at der er så store forskelle på dommernes meninger om de samme ting. I dag fik jeg at vide at Albas rolige tempo på sporet er dagens bedste - sidste søndag mente en anden dommer at det samme tempo, var et udtryk for manglende sporvilje hos hunden! Janne fik i dag at vide at hun skal have kortere rem i 'kassen' - sidste søndag råbte dommeren til hende, at hun skulle give hunden fuld rem i samme 'kasse' - ak, ja - det er sgu ikke nemt at gøre alle tilpas. Jørgen og Chita var også uheldige igen i dag. Jørgen må vist til selv at lægge sine spor - for dommeren synes ikke han var så god til at læse sin hund. Sådan har vi alle et eller andet vi må hjem og træne videre på, men det var en dejlig dag med et rimeligt godt terræn - bortset fra de sumpede grøfter - og afslutningen bød på spidstegt pattegris, kartoffelsalat og diverse tilbehør. Vejret var lidt blandet; men vi sad udenfor og spiste. Tak til alle for en hyggelig dag. Selvom det nok havde varmet at afslutte årets prøver med den eftertragtede 1. pr. - så lever vi nu lige godt videre uden den i hus.
Dorte Søjbjerg gjorde så det, vi andre ikke formåede - ved i Sverige med Tikka, på en 600m/20 timers ordinær sporprøve, at få sin fjerde 1. pr. og denne gang med HP og blive bedste labrador på prøven, så nu er Tikka at titulere: SVCh Lab-x-streams Tikka - et kæmpe tillykke til Dorte og Jens Ole og den super dygtige hund;o)))
Det gav så vores lille kennel sin tredie sporchampion - det er vel ganske godt klaret ud af 13 opdrættede hunde?

28. juli: Mit 'problem' med at komme tidligt op i morgen, hvor vi skal til Mors på schweissprøve - løste Alba for mig i går, ved at gå i løbetid! Så efter en snak med prøvelederen, skal Janne og jeg først møde deroppe omkring kl. 11:00. Nu er det så spændende om det passer 'damen' at gå spor i morgen; men pyt med det - jeg tager alligevel af sted og glæder mig til en hyggelig dag med Janne og Xingu og den helstegte pattegris og hyggeligt samvær bagefter prøverne. Jørgen kommer også derop med Chita.
Efter et hurtigt kig i kalenderen, kan jeg se, at vi nu både kan nå på parringsbesøg i Norge inden vores tur til USA og også nå hjem i god tid inden hvalpefødslen. Lillian og Villy; som skal passe hundene, er også informeret og indstillet på det. Hans må så bare til Norge igen den 17. august så han kan deltage i den planlagte jubilæumsfest den 18. august - men så tager han flyveren og kan hurtigt være hjemme igen. Det er nu godt at vi har opsparet nogle fleks og afspadseringstimer begge to;o)
Jeg havde travlt i aftes med at sende mail til de af vores hvalpekøbere, som er skrevet op til en 'Albahvalp' - nu må de se om tidspunktet passer dem. På mandag skal jeg have kontaktet dyrlægen i Viborg og aftalt med ham, hvornår vi begynder på progesteronmålingerne - jeg aner ikke hvornår Alba har ægløsning, da hun ikke har været parret før men denne gang stoler vi ikke på 'naturen'.
Der kom en trist sms fra Metteline i aftes: Odin var blevet bidt i poten af en hugorm under en af deres gåture. Hun så ikke da han blev bidt; men kunne se, at der var noget galt med ham, da han trak på det ene ben. Da de kom hjem, ringede hun naturligvis straks til dyrlægen, som synes hun lige skulle se tiden an; men da stakkels Odin faldt bevidstløs om hjemme på gårdspladsen var det bare med at komme af sted til dyrlægen i en fart. Odin var gået i chok; men heldigvis nåede de frem i tide og Odin fik binyrebarkhormon, penicillin og adrenalin og han blev hurtigt bedre. Sikke en grim oplevelse. Godt at Metteline reagerede så hurtigt - det reddede nok Odins liv! I dag har fyren det meget bedre - men den planlagte Færdselsprøve, som Metteline skulle deltage i med Odin i dag - den bliver ikke til noget, da han skal holde sig i ro, den næste uge! Men pyt med det - der kommer andre prøver; men der er KUN en Odin;o)))
Jeg har set 2 hugorme i år - måske er det den megen regn, der har jaget dem op af deres huller, for jeg plejer ikke at se nogen. En aften mødte vi en, der lå på en græstue ude midt på engen, nede ved Gudenåcentralen - ikke det sædvanlige sted med lyng, man normalt plejer at forbinde med hugorme! Det er nok bare uheldigt, hvis ens hund bliver bidt - men det er ikke nemt at undgå på forhånd, når hundene er så nysgerrige og skal snuse til alt.
Malou er på lavdiæt foder - ikke noget, der falder i damens smag; hun står bare og glor ned i skålen og vender blikket op til os, som om hun vil spørge: 'Har I virkelig tænkt jer at jeg skal spise det der?'
Til gengæld får de så nogle ekstra gulerødder - det elsker Malou - Alba vil hellere have en banan; men spiser da hendes gulerod, for ellers risikerer hun jo at Malou napper den fra hende.

27. juli: På søndag følges Janne og jeg til Mors og her skal Alba så igen afprøves på en 400m/20 timers schweissprøve. Det bliver sidste udkald for schweissprøver i år, for går det efter planen, så skal vi snart på parringsbesøg i Norge med Alba. Hendes løbetid kan komme hvad dag det skal være - hun virker fortsat meget påvirket af den snarlige løbetid og jeg regner ikke med nogen præmiering på søndag.
Tirsdag aften var Hans og et par jagtkammerater nede ved Nørreåen og kigge lidt på et stykke andejagt de har fået og her havde Hans Alba med. En af jagtkammeraterne, havde sit 'bukkekald' med og det lykkes at kalde både en rå og en buk indenfor tæt afstand. Råen så Alba ikke; men bukken derimod, den så hun og Hans sagde, at hun var helt oppe og køre over den og havde det ikke været for linen, så havde hun været væk. Så når vi på søndag træffer frisk fært på schweissprøven,, så ved jeg nok hvad jeg kan vente mig - håber bare jeg er lidt mere 'vågen' på signalerne end sidste søndag. Det er altså ikke nemt at spore med en hund på et 'kunstig' lagt spor, når hunden først har smagt jagtens meget mere spændende frugter og Alba har jo været brugt til at drive med; men det er selvfølgelig også en udfordring.
Malou går konstant og snuser Alba bagi og andre hunde er også interesserede, og vi går jo og krydser fingre for, om det kan falde sammen med midt i august, hvor Hans alligevel  skal til Norge og mødes med sine gamle skolekammerater fra Teknisk skole - men hvis ikke, så må Hans flyve derop og hjem og så må vi sammen tage hundene med i bilen når det er tid med Alba - så der bliver måske to besøg i Norge her i august! I hvert fald er vi helt overbevist om, at vi når at få Alba parret, inden vi skal til USA i september.

24. juli: Hans tog ned til Jacob dyrlæge med Malou i går. Selvom vi synes det gik meget bedre med hendes pote, ville vi nu godt være på den sikre side. Jacob kunne se at roden på neglen stadig sad der, så der vokser en ny negl frem med tiden; men han kunne også se, at der var ved at gå betændelse i det, så Malou fik et skud penicilin og noget smertestillende og medicin med hjem til de næste dage. Samtidig blev de enige om, at Malou skulle tabe sig nogle kilo. Alba og Malou får hver ca. 175-200 gr. 'hvilefoder' fra Henne Pet Food om dagen - fordelt på 2 måltider og meget mindre synes vi ikke vi kan give dem, da de jo skal have deres vitaminer og mineraler. Så Hans fik en sæk diætfoder med hjem fra dyrlægen, som Malou skal have - og her kunne hun faktisk få lov at spise så meget hun havde lyst til (men det får hun nu ikke lov til). Hun får ca. 300 gr. og så fortsætter vi med at give dem gulerødder som godbidder. Malou har, fra hun var hvalp, altid haft en utrolig god udnyttelse af sit foder - og vi har nogen gange ikke kunnet forstå hvad hun tog på af! Flere af vores hvalpekøbere, som henter foder her hos os, giver deres hunde næsten det dobbelte af det, Malou får og deres hunde har ingen vægtproblemer. Alba skal - i sympati med sin mor - også på 'kur'. Hun kan godt tåle at tabe et par kilo uden at det gør noget. Hun vejede ca. 29 kg. nede hos dyrlægen i går. Man kan ikke direkte sammenligne en vægt på 2 hunde. De kan være forskellig bygget og have forskellig aktivitetsniveau. Alba har ingen problemer med sin kondition - men hun hopper og springer også meget mere end Malou, som er meget mere magelig anlagt. Da de var hos dyrlægen fik de også lige klippet negle.
Jeg håber snart at Malou er på toppen igen og vi kan genoptage vores svømning oppe hos Birgit i Møldrup.

22. juli: Janne og jeg havde længe snakket, om ikke vi skulle prøve vores hunde på en 1000 m schweissprøve. Vi snakkede med prøvelederen helt tilbage i marts, som på det tidspunkt ikke vidste om der overhovedet blev nogle 1000 m spor på prøven i Ringkøbing i år; men Janne og jeg lovede ham at vi ville melde til, hvis der blev nogle, og så fangede bordet jo, da det blev en realitet. Jannes Xingu er ved at være en lidt 'ældre' pige og Alba har længe været plaget af løbetidsnykker (ja undskyldninger der jo nok af); men det var nu alligevel med højt humør og store forventninger til en hyggelig spordag med gode hundevenner, vi stod meget tidlig op i dag. Nicolai og Sika havde vi også i god tid fået til at melde til og dem glædede vi os også til at se.
Der var 2 hold med 1000m/20 timers spor - 4 deltagere på hvert hold. Det synes jeg er et passende antal for en dommer at dømme og de to dommere, der skulle dømme, var på vores hold, Peter Knudsen fra Varde og på Nicolais hold Laurids Jonassen fra Ejstrupholm.
Jeg havde trukket det første spor på vores hold og som sædvanlig var jeg allerede blevet godt og grundig nervøs. Alba fik sin sele og line på og gik ind i kassen og fandt hurtigt anskudsstedet. Hun gik ud af kassen og videre af sporet - krydsede en skovvej og videre over endnu en skovvej, hvor hun dog ret hurtigt løftede hovedet, og kom tilbage og tog et knæk til højre. Så gik det igen ligeud et meget langt stykke, før hun viser mig at hun vil lidt til højre. Hun løfter nu hurtigt hovedet og jeg får hende tilbage; men hun prøver igen at komme samme vej og jeg vælger desværre at 'stole' på hende og får mit første tab. Jeg får hende tilbage til der hvor jeg ved sporet går og hun retter sig ind og genoptager sporet. Et stykke ude går hun igen lidt til højre, men her er hun vældig sporfast og jeg vælger at følge bagefter. På et tidspunkt får jeg at vide at vi igen har tab - dommeren gør mig opmærksom på, at vi de sidste 150 m har gået parallelt med sporet - altså har Alba ikke gået på sporet, men ved siden af (jeg ved ikke hvor langt). Jeg kan på det tidspunkt ikke trække Alba tilbage til noget sted, hvor jeg med sikkerhed ved hvor sporet går (har ikke markeret sporet bag mig) og vælger - til dommerens irritation - at stoppe. Dommeren synes bestemt ikke om at man 'bare giver op' - og det kan jeg såmænd godt give ham ret i; og det er jo heller ikke noget jeg før har gjort, hvis jeg har haft den mindste chance for at sætte min hund på et sted hvor jeg ved sporet går; men en strækning på 150 m, hvor Alba og jeg ikke har gået direkte ovenpå sporet - det synes jeg ikke ville føre til noget, så vi valgte altså at stoppe her.
Janne og en meget tændt Xingu måtte desværre også indkassere et 0 - Janne havde p.g.a. hendes øjenproblemer ikke kunnet træne Xingu op til prøven og den var simpelthen alt for hurtig i dag. Vi må bare prøve om ikke det går bedre på Mors næste søndag.
Nicolai og Sika derimod - de fik en velfortjent 1. pr. af Laurids Jonassen. 20 minutter tog det Sika at finde Bambi og de havde undervejs været i vanskeligheder, ved at komme på meget frisk fært af kronvildt og det gav lige en lille pause hvor dommeren og stifinderen nåede at konferere med hinanden om, at nu gik det nok ikke mere; men det hørte Sika åbenbart, for efter at Nicolai lige havde haft hende nede og sidde lidt, strøg hun lige forbi dommer og stifinder og fandt sporet igen og så gik det bare ud til slutningen. Vejret og færtforholdene var helt i top; men der var alligevel ikke så mange 1. præmier, da vi kom til afslutningsparolen. Der var 46 ekvipager, der blev afprøvet i dag - både 3 og 20 timers 400 m og så 8 på 1000 m. Det var en meget veltilrettelagt prøve, og et pragtfuldt terræn at gå spor i, så det bliver bestemt ikke sidste gang vi prøver os der.

 


Janne med Xingu


Prøveleder Jens Chr. Stræde og dommere


Nicolai modtager sit diplom


Nicolai med Sika

20. juli: Det går heldigvis meget bedre med Malous bagpote. Jeg meldte godt nok afbud til vores svømmetime i går, da jeg ikke var sikker på om jeg kunne styre hende op af slisken. Hun har holdt sig i ro de sidste dage og hun slikker ikke særlig meget på benet; og i dag rejste hun sig og fulgte frivilligt med på den sædvanlige morgentur rundt om vores grund! På et tidspunkt fik de begge fært af et eller andet og Alba strøg af sted. Malou kom dog hurtigt på bedre tanker, inden hun skulle forcere en stor kvasdynge, så hun fulgtes pænt med mig. Hun bliver dog stadig holdt under opsyn - ved det første tegn på betændelse bliver hun taget med ned til Jacob dyrlæge.
De sidste dage har jeg sparet en del flekstimer op på arbejdet - det er altid rart at have lidt på den konto - men det er nu også hårdt, for vi har temmelig travlt og vi er ikke så mange til at lave arbejdet.
Charlotte har lige ringet - den fantastiske sorte tæve, som var en af dem. der var mest fremme i poterne, er lige pludselig til salg - vedkommende, der havde bestilt den, havde ændret mening - puha - det er godt vi ikke har plads - for på vejen hjem dernede fra, snakkede vi om, at det lige præcis nok var den tæve, VI ville vælge - hvis vi altså skulle have en......hun har forresten lige opdateret sin hvalpeside som kan ses her:
Kennel Kado - så her kan man se de dejlige hvalpe.
I går opdagede jeg at NETTO havde et billigt sæt legetelte til børn (og hundehvalpe) - et kuppeltelt - en tipi og en tunnel - det hele til kun kr. 99 kr. Jeg skyndte mig at købe et sæt - for vores tunnel er ved at være temmelig slidt efter to hvalpekuld og 99 kr. er mindre end hvad jeg i sin tid gav bare for tunnellen.
På JR Sauges hjemmeside er der kommet et par nye billeder af vores næste hvalpefar - Licithas Tempo Theo - taget da han blev BIS Veteran i Sverige for nylig og vi har naturligvis straks opdateret vores hvalpeside med et af de nyeste billeder af den flotte fyr. Han holder sig godt og det er svært at se at han er 10½ år gammel. Vi glæder os til denne kombination og mon ikke vi bliver 'nødt' til at spare en tæve til os selv?

17. juli: Så kom sommervejret lige med en gang - og for hundene startede dagen med, at vi tog op og svømmede hos Birgit i Midtjysk-Hundecenter i Møldrup. Hun har hendes pension fyldt helt op og der er også mange, der benytter svømmebadet, så det er nødvendigt, at bestille tid i forvejen. Jeg startede med at tage Malou med ind; men hentede ret hurtigt Alba ude i bilen, og jeg skal love for at hun vidste hvor vi skulle hen;o)
Det er ikke let at 'styre' to hunde af gangen; men jeg synes det var vigtigt at Alba blev introduceret stille og roligt og lade hende se hvor glad Malou er for at komme i vandet. I løbet af 5 minutter kunne jeg tage både halsbånd og line af Alba - bare synet af den lille gummibold i min hånd, var nok til at få hende op på slisken og hoppe i vandet. Vi har bestilt en ny tid til på torsdag - så kommer de ind og svømmer hver for sig.
I aftes, da jeg kom hjem fra arbejde, havde Hans taget hundene med ned på den store 'luksustur', som vi kalder den lange tur ved søen og igennem skoven ved Gudenåcentralen. Hundene var løbet i forvejen og hoppet i søen og stod nede i vandet og ventede på ham i håb om en dummy. Da de kom op af vandet igen, så Hans, at Malou haltede lidt på sit højre bagben. Men da de begyndte at gå igen, holdt det hurtigt op. Måske har hun forstrakt et eller andet i benet, men det virkede nu ikke ømt, da vi undersøgte hende i aftes - hun virkede bare træt - men det havde jo også været en dag med både svømning og lange gåture. Her til morgen haltede hun på benet, så det bliver ikke til så lange gåture for Malou i dag - men et par små ture rundt om vores grund tager hun nok ingen skade af.
Hans fik i går bestilt en lejebil hos Hertz, så den står klar til os i Pellston lufthavn i september. Vi mangler stadig at booke nogle overnatninger på turen og der er jo faktisk ikke så vældig lang tid tilbage, så vi må vist snart se at få resten af vores tur planlagt, så vi ikke skal bruge tid på at finde overnatninger undervejs. Efteråret er højsæson i Michigan og vi glæder os til at køre rundt og se den flotte natur derovre.
Jeg har lige tilfældigvis opdaget at Malous halten skyldes en mistet negl på højre bagpote! Jeg ringede til Hans for at høre om han skulle have hørt eller set hende komme til skade under gåturen i aftes; men hun har ikke sagt en lyd. Jeg er næsten sikker på, at det er sket på jernbroen over slusen ved værket. Jacob dyrlæge er naturligvis straks blevet kontaktet, men da jeg kan se at hele neglen er væk er der ikke noget vi kan gøre her og nu - vi skal bare holde øje med hende for at se om der udvikles betændelse, for så skal hun selvfølgelig have noget penicillin. Jeg tror det er bedst at hendes eget immunforsvar får en chance for at klare det - i hvert fald i første omgang! Nu vælger vi en anden vej og undgår broen, når vi går tur dernede - jeg har altid været lidt bekymret for den bro!


14. juli: I dag har vi været på hvalpebesøg hos Charlotte Kilstrup - Kennel-Kado. Hendes tæve Chili ligger med et dejlig kuld hvalpe, hvor Bolette Heerings Melicmark Louis T. Duck 'Rumle' er faderen. Der kom 6 tæver og 3 hanhunde - 1 af hannerne er gul - resten er sort. De er ca. 6 uger gamle og fyldt med spilopper. Jeg havde taget mit kamera med og forevigede hvalpene og deres mor i leg ude på den store plæne. Vi glæder os rigtig meget til - det forhåbentlig snart - bliver vores tur til at få hvalpekassen fyldt op. Man bliver helt blød om hjertet, når sådan en flok er ved at falde over deres små tykke ben for at komme hen og hilse på en, og jeg tror det var godt at de vist nok alle var reserveret, så man ikke faldt for fristelse til at snuppe en ind under trøjen og med hjem. Det var vist bare den gule der ikke endnu var helt solgt - og det forstår man ikke, når man ser ham - han er bare skøn;o)


Kan allerede 'gi pote'


I fuld fart efter apporten


Mor får lige et kys


Skal vi lege?


En fræk størrelse


Af banen brormand - her kommer jeg med kaninen


Lad lige mig pelse den


Se hvad mor har unger...


Ha, jeg napper lige det hele


Vent på mig mor


Hund i kaninklæder


Kom og tag den


Vil du høre noget sjovt mor?


Kom her din frække hvalp

12. juli: Det var en travl dag i går - særlig fordi jeg ikke undgik at skulle hjem og på arbejde - der er travlt på Grundfos og det er ferietid med mange på ferie. I dag har ikke været mindre travl. I formiddags var jeg oppe og svømme med begge hundene og for at Alba kunne føle sig lidt mere tryg, tog jeg dem begge  med ind i hallen med det samme. Malou fik en svømmevest på og så kastede jeg lige en medbragt vanddummy - så sagde det plask og så var hun i vandet. Alba tog det nu også meget roligere end sidste gang og der skulle ikke meget lokken til, før hun sprang i efter en lille orange gummibold. Jeg koncentrerede mig om at svømme med Alba - Malou gik egentlig bare og hyggede sig - lidt on/off vandet; men hele tiden med dummyen i munden;o) Efter ca. 3 kvarter synes jeg det var nok og inden vi tog hjem fik jeg bestilt tid til næste uge. Så kommer de ind en af gangen og får lidt koncentreret svømning. Der er faktisk længere derop end jeg huskede - over 40 km hver vej, så det tog et par timer før vi var hjemme igen.
Jeg havde lyst til at lade Alba gå et spor mere i denne uge, så jeg er lige kommet hjem efter at have været oppe i skoven og lægge et spor med færtsko. Det er lang tid siden vi sidst har gået spor i det område, og jeg skal love for at det hele er vokset så højt og tæt, at det er svært at komme frem; men heldigvis havde jeg mit markeringsbånd med, så der ingen problemer bliver i morgen;o)
 

11. juli: Dorte havde lagt spor i Silkeborg Sønderskov, hvor Jens Ole er medlem af jagtkonsortiet, og det var et rigtig dejligt terræn. Det er altid dejligt at komme et helt nyt og ukendt sted hen og træne spor. Alba skulle lægge ud - og med regnen strømmende ned, burde det være en fordel. Bortset fra at Alba undlod at tage tilbagegangen, gik hun et overbevisende godt spor i dag. Hun kan godt pendle frem og tilbage over sporet og alligevel ved hun godt hvor det går; men jeg har lært at 'læse' hende når hun gør det. Hun er aldrig langt væk fra sporet, højst et par meter og i knækkene kan hun godt skære hjørnerne - det er tydeligt at se og mærke på hende. Jeg vil tro sporet i dag var 600-700 m - måske lidt mere og Alba var ca. 20 minutter om at gå det.
Så var det Dorte og Tikkas tur og det slog mig hvor meget de to halvsøstres måde at gå spor på, lignede hinanden - også Tikka pendlede lidt frem og tilbage over sporet, men viste også tydeligt, at hun vidste hvor sporet gik. Jeg så ikke lige på uret; men Tikka var også rimelig hurtig til at gå sit spor. Så var det Malous tur til at gå og i dag fik Dorte også lov til at gå med hende - jeg synes jeg på den måde har lettere ved at holde øje med Malou og se ting, jeg normalt ikke ser, når det er mig, der har fat i linen! Jeg satte lige sele og line på hende og overlod hende så til Dorte. Malou gik lige ind og stemplede starten og så gik hun derudaf. 15-20 m ude af sporet begyndte hendes hale at rotere og hun trak skarpt til højre - det var tydeligt frisk fært - og det var Dorte også klar over. Men da Malou fandt ud af, at den ikke gik, vendte hun hurtigt tilbage til sporet og jeg må sige at hun også gik et super spor i dag. Sporet var vel også i nærheden ag 600-700 m og hun holdt en god fart og virkede ikke særlig 'brugt' da vi stod ved kloven.
Bagefter kørte vi tilbage mod Virklund og drejede ind på en lille skovvej, der førte op til jagtkonsortiets jagthytte, og her spiste vi frokost og drak kaffe, som Dorte havde haft med. Hundene blev lukket ud af bilerne og fandt hurtigt sammen i leg. Under legen var det tydeligt at se, at de to søstre begge to nærmer sig en løbetid. Lidt fra hytten lå en sø og her fik de også lov at boltre sig. Da vi skulle hjem, lukkede Dorte døren op til hendes hundebur og Tikka hoppede hurtigt ind. Jeg fik også lukket op og fik Malou ind i buret, men Alba sad lidt og ventede og så fik jeg lige øje på, at det slet ikke var Alba; men derimod Tikka, der sad og ventede udenfor min bil - Alba sad allerede i Dortes bil - så det kan nok være vi fik byttet hunde. Tikkas øjne er mørkere end Albas; men i farten kan man nu godt tage fejl.
Til weekenden tager Jens Ole og Dorte og Tikka til Sverige på ferie og også i år skal der gåes et par spor derovre - og vi krydser fingre for en 1. pr. mere, så også Tikka kan få lov at benytte sin svenske sportitel - SVCh.
Da vi kom hjem lå der brev fra prøvelederen fra Mors - Alba er kommet med på schweissprøven deroppe den 29. juli - så må vi håbe at det er vores tur til at rende ind i en præmiering - og meget gerne en 1. præmie;o)))
Tusind tak Dorte for en meget hyggelig dag - vi kommer gerne igen.


Alba - Malou - Tikka

10. juli: Jeg tager begge hundene med til Silkeborg i morgen - for Dorte har lovet at hun også vil lægge et spor til Malou. På torsdag skal de begge igen op til Birgit og svømme - jeg vil prøve at få det passet ind i hverdagen, så vi kommer derop 1-2 gange om ugen her i sommer. Det giver lidt mere, at lade dem svømme en ½ time koncentreret end når de bare er med nede ved søen og henter dummier. Jeg har lige snakket med Center Dyreklinik i Viborg. Vi bliver nødt til at lade Alba blive blodprøvetaget i denne løbetid, for at finde det optimale parringstidspunkt, særlig når hanhunden bor helt i Norge og det er første gang hun skal parres! Desværre har vores egen dyrlæge ikke udstyr til at foretage denne progesteron måling; men da vi samtidig også skal have begge hundene øjenlyst, så får vi det hele foretaget i Viborg.
Vi har fået forespørgsel om hvalp fra udlandet - men helt ærligt - jeg ser nu helst at 'børnene' blive hjemme, men det skal i hvert fald være et supergodt tilbud med garantier for at hvalpen får det godt, hvis vi skal sende en udenlands...

9. juli: I går havde vi hyggeligt besøg af Nicolai, Malene og Sika. Hans og jeg havde lagt et 1000m spor (godt og vel) med færtsko til Sika i lørdags og et ca. 600 m sprøjtespor til Alba. Bortset fra lidt forstyrrelser i starten af Sikas spor og lidt problemer i tilbagegangen gik Sika et godt spor. Hans gik med Alba og det gik også udmærket, selvom hun er vant til at have mig i den anden ende af linen.
Der har været udstilling i Rottneros i Sverige i weekenden og i dag så jeg nogen af resultaterne på labradorforum. Vores næste hvalpefader CH. Licithas Tempo Theo var blevet BHK-5 og BIS Veteran - rigtig flot klaret af en 'ældre' herre, så han kan åbenbart stadig blande sig i toppen rent udstillingsmæssigt;o) Ada-Wenche, som har Theo boende, har lige mailet og fortalt at han faktisk blev 4 BHK med CK - det gjorde jo ikke resultatet ringere;o)
Vi går og venter på Albas næste løbetid, som måske ikke er så langt væk - ifølge Malene! For i går, da de var her, siger Malene pludselig, at hun faktisk kan lugte at Alba snart skal i løbetid! Det er åbenbart en ting hun kan - hun har også kunnet lugte når Sika skulle i løbetid. Desværre kunne hun ikke lugte lige præcis hvornår, men hun var sikker på at det ikke ville vare længe - så nu holder vi næsten vejret i spænding og håber Alba 'holder' sig et par uger endnu!

6. juli: Efter at jeg har besluttet at Alba skal have en chance mere på en schweissprøve, må vi vist se at få speedet træningen lidt op. Dorte har tilbudt at lægge et færtskospor til mig og Alba i Silkeborg på onsdag - så snupper jeg lige en fleksdag, så jeg ikke behøver at skulle hjem og på arbejde bagefter.
I dag tog jeg begge hundene op til Birgit i Midtjysk Hundecenter til en gang svømning. Hans havde planlagt at skulle med; men travlhed på arbejdet gjorde at jeg selv måtte tage af sted. Jeg startede med Malou - allerede ude i gården, virkede hun som om hun genkendte stedet og hun fandt også selv døren ind til svømmehallen. Der var ingen problemer med at få hende op af slidsken og ned i bassinet. Da hun havde svømmet lidt, skulle Alba prøve. Hun var der til gengæld for første gang og virkede noget usikker over alle de hunde, der stod og gøede i løbegårdene. Jeg fik hende ind i hallen og fik hende skyllet og ved hjælp af legetøj og et par godbidder, fik jeg hende også op af slidsken og op til nedgangen til bassinet. Så kunne jeg godt se at der skulle lidt lokken og overtalelser til, før vi kom videre. Det lykkedes langt om længe at få hende ned i vandet og så gik det også udmærket. Hun svømmer jo som en fisk; men jeg tog hende ret hurtigt op igen - og så har jeg planer om at tage derop igen i næste uge - så skal hun have lov at svømme noget mere;o))
I weekenden kommer Nicolai, Malene og Sika - vi har lovet at lægge et 1000m spor med færtsko til Sika.
 

5. juli: I går regnede det fra morgenstunden af, så jeg måtte vente til sidst på formiddagen, inden jeg kørte ud for at lægge blod ud på de 3 spor. Jeg startede med at lægge sporet til Xingu - et almindeligt sprøjtespor og længden på det spor er nok 1100-1200 m. Så lagde jeg Albas 1000 m spor med færtsko - det var lidt uvant at gå med dem, da det er over 1 år siden jeg sidst har brugt dem på træning. Til sidst kørte jeg op i en anden ende af skoven og lagde det til Tikka med klovslæb og ca. 400 m.
Da jeg kom hjem fra arbejde i aftes lå der en mail fra Janne, som havde fået noget med sit ene øje, og måtte i den anledning opsøge en øjenlæge, som nedlagde forbud på al anstrengelse de næste 14 dage, så hun måtte desværre stå over på sporet i dag; men heldigvis kunne hun godt deltage i vores sociale samvær bagefter;o)
Sporene var jo lagt og det åbnede så mulighed for at også Malou kunne få lov at gå et spor. Jeg var nu lidt betænkelig, for hendes kondition er bestemt ikke på toppen (det er min nu heller ikke); men det skulle da forsøges.
Da Dorte og Tikka kom, kørte vi ud og lod Tikka starte. Dorte havde ikke været tilfreds med Tikkas indsats på det sidste træningsspor - også her tror jeg, at det er en snarlig løbetid, der gør sig gældende (det kunne vi se og mærke på Malou og Alba). Tikka fik vist sporstarten og da hun var kommet lidt ud af sporet, begyndte hun at gå som 'hun plejede' sporsikkert og tydeligt at læse. Tikka markerede samtlige sårlejer jeg havde lavet og tilbagegangen tog hun også. Jeg havde forberedt Dorte på at den sidste langside var noget uoverskuelig, da der også her var vokset bregner op hvor sporet plejede at gå. Dorte har ikke tidligere gået dette spor, så hun vidste ikke hvor sporet gik; men hun fulgte med Tikka og den kom da uden problemer til sporslut og fik sin velfortjente belønning.
Så var det Albas tur og sporet i dag skulle afgøre om jeg skulle trække hende fra den næste sporprøve jeg har tilmeldt hende! For sådan som hun gik i Grenå i søndags er ikke noget at melde til prøve på! I dag  så jeg 'den gamle Alba' - hun gik lige ind og stemplede sporstarten - jeg havde ladet de blå markeringsbånd hænge på sporet - så Dorte, som fulgte med kunne også se hvor godt Alba gik i dag. Der var lige et enkelt sted, hvor hun kunne have trukket mig på 'skovtur'; men hun kom ret hurtigt tilbage til sporet, da jeg bare stod stille. Alba har konditionen - for hende var det ingen problem at gå sporet i dag, som også var omkring de 1000 m. Så jeg tror jeg lader hende deltage på schweissprøven!
På vej om med Alba blev vi enige om, at Dorte skulle prøve at gå med Malou. Jeg skulle gå bagved, og kunne skride ind, hvis Malou ville lave numre. Men Malou gik et supergodt spor i dag - lidt krydsen frem og tilbage, hvor der var frisk fært, men hun var tydelig at læse. Hun virkede lidt træt de sidste par 100 m, men hun fuldførte i fin stil. Malou er åbenbart ikke så nøje med, om det er os eller en anden, der holder fast i linen - det er dejligt nok, for så er det jo sporet hun koncentrerer sig om.
Da vi kom hjem, var Janne kommet - sporene havde taget godt og vel 2½ time at gå ialt; men da hundene blev lukket ud af bilen, var der ingen, der var mere træt, end der skulle leges og prøves kræfter indbyrdes. Det var ikke spor af Albas tidligere modvilje mod andre hunde, der ville snakke med mig - alle 3 legede godt sammen. Dejligt at hun er kommet over det - det var temmelig anstrengende til tider.
I morgen skal jeg op til Midtjysk-hundecenter og svømme med begge hundene - Alba skal prøve for første gang.

3. juli: På torsdag kommer Janne og Dorte og skal gå spor med deres hunde, så i dag har jeg været ude og gået de spor, jeg har tænkt mig at lægge blod ud på i morgen. Det er rart lige at se hvordan det ser ud derude, inden sporet skal gås op. Jeg måtte, som forventet, også lige ændre lidt på sporene, da bregnerne visse steder står så højt og tæt, at det er vanskeligt at passere dem. Solen skinnede og det var virkelig en dejligt at gå derude. Jeg så ingen dyr; men jeg fornemmede alligevel at de var der;o)
I dag for nøjagtig 1 år siden var Janne og Dorte også herude og gå spor og da havde vi hedebølge - og det var ikke nemt for hundene i den varme - nu må vi håbe at vejret holder tørt - så vi også i år kan sidde ude og spise og hygge os når vi er færdige med at gå sporene.
Albas spor lægger jeg med færtsko - nu skal det prøves om det skærper hendes interesse. Janne vil have et konventionelt spor og Dorte får en 'svensk' spor med klovslæb; men det bliver nu også lagt som de andre - med hjorteblod, som jeg har taget op af fryseren.
Selvom det regnede i aftes fik Hans alligevel lyst til at køre ud og se efter bukken og han var heldig, for nu hænger nr. 3 nede i garagen! Det er en pæn gaffelbuk og den er, som de andre meget flot rødbrun i farven.

1. juli: Jeg har besluttet mig for at vende tilbage til at træne Alba med færtskospor! Jeg har faktisk ikke haft dem fremme i det sidste år og det er jo langt det mest naturlige for hunden at følge et færtskospor end et alm. sprøjtespor. Skovfogeden på Rugård, som i går fik en flot 1. pr. på 1000m/20 timer med sin labrador, træner sin hund udelukkende på færtsko - UDEN schweiss! Han bruger udelukkende denne hund til schweiss - ikke på jagt - der bruger han en anden labrador. Jeg kan godt se, at hundens interesse for at følge en frisk afledningsfært bliver vakt, lige så snart den har prøvet at drive på en jagt - det kan man så tage som en udfordring og så lade være med at gå så højt op i præmieringerne på fremtidige schweissprøver.
Alba skal fortsat med på jagt - og jeg vil nok blive ved med at stille med hende på schweissprøver, så længe jeg selv kan klare det, på trods af min gigt.
I går var det igen meget tydeligt at se, at begge hundene nærmer sig en ny løbetid - Chita var vældig interesseret og begge vores synes også at Chita var interessant, så det er lidt spændende om vi kan 'nå' at tage på parringstur til Norge inden vores USA tur til september......
I dag skal vi have familien med ud at spise - håber vejret holder tørt, så vi kan komme ud og gå lidt bagefter.

30. juni: På trods af lidt regn i nat, var det et optimalt sporvejr i Grenå i dag. Det var dog desværre ikke nok til at få en præmiering med hjem på Alba. Hun viste sig fuldstændig uinteresseret i sporet - og så er der ikke så meget man som fører kan gøre. Hun går ind i kassen, finder sporet og går ud og tager første knæk. Hun er bare slet ikke sporfast og hver gang jeg står stille, gør hun det også og kommer tilbage til mig og står og kigger spørgende på mig, og det er bestemt ikke til at læse på hende hvor sporet går. Ved det sidste knæk vælger hun først at krydse et brandbælte; men løfter hurtigt hovedet og kommer tilbage til mig - så tager hun et knæk i den forkerte retning (viser det sig) og jeg følger med - så har vi tab! Så tager jeg hende langt tilbage, hvor jeg sidst var sikker på at sporet gik og så krydser hun brandbæltet igen og jeg følger igen efter hende. Jeg kan hurtigt mærke på remmen, at hun ikke er på sporet, men inden jeg får hende trukket tilbage får vi igen at vide at vi har tab. Så beslutter jeg at stoppe prøven - hun er slet ikke motiveret! Vi følger så stifinder og dommer hen for at hente skindet, som lå lige i nærheden - bare til den anden side i knækket.
Jørgen og Chita oplevede lidt af det samme. Chita kom med stort besvær ud af kassen og så gik hun mere eller mindre død - og Jørgen fik også 2 tab, da han også besluttede at stoppe prøven.
Benny og Ruko havde været uheldig sidste år på 3 timeren; men i år klarede de det flot! Sidste uge havde Djurslands Jagthunde Klub afslutning på deres schweisstræning og her fik Benny og Ruko også en 1. pr. Så nu er Benny og Ruko klar til 20 timeren;o)
Jørgen inviterede på frokost i klubhuset, inden vi kørte hjem til ham og Pia. Vi havde aftalt at afprøve lidt ræveapportering på Alba og Malou. Han havde tøet en fin lille ræv op og vi startede med at lade Hans holde begge vores i line; mens Jørgen lod Chita vise hvordan det foregik. Der var der sandelig ingen tegn på manglende interesse hos Chita - hun apporterede med logrende hale og havde et fint greb om ræven, som hun afleverede flot til Jørgens hånd. Så skulle vi prøve med Malou - meeeen hvis en hund kan rynke på næsen, så var det vist det hun gjorde - puha - hun snusede til den; men viste ingen lyst til at tage den i munden. Alba prøvede simpelthen at ignorere den - hun nægtede at se på den i starten - først da Jørgen hentede en tørret model i udhuset og vi igen lod Chita apportere et par gange vågnede interessen hos Malou og Alba. Den tørre model tog Malou uden de store problemer og apporterede også fint til Hans; men Alba nøjes med at snuse lidt til den - hun tog den ikke i munden!
Efter kaffen kørte vi ned til stranden - den lå ikke mere end et par hundrede meter fra Jørgen og Pias hus og så fik de 3 sorte ellers deres lyst styret i det våde element.
 


Benny og Ruko med deres 1. pr.


Ruko med sin pokal


Malou forrest med Chita til venstre og Alba længst væk


Chita viser lige sin mor og søster hvordan man apporterer ræv


Værsgo 'far'


Chita viser det lige igen - hold så øje tøser


Dygtige Chita


Tak


Den tørre model faldt bedre i Malous smag


Den kunne hun godt apportere


Malou på 'hjemmebane' - så smid da den dummy 'far'


Malou forrest - Alba til venstre og Chita bagerst


Chita forrest, så Malou og Alba til sidst


Alba og søster Chita leger i gårdhaven

 

28. juni: Sommerferietiden er over os; men vejret smager nu ikke særlig meget af sommer - i dag startede dagen dog med tørvejr. Så hundene kan godt forvente en tur ved søen lidt senere. På lørdag skal vi til Grenå og prøve os på 400m/20 timers schweissprøve med Alba. Malou kommer med og vi har snakket om, at vi også godt kunne godt have meldt hende til, bare for træningens skyld. Nu må vi se om der ikke byder sig en anden chance i år. Jørgen har lovet at tage en ræv op af fryseren, og har lovet os lidt 'privat undervisning' i ræveapportering - vi glæder os til at Chita viser os hvordan det skal gøres;o) Jørgen og Chita har været nederdrægtige uheldige på 2 apporteringsprøver de har deltaget på her i foråret. På den ene fører de med max. point og mangler lige den sidste and - så får Chita hele hovedet under vand, da hun springer i vandet og det generer hendes ører så meget, da hun kommer op, at hun ryster sig kraftigt med anden i munden og så finder dommeren åbenbart et lille hul af en hjørnetand - det var det - øv. På den anden prøve, er Chita på vej ud efter en due og træder op i en rugende fasanhøne - det var (forståeligt nok) mere end den kunne ignorere og efter et par forsøg, brød dommeren så den prøve - øv igen. Men vi ved jo at Chita kan - så det er bare at forsøge igen. Vi glæder os rigtig meget til at hilse på dem igen på lørdag. Chita er nemlig også tilmeldt schweissprøven, som bliver arrangeret af Djurslands Jagthunde Klub. Alba får ikke flere træningsspor inden - i næste uge kommer Janne og Dorte og så skal Janne og mig træne et 1000 m spor og Dorte skal have et 'svensk' spor og så skal vi bare hygge bagefter - håber vejret bliver godt;o)
Jeg har et klippekort liggende oppe ved den nye indehaver af Midtjysk hundecenter og jeg tror det vil være en god ide at benytte det og lade begge hundene få mulighed for at svømme - Malou kunne godt trænge til at smide et par kilo og er ved at være lidt for magelig anlagt.
Hans har været ved at gøre vores biler rene her i formiddag, og lige nu ligger begge hundene omme bag i den ene - de vil ikke risikere ikke at komme med, hvis vi nu skal et eller andet sted hen;o)))

26. juni: Der lå svar på Albas farvetest i aftes, da vi kom hjem fra hundetræning - Alba bærer både brunt og gult og dermed kan vi konstatere at Malou må være bærer af den brune farve - så ved vi hvad vi skal tage hensyn til når vi skal finde hanner at parre med. Jeg har ellers en dejlig han på listen over emner til Alba; men jeg tror jeg dropper ham, da jeg ved han er bærer af brunt.
Jeg tog med til træning i aftes; men det var ingen succes - Alba blev stresset af at have mig rendende omkring med kameraet - hun har lidt svært ved at 'glemme' at hun er min hund, når vi begge er til stede, så hun slog lige vejen forbi mig med duerne inden hun afleverede til Hans. Ræven var forbeholdt åbenklasse holdet; men det varer nu også lidt inden Alba er klar til den, tror jeg. Unghunde holdet havde due, and og kanin at apportere i aftes. Nu skal vi repetere liniedirigering her i sommer, så hun kan det, når hun til august skal starte på åbenklasseholdet. Hans kan nå at deltage 3 ud af 5 gange inden vi skal til USA.
Nedenunder en beregning på, hvordan de nedarvede farver er på de to kuld vi HAR haft  og hvordan de vil være på Albas kuld.


Sådan vil resultatet af Alba/Theo (Flyver-kuldet) se ud


Sådan må resultatet af Malou/Hamlet (Abba-kuldet) se ud


Sådan må resultatet af Malou/Salje (Våben-kuldet) se ud


25. juni: I dag skulle Albas farvetest - ifølge firmaet i Michigan - laves, så der kommer nok svar i løbet af de nærmeste dage. Hun kan jo i realiteten være bærer af både gult og brunt, så jeg er noget spændt på resultatet. Malou har vi valgt ikke at teste - ikke for pengenes skyld; men vi har allerede udvalgt de hanner hun skal parres med de næste par gange og de bærer ikke den brune farve, så fra hende kommer der helt sikkert kun sorte hvalpe, hvilket vi er ganske godt tilfredse med;o)
Vi er lige kommet hjem fra den store 'luksustur' nede ved Gudenåcentralen. Det begyndte at smådryppe, da vi kørte hjemmefra, men det blev ikke til mere under turen. Der er ikke slået græs ovre på den store eng, så hundene er helt skjult for mig, når de løber rundt derovre. Det er noget, der passer dem at få lov at løbe frit og bruge deres næser. I aften bruger jeg et par af mine flekstimer og følger med Hans og Alba til den sidste træningsaften i jagtforeningen for denne gang. Der bliver vist prøvet apportering af en ræv - det bliver spændende at se hvad Alba siger til den;o) I går havde vi taget en due op fra fryseren, som Alba fik lov at apportere nogle gange i aftes - og det gik udmærket - hun har en god vildtbehandling, så mon ikke det lykkes at få den kvalifikationsprøve på hende i år? På lørdag skal vi til Grenå på schweissprøve - så må vi se om vi langt om længe kan få den 1. pr. hjem på 20 timeren...
Vi har haft gode resultater med brugen af mit hjemmelavede flåtmiddel - inden vi går tur, og når vi ellers husker det, bliver hundene sprøjtet over det meste af kroppen og de synes åbenbart ikke at lugten er ubehagelig, for de snuser interesseret til hinanden bagefter og jeg har da også set Malou slikke lidt på Alba. De bliver set efter hver aften og flere gange har vi - når de sidder tæt på os, bemærket at flåterne hellere foretrækker Hans og mig fremfor hundene. Vi mærker dem hurtigt og kan fjerne dem med det samme. Vi har da fjernet et par enkelte på hundene; men de har været små og altså ikke siddet særligt længe. Da vi brugte Exspot og Bayvantic fandt vi også nogle gange flåter - godt nok halvdøde - men alligevel. Dette hjemmelavede middel er i hvert fald ikke giftigt for hundene og det er billigt at lave;o)
Kog masser af hvidløgsfed sammen med nogle kviste frisk rosmarin op i noget vand og køl det af - si det og hæld det på en sprøjteflaske.


24. juni: Efter at begge hundene gik et perfekt spor i formiddags, tog vi dem med ned til vores nye badeplads ved Tange sø. Vi havde hele stedet for os selv, så der var fri leg på stranden og i vandet og det var populært. Som sædvanlig var Malou ikke interesseret i at gå længere ud, end hun kunne holde øje med, om der blev smidt en dummy ud, som hun skulle hente.


Malou og Alba fjoller rundt i sandet


Hvem kommer først op af vandet


Jeg fik pinden...


Smider far den dummy eller hvad?


Nu løfter han den...


Kom så med den...


Albas tur til at apportere


Hurtig ind til far


Pænt vente til far siger tak


Kommer der mon flere dummier?


Hans og dummien har den fulde opmærksomhed


Malou i venteposition

23. juni: Så blev sportræningen genoptaget. I formiddags tog Hans og jeg ud og lagde 2 spor med hjorteblod - ca. 400 m lange med opsøg og tilbagegang. Da vi kom hjem kom der en kraftig tordenbyge og der kom virkelig meget vand. Over middag kom der endnu en kraftig byge. Sidst på eftermiddagen tog vi så hundene ud og gik sporene og det gik super for dem begge to. Regnen havde ikke haft nogen negativ indflydelse - der må have været masser af fært. Da hundene havde gået sporene lagde vi 2 nye spor, som de så skal have lov til at gå i morgen. Det er herligt at se den glæde begge hundene giver udtryk for, når vi tager sporline og sele ud af bilen - så ved de jo godt hvad de skal.
Janne havde været med som supporter for Pia og Monty, som var til deres første 400m/3 timers schweissprøve i Hvilsom i dag og Pia og Monty gik til en flot 1. pr. - et stort tillykke begge to - rigtig flot klaret. Pia var deltager på vores schweisskursus i weekenden 31. marts/1. april i år.

22. juni: Nu må vi vist se at tage os lidt sammen og komme i gang med noget sportræning! Lige pludselig er det den 30. juni, hvor Alba og mig skal til Grenå og prøve os på den 20 timers schweissprøve igen - for jeg ved ikke hvilken gang;o)))
Vores lokale 'Gang-i-Tange' gruppe, har udover et smukt og funktionelt torv, også fået indrettet en helt ny badeplads lige overfor Golfbanen. Der er kørt masser af hvidt strandsand på og der er indrettet omklædningsrum og toiletter og i aftes tog Hans Alba med derud til en gang apportering. Det er et helt ideelt sted, da man kan stå og tage imod helt nede ved vandkanten. Det eneste minus er, at området også bliver brugt af de lokale måger - og der er hvide klatter overalt på strandbredden - æv.
Jeg tror jeg vil høre om man er opmærksom på at tage vandprøver - så man er klar over hvornår der er risiko for de giftige blå/grønne alger og kan holde børn og hunde fra at bade! Der har været meget varmt i lang tid og ovre ved slusen ser det noget 'grønt' ud allerede.....
Andreas kom hjem fra Thailand i går formiddags og jeg kørte ham direkte hjem til sig selv - han skulle have indhentet en masse søvn - det er ikke let at sove på et fly....

21. juni: Det er meget varmt og trykkende, både om dagen og om natten, så ingen har den store lyst til al for meget aktivitet. Hundene brænder lidt krudt af om morgenen efter maden, for så at lunte stille rundt resten af dagen. Først til aften vågner de lidt op igen. På mit arbejde har vi travlt, så jeg prøver at 'spare' yderligere timer op på flekskontoen - det er rart at kunne holde en fridag ind imellem.
Hans meldte sig i aftes til et schweiss seminar, der bliver afholdt i slutningen af september. Sidste gang blev det aflyst, men vi håber på at det denne gang bliver gennemført. Der var endnu plads med hund, så planen er, at Alba skal med - men det afhænger jo af, om damen skal i løbetid/parres, for så går turen til Norge i stedet for!
Desværre falder det også sammen med DRK's kvalifikationsprøve; som Alba bliver trænet hen imod - nu må vi se hvad der skal prioriteres!
Nu er vi holdt op med at 'planlægge' løbetiderne;o) Begge hundene opfører sig igen, som om en løbetid nærmer sig og et kig i kalenderen fortæller at sådan kan de opføre sig op til 2 måneder før løbetiden faktisk starter. Begge er planlagt parret - Alba på sin næste løbetid og Malou sidst i 2007/først i 2008. Albas parring afhænger af om vi kan 'nå' det, i forbindelse med vores tur til USA fra den 4. til den 20 september. Malou skal næste gang insemineres - og der mangler stadig en del papirarbejde! Vi vil ikke have mere end 1 kuld hvalpe af gangen - flere synes vi ikke vi kan præge og passe ordentligt!
Andreas vender hjem efter 1 måneds ferie i Thailand - jeg regner med at skulle hente ham i lufthavnen omkring middagstid i dag.

18. juni: Efter en stille lørdag, hvor hundene ikke blev aktiveret på sædvanlig vis, tog vi dem med ned til søen i går og efter en god løbetur på engen, sluttede vi af med lidt vandapportering omme ved den store sluse. På vejen derom demonstrerede Malou og jeg lige vores 'byttenummer' overfor Hans, som var tilpas imponeret over at Malou endelig havde lært at aflevere til hånd - og det endda hendes yndlingsdummy; som jeg havde taget med. Omme ved vandkanten blev Malou bundet af; mens Hans gav Alba nogle vandmarkeringer. Jeg er imponeret over Albas lydighed - hun søger øjenkontakt med Hans, og venter pænt på at få ordren 'apport' - ikke noget med at knaldapportere her. Det sad Mammalou så lige og overværede og da Alba var færdige, fik hun selvfølgelig også lov at hente et par stykker; men sammen med vand og en dummy, der bliver kastet, så knalder Malou, som hun altid har gjort - der er langt op til Albas niveau;o)))) Men en 'byttekiks' i Hans's hånd fik hende - uden problemer, til at slippe dummien i hans hånd - det er store fremskridt.
Vi kunne se at der er ved at komme grønne alger i søen, så måske skal vi snart holde pause med at apportere derfra.

16. juni: Så fik vi vores datter Marit gift. Hende og Jes gav hinanden deres 'JA' på rådhuset i Ringkøbing. De havde valgt et lille bryllup - kun med os og Jes's forældre som gæster. Vi tog efter vielsen ud og spiste på Restaurant Stauning-Havn hvor vi fik en pragtfuld middag. Bagefter tog vi hjem til de nygifte til kaffe og bryllupskage. Vores svigersøn; som er uddannet bager, havde stået til kl. 03.00 i nat og lavet kagen - synd at man ikke på billedet kan se hvor vidunderligt den smagte. En dejlig og minderig dag - og heldigvis blev vores kamera færdig repareret og vi fik taget en masse dejlige billeder.

14. juni: Hurra - vores kamera blev leveret på vores adresse i går formiddags - udsøgt service fra firmaet, så nu behøver vi ikke være nervøse for ikke at kunne tage billeder på lørdag.
Vi har efter moden overvejelse besluttet at aflyse vores reservation hos Østjysk Hundecenter til pigerne i september. Ideen med at lukke en stor flok hunde ud til 'fri leg på græsset' sympatiserer vi ikke med! Nogen hunde vil synes det er helt fint, mens andre hunde vil føle sig trykkede - og jeg vil ikke risikere noget, da jeg jo ikke kender de andre hunde i pensionen. En anden betænkelig ting er, at jeg heller ikke ved nøjagtig hvornår pigerne går i løbetid - puha - tænk at få to drægtige piger med hjem;o(((((((
Vi har fået tilbud om 'privat' pasning - det er jo langt bedre og så kan vi også bedre nyde vores ferie og slappe af - uden at skulle spekulere for meget over hvordan pigerne har det;o) Det er hos et par søde mennesker, som vi har hilst på i forbindelse med, at de var skrevet op til en hvalp efter Malou - og de har 2 labbepiger i forvejen - så der bliver i hvert fald ikke tale om 'tyvparring';o)
Jeg fik at vide fra det amerikanske firma, at der vil foreligge svar på Albas farvetest den 25. juni - så det er bare at vente......men uanset hvilke farver hun bærer, så bliver det Theo, som 'får lov'........han bærer nemlig kun den gule farve:o)
Min hals giver fortsat problemer - men nu er der bestilt tid til en speciallæge - håber bare på, at få det lidt bedre til på lørdag....
I weekenden afholdes der sporprøver på Slåstad og i Løten i Norge - gid man kunne være der - det plejer at være så hyggeligt......

12. juni: Efter afslutningen i på hundetræningen i HOJF i søndags, er de blevet enige om at fortsætte 3 mandage - og disse 3 gange trænes der på forskellige vildtarter. I aftes var det duer og ænder. Der var ikke mødt ret mange op til træning i aftes - måske p.g.a. det varme vejr. I modsætning til Malou, som godt kan 'køre sig noget op' under ventetid, er Alba bare helt cool og det er dejligt at have en hund, der i den grad kan tændes og slukkes for efter behov;o) De var startet med at apportere alm. dummier og så undervejs skiftet til duer og ænder og de havde apporteret både fra land og fra vand; men efter nogle gange med succes, var de holdt! Alba havde apporteret lige efter bogen - så Hans havde hurtigt indset at han godt kunne 'slappe helt af' - der var ikke optræk til nogen problemer med hverken vildtbehandling eller aflevering.
Næste mandag er det kanin og ræv - særlig ræven er vi lidt spændt på, om hun apporterer spontant - ellers har Jørgen fra Djursland tilbudt os lidt privatundervisning - Albas søster Chita er jo mester i ræveapportering;o)
Malou har vi jo som sagt - lavet alle mulige begynderfejl på - hun ville gerne beholde dummierne for sig selv - og var lidt for høj i tænding i prøvesituationer og Dina gad slet ikke apportere! Så det er skønt, at man endelig har en hund, der gerne vil - og kan;o)
Malou er jeg nu ved at have styr på - vi apporterer et par dummier hver aften - og bytter uden problemer med en lille kiks - men hun får først kiksen, når jeg har fået dummien lagt væk, så hun ikke falder for fristelsen til at smide den for tidligt.
Jeg håber på at vores kamera bliver repareret færdig til på lørdag, hvor vi skal til bryllup med Jes og Marit. Andreas har nemlig lånt vores 'ekstra' kamera på sin ferietur til Thailand - og han kommer først hjem sidst på måneden.

Nedenstående billeder er taget af Janne, da vores kamera desværre stadig er inde til reparation.

10. juni: Endnu en varm dag at gå spor; men hvor var det en hyggelig dag. Vi mødtes ved Naturskolen Ørnereden kl. 11.00 og kørte ud i et andet område af skoven, hvor Malou skulle gå det første spor. Det havde ligget i ca. 22 timer og Janne havde lagt det som et rigtig 20 timer spor med opsøg og tilbagegang. Jeg fandt ud af, at Malou og mig har ikke mistet taget på det at gå spor sammen. Jeg var noget spændt, fordi det jo er Hans, der har overtaget hende som sporhund. Malou er meget let for mig at læse og hun gik et flot spor i dag - også i følge Janne. Vi havde dog lige lidt problemer ved sporslut, fordi Janne var lidt i tvivl hvilken 'bregne' hun havde bundet kloven fast i og Malou er ikke god til at tage kloven i munden og komme med den - hun kigger bare på den og vender om for at få sine godbidder;o)))Men det lykkes til sidst.
Så var det Xingus tur og den gik også et rigtig godt spor. Farten er kommet meget ned i forhold til de første spor jeg så dem gå, så nu kan man følge med og se hvad de laver. Så blev det Pia og Montys tur. Pia træner alm. fodspor i DcH - og det var tydeligt at se ved slutningen, hvor Monty fortsatte på Jannes fod forbi kloven. men den var utrolig nem og læse og det lykkes også for den at finde kloven. Så blev det Dina og Mariannes tur. Det var Mariannes første spor - og for Dina var det første gang i mere end 1 år, så det var lidt spændende. Men Dina var allerede ned ved bilerne fuldstændig klar over hvad hun skulle, da vi tog line og sele frem og gik ind i skoven. Hun begyndte at gabe - et tydeligt tegn på at dæmpe sig selv ned;o) Janne havde lavet 3 timers spor til Monty og Dina og måske var det for nemt for Dina, for hun gik i hendes sædvanlige overlegne stil og gav sig god tid til at lave alt muligt andet. Måske var hun også klar over at hun kunne tage Marianne med på 'skovtur' - men det lykkes selvfølgelig at finde kloven for 'Guldlok' - hun kan stadigvæk godt - og hun er oven i købet i løbetid, hvilket heller ikke plejer at genere hende synderlig meget.
Da vi var færdige kørte vi tilbage til Ørnereden og tog alle hundene med ned til stranden, hvor de fik lov at komme ud og bade - det var lige noget, der passede dem. Vi skulle dog lige holde lidt øje med Monty og Dina for et hvalpekuld står vist ikke på ønskelisten hjemme hos Dinas nye familie.
Det var lidt sjovt at se Dina - de første minutter lod hun som om hun overhovedet ikke kendte mig, men det gik nu hurtigt over og da vi sad med vores kaffe og Jannes hjemmebagte boller, sneg hun sig lige over og lagde hovedet i skødet på sin 'gamle' mor - jo hende 'Guldlok' har nu ikke helt glemt hvor hun kommer fra. Men det er så tydeligt at hun har det godt og det var den helt rigtige beslutning vi tog for 1 år siden. Mens vi sad med kaffen dukkede Dorte og Jens Ole op med Tikka - de var 'bevæbnet' med badetøj og et par vanddummier og skulle også ned til stranden. Dina og Tikka kender jo også hinanden i forvejen fra det grønne område i nærheden af hvor de bor, så de fik også lige hilst på hinanden.
Da jeg kom hjem fik jeg at vide at Alba havde klaret sig så godt til deres 'midtvejsprøve'. Hun havde fået 1. pr. og var blevet prøvens bedste hund med foderpræmie, glas og vandrepokal. I morgen aften, starter de med vildt - og i august kan de vist lige nå 3 træningsaftener inden vi skal til USA. Vi må så bare træne lidt mere privat;o)

8. juni: Det var en varm omgang at gå spor i dag - pyha - Alba begyndte at 'halse' allerede efter 50 m og hun gik ikke specielt remfast. Jeg lægger og går sporene midt på dagen - af hensyn til dem, der har lejet jagten på området. På dette tidspunkt, her midt i ugen, er der nok ikke de store chancer for, at der sidder en og venter på forårsbukken. Nu venter vi med at lægge et spor i morgen; som hun så får lov at gå samme dag - og det lægger vi på et andet terræn. Desværre kommer hun ikke med til Århus på søndag for at gå spor - og får heller ikke mulighed for at hilse på 'tante Dina' - det havde nok været hyggeligt at se de to sammen igen;o) Det er helt tydeligt, at Alba er 'præget' på en gul labrador - det ses når vi møder nogen.
Jeg fik postet brev til DKK - så nu bliver Albas nye titel nok snart registreret.
Vi har også været ved at kigge lidt på hundepensioner og jeg har netop truffet aftale med Østjysk Hundecenter nede i Mollerup v/Silkeborg. Egentlig havde vi tænkt på den vi 'plejer' at benytte; men Møldrup ligger så langt væk og det er jo ikke Karina, der har den mere, selvom jeg er sikker på at den nye ejer er lige så god til at drive pension som Karina var. Nu er vi i hvert fald skrevet op ved Østjysk Hundecenter og så må vi lige ned og kigge lidt på forholdene, inden vi helt bestemmer os.

 

7. juni: Det gik rigtig godt med Albas spor i formiddags og jeg har lagt et mere hun skal gå i morgen. Hans træner apport med hende og på søndag skal de som sagt til sådan en 'midtvejsprøve' i jagtforeningen, hvor de bl.a. skal gå hinterbane. det er lidt ligesom DRK's brugsprøve; men hundene skal ligge i skjult dæk og de skal også kunne fløjtes dæk under et hjemkald! Alba har været fantastisk hurtigt til at lære disse ting og jeg kan se hun rigtig nyder når vi laver forskellige øvelser med hende. I mandags havde de en øvelse på holdet hvor alle hundene blev dækket af og så skulle førerne fjerne sig et godt stykke væk. Så dækkede instruktøren sin egen hund af og fjernede sig og bagefter kaldte han hunden til sig, så den skulle løbe imellem de andre hunde og førerne. Da blev Alba som den eneste af hundene liggende i dæk! Lige nu er Hans kørt ned til søen med dem begge to til lidt vandapportering - det tager Alba som ren belønning;o) Alba har ingen problemer med at skille de forskellige ting ad som vi træner med hende.
Malou har altid været så fikseret på dummierne og har ikke altid været glad for at slippe dem igen; men nu har jeg fundet 'trylleformularen' der får hende til at slippe dem så let som ingenting - ordet er 'bytte' og så slipper hun dem lige så pænt ned i min hånd og til gengæld får hun en lille kiks - af de hjemmebagte, naturligvis. Vi har virkeligt udsat Malou for alle de største begynderfejl der kan tænkes, men inderst inde er hun jo nøjagtig lige så behagesyg lige som de fleste andre labber - hun skal bare lige have de 'rigtige' kommandoer;o)
I dag kom posten med brev fra NKK - der var både en bekræftelse på at Alba var registreret som NVCh og - et flot championatdiplom - denne gang har Dagny været hurtig til at få det ordnet. Nu skal jeg så lige have sendt DKK en kopi - og 45 kr. så skulle det også snart være registreret i DKK! Jeg har tit undret mig over hvor ofte mon DKK opdaterer Hundewebben? F.eks kan jeg se at Tikkas resultat på sporprøven i november ikke er registreret endnu - men nu blev det selvfølgelig også bare et 0 dengang, men alligevel - man skal nok selv holde øje med tingene! Jeg troede de lagde resultaterne ind løbende i stedet for at samle sammen? Jeg har tit problemer med at komme ind på siden - det er kun den med hundedata, der ikke vil åbne, hvorimod jeg ikke har problemer med at komme ind på de andre sider....


6. juni: Vi gik spor i går med begge hundene. Bare et daggammelt spor, og især for Alba, var det tydeligt at se, det var ved at være længe siden hun sidst havde prøvet, for farten var lige i det højeste. Det regnede, da vi lagde sporene; men det var holdt op, da vi tog op for at gå dem. Da Alba havde startet op og taget det første knæk (tilbagegangen sprang hun over) trykkede vi en lille gaffelbuk; som løb fra stedet. Alba så den ikke; men jeg lagde mærke til det sted, den krydsede sporet længere fremme og det var også vældig tydeligt at se på Alba, at her var der frisk fært. Bortset fra farten, så gik hun rigtig godt. Hans gik med Malou og bortset fra at hun gerne ville have fortsat ligeud i det første knæk (frisk fært) så gik hun også godt.
På søndag skulle jeg have haft Alba med til Århus og gå spor; men der er en 'midtvejsprøve' i jagtforeningen, så der skal Alba og Hans ud, for at se hvor dygtige de er blevet, så jeg tager Malou med i stedet. Janne har lagt spor til Pia, Marianne og mig. Pia deltog i vores overnatningskursus i Fussingø og Marianne er hende, der har overtaget Dina og hun har længe haft lyst til at se hvad det der 'spor' er for noget. Så jeg glæder mig til at se, om 'Guldlok' stadig kan huske at gå spor, når hun får selen på;o))
Ellers så startede vi i går med, at kigge lidt på kortet over Michigan og fik booket den første og sidste overnatning i nærheden af Pellston lufthavn. Vi sendte også en forespørgsel om reservation til en B&B i Good Hart; men har endnu ikke hørt noget derfra. Vi er heldigvis i så god tid, at vi kan afvente svar derfra, inden vi reserverer andre steder. Vi kan ikke reservere bil før en gang i juli - før kan de åbenbart ikke fastsætte prisen på hvad det koster. Vi skal også have undersøgt nærmere, hvor vi skal have hundene passet. Jeg havde i første omgang tænkt på, at de skulle op til Karinas afløser på Midtjysk hundepension ved Møldrup; men der skulle også være en god pension i nærheden af Silkeborg, så det må vi lige have undersøgt - de skal i hvert fald have det godt, mens vi ikke er hjemme;o)
Vores søn skal passe huset; men han skal ikke have ansvaret for hundene, da han arbejder fuldtids på mejeriet.
Jeg skal ud og lægge spor igen i dag - denne gang et overnatningsspor.
Jeg fik mail fra Dagny på NKK, som lovede en 'hyggelig besked med posten' en af de nærmeste dage - og efter et lille kig inde på den Norske Dogweb, kan jeg se at Alba er blevet registreret i NKK med sin NVCh titel - så det er nok hendes championatdiplom, der snart kommer med posten. Jeg fik også et coat color testsæt fra USA i mandags og har nu taget en prøve fra Alba, som er returneret i dag - så nu venter jeg spændt på hvilke farver Alba er bærer af - udover den sorte;o) Jeg har ganske vist hørt at testen vist ikke er helt 100% sikker, da nogen har fået hvalpe i farver, som ikke skulle kunne lade sig gøre - i følge testen - men nu får vi se....vi vil helst undgå at lave brune hvalpe;o))) - Lidt sjovt, da vi faktisk startede med at lede efter en brun - hi-hi.....

2. juni: I går tog jeg mig endelig sammen til at lade lægen kigge lidt på min hals, men der var ikke noget at se, så hans bedste bud var at afprøve nogle piller for allergi for at se om de skulle virke. Jeg forhørte mig om bivirkninger; men det mente han nu ikke der var - jeg skulle dog nok lige undlade at køre bil og betjene maskiner de første par dage indtil jeg havde vænnet mig til dem. Så jeg besluttede at blive hjemme fra arbejde og det var vist en god beslutning, for ca. 1 time efter jeg havde taget en pille, gik jeg faktisk ud som et 'lys'. Jeg var lige oppe og spise lidt; men måtte så gå i seng igen. Jeg vågnede først kl. 10,00 i formiddags! Vi skulle til Viborg og handle, så jeg turde ikke tage flere piller før vi kom hjem, og som i går måtte jeg gå i seng 1 time efter pillen var taget. Jeg synes ikke det har hjulpet på min hals, men nu giver jeg det lige en chance til og med i morgen - så må jeg vurdere hvad der er bedst - at have ondt i halsen eller være dødtræt?
Charlotte ringede i går - Chili havde født 9 hvalpe - 6 piger og 3 drenge - kun 1 gul dreng og resten sorte - sikke et ønskekuld. Nu må vi 'nøjes' med at kigge på andres hvalpe - efter Malou har 'snydt' os;o)
Metteline og Odin har lige sms'et - de fik en 2. pr. på udstillingen i Tyskland - og det var Metteline godt tilfreds med - et stort tillykke herfra - jeg venter at hun lige skriver i hvilken klasse hun stillede Odin og hvem, der var dommer. Lisbeth og Peanut er i Norge og gå spor og i dag har 'Nutten' gået til en 1. pr. med HP - og er blevet NVCh. Flot klaret af Lisbeth og 'Nutten' - synd at hverken DKK eller DRK kunne fortælle hende om reglerne for at blive Nordisk Sporchampion - for der er jo en reel chance for at hun ER blevet det med både Dansk og svensk championat i bagagen! Hun prøvede at undersøge det inden hun rejste, men nej - ingen vidste noget med bestemthed! Endnu en grund til at kigge lidt på de regler......

1. juni: Så lykkedes det for Hans at få skudt en buk! Vejret var helt fantastisk i aftes - helt vindstille, og han havde fået lov at sætte sig ude på en jagtkammerats jagt. Kammeraten vidste, der gik en buk derude; for han havde set den hver eneste morgen og aften han havde været af sted; men bukken havde opholdt sig på grænsen ind til naboen, så der havde ikke været muligheder for at komme på skudhold af den. I aftes lykkes det så for Hans.
Begge hundene var helt klar over at der var noget med hjem i bilen, for de strøg forbi Hans og ned til bilen, da han kom ind af døren. Da Hans fik dyret ud og lagt på græsset, var det tydeligt at se at Alba godt kunne huske fra sidste gang, hvordan hun hellere måtte holde sig på afstand af Malou; mens hun tog dyret i øjesyn:o) Desværre er der ikke muligheder for at tage billeder af dyret - kameraet er stadig til reparation.

31. maj: Uheldigvis er vores kamera lige blevet indleveret til reparation. Jeg var taget med Hans og Alba til hundetræning mandag aften, for at tage nogle billeder; men efter et par stykker, måtte jeg opgive, da jeg ikke kunne få det indstillet. Nu håber vi bare det bliver ordnet inden den 16. juni, da vi skal til bryllup med Jes og Marit.
Jeg håber også at den virus, der har plaget mig de sidste 3 uger, og har sat sig i halsen og på mit stemmebånd, vil forsvinde inden.
Odin og Metteline skal igen til Neumünster på udstilling i år - og vi krydser fingre for dem på lørdag.
Einar var her i aftes efter mere hundefoder og vi fik lige en opdatering på Lab-x-streams Beretta 'Chica'. Einar havde fået syn for, at også Chica har instinktet til at gå i struben på et dyr. Efter han havde skudt en buk, som han var sikker på lå forendt, havde han sat Chica på sporet og hun var røget lige i struben på den. Han synes det var dejligt at få bekræftet, for også Chica skal fungere som jagthund - og med det jagt Einar har tilgang til, så vil Chica virkelig få sin lyst styret;o)


Alba bliver 'dækket af'


Alba får en vandmarkerng


Hjem til far med dummien

29. maj: Så har vi opdateret vores hvalpeside med navnet på den udkårne til Alba. Beklager at billederne af ham ikke er særligt gode - forhåbentlig lykkes det mig senere, at få nogle, der er bedre;o) Oppe hos JR Sauge på kennel Mambrinos i Norge, ligger der i øjeblikket et kuld efter ham og hos Ada-Wenche og Roger; som har kennel Brattbo, hvor han bor, ligger der et kuld på 7, som han er oldefar til. Ada-Wenche skriver, at Theo i alle årene har deltaget i opdragelsen og pasningen af sine 15 børn, 16 børnebørn og nu sine 7 oldebørn. Hun fortæller han er vældig omsorgsfuld og interesseret i dem, og beskriver ham som en stor personlighed med sit gode humør i behold;o) Kennel Brattbo har beholdt 2 børn og 2 børnebørn efter Theo - alle tæver.
Ulla Jensen fra
Kennel Abildkrogen i Randers, har brugt Theo 2 gange - til sit æblekuld i 2005 og det kuld hun nu har liggende i hvalpekassen. Ulla faldt for hans dejlige temperament og hendes æblekuld udvikler sig i følge hende tilfredsstillende. Der er foreløbig 3 fra æblekuldet, der er HD og AD fotograferet og alle er fri! Desværre er der ikke så mange i Norge, der har fået deres hvalpe efter Theo fotograferet; og der ligger et par med HD - men moderen til disse hvalpe, har desværre også lavet hvalpe med HD med andre hanner, så det vil vi ikke udelukkende laste Theo for. De hvalpe, der er registreret i Sverige og fotograferet, er alle fri. Alba har fra både sin mors og fars side - forhåbentlig - arvet gener for stærke hofter og albuer, så vi har ikke nogen betænkeligheder ved at vælge Theo som avlspartner til Alba. Han supplerer på mange måder vores Alba og vi glæder os så meget til at lave netop denne kombination, at vi i dag rent 'tilfældigt' kom til at snakke om vi måske havde tid og plads til endnu en lille pige?.....nu må vi se hvad det bliver til;o))))
Med begge forældre som dobbelte sporchampioner og vores intension om at færtpræge kuldet fra de er 3 uger, kan jeg ikke forestille mig andet, end at en hvalp fra dette kuld vil være det oplagte valg, hvis man ønsker en hund til schweiss og spor!
Vi skal have Alba farvetestet for at finde ud af hvilke farver hun er bærer af - Theo er bærer af den gule farve, så der vil teoretisk kunne komme både sorte og gule hvalpe i kuldet!

27. maj: Vi har i dag ringet og snakket med ejerne til den hanhund vi påtænker at parre Alba med. Vi ville godt høre om de havde overvejet at optigenteste ham; men p.g.a. hans alder, mente de ikke det var aktuelt. Vi har nu heller ikke kunne finde det mindste spor af hverken PRA eller HC på noget af hans afkom eller på linierne bag ham, og da Alba er Optigentestet og også vil blive øjenlyst før en parring, så har vi besluttet os for at bruge ham. Vi håber på at kunne fremskaffe et lidt bedre billede af ham, inden vi sætter ham på 'hvalpesiden'. De lovede at få hans sædkvalitet undersøgt og så skulle han naturligvis også øjenlyses inden vi kom på besøg;o) De bor ikke så langt fra Flisa, så en parringstur bliver nok kombineret med et familiebesøg. Nu må vi så bare krydse fingre for, at Albas løbetid kommer så hun kan parres inden vi tager til USA eller venter til vi er kommet hjem!
Vi har igen haft besøg af vores lille husmus; som holder til ude under vores terrasse - den sad oven på et af hundenes kødben og det lykkedes mig at få taget et billede af den, inden den smuttede.
Vi er i gang med at kigge på kort over Michigan og finde frem til nogle passende overnatningssteder - men vi ringer nu nok lige over til Kim og Blair for at få lidt inside viden om hvad vi skal se;o)
 

26. maj: Med maj nummeret af NKK's medlemsblad HUNDESPORT kom der en længe ventet nyhed for os hundeejere, som ofte rejser til Norge. Fra den 1. maj har Stena Line åbnet mulighed for at tage hund med om bord på færgen Stena Saga, som sejler på Frederikshavn-Oslo. De har indrettet 3 lugarer, hvor man kan have sin hund med og der er mulighed for at lufte sin hund på dækket. Med den mulighed kan vi undgå den lange køretur fra Göteborg og til Flisa og tage færgen til Oslo og derved spare 250 km. Læs mere her: http://www.stenaline.no/stena_line/norway/verdt_a_vite/no/vanlige_sp248rsmal.html#dyr
Så er eftersøgningen på en egnet hanhund at parre Alba med, vist nok ved at være ved vejs ende. Det har ikke været nemt! Jeg tror ikke den hanhund findes; som ikke har et eller andet, som ikke kunne ønskes bedre - og man må så bare prøve at finde en, der supplerer ens tæve på så mange punkter som muligt. Vi har fundet en han, der temperamentsmæssig matcher Alba - han er Norsk og Svensk sporchampion og også Norsk og Svensk udstillingschampion. Eksteriørmæssigt vil han også kunne kompensere lidt i forhold til Alba. Vi kunne dog nok have ønsket at lidt flere af hans afkom var blevet HD og AD fotograferet - og så ligger der også et par hvalpe med lidt HD efter ham i Norge, men da mødrene til disse hvalpe også har avlet hvalpe med HD med andre sunde hanner, så vil vi ikke laste hanhunden for det. Malou har i sine 2 kuld vist at hun giver stærke og sunde hvalpe og Alba har yderlig sin fars gode HD og AD statistik bag sig, så vi vil ikke tillægge det så stor betydning. Jeg har været meget fokuseret på HC og der er så vidt jeg har undersøgt ikke nogen øjensygdom bag hanhundens linier!
Vi har stadig et par andre gode emner på listen, som vi muligvis vil vende tilbage til på et senere tidspunkt; men denne han er rykket op på listen på grund af sin høje alder - han fyldte 10 år i  januar, så vi krydser fingre for at vi 'når det'......
Hvornår Alba helt præcis kommer i løbetid næste gang, ved jeg ikke - men skulle hun komme, inden vores tur til USA, bliver hun parret - ellers må vi udsætte det til næste gang igen....

25. maj: Det sidste nr. af 'RETRIEVEREN' lå i postkassen i går, og hundebladene bliver som altid læst grundigt her hos os, selvom vi får en del af dem. Der var bl.a. en artikel fra dette års Unghundemesterskab på Vildtspor - afholdt på 'djævleøen' og med fine billeder af Dorte og 1VSU07 Lab-x-streams Tikka fra vores Våbenkuld. Dommeren, som dømte de to, havde sandelig også skrevet en kommentar til deres flotte præstation - herligt at se vores opdræt klarer sig så godt;o) Håber bare ikke at Niels Christoffersen har skrevet TIKKI på den sølvplade på kastestangen som Dorte forhåbentlig snart får tilsendt;o))))
Artiklens forfatter stiller sig selv til sidst det spørgsmål, om sporegenskaberne hos en hund er arvelig? - Jamen det håber vi da bestemt det er;o) - meeen det er bestemt ikke helt nok!
Hvis du vil have en hund du skal bruge til schweiss/spor, så find en opdrætter, der starter færtprægning af hvalpekuldet i en tidlig alder og henvend dig tidligt før et planlagt kuld, så du kan følge 'din' hvalp fra starten og måske selv være med til færtprægningen. Træningen skal naturligvis fortsætte når hvalpen bringes hjem i 8 ugers alderen. Vores Våbenkuld, hvor Tikka er fra, blev netop færtpræget, fra de kunne stå på deres små ben i 3 ugers alderen og til de rejste herfra Skovhuset. Dorte blev hurtigt 'bidt' af sporarbejdet med Tikka - og systematisk har hun og Tikka arbejdet sig op til de flotte resultater, de indtil dato har opnået. Vi er meget stolte af Dorte og Tikka og håber de lige nupper den sidste 1. pr. på Ordinær sporprøve i Sverige senere på sommeren - så har de også  SVCh i hus;o)
Uden at vide det - de danske sporregler er efter min mening noget uklare - vil Dorte og Tikka med en udstillingspræmiering efter Tikkas 2 års fødselsdag og på baggrund af Unghundemesterskabet, vel også opnå titlen DKVSCH???
Irene Snedker fra Samsø havde også fået sin artikel fra vores sporarrangement for Curlyerne på Ørnereden bragt. Det er altid dejligt, når det man laver kan glæde og gavne andre mennesker.
Jeg ved at Nicolai V. Flydtkjær også har sendt en artikel ind til RETRIEVEREN om den afholdte schweissprøve på Høgildgård - den var der åbenbart ikke fundet plads til i bladet - håber den bliver bragt ved en senere lejlighed;o)

24. maj: Begge pigerne var med på tur til Tange sø i går formiddags - dog havde vi taget turen langs indløbskanalen om til fiskerhuset. Da vi nærmede os, satte jeg linerne på dem, da fiskeren har en temmelig ilter gravhund; som dog ikke var ude og husere i dag. Derimod lå Franks labrador 'Devon' ude i deres indkørsel og nød det gode vejr. Jeg så straks at han ikke var bundet, og da han så, at der kom pigebesøg, var han omgående oplagt til leg, så jeg tog linerne af pigerne og lod dem lege sammen. Det var nu pigerne, der hurtigst blev træt og da jeg gik op langs Franks hus mod skoven, fulgte Devon med - uanset hvad jeg sagde og gjorde, så det ikke ud til at han havde tænkt sig at lade denne lejlighed til selskab gå fra sig. Der var ingen hjemme i huset, så jeg besluttede at vi kunne gå ned til båd ophaler pladsen og lege lidt i vandet. 'Devon' plejer ikke at være så vild med at gå i vandet; men det 'glemte' han i dag for da Alba fornemmede hvor vi skulle hen, løb hun i forvejen med ham efter sig - det er nemlig her Hans træner vandapportering hver aften med hende, så hun vidste godt hvor vi skulle hen. Da de så havde plasket lidt rundt og vi stadig ikke kunne slippe af med 'Devon', tænkte jeg at jeg måtte gå tilbage samme vej langs kanalen. På vejen om til bilen tænkte jeg på, hvordan jeg dog kunne få 'Devon' til at løbe hjem eller i hvert fald lade være med at følge efter os - alle mine forsøg med BLIV og GÅ HJEM var ganske nytteløse; men så slog det mig: Frank er jo englænder og da mine kommandoer på dansk åbenbart ikke var særlige forståelige for 'Devon', måtte jeg prøve noget andet: Jeg fik kontakt med 'Devon' og så sagde jeg 'stay' mens jeg holdt hånden op, og sandelig om ikke hunden satte sig ned og blev siddende mens vi slap hen til bilen uden ham;o)))
Da vi var kommet hjem og de var blevet tørret fik de hver et lækkert kødben fra fryseren, så der var fuldt beskæftigelse til over middag. De 'gamle' ben, får lov at ligge lidt udenfor - til glæde for en lille halsbåndmus, som vi så den anden morgen i fuld gang med at spise noget af det lækre marv; som hundetungerne ikke kunne nå ind til - der er ikke meget, der går til spilde her hos os.
I aftes havde Hans så igen taget dem med ned til stedet, hvor Alba trænes i vandapportering. Ikke uventet startede hun i begyndelsen af træningen med at slippe apporten straks hun kom op af vandet, inden hun rystede sig; men det problem er heldigvis løst nu, og nu skal vi snart bytte apporten ud med fuglevildt. Hans går stille og roligt frem - der er ikke noget der haster - men vi satser da på, at tage kvalifikationsprøven med Alba i løbet af i år.
Vi holder en lille pause med sportræningen - og venter indtil jægerne har haft en chance til at få deres forårsbuk - så starter vi op igen.

23. maj: HURRA i dag bliver Malou 5 år. Så mon ikke der falder et ekstra lækkert kødben ud af fryseren i dag? Det tror jeg damen vil sætte pris på;o)
Til morgen lå der mail fra Djursland - Chris havde skudt en rigtig flot buk lørdag aften og selvom den fik en god bladkugle lykkedes det den at gå ca. 60 m. Han ringede så hjem til Benny; som i løbet af en times tid kom med Ruko. Chris viste dem anskudsstedet og i løbet af kort tid havde Ruko fundet sin første buk. Vi ønsker tillykke med den fine buk;o)
Endnu en hvalp fra våbenkuldet har vist at den kan bruge sin næse.

 

20. maj: Så stod den igen på udstilling - denne gang i Vejen hvor DRK stod som arrangør. Vi havde stillet Alba i åbenklasse og dommeren var norsk. Hvordan han dømte og hvilken type hund han bedst kunne lide anede vi ikke - vi håbede bare på en 2. præmie, så vi kunne få Albas NVCh gjort officielt! I ventetiden, som der altid er masser af - så jeg dommeren uddele et par gule bånd - pyha - det er 3. pr. og et par stykker gik også fra ringen uden bånd - dem mente dommeren åbenbart ikke han kunne bedømme overhovedet. Lige før åbenklasse tæver skulle i ringen skulle dommeren og hans hjælpere lige holde en 10 minutters pause, men der gik det meste af 3/4 time inden vi kom i ringen. Jeg har lidt svært ved at bedømme hvordan Alba løber og står; men hun er nu blevet meget bedre til det og hun er også fuldstændig kommet over sin generthed når dommeren vil røre og se tænder - der er ingen problemer mere. Vi fik sandelig en 1. pr. og jeg kunne ikke lade være med at vise min glæde og fortælle Gunnar Holm; som hjalp til i ringen at Alba nu var blevet både svensk og nu norsk sporchampion. Da vi så skulle ind og placeres fik vi en 4. vinder placering og så gjorde Gunnar lige opmærksom på at Alba i dag var blevet NVCH - så det var en stolt fører, der løb æresrunde med Alba.
Alba - hun var ligeglad - hun fik sin præmie da vi kom hjem for da tog vi hende og Malou ned til Tange sø, hvor de fik lov at bade.

17. maj: Så gik bukkejagten ind i går og i går morges tog Hans Malou med sig i bilen og det gik fint - hun sagde ikke en lyd, da han gik fra bilen. I aftes var der helt stille da jeg kom hjem fra arbejdet - da havde han taget dem begge med - og det var også gået godt. De har godt af at lære at vente roligt i bilen. I morges blev Alba ladt tilbage og det var hun bestemt ikke tilfreds med. Hun lå bare og ventede til Hans's bil kom hjem igen og så veg hun ikke fra hans side - hun skulle ikke risikere at blive efterladt igen;o)
Til middag lod vi så Malou passe huset; mens vi tog Alba med ned til Tange sø, for at apportere lidt fra vand og ovre på den store eng. Vi skulle også lige have indviet vores nye zoom objektiv som vi endelig har fået efter lang tids ventetid - og med den fart Alba kan præstere er det bestemt en fordel at kunne stå på afstand og så zoome ind - det er lige før hun flyver....
At se hende i vandet er en oplevelse - hun kan komme helt under vand, hvis der er noget der fanger hendes interesse under overfladen;o)
 


Alba i fuld fart hjem med dummien


Alba direkte ud


- og lige hjem


Jeg har set den;o)


Alba markerer


Loch Ness Uhyret? - næhhh det er en dykkende Alba


Alba er 'hurtig' svømmer


Kan nu også sidde roligt i liljekonvallerne

13. maj: Så stod den på udstilling i Århus i dag. Alba er 'nødt' til at stille på mindst 2 udstillinger efter hun er blevet 2 år og skal helst have mindst 2. præmier, før vi kan sætte NVCh foran hendes navn;o)
Vi mødtes derude med Jørgen og Pia, som også benyttede lejligheden til at stille Chita, for at få at vide hvordan hun så ud i en dommers øjne! Alba fik faktisk en rigtig god kritik - dog var hun stadig lidt opkneben, ligesom det stadig var tydeligt at hun ikke synes om at stå i en udstillingsring. Men vi fik vores blå bånd og mangler så bare lige den sidste udstilling. Jørgen fik - overraskende for ham selv, tror jeg - en 1. pr. på Chita og blev dernæst placeret som 2. vinder! Det er første gang Jørgen stiller Chita på en officiel udstilling, og ringtræning er det vist ikke blevet så meget af, så det var jo superflot klaret. Chita har den der skønne tykke brunlige pels, som Jørgen ikke altid har syntes var så fin; men netop denne dejlige pels var med til at give det flotte resultat i dag. Endnu en gang lykkedes det for Chita, at indfri Jørgen forventninger - så godt og vel endda;o)
Bente SMS'ede på vej hjem fra en C prøve på Fyn. Hun havde valgt at stille Sako i begynderklasse og i dag gik det bare rigtig godt - dog lagde hun lige kaninen fra sig et øjeblik, i det frie søg, så der blev 1. pr. lige byttet ud med en 2. pr. - men det betyder jo ikke noget, for hendes vildtbehandling i dag var helt perfekt. Så det har bestemt været en rigtig dejlig dag i dag. Tillykke med de flotte resultater og tak til Jørgen og Pia for hyggeligt selskab ved ringside;o)
Bagefter havde Dorte inviteret os hjem til lidt mad og kaffe og her fik vi lejlighed til at hilse på Jens Ole og den nye Unghundemester i spor - Lab-x-streams Tikka. Alba kom med om i gårdhaven og da de lige havde prøvet hinanden lidt af, så legede de to halvsøstre og blev de bedste venner. Alba lagde sig ned hveranden gang og lod Tikka 'vinde' - dejligt at se når hundene kan 'snakke' sammen og forstå hinanden signaler. Alba er blevet meget bedre til at komme ud af det med sine søskende.


Tikka til venstre


Alba underst

12. maj: I eftermiddag har vi haft besøg af et hold hvalpekøbere; som skulle have haft en dreng fra det kuld med Malou, som desværre ikke blev til noget. Jeg tror bestemt at både Malou og Alba blev 'godkendt' som avlshunde og vi vil helt bestemt meget gerne sende en hvalp ned til dem. Nu må vi se hvem af hundene, der først går i løbetid, og hvor tidspunktet passer os. Vi har allerede et par gode hanhunde i kikkerten; som vi synes vil passe til Alba; og som vi 'holder øje med'; og nu har vi fået øje på en mere, som bor i Norge; som har både 'næse' og et flot ydre, så nu skal hans papirer granskes lidt nøjere;o) Ærgerligt med Sokrates, for han er en skøn hanhund - men jeg håber bestemt at andre får 'øje' på ham og vil bruge ham på deres tæve, så vi senere kan følge hans afkom;o)
Sidst på eftermiddagen mailede Janne, at hun havde hørt fra Schweissprøven i Grenå og at hun var kommet med. Jeg havde ikke fået noget med posten i dag, så jeg ringede til prøvelederen og - desværre - havde jeg ikke fået plads den 19. maj. Jeg bad ham så gemme min tilmelding til den Schweissprøve den 30. juni, som afholdes af Djurslands Jagthunde Klub - så må vi håbe vi får en ny chance her.
Jeg håber det 'regner af' i aften - vi skal til Århus med Alba i morgen på DKK udstilling og det er nu hyggeligere når det er tørvejr. Vi havde glædet os til at hilse på Metteline og Odin; men de måtte melde afbud, da de skulle til konfirmation. Jørgen og Pia kommer med 'Chita' så dem glæder vi os til at hilse på.

11. maj: Vi har - efter nærmere overvejelser - og en snak med Sokrates's ejere - besluttet at finde en anden hanhund at parre Alba med!
DKK anbefaler en max. indavlsgrad på 6,25% og kombinationen mellem Alba og Sokrates ville give en indavlsgrad på 6,30% - ikke meget over; men nok til at undersøge sagerne en ekstra gang!
Vi har derfor kontaktet Catarina Svenningsson fra Capandus Kennel - opdrætteren af både Hamlet og Salje, for at få hendes vurdering af kombinationen og jeg har fået en god og åben snak med hende om svage og stærke sider ved en sådan parring. Der er konstateret HC i et par tilfælde - det har vi vidst hele tiden og den stammer fra Caccia Monsignore - som ligger bag - både Alba og Sokrates - og med den viden, har både vi og Sokrates's ejere besluttet, at vi ikke tør risikere at 'dobble op' på det. Så nu trækker vi vejret lidt - der er jo heldigvis også en god stund til Alba skal parres - for os er det vigtigt at der ikke kan tvivles på det sundhedsmæssige.

8. maj: Midt i skuffelsen over de manglende hvalpe - som jo altså mest var på vores hvalpekøberes vegne - blev jeg helt varm om hjertet, da jeg åbnede mailboksen i aftes, da jeg kom hjem fra arbejdet. Flere af jer skrev, at på trods af skuffelsen over ikke at skulle have hvalp i denne sommer, så ville I gerne vente til vi fik et andet kuld - fordi I netop gerne ville have en hvalp herfra os. Tak skal I have for denne tillidserklæring - det har varmet helt utrolig meget;o) Vi er allerede begyndt at glæde os til kombinationen mellem Alba og Sokrates - jeg tror den bliver endnu bedre end mellem ham og Malou. Nu skal Malou ud og svømme og have lange ture for at slippe af med maven. Heldigvis at vi opdagede det så tidligt, så hun ikke lagde sig yderligere ud med ekstra hvalpefoder;o)))) Malou skal tidligst have et kuld hvalpe næste forår, når hun er kommet i form igen;o)
 

7. maj: Den 'tykke' dame indeholder desværre ingen hvalpe - det blev konstateret efter et besøg og en relaxintest hos dyrlægen i morges. Jeg er glad for at vi fik lavet den test, for uden den ville vi have været helt sikre på, at Malou var drægtig og havde helt sikkert begyndt at fodre hende op med hvalpefoder fra denne uge!!!
Jeg har lige siddet og mailet til alle jer hvalpekøbere, som var skrevet op til en lille hvalp herfra og vores skuffelse over at Malou ikke er drægtig, er mest på Jeres vegne - vi er rigtig kede af, at vi ikke kunne opfylde jeres ønske om en hvalp denne sommer.
Nu kan vi jo ikke undgå at spørge os selv:  hvorfor ikke hvalpe denne gang, hvor Malou er parret nøjagtig på samme tidspunkt som de 2 sidste gange?
Det får nok stå hen i det uvisse - dog bemærkede vi, at Malou ikke blødte så kraftig under denne løbetid, som hun plejer at gøre og efter parringerne med Sokrates holdt hun faktisk helt op med at bløde!
Fra starten havde vi faktisk udset Sokrates som mulig avlspartner til Alba - dog ville vi ikke risikere at lave den 'samme' kombination på Alba, før vi havde fulgt kuldet med Malou; og set hvordan de udviklede sig - arbejdsmæssig og sundhedsmæssig; men da det nu ikke bliver til noget, har vi bestemt at parre Alba og Sokrates.
Der er allerede startet en venteliste på hvalpe efter denne kombination, så nu må vi kigge lidt i kalenderen og afvente Albas næste løbetid, inden vi beslutter hvornår vi vil parre. Det vil dog tidligst blive sidst på året eller først i 2008.


6. maj:
Så er årets første schweissprøve overstået for Alba og mig - desværre med et 0.
Det startede eller rigtig godt. Da Alba havde fået selen og linen på, gik hun direkte ind i 'kassen' og stemplede starten og så gik det bare efter 'bogen' ud til første knæk, som hun tog perfekt. Ca. 10-15 m efter knækket så jeg blod - så jeg vidste vi var på sporet. At wiedergangen måtte komme i næste og sidste knæk, var jeg også klar over, så det var jeg forberedt på. Jeg så faktisk masser af blod, for Alba gik næsten direkte ovenpå sporet frem til sidste knæk/wiedergangen. Hun gik helt ud i wiedergangen og løftede hovedet og så trak jeg hende godt tilbage til et sted, hvor jeg tydeligt så blod. Så begyndte hun at rode lidt rundt og hun valgte så at dreje til den forkerte side - egentlig ganske remfast (her var frisk fært) og det narrede mig og vi blev kaldt af. Igen trak jeg hende tilbage til det sted med blod og dækkede hende af og hun fik lige lov til at puste lidt ud. Så startede hun op igen og denne gang tog hun knækket til modsat side og gik vel ca. 1½ remlængde ud, inden hun løftede hovedet og af sig selv kom tilbage og gik forbi mig. Desværre nåede jeg ikke at se noget blod og det var ærgerligt, for her gik hun nemlig oven i sporet! Alba søgte så på kryds og tværs og Frits Hansen valgte at stoppe prøven, da Alba jo havde været på sporet på den sidste strækning - desværre uden at tage det ordentlig op. Det var en helt fair beslutning og jeg må så bare 'på den igen' - om 14 dage i Grenå.
Janne Hjorth var heldigvis også kommet på vores hold - hende og Xingu indkasserede holdets eneste præmiering - en 3. pr. - superflot af Xingu, da Janne faktisk flere gange undervejs havde trukket hunden af sporet, da hun ikke mente sporet kunne være så let og indlysende......Vi håber begge to at komme på samme hold i Grenå, da Janne også er meldt til her. Janne har så lovet Xingu, at hun ikke vil blande sig og bare følge efter;o)))
Vel tilbage på avlsgården ringede Dorte Søjbjerg. Hende og Tikka var oppe på deres andet 1000m/20 timers spor på 14 dage. Den 22. april fik de jo en flot 1. pr. og blev ny dansk Unghundemester og sørme om de ikke også i dag fik en præmiering - en 2. præmie - og havde fået masser af ros af dommeren. I dag var der 10 hunde tilmeldt men bare 3 præmieringer blev delt ud. 1x1. pr. 1x2. pr. 1x3. pr. - resten (7) fik 0.
Uden at vide det, er jeg sikker på at Tikka også til denne prøve, må have været prøvens yngste hund - kun 20 måneder gammel - jeg synes det er imponerende flot - et STORT tillykke til Dorte og Tikka.


Forsiden af Schweisshundeforeningens årlige blad

5. maj: Så kom det længe ventede kort over Michigan! Vi måtte til sidst bede Kimberly om at købe et igennem en boghandel - for det sted på nettet, vi først havde bestilt et, har haft det i restordre de sidste 2 måneder og nu synes vi ikke vi ville vente længere. Posten kom også med Schweisshundeforeningens årlige blad. Der er altid en masser gode artikler om eftersøg og med billeder af deres sommertræf. Redaktøren havde for nyligt en efterlysning ude om historier og ikke mindst billeder af Labrador retrievere, så jeg sendte ham vores lille beretning om det spor i Norge, der i september 2006 gav Alba arbejdsmeriterne til det Norske sporchampionat og et par billeder fra turen. I håb om at Malou venter hvalpe, tegnede vi også en annonce i Schweisshundebladet - og heldigvis ser det ud til at der ER hvalpe på vej. Hvad jeg først opdagede, da jeg havde kigget lidt i bladet og fundet både vores annonce og artiklen fra Norge, var at Alba prydede forsiden i farver;o)
Vi skal til årets første officielle schweissprøve i morgen - Alba og jeg - heldigvis har Janne og Xingu også fået en plads og jeg krydser fingre for, at vi kommer på samme hold så vi kan hygge os sammen. Om der kommer præmieringer med hjem er ikke sikkert - det er knastørt - der er ikke faldet en dråbe regn i flere uger - og det er nok de værste betingelser for at gå spor......
Dorte og Tikka skal igen prøve kræfter på en 1000m/20 timers sporprøve i Sydjylland i morgen; men Dorte har lige mailet at denne gang er hun ikke nervøs - nej, det tror jeg  - med en allerede flot 1. pr. i bagagen, skal hun og Tikka da også bare hygge sig og nyde dagen;o))))Men det vil jo være sejt at komme hjem med yderlig en præmiering - de kan jo godt - de to....
Hans og Birgitte er lige kørt i skoven for at gå det spor vi lagde til hendes Chesapeake i går. Det bliver heller ikke nemt; men det er jo supertræning! Birgitte og hendes hunde er til Chesapeake træf oppe i Astrup her i bededagsferien, så der var lige en anledning til at gå et spor ved samme lejlighed.

3. maj: Jeg tog lidt før fri i aftes og vi tog ned og gik en god lang tur med hundene ved Tange sø. Da vi kom over på den store eng, begyndte Albas hale at rotere og hun havde tydelig vis fået fært af noget. Pludselig lettede der en fasankok og så skal jeg ellers love for, at begge hundene kom på farten. Heldigvis er de stoplydige; men på vej tilbage til os, kunne vi se på Alba at der nok var en mere og ganske rigtigt, hønen kom også på vingerne. Det var under turen i aftes tydeligt at se på Malou, at der er hvalpe i vente - bare den måde hun har lagt sig ud på; men vi holder fast i relaxin testen på mandag, så vi kan være helt sikker.
Da vi kom hjem, ringede yderlig en hvalpekøber - nu nærmer vi os det antal hun 'plejer' at få; men nogen kan jo af flere grunde fortryde eller er skrevet op flere steder, så vi tager endnu imod bestillinger på hvalpe.
I tirsdags havde vi besøg af Arne og Maria - de ville hilse på Alba, for de vil gerne have en hvalp fra hende, når det blev hendes tur - eventuelt til foråret 2008. De har en 3 årig labradordreng i forvejen og vil gerne udvide familien med en tævehvalp. Vi har endnu ikke bestemt hvilken han, Alba skal parres med - men det er jo også i god tid endnu;o)

1. maj: Så er der kommet nye forsyninger af både blod og kødben i fryseren. Hundene skulle lige prøvesmage om benene holdt standarden og efter deres intense gnaven at dømme, gør de vist det;o)
Flybilletterne til Michigan er bestilt i dag. Hvor er det nemt med internettet - det er bare at klikke sig ind og så har man billetterne til den billigste pris og med den forbindelse, der passer en bedst. Nu skal der bestilles overnatninger og bil og ophold til hundene på hundepensionen - men der er jo god tid - vi rejser ikke før først i september.
Alba har fået plads på schweissprøven på søndag - GYS - vi kommer på en svær opgave - for der er ikke kommet en dråbe vand i rigtig lang tid!
 


Nicklas fyldte 4 år den 22. april

30. april: Det gode vejr fortsætter - men der er bare 3 arbejdsdage i denne uge - så det er til at holde ud;o) I aftes fik hundene en tur ned til Tange sø så de kunne få en svømmetur. Vi havde været til fødselsdag i Skjern i går eftermiddags og hundene havde fået lov til at blive hjemme. Det er i høj grad blevet sæson for flåter og p.g.a. Malous forhåbentlige drægtighed, vil vi ikke behandle hundene med de sædvanlige midler som Frontline, Bayvantic og Exspot. I stedet har jeg lavet et afkog af hvidløg og rosmarin og fyldt på en sprøjteflaske - og det får de lige en tur med inden de kommer ud. Det lugter bestemt ikke særlig godt - og det synes flåterne åbenbart heller ikke! Vi har fjernet et par enkelte stykker fra Alba - vi ser dem efter hver aften; men vi finder slet ikke det antal vi plejer, så mon ikke vi kan sige at midlet virker efter hensigten!

27. april: Så er sommeren kommet og jeg har taget mig en fleksdag i dag. Jeg skal ud og lægge et overnatningsspor til Alba - måske får Malou også et. Jeg har nemlig en begrundet 'mistanke' om, at jeg faktisk HAR fået plads på Ruhårsklubbens schweissprøve i Fussingø den 6. maj, så nu skal vi lige have fundet formen - mig og Alba;o)
Hundene ligger og daser ude på terrassen - dørene står åbne og de må lære at naboerne faktisk HAR lov til at køre ude på skovvejen - selvom de lige skal op og markere når der kommer nogen. Heldigvis er der ikke så trafikeret, så det er til at holde ud;o)
Jeg synes Malous maveskind har ændret sig lidt i farven - men det er nok ønsketænkning - for vi skal noget længere hen, inden vi med sikkerhed kan konstatere om hun er drægtig eller ej.
På søndag skal vi til Skjern, Nicklas fylder 4 år og vi glæder os til at besøge Jes og Marit i Skjern og se hvordan deres hus er kommet til at se ud, nu de næsten er blevet færdige med ombygningen.
Ellers må vi vist se at blive helt færdige med vores redskabsrum, så vi kan få flyttet tingene ud fra gæsteværelset og begynde at indrette det til hvalperum igen;o)


23. april:
Sikke da en voldsom trafik på hjemmesiden i går;o))) Jeg kan nu godt forstå, at det var spændende at følge med i hvordan det gik Dorte og Tikka på sporet;o))) I dag har flere bedt mig om Dorte mailadresse - så de kan sende hende en velfortjent lykønskning. Vi er så glade på Dortes og Jens Oles vegne - det er utrolig flot klaret af så ung en hund - Tikka er ikke engang 20 måneder, så der venter sikkert mange gode oplevelser og resultater forude. Nu er Jens Ole og Tikka startet med jagthundetræningen og det bliver også spændende at følge med i.
Vi kan kun være rigtig godt tilfredse med de 2 hvalpekuld vi indtil nu har lavet - det har været 2 fantastiske gode kombinationer mellem Malou og de 2 hanhunde vi har brugt - både sundhedsmæssigt og med gode arbejdsegenskaber. Nu venter vi i stor spænding om Malou er drægtig, for denne kombination mellem Sokrates og Malou er jo stort set som det sidste, hvor Salje var far. Der er så yderligere gener fra Minnows Do Tell - 'Moa', som var kennel Guamikenis stamtæve - og det gør det i hvert fald ikke dårligere;o)))
Men arv og gode gener - de er ikke så meget værd, hvis ikke hunden får mulighed for at vise sine evner og talenter derude på træningspladsen - og der er vi privilegeret med så mange gode hvalpekøbere - og det er vi meget taknemmelig for - tak skal I have, fordi i giver hundene sådan et godt 'hundeliv':o)))))

22. april: Det bliver en 'spændende' dag i dag! Dorte, Jens Ole og Tikka tog til Sjælland i går for at deltage i Unghundemesterskaberne på spor på Gisselfeldt i dag!
Det er den eneste gang i hundens liv, at den får denne chance, og nogen kunne måske fristes til at melde en unghund til, som måske ikke helt er klar; men det problem har Dorte i hvert fald ikke. Tikka er efterhånden en erfaren hund udi spor;o) Hun har både 3 og 20 timeren her i DK hjemme og 3 førstepræmier på åbenklasse, tog hun sidste sommer i Sverige - her mangler de så lige en enkelt 1. pr. på ordinær prøve efter de nye svenske regler før SVCh er hjemme. Tikka er ganske enkelt et naturtalent med sporsele på, og Dorte er blevet rigtig god til at 'holde i linen' - så vi er meget spændte på resultatet i dag. Desværre har vejrudsigten ikke været særlig god - der er meget tørt i det område prøven finder sted og det ser heller ikke ud til mere regn i dag - og 1000 m ER langt at holde koncentrationen i en tør skovhund fyldt med andre spændende dufte.......men vi får se, hvad det betyder.

Kl. 12:00 - Lige som vi stod og skulle i skoven med Alba og Malou for at gå spor - ringede en meget glad Dorte. Tikka havde gået til en 1. pr. på 1000m/20 timers spor i dag og da der ikke var andre hunde, der stillede op i den klasse, får Tikka titlen som ny Vildtspor Unghundemester 2007. Vi glæder os SÅ meget på Dorte og Jens Oles vegne - der ligger mange træningstimer bag det flotte resultat. Vi venter spændt på at få nogle billeder fra dagen - så vi kan smykke forsiden med den dygtige ekvipage;o)

17. april: Det var en 'træt' Alba, der vendte hjem fra træning i aftes;o) Der var 10 hunde på holdet - 1 labrador foruden hende og en strelluf støver og så ruhår for resten. Det var et kombineret lydighed og apporteringskursus og i følge Hans, så er Alba kommet noget længere i træningen; men hun har bestemt godt af, at få tingene repeteret lidt og få lidt mere lydighed ind. Der var også et mere øvet hold; som var i gang med ræveapportering og sådan noget - det kan Alba muligvis komme på til efteråret; hvis vi får mulighed for det. Alba lærte dog en helt ny ting i aftes; nemlig at 'dække' - det tog ikke mere end 3 forsøg, før hun havde styr på det. Hun er utrolig lærenem og meget lydhør på træningspladsen, så det skal nok blive et godt kursus:o)
Malou havde ikke været begejstret for at blive efterladt alene tilbage; men hun kom så med mig på en lille tur, da jeg kom hjem fra arbejde. Fra at være 'fars' hund er hun i den seneste tid begyndt at hænge på mig. Sidder jeg ved computeren, kommer hun straks og lægger sig under bordet og ellers følger hun mig rundt i huset og lægger sig, så hun kan holde øje med mig. Hun er også blevet mere legesyg og lægger op til leg med Alba flere gange om dagen. Hendes appetit har jo aldrig fejlet noget, men vi skal passe på, for lige nu er hun mere madfikseret, end hun plejer.
Vi har lagt mærke til at Malou ikke har blødt så kraftigt i denne løbetid, som hun har gjort før og nu er hun helt holdt op med at bløde. Så vi er naturligvis meget spændt på om parringen har båret frugt;o)

13. april: Så lykkes det endeligt at finde et træningshold til Alba. Det bliver ikke indenfor DRK; men derimod igennem vores lokale jagtforening HOJF. De startede ganske vist den 2. april; men har kun haft en enkelt træningsaften, så Hans kan sagtens nå at komme med. Det er et kombineret dressur og apporteringshold og det er jo lige præcis det, Alba har brug for;o)
Undervisningen foregår på engene i nærheden af Hammershøj Teglværk, så der er ikke så langt at køre. Denne gang skulle der heller ikke blive problemer med løbetid, så vi håber at fuldføre kurset. Der er faktisk rigtigt mange af 'vores' hvalpe, som bliver trænet rundt omkring i de lokale jagtforeninger og det har hvalpekøberne kun haft gode erfaringer med. Mange af dem er jo også købt som jagthunde, og fordi en hund er dygtig på markprøver er det jo ingen garanti for, at den også er en god jagthund;o) I dag er der meget mere fokus på den positive indlæring rundt omkring på træningspladserne - også indenfor jagtforeningerne.


11. april.
Det var bestemt klogt, da vi for en sikkerheds skyld besluttede at have en snor på Malou, når hun skal luftes. I går formiddags begyndte de at gø og larme ude i den store hundegård og ganske rigtig: den brune labrador 'Sjoko' luskede rundt på græsplænen. Den bor over 1 km. væk - men det er åbenbart ingen hindring, når vinden er i det 'rigtige' hjørne;o)
Nu skal vi ned på den store eng og gå tur - der tør jeg godt slippe dem. Vejret tegner til at blive rigtig godt i dag - allerede nu skinner solen og det føles lunt udenfor.
Vi skal have fundet et træningshold til Alba - måske skal vi prøve hos en af de lokale jagtforeninger - det ser nemlig ikke ud til at DRK har nogle tilbud om markprøvetræning uden at vi skal køre rigtig langt, og det er lidt svært at få passet ind efter arbejdstiden.

9. april: Jeg synes stadig Malou viser sig parringsvillig; men der bliver altså ikke flere ture til Horsens, selvom hun stiller sig forventningsfuld nede ved bilen, når hun bliver lukket ud. For en sikkerheds skyld er hun i snor, lige når hun bliver lukket ud - den bliver først taget af, når vi kan se at der ingen hanhunde lusker rundt.
I dag har vi haft endnu et hold hvalpekøbere på besøg. Jack og Pia ville gerne ud og se Malou og det synes vi var en god ide, så vi fik en rigtig god hundesnak. Jack skal bruge en jagthund, så hos dem, får hunden et aktivt liv og mere forlanger vi ikke ;o)

8. april: Ha-ha - Malou var helt overbevist om, at hun skulle med 'far' ud at køre igen, her til morgen. Hun løb direkte ned og stod og ventede omme ved bagsmækken til bilen i glad forventning om at hun sikkert skulle på 'kærestebesøg' igen. Så hun så temmelig slukøret ud, da hun i stedet for blev sat i hundegården sammen med Alba. Ja, nu er 'festen' forbi; men mon ikke også det giver liv i hvalpekassen om et par måneder? Vi håber det i hvert fald!
Vi skal have isoleret redskabsrummet færdigt i dag og i morgen, og jeg har også lige været ude og lægge et par spor til hundene som de skal gå her over middag. Det var også lige tiden at få spredt noget kalk i 'haven' - mosset har gode vækstbetingelser på vores græsplæne.

7. april: For 3. gang tog Malou turen til Horsens og besøg hos 'kæresten' i dag. Det blev til endnu en vellykket parring - 15 minutter tog den i dag - og nu holder vi;o)))
Vi er meget optimistiske fordi hun også denne gang er parret på nøjagtig samme tidspunkter i løbetiden som de 2 foregående gange - så nu er det bare at vente, i hvert fald en god måneds tid, inden dyrlægen kan se om besøgene har båret frugt.
Vi fik mail fra Sanna i Sverige i dag. Hun har sammen med sin mor RosMari lavet en helt ny hjemmeside
www.guamikeni.com som vi naturligvis linker til. Både Hamlet og Salje, som vi har brugt på Malous to første kuld, kommer ovre fra Guamikenis kennel. Vi synes det er to helt fantastiske dejlige hanhunde - som begge har givet hvalpe med gode arbejdsegenskaber og et godt eksteriør. Vi har også store forventninger til vores 3. kuld med Sokrates; som er en søn af Salje. Desværre er både Salje og Sokrates's mor Minnows Do Tell 'Moa' gået over 'regnbuebroen' her i foråret og vi føler med Sanna og RosMari som har mistet så prægtige hunde.

6. april: Så er Malou blevet parret! I går og i dag. Allerede på vej igennem døren ud til Karsten og Randis baghave i går, stillede hun sig an med halen helt til side - og Sokrates gik helt i selvsving. Vi nåede lige at få dem ud på græsplænen og efter få sekunder hang de sammen. Det varede omkring 10 minutter før de slap hinanden og bagefter kunne de så 'hilse' rigtig på hinanden. Malou var vældig i hopla og lagde straks op til leg med Sokrates. Han blev hurtigt så kåd, at vi måtte tage Malou ud i bilen - ellers tror jeg hun havde fået en 'tur' til;o)
Sokrates var med Randi ude og gå tur da vi kom i dag. Vi ventede udenfor med Karsten og havde lukket bagsmækken på bilen op så Malou kunne kigge ud af buret. Da Sokrates kom hjem og så hvem der var på besøg, løb han hurtigt forbi både Karsten og os og var klar til at hoppe op bag i vores bil. Da Malou så ham var det tydeligt at se på hende at hun var klar.
Vi nåede akkurat lige at få dem om i baghaven og få en line på dem begge, da de igen parrede sig, og også i dag hang de sammen næsten med det samme og lidt længere tid end i går.
Nu ser vi lige om Mammalou stadig viser tegn i morgen, hvor hun er på 12. dagen af sin løbetid - for så kører vi lige til Horsens igen - for en sikkerheds skyld.


Sokrates er klar;o)


Det gik stærkt den første gang


10 minutter hang de sammen


Anden dag tog det heller ikke mange sekunder


- før Sokrates fandt vej


Så skulle han lige have lidt hjælp til at vende sig om


Så starter ventetiden...


Lidt over 15 minutter hang de sammen anden gang

 

4. april: Jeg tror det er en meget god ide, at vi rykker vores første besøg hos Sokrates frem til i morgen, hvor Malou er på 10. dagen af hendes løbetid! Hun er ved at drive Alba til vanvid med alle hendes opfordringer til at hoppe op på hende;o) Vi tager til Horsens i morgen og ser om Sokrates er 'klar' - Malou er det i hvert fald! Jeg har tændt for vores webcam i dag, og der kan man ind imellem se Malous forsøg på at bakke ind i Alba;o)
Jeg synes jeg kan mærke på Alba at hun er ved at få en snert af falsk drægtighed - nu holder jeg øje med hende - jeg vil helst undgå at give hende galastop - i tilfælde af, at vi parrer hende på næste løbetid!
Hans er gået i gang med færdiggørelsen af vores redskabsrum med isolering på lofter og vægge - det bliver dejligt at få et ekstra rum til opbevaring og hvor vi kan stå og lave dummier og garve skind.
Jeg har tænkt mig at begynde at lave lidt spændende ting til de kommende hvalpe ude i hundegården. Germaine fra
Kennel Charmaines har nemlig lige sendt mig nogle billeder og anvisninger på nogen af de ting hun har brugt til sine hvalpe. Dette kuld hvalpe kan forhåbentlig opholde sig noget mere udendørs på grund af årstiden end de sidste to kuld.

Weekendkursus i overnatningsspor - afholdt i Fussingø den 31. marts/1. april

I strålende sol afholdt sporudvalget i DRK - Region Østjylland deres første weekendkursus i overnatningsspor. Anemonerne myldrede op af skovbunden og fuglene og frøerne havde travlt med at sørge for de næste generationer.
Sporudvalget består i dag af Hans Bjørnstad, Janne Hjorth, Henrik Hansen og Dorte Søjbjerg. Jeg (Birgit Bjørnstad) har overladt formandsposten til Hans; men har 'fået lov' til fortsat at deltage med det praktiske arbejde - og det gør jeg med glæde - så meget som min gigt tillader det;o)
Denne weekend stod jeg fortrinsvis som observatør og for referat og fotografering af begivenheden; men hjalp også 2 kursister med at lægge spor;o)
Som kursets underviser - havde vi været heldige, at få tilsagn fra Schweisshundefører og Schweissdommer Steen P. Johansen fra Horsens. Kurset var fuldtegnet - 8 deltagere og alle mødte oplagte og forventningsfulde op.
Vi havde lånt Skovskolens lokaler ude på Fussingø og vi havde også fået et dejligt terræn til at lægge vores spor i. Over kaffe og rundstykker præsenterede udvalget sig selv og Steen Johansen fortalte lidt om sit 'arbejde' som schweisshundefører og sammen gennemgik vi weekendens program. Deltagerne præsenterede sig og fortalte lidt om, hvor langt de var kommet til i træningen af deres hund.
Af hunde var der følgende racer repræsenteret: Chesapeake, Golden, Labradorer og en enkelt Ruhår (føreren havde også labrador og var medlem af DRK). Deltagerne kom fra det meste af landet - også helt fra Sjælland havde en deltager fundet vej. Det var meget tilfredsstillende, at se den store interesse, der havde været omkring vores kursus - og der er åbenbart en hel del, der har opdaget sporsporten og har behov for at komme på kursus og lære mere om træningsmetoder og se hvordan andre tackler forskellige problemer på sporet og ikke mindst, få lejlighed til at udveksle erfaringer med andre sporinteresserede.
Snakken gik livligt rundt om bordet og Steen Johansen var en meget god og kompetent formidler og meget vidende om emnet og han fortalte levende og underholdende så det var forståeligt for alle. Det var fortrinsvis 'kassen' som den firkant på 20x20 m kaldes, som er starten på alle overnatningsspor, der blev fortalt noget om og så selvfølgelig tilbagegangen, som der også er indlagt i et af de 2 knæk på overnatningssporene. Han krydrede undervisningen med lidt fortællinger om rigtige eftersøg, og han kunne fortælle os, hvor vigtig det var, at have en hund, der var trænet rigtig op til at kunne holde koncentrationen og have konditionen i orden på de lange og svære spor. Han kom ind på mange af de ting, der kunne volde problemer i træningen og hvordan vi kunne løse disse problemer ved at tilrettelægge vores træning på den rigtige måde. Jordbundsforholdene, temperaturerne og regn, blæst og stærk sol er vigtige faktorer, der skal tages med i planlægningen når man skal lægge et træningsspor. Mange af os fandt ud af (her i blandt mig selv) at det var vigtigt IKKE at gå for hurtig frem med overnatningssporene - selv når man synes at hunden mestrede at gå et rimeligt 12-20 timers spor er det vigtigt at hunden stadig får nogle nemme daggamle spor med rigelig schweiss (blod) på!  det handler - også i sportræningen om at give hunden masser af succesoplevelser;o)
Steen fortalte at han i opstartfasen af sine eftersøgshunde, lagde 2 nemme daggamle spor, for hver overnatningsspor de fik.
At de fleste af os, nok går lidt for hurtig frem i træningen kom bestemt også frem, da deltagerne skulle ud og lade deres hunde gå de spor, de selv havde lagt om lørdagen!
Da Steen havde givet os en del teori, var det blevet frokosttid og vi kunne sidde udenfor og spise vores madpakker. Over middag 'trak' deltagerne spornummer og så fulgtes vi ad ud til det terræn, vi skulle markere og lægge blodspor ud på. Om morgenen - inden kursisterne mødte, havde vi været i skoven med Steen, hvor han - på et overskueligt sted - havde lagt et demonstrationsspor til sin egen medbragte hund.
Vi startede med at se hvordan Steen startede sin hund op og hvordan han arbejdede med hunden på spor. Han havde ikke været alt for optimistisk i forvejen, da hans unge hanhund rigtig var kommet i lømmelalderen; men det gik rigtig godt og den lod sig også dække af, flere gange ovenpå sporet, så Steen kunne fortælle hvordan han 'læste' sin hund. Det er en rigtig god ting at træne hunden op til, at kunne dække eller sætte sig midt på sporet - enten på en rigtig eftersøgning eller på en schweiss/sporprøve. Steen har tidligere haft Labradorer; men den race han er i registeret med nu, er Ruhår. Jeg synes det er meget interessant at se, hvordan andre hunderacer går spor.
Bagefter delte vi kursisterne imellem os og vi havde på forhånd en oversigt over, hvor i skoven de skulle lægge deres spor. Hver af os havde 2 kursister, som på det ene spor skulle være stifinder og på det andet være blodudlægger. Det spor de lagde blod ud på, skulle de selv gå dagen efter.
Da det var overstået kørte vi tilbage på Skovskolen til kaffe og kage. Der var under kaffen mulighed til spørgsmål og dem var en del af; som Steen besvarede og vi tog sidst på eftermiddagen afsked med kursisterne, som skulle møde igen kl. 9:30 søndag morgen.
Igen startede vi med kaffe og rundstykker og så kørte vi i skoven. Vi havde tilrettelagt det sådan, at Steen Johansen gik med på alle spor og alle kursisterne fik lejlighed til at gå med på nogle af de andres spor og det fungerede rigtig godt! På hvert spor gav Steen i starten eller undervejs og ved slutningen en individuel, god og konstruktiv kritik og gode råd til den, der gik sporet og de fik alle gode råd til den fortsatte træning med deres hund og vi andre kunne lytte og lære hvordan vi også kunne bruge det vi havde set undervejs. Fælles for de fleste af de hunde, der deltog, var at de i følge Steen skulle have flere daggamle spor med rigelig schweiss/blod og særlig tilbagegangen og kassen var de momenter, hvor de fleste havde vanskeligheder med at læse deres hund, og her havde Steen nogle råd og løsninger på, hvordan vi bedst muligt kunne støtte vores hund og på tilbagegangen, trække den rigeligt langt tilbage på sporet igen, inden den fik lov til at genoptage sporet - noget, som JEG i hvert fald sagtes kunne genkende som et moment som jeg stadig skal træne på;o)
Der blev også vist hvilken fordel det var, at lade sin hund sidde i læsiden og få mulighed for at trække fært udenfor kassen inden den skal starte op på sporet.
Steen Johansen fortalte os at færtforholdene i weekenden faktisk var meget svære for hundene - jorden var meget tør, og der lå en masse visne bøgeblade på det areal vi lagde sporene ud på. Det betød derfor, at mange af hundene måtte pendle frem og tilbage over sporet for at finde det og det gjorde det meget svært at læse hunden korrekt!
Da halvdelen af hundene havde gået deres spor, var det blevet frokosttid og igen var vejret sådan, at vi kunne spise den i skoven. Snakken gik livligt og over middag fik de sidste hunde lov at gå deres spor. Bagefter kørte vi alle tilbage til Skovskolen hvor vi over kaffe og kage evaluerede weekendens oplevelser. Steen gennemgik de vigtigste punkter og skrev dem op på tavlen og så var ordet ellers frit. Hans efterlyste og opfordrede kursisterne til at komme med eventuel kritik eller om der var nogen ting, vi skulle ændre til en anden gang vi holdt et sådant kursus. Nu kan det jo selvfølgelig godt være at når folk kommer hjem og oplevelserne har fået tid til at sætte sig lidt, at der dukker noget op; men i går ved afslutningen var alle enige om, at de havde været meget godt tilfredse med kurset og måden det var tilrettelagt - vekslende mellem teori og praksis og alle synes de havde fået en masse med hjem de kunne arbejde videre med. Steen Johansen tilbød at de altid kunne ringe til ham, hvis de skulle løbe ind i vanskeligheder eller der var spørgsmål, de gerne ville have besvaret, og fra vores side fik de alle et tilbud om at komme op til os og få mulighed for at gå et ukendt spor inden de meldte til en officiel prøve.
Vi håber at se mange af dem på fremtidige schweiss/sporprøver og der skal bestemt lyde en opfordring til de forskellige regioner eller raceledelser indenfor DRK til at sætte i gang med sporkurser!

Sidste lørdag afholdt raceledelsen for Curly Klubben med Janne Hjorth - sporudvalgsmedlem, som initiativtager, også et introduktionskursus i spor - og her var sporudvalget i Region Østjylland også involveret i afviklingen, ude på Naturskolen Ørnereden i Århus. Der deltog også hundefolk fra hele landet - Nordjylland, Fyn, Sjælland og Samsø, og også her var kurset fuldt besat med 12 deltagere. Så interessen for at lære om spor er stigende og det er bestemt en stor fornøjelse at 'undervise' så interesserede deltagere, der er villige til at køre fra den ene ende af landet til den anden, for at se og høre mere om det!
 


Lørdag morgen - teori ved Steen Johansen


Frokost i det fri


Dejligt at komme udenfor


Steen og hans hund demonstrerer opstart af spor


Hunden dækkes af midt på sporet


Hundens glæde over at få lov til at lege med skindet


Birgitte med nogle af sine Chesapeakes og en enkelt Labrador


Søndag morgen


John har trukket det første spor


Hunden startes op


Gode råd ved den sidste vinkel


Jette og hendes Golden


Jette får sin 'kritik' og gode råd


Birgitte og hunden ved starten


Lige før sporslut


Kloven blev fundet


Steen fortæller om den sidste strækning af sporet


Her starter Randi sin unge Labrador op


Den er meget ivrig


Glæde ved sporslutningen


Her kommer Steen igen med gode råd til videre træning


Der skal også leges lidt ved afslutningen


Pia starter op på sit første blodspor


Her er vi ved slutningen


Pia har tidligere trænet spor i DcH


Så er det Mettes tur


Det gik stærkt til sidst


Mette får gode råd


Erik og hans Chesapeake gør klar til start


De fik desværre et noget uheldig lagt spor!


Det kunne med fordel have været lagt omvendt


Men en Chesapeake giver ikke op


Den fandt frem til Bambi


Anne-Grete og hendes løbetidstæve gik det sidste spor


Dagens sidste kritik


De butsnudede frøer tog med stor alvor fat på at sørge for fremtidige generationer


Her er hele holdet samlet


En dejlig weekend er forbi

29. marts: I dag har begge hundene været nede hos Jacob Dyrlæge. Malou har fået sin årlige vaccination og sin rabiesvaccination ligesom hun er blevet sundhedschecket og fået klippet negle, så nu er hun 'fit for fight' til besøget hos Sokrates i næste uge. Alba kom også med ned og fik sin vaccination overstået - så nu kan de 'følges' ad i fremtiden.
I samråd med Jacob bliver Malou ikke behandlet med loppe og flåtmiddel før hendes hvalpe er rejst! Vi vil ikke risikere at midlet går ind og måske giver skader på de små fostre. Midlerne holder sig jo i blodet længe efter det er givet! Jacob har nemlig haft en mistanke om at midlerne var årsag til læbe/ganespalte på 2 kuld, hvor tæverne begge var behandlet med flåtmidler! Så selvom der ikke står noget om sådanne bivirkninger på indlægssedlerne, bliver der ikke risikeret noget fra vores side. Så vil vi hellere undersøge Malou ekstra meget og fjerne flåterne manuelt og evt. sprøjte hende med vand kogt med hvidløg og rosmarin - noget som også skulle være virksom.
Ellers så nyder de begge to det dejlige vejr og ligger ude på terrassen og overskuer trafikken ude på skovvejen. Dog bliver der holdt et vågent øje - jeg stoler ikke helt på, at de ikke kan finde på at tage på udflugt, hvis der viser sig noget interessant, der skal undersøges nærmere;o)))


Malou nyder forårssolen

27. marts: Efter den tidligere opdatering er Malou gået i løbetid! Så i stedet for Bornholm tager vi til Horsens og besøger Sokrates i Påsken. Jeg har haft travlt med at sende mail til dem, der er skrevet op til en hvalp - dem jeg ikke har mailadresse på, bliver ringet op i løbet af i dag.

2
7. marts: Nicolai og SVCh Lab-x-streams Dancing Queen "Sika" skulle have været til markprøve i Vedsø i søndags; men p.g.a. Sikas løbetid måtte de melde afbud og i stedet meldte de sig til afslutningen af schweisstræningen i deres lokale Skjern/Stauning Jagtforening i lørdags og det var slet ikke nogen dårlig ide! Ud af 23 hunde fik Sika en 1. pr. og blev 1. vinder og kom hjem med flotte præmier og en fin kritik. Sika er åbenbart heller ikke særlig påvirket når hun er i løbetid. I følge Nicolai er hun højløbsk lige nu. Jeg kunne godt ønske at det var Malou, der var gået i løbetid; men nu krydser vi faktisk fingre for, at hun venter til først i april, så vi kan tage til Bornholm i Påsken, som planlagt;o)

26. marts: Også i går var det hundene, der fyldte det meste. Hans havde lovet Kim Hougård fra region Midtjylland at hjælpe til på C-prøven oppe ved Vedsø. Så han måtte tidligt op. Da jeg havde gået en rigtig lang tur med vores egne, kørte jeg også derop for at se på. Jeg havde taget kameraet med og fik da også taget et par billeder. P.g.a. solens placering lykkes det mig ikke at få taget nogen fra åbenklassen, så det blev til begynderklassen, hvor jeg mødte Ib og Ane som skulle afprøve en af deres hunde og så fra vinderklassen hvor  Hans havde fået jobbet som vildtudlægger i det frie søg over middag. Det trak ud, så jeg bestemte mig for at køre hjem inden de lavede finale; men på vej op til bilen fik jeg lige et par billeder af apportering på tid; som Annemette Mørup styrede med sit stopur. Vejret var flot - sol og varme - men for hundene i det frie søg var det hårdt - der skulle noget vand til ind imellem.


Vandmarkering i begynderklassen


Her ramte duen vandet


Hjem til far med fuglen


Her er det Lærkeredens Quark i det frie søg


Der var fart på


Vinderklassens område til dobbeltmarkeringer


Hans lægger vildt ud - igen, igen


Jeg tror hunden hed Basse - dommer er Thorleif


Her er det Trompeterbakkens Dina


Her var der også fart på


Her får hunden vist hvad den skal;o)))


Annemette tager tid;o)


her er det så hundens tur


Det gik fint; men nogen vindertid blev det ikke

24. marts: Så kom dagen, hvor Janne Hjorth havde lavet en introduktionsdag til spor for Curly'er. Henrik Hansen lagde 'hus' til - Ørneredens Naturskole og Hans og jeg havde sagt ja til at komme og hjælpe med det praktiske. Der havde været en overvældende interesse for at se hvad sporarbejde var for noget. Vi havde deltagere fra Sjælland, Svendborg, Nordjylland og et par stykker fra Samsø. Der deltog 12 hunde så vi delte dem op, så vi fik 3 hunde hver, vi skulle undervise.
Janne havde sørget for det gode vejr, så efter en grundig teoretisk gennemgang og en kop kaffe med Jannes nybagte boller, tog vi ud i skoven og lod deltagerne lægge spor til sig selv. Skovene omkring Ørnereden bliver flittigt brugt, så der var masser af afledningsfært for hundene, både af løbere, cyklister og dyr.
Da vi havde markeret nogle spor op og lagt blod ud, tog vi tilbage til Naturskolen, hvor vi spiste vores medbragte mad. Desværre havde Susie fra Svendborg ikke hørt, at Henriks 2 gule labber, Laura og Nanna ville blive efterladt tilbage, mens vi var i skoven, så hun havde glemt at hundesikre sin madpakke - og så behøver jeg vel ikke fortælle, hvad der så var sket;o) Men Susie fik nu mad alligevel. Så blev der demonstreret sporudstyr og jeg fortalte lidt om hvordan jeg tidligt havde færtpræget vores sidste hvalpekuld. Da sporene havde ligget et par timer, tog vi igen ud i skoven og nu skulle hundene - de fleste af dem for første gang gå et blodspor.
På mit  hold havde jeg havde Steen/Buster fra Stevnstrup og Susie og hendes to hunde, som jeg desværre ikke husker navnene på og Susie lagde ud med hendes unge han, som aldrig havde gået spor før. Den blev nu hurtigt klar over, hvad det hele handlede om og fandt ret hurtigt frem til kloven, som vi havde lagt i sporslutningen. Så blev det Steens tur. Hans Buster havde aldrig prøvet det og der gik lidt tid inden Buster helt vidste hvad det var Steen ville have ham til; men på den sidste trediedel af sporet fik han næsen ned og han fandt også til vejs ende, hvor vi på dette spor havde lagt et stykke skind.
Susies lidt ældre hanhund, fik lov at gå sidst. Den havde prøvet det før og vi havde lagt et spor med et knæk over et sumpet område; men det var ingen problem for den hund. Den gik et utroligt sikkert spor og det tog ikke mange minutter at finde kloven.
Vi gik tilbage til bilen og måtte vente på Hans og hans 3 deltagere, da vi delte bil, og på deres hold var det også gået rigtig godt. Så kørte vi tilbage til Naturskolen til endnu en kop kaffe og denne gang serverede Janne nybagt kage. Vi havde planlagt at tage et samlet billede af alle de krøllede med deres førere; men Henrik og hans hold var desværre lidt forsinket og da vores deltagere fra Sjælland gerne ville køre i god tid, måtte vi tage billedet uden Henriks hold.
Det var virkelig en dejlig og interessant dag, hvor vi alle sammen fik noget med hjem. For os, der lærte lidt fra os, var det sjovt at se en Curly gå spor og for deltagerne tror jeg, det var starten på en helt ny aktivitet med deres hund! Vi tror og håber på, at vi genser de krøllede på fremtidige spor/schweissprøver.


Henrik fortæller lidt teori


Det samme gør Janne


Henrik med madpakketyven Nanna


Demonstration af sporsele


Janne og Xingu demonstrerer et spor


Janne havde lagt det meget tilskuervenligt


Her starter Susie sin unge han op


Hvad er det, der lugter af?


Nøjjj, se jeg fandt et dådyrben


Steen og Buster ved sporstart


Buster med skindet i munden


Susie og hendes lidt ældre han


Se hvad jeg har fundet mor


Stoltheden kender ingen grænser


Mine to deltagere med deres krøllehunde


Her er så alle deltagerne minus Henriks hold

19. marts: I går formiddags tog Hans, Janne og Dorte ud til Fussingø, hvor de fik tegnet spor nok ned, til vores kursister, der kommer om 14 dage og skal lægge deres egne spor. Der er blevet ryddet kraftigt op i det område, vi er blevet tildelt, så vi kan holde hele vores hold samlet på det samme areal.
De blev lidt forsinket, da de rendte ind i Holger Ryer og Michael Ramlau, som var i færd med at lægge spor i det samme område, til deres hold fra HOJF's schweisskursus - det som bl.a. Dorte og Tikka med succes, deltog i sidste år. Men nu er det på plads og vi ser frem til et godt kursus. Jeg sidder ganske vist ikke i sporudvalget mere - Hans har overtaget posten som formand; men jeg deltager naturligvis i det praktiske arbejde, så meget som nu min gigt tillader;o)
Da de kom hjem fra Fussingø og vi havde spist frokost, tog vi ud for at gå spor med egne hunde og vi var ikke igennem med den sidste hund før kl. 17:45, så det var en lang dag og vi var godt brugte, da vi endelig kom hjem.
Privat tilbyder vi også vores hjælp, hvis nogen har lyst til at prøve om sporarbejdet er noget for dem og deres hund. Jeg synes det er meget lærerigt at se andre hundes måde at gå spor på, og selvom vi kun har dyrket det i ganske få år, så samler man jo altid lidt viden og erfaring op, så man kan hjælpe andre i gang, og det gør vi gerne i den udstrækning vi har tid og overskud til det;o)

18. marts: I dag skal der aflægges Fussingø et besøg, for at sikre, at vi har terræn nok til at vores deltagere på sporkurset har plads nok til at lægge 8x400 m spor.
Det er Hans, Janne og Dorte, der har påtaget sig denne opgave. Jeg skulle også have været med; men må desværre blive hjemme og pleje min gigt;o(
I eftermiddag skal Janne/Xingu og Dorte/Tikka gå et 1000 m spor; som vi lagde til dem i går på vores "eget" sporterræn. Jeg lagde også et til vores egne hunde; men de er ikke så lange. Vi vågnede til rigtig uvejr - regn og blæst; men lige nu skinner solen, så det bliver nok lidt blandet vejr udover dagen. Jeg håber jeg får det lidt bedre over middag, så jeg kan komme med ud og gå spor.
I følge min kalender skulle Malou gå i løbetid i dag! Endnu er det ikke sket; men hun viser tydelige tegn. Under de sidste dages gåture, har hun tisset og markeret sådan ca. hver 5. meter og det har tidligere været et sikkert tegn på snarlig løbetid, så vi må bare vente........
Karsten og Randi er taget til Frankrig i går, så Sokrates befinder sig i Nørre Snede; men nu kan vi jo regne os frem til, at det ikke bliver der; men Horsens vi skal besøge, når den tid kommer;o)
I det sidste nummer af DKK bladet HUNDEN, var der en interessant artikel om hundes indbyrdes forhold og adfærds betydning for reproduktion. Vi har faktisk tit observeret og også talt om, hvordan Malou i visse situationer lader Alba slippe afsted med ting, hvor vi synes det havde været på sin plads om Alba var blevet klapset af! Over for Hans og mig kender de godt deres plads; men Alba prøver hele tiden grænser af med Malou - uden at det på noget tidspunkt bliver alvorligt - dertil lader Malou det aldrig komme. Alba skaber tit situationer, hvor hun kan komme til at knurre af Malou - f.eks når de begge får en godbid i form af en gulerod. Malou elsker gulerødder og spiser sin i løbet af et øjeblik. Alba derimod lægger sig ned lige ved siden af Malou og venter til Malou har spist sin, før hun meget langsomt går i gang med sin gulerod. Hun er flere gange set forlade guleroden - på skrømt, for at lokke Malou til at prøve på at snuppe den og SÅ får hun lejlighed til at forsvare den og springer frem mod Malou og knurrer. Malou undgår øjenkontakt og forlader scenen og Alba gnasker videre på sin gulerod. Det hele foregår ganske vist med logrende hale fra Albas side - så helt alvorligt er det næppe.
Jeg har også observeret hvordan Alba betragter mig som sin ressource. Selvom hun ligger et helt andet sted og sover, kan hun - hvis hun opdager, at Malou er på vej hen til mig for at blive klappet, komme farende og småknurrende gå imellem Malou og mig og skubbe sin mor væk. Jeg kan godt komme i tvivl om vi som ledere af flokken skal blande os og evt. give Malou flere beføjelser og på den måde vise Alba, at vi betragter Malou som over hende i hierakiet. Jeg har altid fodret Malou før Alba og ladet Malou komme før Alba ud/ind af døre, bilen o.l. og jeg kalder tit Malou til mig og klapper hende og ignorerer Alba et stykke tid, før jeg også klapper hende.
I øjeblikket vil Malou gerne lege trækkeleg med Alba og selvom Alba er frygtelig stærk er det alligevel Malou, der løber af med sejren og står med trækketovet til sidst. I det hele taget er Malou frygtelig legesyg for øjeblikket og da vi den anden dag rendte ind i DEVON - labrador drengen der bor nede ved Gudenåcentralen, slog hun næsten knuder på sig selv for at starte en leg sammen med ham.
Jeg vil lige sige, at Alba ALDRIG har vist disse tegn overfor mennesker - her viser hun altid glæde og hendes tidligere usikkerhed overfor fremmede mennesker er helt væk.
Da jeg læste artiklen i HUNDEN fik jeg den tanke om det kan være en magtkamp, der pågår i øjeblikket, og det er det, der forhaler Malous løbetid?

13. marts:
Så lykkedes det for TDC at få vores internet forbindelse ned og op uden problemer. Så nu er vi på nettet igen. I dag pakkede jeg hundene i bilen og kørte ud og lagde et overnatningsspor til Anne-Grete, som kommer og skal gå spor med sin hund i morgen. Bagefter kørte vi ned til Gudenåcentralen for at gå en tur i det dejlige forårsvejr. Det er ikke bare vi to og firbenede, der nyder det gode vejr - "krybet" er også kommet frem! Oppe på dæmningen fik hundene lov at at gå uden snor - der var ikke et menneske i syne og der er ingen vildt, de kan løbe efter. Pludselig kunne jeg se på Malou, at hun havde fundet noget inde ved buskene. Da jeg nåede derhen, hørte jeg en hvæsende lyd og jeg nåede instinktivt lige at få Malou trukket væk i nakkeskindet før en hugorm huggede ud efter hende! Heldigvis skete der ikke noget - og jeg tror såmænd hugormen var den, der var mest bange. Den lå lige i solen og nød det dejlige vejr. Så nu må jeg være lidt mere agtpågivende næste gang vi går tur på dette sted.


9. marts:
Vi frygter at vores mail og internet forbindelse ryger en tur i næste uge. IBM overtager betalingen fra HP og det kræver åbenbart at bredbåndsforbindelsen først bliver lukket ned før de kan oprette den på ny. Der er lige kommet brev om det fra TDC - men med vores erfaring med TDC, skal der nok gå kuk i det. 1 gang om året sker der et eller andet mærkeligt ude hos TDC - for da lukker de vores mailkonto - ingen ved hvorfor - heller ikke dem selv - og så bliver den pludselig åbnet igen efter 1 uges tid - men det er til stor gene og irritation for både os og dem vi er på mail med. Nu krydser vi fingre for, at det denne gang, forløber uden problemer - man er jo næsten gået hen og blevet 'afhængig' af det internet;o)
Hans har i forbindelse med sin ansættelse ved IBM fået nyt mobilnummer: 41205887
På 'løbetidsfronten' er der stadig intet nyt - Malou viser fortsat ingen synlige tegn på løbetid; men hun markerer stadig 117 gange hver gang vi går tur og hun er stadig lige legesyg. Sokrates's ejere tager til Frankrig fra den 17. marts og 1 uge frem og skulle det være i den periode vi skal på besøg, skal der parres i Nørre Snede, hvor han skal passes.
Billetterne til Bornholm er betalt og ankommet, så hvis Malou ikke er gået i løbetid inden den 23. marts, håber jeg hun venter så vi kan parre efter Påske. Alternativt må vi aflyse turen!
Nå, vi kan ikke gøre ret meget andet end at vente - selvom det efterhånden er med noget utålmodighed;o)
Vi har kig på en mulig 'kæreste' til Alba og hvis tiden tillader det, vil vi køre forbi og hilse på ham på vej hjem fra Bornholm.

4. marts: Efter vi havde gået de to lange spor med hundene i formiddags - kom solen frem og det blev det dejligste forårsvejr. Vores træværk rundt om terrassen bliver altid helt grøn af alger - det er ulempen ved at bo i skoven, så det fik lige en omgang med sæbevand og børste. Vi har fjernet det hegn, der blev sat op rundt om terrassen, da vi sidste gang havde hvalpe - denne gang får de små lov til at holde sig i den nye hundegård - den er rigelig stor at boltre sig i. Når det bliver lidt mere tørt i vejret, skal vi have malet noget af træværket og have investeret i nogen nye altankasser til at hænge hele vejen rundt om terrassen. Vi har ingen prydhave - og nøjes med at beplante krukker og kasser. Vores grund har i tidernes morgen været en gammel grusgrav, så det er noget elendig "jord" vi har herude - men heldigvis er ingen af os, de store have entusiaster;o)
Vores nye "Holger" - fasankok har fundet fodertønden og har også fundet ud af at hakke på spiralen, så foderet falder ned - han ser ud til at hygge sig. Når han skogrer kommer de to sorte farende som små raketter - den lyd kender de;o)
Vi går stadig og venter på at få tilsendt kortet over Michigan, så vi kan begynde at bestille og planlægge vores tur til september. Vi får en masse mails med tilbud i indbakken og der er masser af interessante steder at udforske nærmere.

3. marts: Vi har været ude på vores sporterræn og markeret 2 lange spor op. Det ene er helt nyt og det andet er 3 af de gamle spor, der er lagt sammen. Så nu har vi 2 spor, der er over 1000 m lange. Der blev lagt blod ud på dem, så i morgen skal begge hundene ud og prøve om kondien rækker;o)
Bagefter tog vi ned til Gudenåcentralen og gik tur med hundene.


Hvad har du i lommen far?


Malou "letter" ben for 117. gang


Alba nyder udsigten


Gangbroen er igen oversvømmet


Fisketrappen


Vandstæren på plads ved fisketrappen

1. marts: Så er det forår - i hvert fald i følge kalenderen og efter en herlig gåtur med hundene må jeg indrømme at det er rigtigt. Det tager efterhånden laaang tid at gå tur, når Malou er med. Der skal tisses og afmærkes for hver 10. meter og det hænger nok sammen med løbetiden, som forhåbentlig snart indfinder sig. Det er lidt nervepirrende ikke at vide noget helt bestemt endnu. Vi skal have betalt vores tur til Bornholm senest den 3. marts.
I dag er Hans startet på sin nye arbejdsplads hos IBM. Han var til afskedsreception hos sin gamle arbejdsplads - HP i tirsdags. Det var lidt vemodigt synes han. Han synes det var helt overvældende så mange, der havde taget turen ind for at sige farvel og han var glad for de mange pæne ord og tilkendegivelser han fik på denne sidste dag. Chefen kom endda med et tilbud til ham at han kunne vende tilbage, hvis nu ikke det nye job indfriede hans forventninger;o)
Nu starter så et nyt kapitel og det skal nok blive spændende, da det stort set er de samme arbejdsopgaver han kommer til at beskæftige sig med; men med forbedrede overtidsaftaler og ingen vagtordning!
 

26. februar: Jeg ringede ned til Jakob Dyrlæge her til morgen fordi vi har været lidt bekymret for Malou og hendes opførsel. Hun har mest af alt opført sig om hun er ved at være falsk drægtig - og hun har jo ikke været i løbetid endnu! Nu har hun godt nok ikke mælk i patterne mere; men hun tonser rundt og vil lege hele tiden. Alba snerrede lidt af hende den anden dag - selv for hende var det ved at være for meget;o)Alba er nu helt ovre sin løbetid og i følge Malous løbetidskalender skulle der være mellem 2 og 3 uger til hun skal i løbetid! Jakob beroligede os - han havde ikke hørt om nogen, der droppede sin løbetid og blev falsk drægtig, så det er nok bare os, der bekymrer os unødigt.
I år har vi besluttet os at genoptage vores dejlige Påsketradition og tager imod en invitation fra nogle gamle venner fra Bornholm. Hundene skal selvfølgelig med;o)
En af vores hvalpekøbere undrer sig - og det samme gør vi - over at DRK ikke vil anerkende en 1. pr. på 1000m/20 timers schweissprøve afholdt af en specialklub under de nye DKK regler, som DRK selv har været med til at godkende, som championatgivende! Formanden Niels Christoffersen bruger som argument, at tilbagegangen - lagt med de nye DKK regler er meget nemmere end reglerne under SU og DRK vildtsporregler - hvor stifinderen går videre i en bue og støder til blodudlæggeren og sammen går videre på sporet.
Det er OK at DRK lægger så stor vægt på tilbagegangen og den - for at udløse et championattitel - skal være svær; men i følge deres egne vildtsporregler, så tyder det ikke på, at man tillægger der SÅ stor betydning da man her skriver: "Såfremt hunden udreder tilbagegangen regnes det for en fordel, men der trækkes ikke en præmiegrad hvis tilbagegangen springes over"?????
Jeg har meget svært ved at se forskellen på de to sæt prøveregler - for hvis hunden undlader at udrede tilbagegangen, på begge slags prøver - hvor er så forskellen? Længden, kassen på de 20x20 m knækkene og blodmængden er på de to 1000 m spor fuldstændig ens!
Jeg synes vi skal se at komme overens med SU og så få de regler ensrettet! Det ligner ikke noget at DRK skal operere med 2 forskellige regelsæt - deres "egne" vildtsporregler og så schweissregler under DKK! Det ville være dejligt om vi retrieverejere fortsat kunne vælge imellem flere spor/schweissprøver fra forskellige specialklubber; som vi hele tiden har været vant til og ikke være tvunget til at melde til dem, som DRK afholder, hvis vi gerne vil afprøve vores hunde på championatspor.
For en sikkerheds skyld vil det nok være bedst at træne sin hund på den "gamle" tilbagegang - men hvad skal vi så bruge de 1000m/20 og 40 timers prøver man afholder under DKK regler til???
Herunder er link til de - efterhånden 3 forskellige schweiss/vildtsporregler:

Schweissregler for prøver under DKK
DRK's Vildtsporregler
Schweissregler for prøver under DJ og Schweisshundeforeningen

25. februar: Nedenstående billeder tog jeg de første år efter vi var flyttet ud i Skovhuset - det var FØR vi fik hunde og som billederne viser, havde vi masser af forskellige dyr/fugle på besøg på terrassen og de blev efterhånden ganske tamme og vi havde stor fornøjelse af deres selskab. Vi havde besøg af både røde og sorte egern og de to kunne ikke døje hinanden så det kom hver gang til åben kamp om retten til foderpladsen. Fasankokken "Holger" havde flere koner og det var sjovt at se hvordan han fulgte dem op til maden på terrassen og kurtiserede dem, mens de spiste.
Vi havde også et skovduepar gennem flere år. De havde rede lige i nærheden og vi kunne sagtens kende dem, da hannen havde nogle løse fjer på sit højre ben.
Alle de små fugle trak selvfølgelig også rovfuglene til og det skete da også at spurvehøgen slog til ind imellem og snuppede et par stykker. I foråret 1998 kom den brogede fluesnapper for første gang og flyttede ind i en af vores ophængte fuglekasser. Dem har vi siden haft på besøg hver eneste forår - sådan omkring sidst i marts, først i april når mirabelle og kirsebærtræerne har blomster kommer de. I år har jeg dog set den i januar, så måske har den droppet sin tur til Afrika?
Vi har stadig mange store flagspætter, der har rede i nærheden og i de første år kom de også helt op på terrassen med deres unger og fodrede dem med fedt og korn. Ungerne har en rød kalot oven på hovedet og ligner til forveksling den mellemste flagspætte. Så de første gange vi så nogen af ungerne, troede vi at vi havde besøg af den sjældne mellemste flagspætte.


Holger og konen


Holger lod altid hønsene spise først


Her er spurvehøgen på jagt efter frokost


Hr. skovdue og egernet


Holger på udkig


Her er hr. skovdue igen - med de løse fjer


Fru fluesnapper


Holger poserer for fotografen


Hr. fluesnapper


Holger pudser fjerene


Vand skal der til


Den store flagspætte - hun


Holger nyder middagssolen


Holger som "vindueskigger"

 


Det er svært at tage billeder af sorte hunde i den hvide sne; men her er et af Malou

24. februar: I dag har vi haft besøg af fasankokken og egernet ved det ene fodersted - på samme tid. Nu har vi sat vores internet camera op, så vi kan følge lidt med på afstand, og se hvem der kommer og spiser. I går så vi kærnebideren - den har vi ikke set før. Jeg har fundet ud af at solsorten ikke under nogen omstændigheder vil have æbler, der er sprøjtet - den rører dem ikke! Jeg er så nødt til at skrælle dem - så går det; men endnu bedre er de økologiske æbler - dem spiser de med største velbehag. Hans har hentet en sæk hvede og puttet i vores fodertønde, som er sat nederst på vores grund. Vejret er ved at slå om i isslag - så bliver det endnu sværere for dem at finde mad.
På grund af isslaget; som har glaseret det hele udendørs har vi ikke haft hundene med på nogen længere tur i dag - isen kan skære dem i poterne og benene, så vi venter og håber på bedre vejr i morgen.
På en måde er jeg ved at håbe på, at Malou snart går i løbetid. Hun er ved at være helt kuldret og vil lege konstant og i går opdagede Hans at der var mælk i hendes patter - og jeg synes hun er ved at opføre sig som de gange hun har været falsk drægtig. Jeg har igen checket med løbetidskalenderen; men hun skulle ikke komme i løbetid før midt i marts, så der er tid endnu.......

22. februar: Sikke et syn, da vi stod op i morges. Det er længe siden vi sidst har haft så meget sne. Jeg besluttede mig til at tage på arbejde i går, og så har jeg taget en fleksdag i dag! Hundene er ellevilde når de bliver lukket ud. Malou lægger sig ned og kurer på maven ned af skråningen. Hun er ved at gå helt i "barndom" - selv Alba synes hun er for meget en gang imellem, når hun kommer og vil lege. Vi tog posen med hvalpelegetøjet med op fra redskabsrummet den anden dag og det har Malou og Alba allerede spredt rundt omkring i huset og leger lystigt med bidetov og bolde. Vi måtte hente mere fuglemad i Netto i dag. Det er godt besøgt ved foderstederne og i dag så vi kvækerfinker og fuglekonger sammen de andre sædvanlige arter. Det er underholdende at sidde og se på.
Jeg fandt nogle gamle billeder frem af fasankokken Holger - nu må jeg se om jeg kan finde ud af at scanne dem ind på hjemmesiden;o))
Vi er så småt begyndt at kigge efter en egnet hanhund at parre Alba med. Om det bliver til november eller først til foråret 2008 vil tiden vise. Nu må vi se hvornår hun går i løbetid næste gang.

21. februar:
Så kom vinteren! Sneen vælter ned udenfor og jeg går og overvejer om jeg skal tage en fleksdag i dag! Der er jo ingen grund til at risikere noget - bare for at komme på arbejde;o)))
Hans har lige været ude og fylde mad op til fuglene. Vi har igen fået besøg af en fasankok. Da vi i 1997 flyttede ind her i Skovhuset (vi havde ingen hunde på det tidspunkt) kom der dagligt en fasankok på besøg. Vi døbte ham Holger og han blev hurtigt en fast del af vores liv herude. Hans yndlingsplads var på rækværket rundt om terrassen, hvor han kunne sidde og skue ud over grunden; som han helt sikkert betragtede som sit område. Han kom hvert forår med flere høns og ledte dem op til vand og foder, som vi altid havde stående på vores terrasse til ham. Vi har endog oplevet en fasanhøne med masser af kyllinger kom op på terrassen for at spise og drikke vand. Holger blev efterhånden så vant til os, at han ikke engang gad at flytte sig, når vi havde ærinde på terrassen - og han lærte sig at banke på ruderne ind til stuen, hvis der manglede mad eller vand. Utallige er de gange vi er gået til døren for at se hvem, der bankede på, for at opdage at det bare var Holger som ville have mad;o)
En varm sommerdag, hvor jeg sad ude og nød solen, hørte jeg at det puslede lige bag mig og da jeg vendte mig om, lå Holger mindre end 1 m bag stolen og nød åbenbart også solen. Jeg klarede endda at gå ind efter kameraet og tage billeder af ham uden han reagerede - for jeg synes ærlig talt at jeg var nødt til at kunne dokumentere min historie:o)
Så tam bliver den nye kok nu nok ikke - hundene har allerede jaget lidt med ham, når han har siddet på en lille høj nede i skoven foran huset. Men vi nyder alligevel synet af ham og forhåbentlig inviterer han hønsene på besøg, så vi kan sidde inde og se på når han kurtiserer dem.
 

18. februar: I dag tog vi ud til det terræn, hvor vi træner spor og gik et nyt spor op. Vi lagde 2 af de gamle spor sammen og ændrede lidt på det, så vi nu har et langt spor på ca. 800 - 1000 m og med 3 knæk. Vi havde hundene med i snor og det lykkedes dem, at lette 3 snepper undervejs. Da vi havde gået sporet igennem, kørte vi om på Carstens brakmark, hvor vi også har fået lov at have hundene løse og her fik de lov at strække ud og løbe omkring. Der var masser af fod efter råvildt og hundene fik rigtig lov til at bruge snuden. På onsdag kommer Janne og Dorte og så tager vi ud og markerer nogle nye spor op, så vi har noget at træne på. Det er dejligt at træne nogle stykker sammen - man lærer en masse ved at gå bagefter en andens hund og se hvordan hundene reagerer på forskellige måder, når de går spor.

1
7. februar: Malou er heldigvis ikke gået i løbetid endnu - håber hun holder sig til den oprindelige plan og venter til midt i marts. Vi har flere skrevet op til en hvalp og for flere af dem, har tidspunktet været afgørende, så vi krydser fingre;o))))
Vi var en tur i Århus i dag og lagde lige vejen forbi Pet World i Viby og var så heldige at finde det helt perfekte hundebur til bilen. På længere ture har de haft hver deres bur og det har taget meget plads i bilen; men dette bur var stor nok til at de begge kunne være deri og det passede perfekt til vores Kia Carnival. Der kan som ekstra udstyr fåes hjul til at sætte under og det kunne jo være en god ting at have, så vi kunne bruge det til en udstilling. Som sædvanlig røg der lige lidt ekstra ting i vognen - bl.a. nogen af de gode tandrensende kiks.

12. februar: Der er godt nok afsætning på udlagt fuglemad i disse dage. Jeg blander svinefedt med vildtfuglefrø, solsikkekerner, hampefrø og havregryn og så lægger jeg det ud forskellige steder på terrassen, hvor de kan sidde trygt og spise, og hvor vi kan sidde og nyde synet af dem. Sikke et fugleliv - der er virkelig mange forskellige arter. Der bliver også hængt mejseboller op og spredt fuglenødder ud under vores fyrretræer - heldigvis har NETTO tilbud på frø og boller i denne uge, ellers kan det godt blive lidt af en udskrivning. I lørdag var Hans ude og hente et lam til fryseren og han tog så også alt det talg og fedt med hjem, som så blev lagt ud. At det ikke bare er fuglene, der tager for sig, fandt vi ud af i nat, da vi vågende ved at hundene gøede som gale og da vi stod op for at se hvad der var i vejen, stod "Mikkel" udenfor terrassen og pønsede åbenbart på, hvordan den skulle komme ind og få adgang til herlighederne. Vi har sat trådhegn op hele vejen rundt om terrassen - af hensyn til når vi har hvalpe, så de ikke kan komme ud og der er en låge for, så vi regnede ikke med at det var nødvendigt at tage fuglemaden ind om natten; men senere på natten startede hundene igen deres gøen og denne gang var de da helt tossede. I morges kunne vi konstatere at ræven havde fået lågen listet op og havde været inde og snuppe en stor klump fedt og alt hvad der var fra lammet - og det lå mindre en 1 m fra terrassevinduerne, så det var jo ikke så mærkeligt at hundene var helt oppe i det røde felt.
Så i dag er der blevet lavet en ny portion; men nu bliver det godt nok "rævesikret" om natten.
Vi har i dag fundet et sted på nettet, hvor vi fik bestilt en godt detaljeret vejatlas over Michigan - så når vi får det, kan vi tilrettelægge vores tur derovre og få bestilt overnatninger de steder vi gerne vil besøge. Der er sikkert også en del bøger, der skal læses igennem - og for os er det en stor del af fornøjelsen, at forberede sig på denne måde - god tid i forvejen.

7. februar: Det er med stor spænding at Malou et par gange om dagen bliver checket for begyndende løbetid. Jeg håber altså hun venter 2-3 uger, så vores "planer" holder stik. Alba var udset til at blive parret i sin næste løbetid; som jeg havde regnet med ville komme en gang i august; men skal hun til at komme i løbetid med kun 4½ måned imellem hver gang, få hun lov til at have yderlig en løbetid inden hun skal parres. Vi er ved at kigge på hanhund til hende; men endnu har vi ikke bestemt os for, hvem det skal være.
Til 1. marts sker der lidt af en omvæltning på arbejdsfronten! Efter 30 år i "samme" firma, skifter Hans arbejde! Det har været en stor og svær beslutning; men han fik så godt et tilbud, at det var umuligt at sige nej tak, så fra 1. marts skifter han Hewlett-Pacard ud med IBM.
Det er stort set de samme opgaver han får; men der er ingen vagtordning hos IBM og heller ikke så meget overarbejde. Det var ligesom det, der hjalp til at beslutte sig. Så vi glæder os begge til at få lidt mere ud af vores fritid.
Vi har besluttet os, at lægge vores sommerferie så sent som i september og så gøre alvor af vores planer om en tur til USA. Vi har set de mest fantastisk flotte billeder fra Michigan om efteråret, at det må vi bare over og opleve! Jeg har aldrig været i USA - Hans var der for et par år siden, da han var på et kursus i Boston. Nu venter vi så på at Malou kommer i løbetid, så vi bedre kan regne os frem til hvornår eventuelle hvalpe kan leveres - så bestiller vi billetterne derover!
Lige nu vælter sneen ned udenfor. Hans er inde i firmaet med de sidste rejseafregninger og nogen ting, der skal afsluttes, men jeg håber han kommer hjem i så god tid, at han kan nå at give pigerne en god lang tur i sneen.

5. februar: Så er Alba gået i løbetid! Vi har været lidt i tvivl her i weekenden, da vi jo har passet Tikka, som vi vidste var i løbetid. Men i dag har jeg fundet friske blodpletter og efter nærmere undersøgelse, kan vi konstatere at det er Alba! Nu tror jeg så at vi kan forvente at Malou følger efter - ganske snart, så planen der hed midt i marts - den holder nok ikke. Så er det forresten heller ikke så mærkeligt at Sokrates var helt oppe på mærkerne i går;o))))

4. februar: Så oprandt dagen hvor Malou og Sokrates så hinanden for første gang. Både Alba og Malou lugter åbenbart indbydende allerede nu, så der gik ikke ret lang tid, før Sokrates var rigtig oplagt til sjov. Vi tog ned og gik en lang tur med dem alle tre og hvor Alba og Malou havde travlt med at snuse efter fasaner, havde Sokrates travlt med at følge efter pigerne rundt i terrænet. De måtte lige fortælle ham gentagne gange, når han prøvede sig med poten, at det pjat gad de altså ikke endnu; men Sokrates lod sig ikke sådan slå ud - og fortsatte ufortrødent med at prøve sig på skift ved dem. Vi glæder os rigtig meget til at se hvalpene efter Malou og Sokrates - han har også et rigtig dejligt temperament og så ser han bestemt også dejlig ud;o) Han er større end Malou; men vi synes de passer rigtig godt sammen. Så nu er det bare at vente............


Guamikenis Verner Von Heidenstam "Sokrates"

3. februar: I dag fik vi igen besøg af Tikka. Over middag, tog vi dem alle 3 med ned på den store eng, hvor de fik lov at løbe frit og lege. Alba og Tikka leger vældig godt sammen - Malou kigger på.
Sidst på aftenen lå der mail fra Bente. Hun havde været til C-prøve i Marbæk med Sako. Det havde også været en lang dag med opmøde kl. 9.00 og indtil kl. 15.15, hvor Sako skulle prøves. Det startede rigtig godt med 2 enkeltmarkeringer; som hun klarede flot - lige ud og hjem. Så kom det frie søg; som Bente var lidt spændt på, da Sako endnu ikke havde prøvet et frit søg med vildt endnu! Bente kunne se hun blev tændt og kom i hele området og bragte også alle slags vildt - skulle dog lige snuse lidt ekstra til kaninerne - men hjem kom de. Så kom den sidste markering og her kunne Bente se at Sako havde lidt "ekstra" godt fat i duen og ganske rigtig - den havde hun bidt hul i! Øv-øv - det er en diskvalifikation; så nu står den på gåture med duer i munden den næste stykke tid.
Selvom vi ikke dyrker markprøver, så er det bestemt også vores erfaring, at duer er noget helt specielt for hunden at have i munden! De er løse i fjerene og det er måske det, der gør, at hunden lige synes de skal have et "ekstra" bid.


Tikka og Alba


Tikka, Malou og Alba


Tikka


Tikka


Malou, Tikka og Alba


På vej hjem

1. februar: Så er vores Internet Camera fundet frem igen. Det havde vi stor glæde af, sidste gang vi havde hvalpe, så også denne gang vil vi have det tændt i dagtimerne, så man kan holde øje med hvalpekassen. I dag har vi 3 hunde;o) Vi tilbød at passe Tikka, da Dorte skulle til fødselsdag i dag. Tikka er højløbsk og de andre synes naturligvis at hun er vældig interessant at snuse til. Jeg startede med at tage Tikka alene med ned til Gudenåcentralen og gå en lang tur med hende. Hun er vældig lydig og havde fin kontakt til mig under hele turen. Ovre på den store eng blev hun sluppet løs, så hun kunne løbe frit; men hun blev nu meget tæt på mig alligevel. Da vi kom hjem, blev Malou og Alba sluppet ud af deres hundegård, og nu skulle der lige placeres en rangorden. Det tog nu ikke lang tid for Alba og Tikka, at finde sammen i leg ude i den store hundegård ved siden af terrassen. Lige i øjeblikket er de kommet ned i hver deres hundegård, hvor de kan få lov til at slappe lidt af ovenpå legen. I eftermiddag tager Hans dem alle 3 med på gåtur.

29. januar: Hans måtte lige ind på sit arbejde, for at afslutte nogle ting, og jeg går og venter på at vores lokale vandværk skal komme og udskifte vores vandur, så selvom vejret i dag er rigtig dejligt, må hundene vente med at få deres tur til senere. Jeg har behandlet begge hundene med Bayvantic i dag. Vi har godt nok aldrig døjet med lopper; men p.g.a. det meget milde vejr, synes jeg alligevel det var bedst at være på den sikre side. Det blev så også lige til et besøg i Jakobs butik ved samme lejlighed og her fandt jeg sådan et par refleks halsbånd med blinkende lys - som jeg har været på udkig efter et stykke tid. Vi har jo ingen lys udenfor og når hundene bliver lukket ud på deres sidste luftetur om aftenen, er der åbenbart noget, der trækker, nede ved en af naboerne, så sådan et par sorte hunde kan hurtigt forsvinde og særlig Malou er hurtig til at få en selektiv hørelse og kommer først hjem, når hun har snuset færdig.
Sidst på eftermiddagen får vi besøg af endnu en interesseret hvalpekøber. De skulle alligevel på de her kanter og ville lige benytte lejligheden til at se lidt på Malou og hilse på os.

28. januar: Lige så hurtigt som sneen kom - lige så hurtigt er den væk igen. I dag småregner det og ser lidt gråt og trist ud. Men vi tager nok alligevel hundene med på en skovtur i dag.
I går havde vi besøg af Susanne - hun er interesseret i en hanhvalp og ville selvfølgelig lige ned og kigge lidt på Malou og hilse på os. Malous opførsel tyder på, at hun bestemt ikke venter til midt i marts med at gå i løbetid - men vi krydser fingre for, at hun trækker den så langt som muligt. Alba koordinerer forhåbentlig sin løbetid efter Malou, så vi kan få det "overstået" på en gang. Næste søndag kommer Sokrates og hilser på - det glæder vi os til.

24. januar: Så kom sneen - endelig - og det er noget, der passer de 2 sorte;o)) I går tog Hans dem med ud til en af vores bekendte, for at se efter spor og her fik de rigtig lov til at boltre sig. De bliver rigtig forkælet med aktiviteter og gåture mens Hans er sygemeldt.
 

21. januar: Sådan ser det ud lige nu nede ved Gudenåcentralen. De har åbnet sluserne og sender ca. 80 m3 vand ud i sekundet nedenfor centralen, så Gudenåen er gået helt over sine bredder og inde i Bjerringbro er det ved at være kritisk med vandet, der står højt langs med åen. Vi kørte bagefter en tur derind og så på det.
På de 2 øverste billeder kan man se den oversvømmede gangbro og på billedet til højre kan man lige skimte træskulpturen af Bent Dentlaus laks. På de nederste 2 billeder ses ud mod rensningsanlægget på omfartsvejen, som snart er oversvømmet.

20. januar: Så fik vi det første resultat i 2007. Bente og Sako var på DRK's vinterskue i Bække i dag. Det havde været en lang dag - de var kommet allerede kl. 9.00 og først kl. 14.30 skulle Sako i ringen, så hun var noget træt og det kunne vist ses. Så det gav en 2. pr i dag. Et stort tillykke herfra. Vi glæder os sådan til at se hvad Bente og Sako kan drive det til på markprøverne. Det er der, Bente har sin store interesse og det går vist helt godt med Sakos træning. Vi må prøve om vi ikke kan komme til Marbæk den 3. februar og se hvor dygtig Sako er blevet.
Hans er noget træt i dag - men har det ellers fint. Jeg tog hundene med på en gåtur ved søen i eftermiddag; men sikke et vejr. Det stormede og regnede, så det blev ikke nogen lang tur.

19. januar: Så kom der sne! Jeg blev noget overrasket, da jeg i aftes fik fri fra arbejde og så at der lå et godt lag tøsne på vejen!
Her til morgen skulle Hans så ind og opereres, så vi kørte i god tid, men der var ikke glat og vejene var helt fri. Jeg har taget en feriedag i dag, så jeg kan hente Hans senere på dagen, når han er vågnet af narkosen og kan udskrives. Der venter ham så en periode på 4-6 uger, hvor han skal være sygemeldt. Så nu kan der da forhåbentlig falde lidt ro over Skovhuset - uden vagter og telefoner, der kimer døgnet rundt;o)) Hundene var selvfølgelig med ude og aflevere "far" i morges - godt nok måtte de blive ude i bilen; men de er efterhånden vant til at være med overalt. Nu er de installeret nede i hundegården - det er faktisk der, de helst vil være om dagen - men senere skal vi ned og gå vores daglige tur ved Gudenåcentralen.

17. januar: På grund af vejret; som har givet store oversvømmelser i Gudenåen, er det med en lang omvej, vi kan komme over på engen på vores daglige gåtur ved Gudenåcentralen. Det har stormet meget og der er igen væltet en del træer - både her hos os og i Gudenåcentralens Plantage, så det er ikke trygt at bevæge sig ind i skoven dernede, så vi har fundet andre ruter til vores gåture.
Hans skulle igen på arbejde i aftes, men da han ikke troede det ville tage så lang tid, lod han Malou og Alba komme med bag i bilen - de elsker at køre bil og så behøvede jeg ikke tage før fri for at komme hjem og give dem mad. Men det gik ikke så hurtigt med at blive færdig, som han havde regnet med, så det var halv sent inden de kom hjem.
Lige så snart vejret er blevet lidt bedre og det igen er sikkert at bevæge sig rundt i skoven skal vi have markeret nogle nye spor op og jeg har tilbudt Janne og Dorte at vi kan lave vores egen lille sporklub og træne vores hunde sammen derude. Det er altid en fordel at kende sporene, så man kan koncentrere sig om at læse hunden. Vi har hver især ting vi skal have trænet.
Både Alba og Malou er begyndt at ændre opførsel - jeg vil ikke blive forbavset hvis de rykker løbetiden lidt frem - selvom jeg håber på at de venter til midt i marts, som de skal efter planen - men ting går ikke altid efter planen;o)
Vores sommerferieplaner venter vi med at beslutte indtil Malou er blevet parret - før kan vi ikke regne ud hvornår eventuelle hvalpe er væk og vi igen kan tage på ferie. Vi har snakket om at vente til september og så tage en tur til Michigan og se de fantastiske efterårsfarver der er derovre - og så bor der tilfældigvis også lige en pragtfuld labradordreng vi har lyst til at kigge lidt nærmere på. Kimberly har lige sendt mig et billede af ham - taget for et par dage siden; hvor han nyder vintervejret.


GRCH Shadowmyst Dare To Dream WC, CGC

14. januar: I dag har vi været til vinterskue i Dronningborg Hallen i Randers. Det blev dog uden hunde, da de begge fælder voldsomt lige for tiden. Vi havde lovet at sponsere nogle præmier, så for en gangs skyld kunne vi slappe helt af og snakke og hygge os med mange af vores hundevenner som også var derude. I dag fylder Alba og resten af Abba kuldet 2 år. Utroligt så hurtigt tiden går. Vi håber på at finde et overgangs/markprøve hold vi kan træne Alba på her i foråret. Vi nåede ikke at melde til det hold, der startede her i januar; men på grund af Hans's operation på fredag, har det nok heller ikke nyttet meget at melde hende til, da det er ham, der skal træne hende.
I går havde Hans begge hundene med på den sidste jagt i denne omgang. Alba tegner til at blive fuldt ud så dygtig som sin mor, så det lover rigtig godt. Om eftermiddagen fik vi besøg af et hold hvalpekøbere, som har lagt billet ind på en tævehvalp fra Malous næste kuld. Om et par uger kommer der en anden på besøg - hun vil gerne have en hanhvalp. Vi glæder os rigtig meget til at få hvalpekassen fyldt igen.

8. januar: Hans startede året med en begyndende influenza, som nu giver søvnløse nætter p.g.a. hoste. Vagten kunne han af gode grunde ikke tage; men i weekenden måtte han alligevel passe telefonen og overtage vagten igen - det er ikke nemt at få vagten afsat - og slet ikke i en weekend! Vi nåede dog at komme på en strøgtur til Århus lørdag formiddag og i går tog han Alba og Malou med på en lille jagt - med telefonen i inderlommen! Alba bliver, i følge Hans, bedre og bedre på jagt - hun søger selvstændig; men kommer lydigt og hurtigt tilbage, når han fløjter. Alba fandt en fasanhøne, der lå og trykkede sig - men det var vist også alt, der blev set på jagten.
En times tid efter de var kommet hjem, begyndte Malou at rende rundt i huset og skrabe med sine poter. Hun havde åbenbart været i noget, der generede og kløede under poterne, men selv efter grundig undersøgelse kunne vi ikke finde noget. Hun fik sine poter skyllet og smurt med lidt Helosan og efterhånden gik det da også over. Alba lå også og slikkede på sine poter; men slet ikke så meget som Malou; de kom så ned i deres hundegård med hver deres lækre kødben og heldigvis er der ikke noget at mærke på dem i dag!
Planen om at tage et smut hjem til Norge, bliver ikke til noget i denne omgang. Svigermor flyttede ind i sin nye ældrebolig i weekenden og har nu god tid til at komme i orden, da det er Hans's yngre bror, der skal overtage barndomshjemmet og da han ikke endnu har fået solgt sit eget hus, haster det ikke med at flytte alle svigermors møbler og ting ud af huset. Nu skal Hans se at blive helt frisk, så han kan få sin skulderoperation overstået, som planlagt den 19. januar.
Vi tager nok til Vinterskuet i Dronningborg Hallen nu på søndag; men uden hunde - de fælder helt vildt i øjeblikket og halerne på dem ligner små piske, så det er der ingen grund til at spilde penge på. Men det er da også sjovt at komme ud og kigge på de andres hunde og snakke med vores hundevenner og forøvrigt har vi givet tilsagn om nogen sporsorgaver, som vi skal have afleveret.

4. januar: Vi har været ved at kigge lidt på aktiviteter i 2007; som vi gerne vil deltage i. Foreløbig har vi fundet 2 udstillinger; som Alba skal stilles på. Hun skal have minimum 2x2. præmier på officielle udstillinger og ved 2 forskellige dommere, før hendes NVCh træder i kraft. Da vi overvejer at lade Alba få et kuld hvalpe til efteråret, vil det jo være dejligt at få hendes titler med på hvalpenes stamtavler. Vi er så småt begyndt at "lede" efter en mulig hvalpefar:o)))
Vi venter i spænding på, at schweissudvalget skal offentliggøre årets schweissprøver, for selvfølgelig skal Alba stilles på en 400m/20 timers prøve igen i år. Men vi kommer nok til at have lidt tålmodighed, for sidste år offentliggjorde man ikke listen før i slutningen af februar.
Jeg skal også deltage i et par sporkurser, da jeg har lovet Janne Hjorth at hjælpe med et sporkursus for Curly'er den 24. marts ude ved Ørnereden i Århus og i den sidste weekend i marts, skal vi afholde et kursus i overnatningsspor ude i Fussingø.

1. januar: Et helt nyt år har taget sin begyndelse. I går var begge hundene med Hans på årets sidste jagt! Det er virkelig noget, der tænder dem. Desværre blev der ikke skudt noget; men de havde en god tur alligevel. Det er lidt sjovt at se hvordan Alba bliver helt anderledes overfor andre hunde, når hun er med på jagt. Normalt kan hun godt virke lidt afvisende; men når Hans tager det grønne tøj på og hun er med, så omgås hun de andre hunde uden problemer. Mauser fra våbenkuldet var også med på samme jagt og ham satte Mammalou lige på plads, da hun åbenbart synes han blev lige fræk nok;o)
I aftes havde vi en stille og rolig aften - bare os og hundene. Det var bare Albas 2. den nytårsaften; så vi var lidt spændte på, om hun ville reagere på fyrværkeriet; men der var ikke en lyd at høre fra nogen af dem. Den eneste gang de løb til vinduet og gøede, var da der kørte en bil op til naboen;o) Vi bor et dejligt roligt sted, her i Tange; men ved midnat drønede og bragede det også herude hos os; men ingen af hundene løftede så meget som et øjenbryn.
I dag har vi været på en ordentlig lang gåtur nede ved Gudenåcentralen. Det stormede stadig meget og der var store bølger i søen; og vi havde hele området for os selv, så hundene fik lov til at rende frit omkring og var også ude i vandet og dyppe sig og det nød de.
Begge hunde er begyndt at fælde meget, så det planlagte skue her midt i januar bliver de nok ikke meldt til.
Her i det nye år skal vi have aftalt besøg af nogen af dem, der har kontaktet os med henblik på en af Malous hvalpe fra forårskuldet. Dejligt at nogen bruger så lang tid på at forberede sig på at få en hvalp og henvender sig i så god tid. For de nye hvalpekøbere må det også være dejligt at kunne følge med hele vejen fra parring og til afhentning af det nye familiemedlem.
Randi og Karsten skal også på besøg med Sokrates, så vi kan se hundene sammen;o) Det bliver spændende med endnu et hvalpekuld i Skovhuset og vi glæder os meget til at få lov at præge dem. Denne gang bliver det sommerhvalpe og så kan de få lov at være noget mere udendørs.
Hans er startet på årets første vagt her til morgen kl. 8.00 - forhåbentlig bliver det en rolig vagt.
Vi har snakket om at tage et smut hjem til Norge og hjælpe Hans's mor med at pakke her først i januar, når Hans's vagt er ovre. Hun har fået en ældrebolig og skal flytte her i løbet af januar. Vi skal dog være hjemme til den 19. januar, hvor Hans skal opereres i sin ene skulder.