Lige nu i Skovhuset...
2008
Læs her om 2004
Læs her om 2005
Læs her om 2006
Læs her om 2007

 

31. december: Årets sidste dag! Hans har taget Kia med på en lille jagt - Malou lå i sofaen og sendte lange blikke efter dem, da de gik ned til bilen; og nu har vi valgt at tage hende med ned til Jacob dyrlæge på fredag, når Kia skal have sine vaccinationer og få hende røntgenfotograferet, for at se om der er noget i vejen med hendes venstre bagben, som hun ind imellem halter på. De sidste to morgener har hun ligget i sofaen og har ikke villet hoppe ned for at sige godmorgen til mig, så et eller andet er der bestemt i vejen med hende. Jeg kan frygte at det er en skade på hendes menisk eller korsbånd! Malou er jo ikke den, der skåner sig selv, når hun er med på jagt, så en evt. skade bliver jo skjult sådan en dag og ses først når hun skal ud af bilen der hjemme. Hun har været holdt i ro med smertestillende og det hjalp også et stykke tid; men nu er det altså galt igen! Jacob har ellers mærket hende godt igennem, uden at kunne finde noget, så nu prøver vi at røntgenfotografere.
Vi skal holde en stille Nytårsaften i aften - bare os og Andreas og han skal allerede på arbejde kl. 23:00. De små hvalpe trives og der er liv og glade dage i stuen i dagtimerne hvor de er inde i hvalpegården. Vejret indbyder desværre ikke til udendørs aktiviteter endnu; men vi håber på lidt bedre vejr i det nye år, så de kan komme ud i aktivitetsgården på terrassen. Vi glæder os til at følge de små hvalpe i det nye år - både Malous Rumlepotter og de små Georginer. Vi har endnu en dejlig tævehvalp til salg - men kun til en aktiv hundesportsfamilie! Hvalpene er afhentningsklare lørdag den 31. januar!

29. december: Jeg kan ikke mere huske hvor jeg fandt nedenstående billede med forklaring på hundens anatomi; men der er ingen tvivl om at beskrivelsen passer fuldstændig på vores Labradorer:-)

24. december: Så er julefreden ved at sænke sig over Skovhuset. Huset genlyder af Sissel Kyrkjebø's dejlige stemme, der synger julesalmer og det er bare at nyde det og slappe af. Der blev taget 3 lækre marvben op fra fryseren i går, og Malou, Alba og Kia har fået lov at tyvstarte på julen ved at få et hver, så huset har lige genlydt af tilfreds slikken og smasken. Nu er de alle tre taget med Hans ud for at dele de sidste par julegaver ud og i mellemtiden er jeg barnepige i hvalperummet. Jeg skal ellers lige love for, at der var forskel at spore, da jeg kom ind til de små i morges. De knurrede og ruskede i hinanden og pilede frem og tilbage i kassen, så nu er det helt afgjort at de trænger mere plads at udfolde sig på.
Vi fik en henvendelse på den sidste tævehvalp i går - og nu ser det ud til at også hun har fundet et godt hjem, hvor hun skal fungere som jagt/familiehund. Så nu er der kun en hanhvalp tilbage; men også han skal kun sælges til et hjem, hvor han kan få det aktive liv en labrador fortjener;-)
Jeg forsøger at tage med Hans og hundene på en god lang gåtur senere i dag, så må jeg håbe bentøjet holder.
Vi skal bare være os selv og vores søn, Andreas i aften og det meste af maden er forberedt, så jeg får det dejligt nemt.
Vi vil gerne ønske alle vores venner og hvalpekøbere - nuværende som kommende - en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår - håber vi får lejlighed til at ses mange gange i det nye år på diverse arrangementer og at jeres Lab-x-streams hunde fortsat vil bringe jer glæde......

18. december: Desværre blev det ikke starten på normale gåture, at få det søm fjernet! Endnu 4 uger skal jeg holde mig i ro - ellers ville min tå/fod hæve og at det er rigtigt, kan jeg konstatere i dag! Hans er også sygemeldt i øjeblikket - han er ved at få noget medicin doseret rigtigt - så vi nusser rundt og hjælper hinanden med det vi orker. Træls er det; men der er jo ikke rigtigt noget at gøre ved det!

15. december:
Ja. det er mest hvalpedagbogen, der opdateres lige i øjeblikket; men der sker da også lidt andre steder end i hvalpekassen. I morgen skal jeg - efter 6 lange uger - endelig på sygehuset og have fjernet det søm, som har været skyld i, at jeg ikke har været normal gående. Så skal jeg til at træne mig op til at kunne gå normalt igen. Jeg glæder mig til at kunne genoptage mine daglige gåture med hundene - det har de vist savnet ligesom jeg. Weekenden står på masser af hvalpebesøg, så er de små 2 uger og Alba er begyndt at forlade kassen for at foretage sig andre ting ind imellem.

11. december: Tarquins 'mor' Dorte sendte lige følgende mail, som jeg synes jeg ville dele med Jer:

Hej Alle sammen i Skovhuset. 
Hvor er det dejligt, at følge med i, hvor godt det går med alle hvalpene, og vi kan jo ikke helt sige os fra, at ønske at det igen var vores tur til at få endnu en hund, men vi må hellere vente et år til halvandet endnu :) 
Jeg skriver lige for, at fortælle jer om en rigtig morsom oplevelse med Tarquin i går aftes. Tarquin og jeg var ude i haven, hvor vi lige gik rundt og så efter om alt nu var som det skulle være, det havde jo sneet det meste af eftermiddagen, så Tarquin synes det hele så meget mystisk ud, men sjovt. Pludselig spurtede Tarquin afsted mod det fjerneste hjørne i haven,  og jeg kunne ikke rigtig se noget der i mørket, men da Tarquin stoppede sit fremløb, kunne jeg høre en kat, en meget vred kat, så jeg tænkte, jeg kalder ham lige på plads, så Tarquin ikke løber igennem hegnet (som han har gjort det et andet sted i haven). Tarquin vender om, og kommer retur i mod mig, noget langsommere end vanlig, men retur kommer han dog, lyden af vred kat kommer også tættere på, og da Tarquin er tæt nok på, til jeg kan se i mørket, hænger der en meget, meget vred kat i munden på ham. Lidt febrilsk kalder jeg ham hjem på plads, og fisker naboens temmelig store, røde, meget sure, hankat, ud af munden på Tarquin. Katten fejler intet, og så snart den er ude af munden på Tarquin, og i mine arme, slapper den så meget af, jeg lige kan undersøge den (den spruttede dog noget, hver gang Tarquin blev lidt for nysgerrig), den fejlede intet, ud over at være temmelig tilsavlet, og sådan kan det jo gå når man vover sig ind i retrieverens have :) 
...og så har vi problemer med vildtafleveringen, det er jo ikke til at forstå :)

Ja. så er det spændende spørgsmål: Hvem mon har lært mest - Tarquin eller katten???
Jeg har såmænd tit tænkt på, hvad der egentlig ville ske, hvis en af vores hunde skulle lykkedes at fange en kat i virkeligheden? Jeg tror faktisk interessen for katten ville forsvinde i samme øjeblik, den ikke længere løb for livet.....
Hvis ellers Kia snart kunne se til at få sig lidt pels, så ville det være hyggeligt at tage hende med til Vinterskuet i Århus den 11. januar. Der er flere af vores hvalpekøbere, som har snakket om at komme til dette skue, så det kunne være en kærkommen lejlighed til at mødes og se hundene igen. Jeg har i forvejen tilkendegivet at vi i lighed med sidste år gerne vil sponsere nogle præmier, så vi tager under alle omstændigheder derud.

8. december: Det viste sig, at Malou i mørket var rendt imod en stak fliser og snittet sit ene øje. Hun har været heldig og har bare mistet et stykke hud over det ene øje. Hun har sikkert været efter en kat, for så plejer hun nemlig at være helt oppe på mærkerne, når hun får chancen til at jage sådan en.
Hun har fået en penicillinkur og noget salve til hudafskrabningen; men hun ser ud til at være helt på toppen igen.
Hun blev så snydt for sin jagttur i går - Hans tog så Kia med i stedet og det var lige noget der passede Kia. Hun fik lejlighed til at hilse på 'Onkel Mauser' og da der ikke rigtig var noget vildt at skyde, så hyggede hundene sig med at lege i stedet.
Hans skal have kigget lidt på vores Internet kamera i dag og muligvis have det sat op. Ellers så er der lige nogen juleforberedelser, der skal ordnes - dekorationer, gaveindkøb o.l
Med lidt forsinkelse har DKK endelig fået registreret Leos HD og AD resultat, så nu er alle Alba hvalpe registreret på www.hundeweb.dk med deres sundhedsresultater.

Kl. 08:30 - Så er Hans og Malou lige kommet hjem nede fra dyrlægen. Malutten havde været heldig og havde bare fået en hudafskrabning over øjet, men fik alligevel en par sprøjter med penicillin og prednisolon for hævelsen. Jens Ulrik, som har vagten dernede i dag, kommer hjem til os senere for at kigge på hvalpene og give Alba de sprøjter hun skal have efter fødslerne.

6. december: Så har vi fødselsdag her i Skovhuset. Jeg faldt ikke i søvn før henad kl. 02:00 i nat - Alba har garanteret ligget og holdt øje med mig, for hun ventede lige til hun var sikker på at jeg var faldet i søvn:-) Jeg blev vækket af et meget spædt hvalpepiv klokken 03:30. Hun havde født en dreng og han var stor og fin. Indtil nu er der så kommet yderlig 4 piger - herligt - de er også store og fine og meget sorte. Jeg håber faktisk på en enkelt gul - ha-ha - jeg har nemlig sådan et passende navn til sådan en:-)
Selvfølgelig skulle Malou lige tiltrække sig sin del af opmærksomheden i dag. Da hun sammen med Kia blev lukket ud her kl. 06:30 drønede hun med 200 km i timen ned mod vores garage og dernede kunne Hans høre at hun peb højlydt. Kia kom farende tilbage til Hans for at få ham med sig og da han kom ned i garagen stod Malou dernede med en ordentlig flænge over det ene øje. Der blev selvfølgelig ringet til dyrlægen og de skal derned kl. 08:00, så han kan se på det...

5. december: Hvor skønt at se så hurtigt Holger er blevet frisk igen. Bortset fra hans barberede forben, så er der faktisk ikke noget, der på billedet viser, at han lige har været syg! Han ser glad og veltilfreds ud og storebror Sigurt ser også ud til at være glad for at have fået sin legekammerat tilbage.
Her i Skovhuset forbereder vi os på en snarlig familieforøgelse - Alba er gået ind i opblokningsfasen og har indtaget hvalperummet og ligger her og puster tungt i øjeblikket. Både Malou og Kia er af Alba blevet gjort opmærksom på, at det fra og med nu, er hendes område, så de fortrak skyndsomt ind i stuen, da de i morges prøvede at snige sig derind.

3. december: 'Miraklet Holger' kaldes han. Endelig kan vi tro, at Holger klarer det. Det har IKKE været parvovirus men en ondartet kolibakterie, der havde gjort stakkels Holger så syg. Marianne fodrer ham stadig med sprøjte - en blanding af A38, bouillon, honning og olie. Han er kommet på benene og har endda haft overskud til at prøve at lege lidt med støvsugeren. Han er stadig meget træt, men han skal nok komme over det og blive helt frisk. Det har været en sej kamp for Marianne og Allan. Med fodring hver anden time døgnet igennem; men når man så midt om natten bliver puffet til af en hund, der selv kan stå på benene, så glemmer man hurtigt besværet:-)
Marianne og Allan har løbende lagt billeder af Holger ind på deres fotoalbum - de kan ses her:
http://picasaweb.google.com/Allan.dahl.jakobsen
På DKK's hjemmeside kan man i dag følge dette link:
http://fpn.dk/liv/article1364090.ece og her kan man læse lidt om hvilke ting, der er farlige for vores kære firbenede at spise! Særlig her i den søde juletid, er det vigtigt at gøre sig klart at en uskyldig godbid som f.eks. mørk chokolade i værste fald kan tage livet af hunden!
Så det er bare at opfordre Jer til at læse det og advare familiens børn om at vovse altså IKKE må få disse ting. man kan jo så lave en lille skål af hundens favoritter, som man kan give den, når resten af familien skal have lidt lækkert!
Jeg kan bestemt også anbefale Jer, der endnu ikke har fået det gjort: - FÅ JERES HUND VACCINERET med den nye næsevaccine mod kennelhoste!!! Efter 72 timer skulle hunden være modstandsdygtig overfor kennelhoste og kan deltage i nogle af de hyggelige skuer, der arrangeres i denne tid.......for os er det for sent at deltage i juleskuet i Terndrup; men vi har da tænkt os at deltage i et par stykker i det nye år......

1. december: Så er vi kommet ind i julemåneden og her til morgen lå der en dejlig optimistisk mail fra Holgers mor i Skive. Holgers tilstand var vendt og her til morgen havde han det bedre, end han har haft det i den sidste uge. Han har spist og beholdt maden i sig og været på benene og selv drukket, og glimtet i øjnene er tilbage, så nu har de givet sig selv lov til at tro på at Holger har valgt at blive her og kommer over det!
Alba og jeg har været nede hos Jacob og fået checket hende - og så fik vi hende lige røntgenfotograferet og der er i hvert fald 6 store hvalpe i hende. Der er tvivl om der ligger en syvende, der lidt mindre; men nu får vi se. Jeg fik naturligvis lige vendt Holgers sygdom med Jacob og han var meget tvivlende på, at det kunne dreje sig om parvovirus, p.g.a. vaccinationerne. Men der er andre alvorlige virus infektioner som f.eks salmonella og nu venter vi spændt på, hvad blodprøverne fra Holger siger - de skulle foreligge senere i dag!
Det er heldigvis ikke bare elendighed det hele - Mette og Jacob fra Grindsted sendte en glad mail i går - de havde været til skue med Zanto i DKK kreds 11 i Blåhøj hallen og der var Zanto blevet 3.die bedste baby ud af 13 - så snak om stolte hundeejere - og vi er naturligvis lige så stolte over at have så dejlige hvalpekøbere, der viser deres hunde frem. Zanto havde fået en rigtig fin kritik af de engelske dommere og med lidt ringtræning er vi sikre på, at Zanto nok skal kunne gøre sig i fremtiden. (se på Resultatsiden).
I dag skal vi lige have de sidste ting ordnet i hvalperummet - fødekassen skal skrubbes og der skal sættes ting frem og jeg skal have købt noget mælkeerstatning, så jeg har i nødstilfælde - det har jeg gjort i alle tilfældene - hellere sikker end sorry!

30. november: Vi er vældig optimistiske i Skovhuset i dag. Alba hoster næsten ikke mere og lægger sig ud for øjnene af os. Hun ser ud til at trives godt og hun deltager også i leg med Kia, som også er kommet godt over sin kennelhoste. Den seje mormor Malou er heldigvis stadig uberørt af smitten:-)
Værre står det til i Skive. Lille Holger kom med Allan og Marianne hjem i går fra dyrehospitalet for at få lidt hjemlig pleje og pasning. Han er stadig meget afkræftet og svag efter sin omgang med opkast og diarre. På trods af, at Malou var rimelig nyvaccineret, da hun fik sine hvalpe og må forventes at have givet antistoffer videre til sine hvalpe og alle hvalpene er vaccineret inden afrejse herfra og siden har fået vaccine nr. 2, så har Holgers dyrlæge en mistanke om, at der er tale om den farlige Parvovirus!
Marianne havde meldt Holger til Juleskuet i Terndrup; men valgte selvfølgelig at melde afbud på mail og blev så efterfølgende kontaktet af skuelederen i Terndrup. Han ville lige høre hvad Holger fejlede og kunne så fortælle Marianne at han havde kendskab til en masse hunde, der var smittet på den store udstilling i Herning, med både kennelhoste og en kraftig virus diarre!
Vi ved, at både Tarquin og Asser deltog i Herning og kan have bragt sygdommen med til DcH i Støvring, hvor vi havde 'Flyvertræf' den 15. november og Holger og Soffi var den 22. november til noget ringtræning. Soffi er - på trods af forebyggende penicillinkur også ramt af kennelhoste. Jeg er senere kommet til at tænke på, at Alba ca. 2-3 dage inden hendes kennelhoste brød ud havde en gang diarre med kraftig mavepine - hun var jo faktisk lammet i bagkroppen p.g.a. smerter; men en gang penicillin, prednisolon og 1 døgns hvile fik hende på højkant igen. Måske der er en sammenhæng her? Godt nok har Alba ikke været fysisk i kontakt med hverken Holger eller Soffi; men alle har været i DcH's lokaler i Støvring, som nu er lukkel p.g.a. kennelhosten!
Jeg har forgæves surfet rundt på andre hundehjemmesider, hvor jeg ved, at der har været deltagelse i Herning; men det er ikke lykkedes for mig at finde et eneste sted hvor hundene også havde kennelhoste....Mon vi er de eneste???
Hvor Holger helt nøjagtig har fået smitten er uvist - han har i følge Marianne også hilst på mange hunde oppe i deres butik i Skive; vi krydser fingre og poter og beder til at Holger kommer over krisen og bliver helt rask....

27. november: Der er ikke den store ændring - bortset fra Kia; som ser ud til at være noget bedre. Alba har hostet en del i nat og hoster stadig ved anstrengelse. Hun får hostestillende piller, så vi håber de kan hjælpe. Jeg er i daglig kontakt med Jacob dyrlæge og han har beroliget os med, at hvalpene er i fuld gang med at danne antistoffer - så det skal nok gå godt, mener han. Det er lige sådan en besked man godt kan lide at høre, for jeg må indrømme at humøret dykkede kraftigt i går og jeg har ligget søvnløs meget af natten og spekuleret.....
Lille Holger fra Skive er heller ikke rask. Han har haft opkast og diarre i nogle dage og for en sikkerheds skyld er han kommet på dyrehospital, hvor han bliver behandlet, så Marianne går lige så trist rundt i Skive som jeg går rundt her i Skovhuset; men lad os nu håbe det hele ender godt.....

26. november: Puha - hvor uheldig kan man være? Det værste jeg frygtede, er nu blevet til virkelighed: Alba hoster og er også blevet smittet! Den eneste, der stadig holder stand er Malou. Om hun så i tidens løb har udviklet så mange antistoffer mod kennelhoste, og derfor slipper fri, eller hun venter med at hoste til de små hvalpe er født - tja, det vil så den nærmeste fremtid vise!
Asser i Skjern startede allerede tirsdag i sidste uge med at hoste, fortalte Lilian i en mail og Lilian mener han er blevet smittet på den store udstilling i Herning, så det er nok igennem ham hele 'familien' har fået smitten i sig, da de alle var samlet til Flyvertræffet i Støvring den 15. november. Jeg kan læse på Susannes hjemmeside, at hendes gamle Jacky, desværre også er ramt. Marianne fra Skive har lige ringet - de er på vej til dyrlæge med Holger, som har haft diarre og opkast de sidste par dage; men det kan ikke være kennelhoste, da han først var i kontakt med Aslan i weekenden! Det er en meget ulykkelig situation, som ingen dog har haft mulighed for at undgå! Vi skal jo ikke isolere vores hunde, så det er bare sådan noget, der ind imellem sker...
Jeg var ellers begyndt at gå og glæde mig til liv i hvalpekassen - nu ved jeg snart ikke om der er noget at 'glæde' sig til???

24. november - kl. 18:00 - Så er vi lige kommet hjem fra Jacob dyrlæge - alle tre hunde har fået et pust af den nye nasal vaccine, der er kommet mod kennelhoste og den skulle være virksom i løbet af 72 timer! Camilla ringede mens Susanne og jeg sad og spiste frokost - hun ville lige fortælle, at Fiona også havde fået en 'pind i halsen' - altså kennelhoste og havde tid ved dyrlægen sidst på eftermiddagen. Lilian og Villy har lige mailet - Asser startede med at hoste allerede tirsdag aften og de er overbevist om at han er smittet på den store udstilling i Herning, så måske er det ham, der har spredt det til 'familien'. De har så til gengæld 3 hunde, der hoster om kap, da både Joy og Bibi også er smittet! Det er jo umuligt at gardere sig 100% imod, men det eneste rigtige er jo, at oplyse så mange som muligt om det og give besked til alle dem, man ved, at ens hund har været i kontakt med!
Nu krydser vi fingre for og håber at vi er kommet tids nok til at forhindre Albas hvalpe i at blive smittet - fødslen ventes omkring den 6.-8. december. I følge Jacob vil denne vaccine gå videre til hvalpene i Albas mave...
Hans har allerede taget kontakt til de jagtkammerater, han har været sammen med i weekenden og nu holder vi vores hunde hjemme indtil vi ved at der ikke mere er smitterisiko......

24. november: VI HAR KENNELHOSTE - eller rettere sagt - KIA har kennelhoste! Jeg vælger at skrive det her på hjemmesiden, da jeg ved at en masse mennesker, dagligt er inde og læse, så det må være den hurtigste måde at få sendt en advarsel rundt!!!
Kia er jeg ikke så bekymret for - hun skal have noget penicillin og så ellers holdes i ro (ja, det med at holde sig i ro, bliver nu nok ikke så nemt) og så er der ikke så meget mere vi kan gøre ved det!
Det er de kommende hvalpe, min bekymring går på og selvfølgelig ville jeg gerne have haft et råd af min dyrlæge, så snart hans konsultation var åben her til morgen; men han er først på sin pind senere i formiddag.
Malou og Alba er overhovedet ikke berørt og viser ingen tegn på noget; men de kan jo udmærket godt være raske smittebærere for det, så vi skal overhovedet INGEN steder med nogen af hundene de næste uger!!!
Hvalpekøbere med andre hunde hjemme, bliver bedt om at desinficere deres hænder inden omgang med vores hunde og senere hvalpe.
Kia har garanteret fået smitten i sig den dag vi havde 'Flyvertræf' i Støvring, for Susanne med Aslan har netop ringet og spurgt om jeg ville give kaffe senere på formiddagen, da hun skulle til dyrlæge med Aslan, som vist nok havde fået en pind i halsen!!!! Det er netop lige præcis sådan at kennelhoste lyder. De prøver at harke og brække noget op, så mange gange tænker man slet ikke på hoste. I lørdags havde Susanne været så venlig at arrangere noget ringtræning for Holger og Soffi i Støvring, så nu må deres familier lige holde et vågent øje med de små. De burde have fået deres 'sidste' 12 ugers vaccine nu, så vi må håbe de er dækket ind.
Hvis I vil besøge os - så lad venligst jeres hunde blive hjemme....
Hvis der sidder nogen derude, der har et godt råd til hvordan jeg kan imødegå/undgå smitte af de kommende hvalpe, som fødes om ca. 2 uger - så please kontakt mig..........

22. november: Heldigvis er Kia helt sig selv igen - så det har nu nok været hendes analkirtler, som dyrlægen mente, der var problemet.
I dag skal Hans på jagt på Djursland - Jørgen fra Grenå har inviteret - Malou følger med, så hun er allerede begyndt at følge i hælene på Hans rundt i huset for at pakke;-) Over middag tager jeg til min kusines fødselsdag i Randers, så Kia og Alba får lov til at slappe af i eftermiddag. I morgen skal vi have indrettet hvalperummet igen så Alba kan få tid til at vænne sig lidt til den nye fødekasse.

21. november: Det var ellers lidt af en 'forskrækkelse' vi fik i går! Hans havde haft alle 3 hunde med i bilen ud til en bekendt på landet, som skulle opbevare det sidst skudte rådyr i sin fryser for os, og da han kom hjem og lukkede hundene ud fra bilen, satte Kia sig med det samme og besørgede lige udenfor bilen og Hans kunne se at hun havde diarré. På vej op til huset, bemærkede han, at Kia ikke kunne gå ret godt på sine bagben og med det samme de kom indendørs, lagde hun sig ned! Der blev straks ringet til dyrlægen og vi fik lov til at komme med det samme. Han undersøgte hende og mærkede efter - både maven, ryggen, benene og fik taget hendes temperatur. Han kunne ikke umiddelbart finde noget galt med hende og hun lod bestemt heller ikke til at have ondt nogen steder. Han mente så, at det kunne være hendes analkirtler, som var problemet og dem fik han så tømt ud og efterfølgende fik hun en indsprøjtning med antibiotika og prednisolon! Vel hjemme igen blev hun hjulpet hen i sin seng og der lå hun faktisk resten af dagen - kun lige afbrudt af en kort tissetur og da hun skulle have mad. Dyrlægen havde forudsagt at hun ville ligge stille resten af dagen i går; men skulle gerne være helt sig selv i dag, så vi var noget spændt på at komme op til hundene i morges. Heldigvis kunne vi høre den sædvanlige Kia igennem døren ind til stuen, da vi vågnede og hun er fuldstændig sig selv i dag! Måske lidt mere vild, end hun plejer; men hun har jo også i går at skulle indhente.
Jeg har aldrig set eller hørt om, at betændte analkirtler kan komme så akut; men jeg ved jo heller ikke, om det HAR været det, der var problemet. Nu kan det så også være lige meget, da hun igen er blevet rask og hendes afføring i dag er også helt som den skal være. Puha - hvor er man elendig når der er noget galt med de firbenede - de kan jo af gode grunde ikke selv fortælle hvor og hvad, der gør ondt....
Alba bliver rundere og rundere - det bliver spændende at få liv i hvalpekassen igen...

16. november: Sikke en herlig dag vi havde i går! Susanne og Dorte havde arrangeret et træf for 'Flyverkuldet' og det foregik på DcH's arealer i Støvring. Vi startede med en kop kaffe inde i klubhuset, hvor Susanne gennemgik dagens program med os og bagefter fik hundene lov til løbe det værste krudt af sig udenfor. Susannes, Dortes og Sørens hunde træner sammen i Støvring og kender hinanden og jeg skal love for der var gensynsglæde, selvom også Kia og Asser blandede sig i legen. Vi havde medbragt alle vores tre hunde.
Susanne havde lavet aftale med 3 af klubbens instruktører i Agility; som havde stillet en agilitybane op til os og jeg skal love for, at både de to og firbenede fik rørt sig:-) Det tog ikke lang tid for hundene at fatte hvad det var, de skulle på banen. Øvelserne var bygget op som baglænskædning, så de egentlig startede med sidste øvelse og så ellers bevægede sig baglæns til start og så fik de lov at løbe banen igennem i den rigtige rækkefølge - og hvor var de bare dygtige alle sammen. Der var stillet to lidt forskellige baner op, så der var to hunde på banen af gangen og ind imellem gik det hele op i hat og briller, når hundene fik øjenkontakt med hinanden og så stak de af fra førerne og praktiserede 'frie øvelser' på græsarealerne og alle løb rundt for at få orden på hundene. Jeg stod på sidelinien med kameraet og jeg må sige det var længe siden, jeg har moret mig så dejligt. Agilityøvelserne blev afsluttet med at instruktørerne tog deres dygtige Sheltier frem og så skal jeg ellers love for der blev gjort store øjne. De små hunde formentlig fløj over græsset og man kunne se de små hunde elskede at løbe banen igennem:-)
Ind imellem skulle vi lige indenfor og have tanket lidt op med kaffe og kage.
Så skulle der prøves Rally lydighed, som Susanne er instruktør i og det blev også en munter affære. Alba fik også lov at komme på banen og bagefter hilste hun på sine 'børn'. De ville nu gerne i lag med deres mor; men af hensyn til hendes drægtighed blev hun ikke sluppet løs. Dagens sidste øvelse for hundene var pølsespor på tid! Der blev lagt pølsebidder ud i en lige linie imellem 2 markeringer og der blev lavet to baner, så 2 hunde skulle startes i snor på samme tid og så var det ellers bare med at finde alle pølserne på hurtigst mulig tid. Ikke overraskende kom både Alba og Malou i finalen og heller ikke overraskende vandt Malou og fik titlen BIP (Bedst I Pølsespor).
Dorte havde lavet en skøn gryderet til os og Kamilla havde medbragt salat og flutes og Lilian havde lavet en skøn dessert. Efter maden var der præmieoverrækkelse og Malou fik en Hunde julekalender som BIP præmie - (hun får nu nok lov at dele den med de andre).
Til sidst havde vi præcisions kast med dummy; men det var jo efterhånden blevet helt mørkt, så det blev afholdt inde i klubhuset og her viste Søren sig som dagens suveræne vinder.
Efter opvask og oprydning var det tid at køre hjem med en flok trætte hunde (og førere) - Tak til Susanne, Dorte, Søren, Kamilla, Viktor, Johanne, Lilian og Villy med hundene Aslan, Tarquin, Fiona og Asser for at give Hans og mig og vores barnebarn Julie, Malou, Alba og Kia en dejlig dag.


Banen bliver gennemgået


Hundene på ventelinien


hundetræner Susanne lægger ud med Aslan


Aslan kan løbe stærkt


ja, han kan sagtens løbe fra Susanne


Tilbage på banen - igennem tunnelen


Tjolahop hvor det går


igennem tunnelen


Aslan er dygtig


på den anden bane foregik der også noget


Søren viser lige øvelsen for Fiona, men Bibi jagter Kia


Kia frem til godbidderne


Fiona igennem tunnelen


Videre frem til næste forhindring


Hvor mon Fiona bliver af?


Fiona ved sidste forhindring


Kia prøver posen


Aslan øver sig i at gå på forben....


SPRING Fiona


Dygtig hund


Malou med Julie som fører


Malou frem mod Laila med godbidderne


Men så måtte Hans overtage


Så ville hun godt lave øvelserne


Huhej hvor det går...


her har vi Asser


Asser


Tarquin


Susanne gennemgår Rally øvelserne


Det er nu slet ikke så nemt


Fiona


Søren og Fiona øver


Aftensmad - ih hvor var vi sultne


Lækker mad - og rigelige mængder


En rigtig hyggelig afslutning på en hyggelig dag


Susannes gamle Jacky på 13 år hygger sig med et ben

 

14. november: Så kom det sidste HD resultat fra Flyverkuldet - Elsass fik også A hofter; men desværre var der en 1 på den ene albue! Om den 1 betyder hun ikke kan/skal videreuddannes til servicehund ved jeg ikke. Hun har i det sidste ½ år boet på Sjælland ved Lise Lotte Christensen. Vi får nok nærmere besked af Lise Lotte.
Jeg sendte kopi og gebyr til DKK i går, så 'Leos' HD og AD resultat også bliver registreret hos DKK - hold da op hvor priserne er steget! Fra at betale 45 kr. for registrering koster det nu lige pludselig 75 kr. - for hvert resultat!!!
Vi er glade for, at vi fra begyndelsen, indførte et fotograferingskrav af vores opdræt og jeg må sige, jeg finder det positivt, at også vores hvalpekøbere synes det er et godt tiltag, så jeg håber ideen kan 'smitte' af, så flere opdrættere, indser hvor godt og vigtigt det er for avlen på længere sigt, at vi får så mange som muligt fotograferet. Flere hvalpekøbere af 'Rumlepotterne' har såmænd allerede ytret ønske om kollektiv fotografering i Bjerringbro til næste år:-)
Måske man skulle indføre det samme krav om øjenlysning?
I morgen skal vi til hvalpetræf i Støvring og min opgave var et bage kager og hundekiks og så ellers bare sidde og kigge på:-) Kager og kiks er bagt, så nu håber vi på lidt tørvejr, så jeg også kan få lejlighed til at få taget nogle billeder...

11. november: Det jeg skrev i forgårs - 'at man kan meget mere end man tror' - må nok alligevel siges at være en sandhed med modifikationer. Rastløsheden, utålmodigheden og ja - en begyndende kedsomhed har indtaget Skovhuset og til tider er jeg nok ikke særlig opløftende selskab:-( For jeg KAN altså ikke alt det jeg gerne vil........
Det er alt for tidligt - for der er jo ikke engang gået en uges siden operationen og der går MINDST 5 uger endnu, inden jeg kan slippe af med sømmet og den klodsede sko og begynde at genoptræne min fod.......
Der er da heldigvis ting, jeg kan gøre - f.eks. støvsuge, selvom det må foregå i langsommere tempo end det plejer. Men hvor sjovt er det liiiige? Hvis det så bare kunne holde op med at regne, så kunne jeg i det mindste prøve mig med en tur udenfor; men det går ikke så længe vejret er som det er. Jeg har besluttet at tage med til Støvring på lørdag - der kommer 5 fra Flyverkuldet og dem vil jeg altså op og hilse på.
2 af 'Flyverne' var i Herning på udstilling i søndags og begge fik flotte kritikker - Asser fik excellent og Tarquin fik very good - flot klaret i juniorklasse:-)
www.hundeweb.dk så jeg at Lab-x-streams Shooting Star 'Elsass', som den sidste fra Flyverkuldet, er blevet HD og AD fotograferet den 5. november, så nu venter vi spændt på resultatet.
Det var rigtig dejligt at hilse på Dimsen igen. Hun lignede helt sig selv og hende og Kia fik rigtig leget sammen.

9. november: Heldigvis kan man meget mere end man tror man kan, og fra i dag starter jeg med at gå nogle små ture. Hans har taget Malou og Alba med på en lille jagt - de kommer hjem omkring middagstid. Kia var noget fornærmet over at hun måtte blive hjemme; så jeg må se at finde på noget at aktivere hende med.
Marianne og Lau kommer på besøg med Dina sidst på formiddagen - det skal blive godt at se 'Dimsen' igen.
Jeg tror måske der er jagt i naboens skov i dag, for da jeg i morges havde et ærinde ude i baggangen så jeg en rå liste rundt langs vores hegn ind til den nærmeste nabo. Den gik stille og roligt op langs hegnet og er sikkert forsvundet ind i skoven igen. Heldigvis fik ingen af hundene øje på den.
Der er stor udstilling i Herning i dag. Kia skal snart i gang med sin ringtræning igen; men der er bestemt ingen grund til at udstille hende før hun får lidt mere substans i kroppen. Leo fra Norge skal besøge den store udstilling i Hamar sidst i november; men kun som tilskuer - Sibylle og Thomas vil vente med at udstille til ham til han bliver mere udvokset. Han får vist sin debut i Tønsberg til februar.
Mette og Jacob har tilmeldt Zanto til DKK skuet i Blåhøj Hallen den 30. november og til juleskuet i Terndrup er flere af 'vores' hunde repræsenteret, så vi må se om ikke vi kan komme afsted og kigge på.
Den 15. november holder Susanne og Dorte et lille træf for Flyverkuldet i Støvring og da tager Hans op med Kia. Jeg må se hvordan min fod har det til den tid - jeg er nu nok nødt til at tage den lidt med ro, selvom det er svært.....

7. november: Jeg er spændt på hvordan dagen i dag forløber! Jeg skal - i følge lægen - stadig sidde med mit ben oppe så meget som muligt, men i dag er det Hans, der er taget til undersøgelse på Århus Sygehus, hvor han skal have lavet en lungebiopsi. så mig og hundene må klare os selv. Jeg var ellers meget bekymret for om jeg kunne 'styre' deres hilseglæde om morgenen; men de kan åbenbart godt fornemme at de skal være forsigtige overfor mig og mit ben:-) Jeg har fået fjernet noget af et tåled og fået sat et søm i, som stikker ca. 4-5 cm udenfor tåen og så har jeg fået en ret så klodset hælsko på; som ikke må tages af de næste 6 uger - hverken dag eller nat, så håbet om at kunne køre små ture i bilen er slukket - det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre - ØV! Jeg er i stand til at bevæge mig lidt rundt - men det er alligevel ret begrænset hvor længe jeg kan udholde at holde benet lodret, men jeg håber at jeg fra weekenden kan begynde at gå lidt mere rundt, for det er faktisk hårdt at skulle sidde i ro det meste af dagen. Heldigvis har jeg fået pladsen ved computeren indrettet sådan at jeg her kan sidde med benet oppe; meeen bestemt ikke i længere tid af gangen. Ellers ligger der en stor stak kriminalromaner af svenske Liza Marklund, som jeg glæder mig til at tage hul på, så jeg kommer vist ikke til at kede mig......
Hundene ser forventningsfulde ud om morgenen, når min pude og dyne blive placeret i sofaen og så er det med at komme på plads, inden der bliver optaget af hunde:-)
Alba klistrer sig endnu mere til mig end hun tidligere har gjort og kan hun komme til at ligge på skødet af mig har hun det bedst; men hun er er ved at være for tung at have liggende. Heldigvis er hendes morgenkvalme gået over og hun kaster heller ikke op mere, og hun står i første række når der skal spises, så nu håber vi det hele forløber som det skal. Der er stor interesse for hendes kommende kuld, og vi har fået mails og hilsner fra andre opdrættere, som også finder kombinationen spændende:-) Nu har vi oven i købet nogle rigtig gode HD og AD resultater efter Albas første kuld, og sundheden bag Georges er også i orden, så vi har også selv store forventninger til kuldet. Der er flere skrevet op, som primært skal bruge en jagt og sporhund og det glæder os meget:-)
 

6. november: HURRA - den Norske Dogwebb er lige blevet opdateret med Lab-x-streams Fighting Falcon 'Leo's HD og AD resultat og han har A hofter og 0 på albuer. Vi er super glade for resultatet og krydser nu fingre for resultatet på Lab-x-streams Shooting Star 'Elsass' - men jeg har endnu ikke hørt hvornår hun skal fotograferes......

5. november: Nedenstående herlige billede af Emil og Leo, der hygger sig sammen i kurven, er virkelig ikke til at stå for. Leo har sok på sin ene forpote - han fik en lille rift under en af sine mange jagtture...

4. november: I søndags tog jeg ud for at lægge et par spor til Alba og Kia. Det var jo meningen at Kia skulle gå sit samme dag - for vi er jo slet ikke nået til at gå overnatningsspor med hende; men tiden smuttede til andre ting, så da Alba i går skulle gå sit spor, hvilket hun gjorde så suverænt at det var en fornøjelse, så tænkte jeg: Skidt - lad dog Kia prøve - så ser jeg lige hvor langt hun er i træningen og med forbløffelse oplevede jeg Kia gå sit første overnatningsspor som en erfaren sporhund:-) Hun fik sele og line på ude på skovvejen og fandt selv anskudsstedet - tog sporet med det samme og så gik det ellers derudaf. Der var lige et par steder, hvor den friske fært trak mere end sporet; men hun var nu hurtig til at genoptage sporet. Jeg havde lavet flere 'sårlejer' med et par godbidder trådt ned i og hun fandt de fleste og fik naturligvis stor ros. Hun stod et øjeblik i det første knæk, hvor jeg havde lavet en lille tilbagegang, og besluttede sig så for at droppe tilbagegangen og tage sporet direkte. Hun havde ikke gået dette spor før; men der var træk i linen det meste af vejen og vejen ned til kloven gik stærkt og det var en fryd at se hendes glæde da hun fandt den. Sporet havde ligget i over 1 døgn, så åbenbart finder Kia ikke overnatningsspor for svære, så det bliver taget med i den fortsatte sportræning:-)
Alba er nu tydelig drægtig. Hun lå med alle benene i vejret i aftes og der kunne man tydeligt se, at hendes mave/patter er ved at være i en lidt anden facon. Hun kaster stadig sin morgenmad op, så nu fordeler jeg hendes mad i flere små portioner og håber det er noget forbigående, der snart går over igen. Hun skal også ud på en lille cykeltur sammen med mig her i formiddag - det nyder vi begge to og jeg nyder de flotte efterårsfarver nede i plantagen.

 

1. november: For første gang skulle Maria stille Lab-x-streams Mirage 'Saba' i en lokal konkurrence i DcH i Bjerringbro i dag og det ville jeg naturligvis gerne overvære. Men det tog temmelig lang tid inden alle hundene har været igennem samtlige discipliner, så jeg så det desværre ikke til ende. Saba stillede i C klassen og jeg så øvelsen frit søg og det gik godt nok stærkt - jeg synes lige, at Saba var rendt ind i feltet, da hun i stærk fart vendte tilbage til Maria med genstanden i munden:-) Hun scorede max. point i denne disciplin. Der deltog rigtig mange hunde, så det var utrolig flot at Saba blev 2. vinder - kun overgået med 7 point af en 7 år gammel hund!
Jeg fik en lille ekstra gevinst, da jeg pludselig genså Lab-x-streams Black Knight 'Zanto' med Mette og Jacob. De var også derovre for at kigge på - Mette har en moster, der er træner i DcH Bjerringbro. Jeg er sikker på at 'Zanto' kunne genkende mig, og jeg fik taget nogle billeder af både ham og Saba. Desværre er der kommet en lille plet på linsen så billederne blev ikke så gode.
 


Saba efter sit 'frie søg' - fik max. point


Er du glad nu 'mor'?


Lab-x-streams Black Knight 'Zanto' - onkel til


Lab-x-streams Mirage 'Saba' som blev 2. vinder i dag


Kender vi hinanden?


Vi kan da godt lege

29. oktober: Så har DKK opdateret HD indekset for Flyverkuldet; men for Albas vedkommende har den ene B og C hofte ikke påvirket hendes indeks i voldsom grad. Kias indeks er på 100 - så hun står på gennemsnittet for racen!
Jeg er vældig spændt på at høre nyt fra Norge - Leo blev HD og AD fotograferet i går.


26. oktober:
Øv, altså - min forestående operation kommer til at sætte meget på pause. Jeg ville ellers gerne have deltaget i flere af de hyggelige juleskuer der er rundt omkring; men jeg er da bange for at det nok ikke bliver muligt. Kia trænger til at få lidt mere øvelse i udstillingsringen og det er jo en ganske god træning at komme til nogle skuer. Den 15. november skal vi til Støvring og mødes med de fleste Flyverbørn - Dorte og Susanne har arrangeret en hyggelig dag for os, så det glæder vi os til, selv om jeg nok bliver tilskuer til det hele.
I dag skal Malou og Alba med Hans på en lille formiddagsjagt, så Kia og jeg skal vist til at træne lidt apportering.
Kl. 17.00: Det var et par drivvåde hunde, der her i eftermiddag vendte hjem sammen med Hans. De havde været på flere småjagter rundt omkring og havde begge fået lov at drive igennem. Alba havde stødt et stykke råvildt i et stykke med halvstore juletræer og det var blevet skudt. Desværre lykkedes det at løbe, så bagefter fik Hans mulighed for at lave et eftersøg med Malou. Det var gået ca. 200 m og havde lagt sig inde i noget tæt krat; men Malou fandt det selvfølgeligt og indkasserede megen ros. Det var hendes 3.die vellykkede eftersøg på egen jagt. Utrolig så megen energi og vilje den hund har - hun døjer jo stadig lidt med det løse maveskind; men på jagt er det åbenbart ikke noget, der generer damen:-) Alba var i storform og hun tegner til at blive en lige så god jagthund som Malou. Hun bruger ikke så mange kræfter som Malou - noget vi også ser når hun går spor og virker overhovedet ikke træt bagefter. Lige nu ligger de dog begge to og slapper af. Kia fik trænet lidt apportering, fri ved fod og bliv øvelser - mon ikke snart vi skulle tage os sammen til at tage den brugsprøve?

25. oktober: Nedenstående billeder er fra endnu en vellykket jagttur, som Leo har været med på. Hvilket herligt liv, den hund må have:-) Sigvart fortalte at der er bestilt tid til HD og AD fotografering af Leo på tirsdag, så vi krydser fingrene for at det hele er i orden.

24. oktober: De er godt nok kvikke, derovre hos DKK i denne tid, for i dag kom så HD resultaterne på de 6 Flyverbørn og det blev ganske som forventet - 4 med A - Kia med B og Asser desværre med C hofter! Nu er jeg lidt spændt på, hvad resultaterne gør ved Albas HD indeks; men der går lidt tid inden det er indregnet. Det er selvfølgelig ønskværdigt om alle vores hvalpe kan få A og 0; men når man nu synes det er vigtigt at ALLE hvalpene bliver røntgenfotograferet, så er det ikke særlig realistisk! Nu venter vi på at se resultaterne fra Lab-x-streams Fighting Falcon 'Leo' og Lab-x-streams Shooting Star 'Elsass'.

23. oktober: I dag er der kommet AD og OCD resultater på de 6 fra Flyverkuldet; som blev fotograferet den 17. oktober - alle havde 0 på albuerne og var fri på skuldrene - hurtig ekspedition fra DKK's side må man sige. Så mangler vi lige HD resultaterne og dem er vi meget spændt på.....

22. oktober: Så er Holger startet på sit 'job' som vagthund i Allan og Mariannes butik i Skive - billederne er 'lånt' inde på Allans galleri....

20. oktober: Så er 'regningen' til Malou for hendes hvalpekuld, lige på trapperne. Hendes pels er begyndt at falde af og hun vil snart se helt 'gennemsigtig' ud, så der skal gang i karten og børsten for at hjælpe de løse hår væk, for de klør helt sikkert på hende. Nu må vi så også se, om vi kan få noget af hendes løse maveskind strammet lidt op; men jeg tror hun er typen, der bare har lidt svært ved det. Kia er helt sikkert på vej ind i en ny løbetid (hmm) og Alba er forhåbentlig drægtig, så der er stadig en hel del at se til på hundefronten. Vi får mails og opringninger fra de nye ejere til Rumlepotterne, der fortæller om, hvor godt de små har klaret afrejsen fra Skovhuset. 'Holger' blev modtaget med åbne arme, af sin nye storebror - gravhunden 'Sigurt' - lige indtil 'Sigurt' opdagede at han skulle flytte ind, så kølnedes interessen betragtelig; men der går sandsynligvis ikke mere end et par dage, før de måske sover sammen?
'Jenna', som fik en storesøster 'Berta' - en anden ældre labrador - har allerede indyndet sig og kan sove i arm med 'Berta' og de andre tre hvalpe har også indtaget deres nye hjem og har fundet sig fint tilrette. Vi håber de små må udvikle sig til dygtige og velopdragne hunde, der bringer glæde hos deres nye ejere - og vi vil glæde os til at høre nyt i fremtiden.
Der forestår lidt renoveringsarbejde her hjemme - stuegulvet skal have en omgang trærens - at slibe det ned, hjælper kun en overgang, så er der nye kradsemærker efter hundene.
 


Nu bliver jeg vist snart kostet ud.....


'Holger' hjælper lidt med rengøringen lige før han bliver afhentet

18. oktober - kl. 19:30: Så er 'Futte' rejst. Nu hedder han 'Holger' - et herligt navn til en herlig hund. Jeg håber han behandler sin nye storebror gravhunden 'Sigurt' ordentlig - lige i øjeblikket er de vel næsten lige store, så det er nu 'Sigurt' må sætte sig lidt i respekt - det bliver nok ikke nemmere med tiden. Han nåede at blive en del af flokken her i Skovhuset og der er blevet frygtelig tomt uden ham. Dagen er gået med oprydning og rengøring og så har de tre store fået en velfortjent lang gåtur. Kia går og småpiber - jeg kan ikke rigtig finde ud af , om det er savnet efter hvalpen eller det er fordi hun stadig har lidt eftervirkninger efter i går. Hun har også virket, som om en snarlig løbetid nærmer sig, så det kan også være lidt hormonforvirring, der kører rundt indeni hende.
Alba og Malou virker rolig og tilfreds med at have huset for sig selv; men det har nu været dejligt, at afhentningstiden af de små har været lidt fordelt ud over ugen:-)
Vi håber de små må bringe glæde og stolthed i deres nye hjem - og vi vil glæde os til at høre nyt fra 'børnene'......

18. oktober: Kia var helt rundt på gulvet det meste af aftenen i går p.g.a. bedøvelsen; men her til morgen var hun helt sig selv og så sit snit til at smutte med Hans ud af døren, da han tog på riffeljagt. Han  havde lovet Alba at hun skulle med, men det endte så med at alle 3 voksne hund kom med, så der er bare lille 'Futte' tilbage i Skovhuset. Vi må nyde ham, for han bliver afhentet i dag over middag.
Det var en lang dag hos dyrlægen i går og jeg kan mærke at jeg er ved at få noget influenza.
Kia får nok tildelt en A og en B hofte - hun blev forfotograferet da hun i 6 måneders alderen havde lidt vokseværk og der så vi lidt forskel på venstre og højre hofte, så det kommer ikke så meget bag på os. En enkelt af drengene får desværre nok C hofter - Øv - men det er nok, det der sker ind imellem når man vælger at få ALLE sine hvalpe fotograferet! Men alle de andre + alle albuer og skuldre så flotte ud, så mon ikke vi indtil videre burde være godt tilfredse med resultatet? Nu venter vi spændt på hvornår Elsass og Leo bliver fotograferet! Og så venter vi selvfølgelig lige på DKK's dom!
Vi har talt om, at de tæver vi fremover vil avle på, skal forfotograferes i 12 måneders alderen og er de fri, så skal de fotograferes igen umiddelbart inden de skal parres - så får vi et mere sandt billede af vores avlsmateriale! Om Kia skal indgå i avlen er ikke sikkert - men man skal jo ikke bare vurdere skelettet - hunden er jo meget mere end det - så vi må se hvad hun kan drive det til på forskellige prøver og udstillinger.
I går bestilte jeg tid til en Relaxintest til Alba den 3. november - så kan vi få vished om hun er med hvalpe, hvilket vi tror og håber på.-))))

17. oktober: Så fik vi røntgenfotograferingen af de 6 fra Flyverkuldet overstået og nu er det op til DKK's panel at vurdere billederne, så vi må vente i spænding de 2-3 uger det plejer at vare.
Marianne og Allan er kommet lidt før hjem fra Paris, så lille 'Futte' bliver hentet allerede i morgen.....

16. oktober: Lille 'Futte' hygger sig sammen med de 3 voksne og Alba er faktisk begyndt at vise ham lidt interesse (mon hun tror han skal blive?) Han er bare en skøn lille hund, så det er vist godt han bliver afhentet på søndag - ellers kunne man godt blive fristet....
Kia har udnævnt sig selv til hans barnepige - hun følger ham tæt - ude som inde, så det bliver nok værst for hende, når han rejser; men så skal vi til at intensivere træningen af de store og specielt Kia.
I morgen får vi travlt - 6 fra Flyverkuldet skal HD og AD fotograferes her i Bjerringbro og det vil jeg naturligvis overvære, så jeg lige kan få en fornemmelse af resultaterne, selvom DKK's panel før har overrasket i begge retninger!!!

15. oktober:
Sikke et træls vejr i dag - regnen øser ned, så der er ikke den store lyst til at slæbe hundene ud. De store ligger i øjeblikket nede i en af bilerne og hygger sig og den lille sover for en kort bemærkning i hvalpegården, så jeg må vist hellere se at få ordnet lidt mens der er ro til det.
Jeg er efterhånden helt overbevist om, at Alba er drægtig. Hun, som normalt ikke viser den store interesse ved måltiderne, er blevet glubende sulten og stjæler alt hun kan komme i nærheden af. Samtidig klæber hun til mig, mere end hun plejer, så vi kan vist godt snart starte en ny hvalpedagbog.....

12. oktober: I dag skal vi have lavet alle hvalpeposerne færdig.  Vi skal have lavet dummier så de små kan fortsætte deres apporteringstræning, når de flytter hjemmefra. Jeg fik lavet markprøveliner til dem i går og der er en masse andre gode sager, der skal puttes i poserne.
Det var dejligt at kunne ringe rundt i går og fortælle hvilken hvalp, hvalpekøberne kunne hente med hjem. Selvom vi siger til dem, at de IKKE skal begynde at favorisere nogen bestemt, så sker det alligevel, at de kaster sine øjne på en bestemt hvalp i kuldet. Undervejs skifter det så lidt, men vi er også denne gang overbevist om, at vi har placeret de 'rigtige' hvalpe hos de rigtige hvalpekøbere. Det får vi så vished for i tiden der kommer:-)
Jeg må se om ikke jeg kan få tid til at bage nogle hundekiks i dag - de plejer at være et stort hit hos de firebenede. Vejret ser ud til at blive godt, så vi skal også have de små på tur i dag. Der er masser af ting, at lave, så kede os, det gør vi aldrig.
Alba har ændret sig - det er godt nok tidligt; men jeg er alligevel ret overbevist om, at hun er drægtig.......

10. oktober: Der kom en mail fra Nibe i aftes: 'Hej med jer. Hermed en lille hilsen fra Nibe. Fiona har været på hendes første rigtige jagttur i dag. Hun var med Sørens bror ude på deres fælles jagt. Hun lettede en fasan, som Christian skød, hvorefter Fiona apporterede til UG med kryds og slange - træning og gode gener viste således i dag, hvor fuldstændig fantastisk skøn hun er. Her et lille snapshot af en stolt Fiona...Mange hilsner fra os alle i Nibe'

7. oktober: Alba blev nøje overvåget i weekenden for at se om hun skulle begynde at ændre sig; men der var nu ikke de store forandringer, så jeg var noget spændt på at komme ud til Katrine mandag morgen kl. 8:00 og få taget blodprøve til en ny progesteronmåling. Da vi kom hjem begyndte jeg at pakke en taske i fald vi skulle overnatte på Sjælland og kl. 10:30 ringede Katrine og sagde: så er det NU i skal køre - hendes progesteronmåling ligger over 18 ng/ml, så der skal parres i dag!!! Det er ikke sikkert at hun vil tage imod i morgen - så skynd jer at køre!
Så fik vi godt nok travlt. Der var jo så ingen grund til at overnatte, så det var bare at bestille færgereservation fra Ebeltoft/Odden kl. 12:00 og ringe til Sanne og starte bilen og komme af sted. Da jeg kørte i land på Odden kl. 13:00, kodede jeg Sannes adresse ind på GPS'en og så kørte jeg efter den. Den tog os til Rørvig og vi tog færgen over til Hundested; og turen på landevejen var bestemt meget kortere og der var heller ingen trafik, så kl. 14:30 stod vi i Allerød. Det var helt tydeligt at Alba var kommet på det helt rigtige tidspunkt - George var bestemt også klar; men vi var ikke helt tilfredse med parringen, George var lidt ivrig, så vi besluttede os for at helgardere os med en insemination, så vi kørte til Hillerød og fik Alba insemineret. Det gik til gengæld godt, så nu krydser vi fingre for at et kuld små 'Georginer' ser dagens lys i Skovhuset i begyndelsen af december!
Jeg var lidt heldig at jeg nåede den sidste færge fra Odden til Ebeltoft kl. 19:00 så vi var hjemme igen kl. 21:00. Alba elsker jo at køre bil, så hun var ikke påvirket af så mange timer i buret; men jeg var nu noget træt, da jeg kom hjem.

George levede fuldstændig op til mine forventninger og de krav vi har sat til en han. Han er - så vidt vides - den eneste Champion her hjemme, der også har jagtdelen med og så har han et pragtfuldt temperament og ser jo super godt ud. Han passede rigtig godt til Alba og vi glæder os afsindig meget til at byde nogle sorte og gule 'Georginer' velkommen. At det skulle være et 'Georgine' kuld kom til mig i bilen på vej hjem - der er masser af gode navne at hente der, så hvis ikke der dukker noget mere spændende op, så får de nye små navne efter Georginer. Vi har allerede 3 reservationer på hvalpe fra dette kuld.

3. oktober: Så har vi igen været til progesteronmåling og i dag ligger den på 4,2 ng/ml, så vi nærmer os. Det bliver sandsynligvis på mandag/tirsdag vi skal køre over til George.
I eftermiddag skal jeg hente Julie i Silkeborg - hun kommer på hyggeweekend så hvalpene kan godt begynde at glæde sig - der skal nok blive kysset og nusset hundehvalpe hele weekenden.

2. oktober:
I går gik efterårsjagten ind her i DK og i aftes lå der disse dejlige jagtbilleder fra Sibylle og Sigvart i Norge, der viser lidt af Leos første jagteventyr. Han har været på fugle/harejagt og også elgjagt - og som det ses kom han også på arbejde - nogle rigtige dejlige billeder og sikke en natur - det rykker slemt i en at genoptage de årlige efterårsture til fjeldet i Norge...


Naturen i Norge er ubeskrivelig smuk


Sibylle med Emil og Leo og foran en hare


Leo bringer haren hjem


Jagthunden Leo


Man er vel en rigtig labrador, der elsker vand


Han ligner resten af kuldet


Sibylle og Leo med en af de elge der blev skudt


Leo poserer for fotografen


Ser Leo ikke lidt overlegen ud?


Nå, skal man lige give den et slik i øret?

1. oktober: Alba blev progesteronmålet for første gang i går - 1,18 ng/ml var den på, så  vi prøver igen på fredag! Det kunne være praktisk at det var tid til parring i weekenden - sidste gang blev hun parret på 10. og 11. dagen; men det kan jo godt ændre sig fra den ene løbetid til den anden! Der er indløbet flere bestillinger efter en Alba/George hvalp, så vi krydser fingre for, at det hele går; som det skal. Alba er med Hans på jagt i dag - der er flere små jagter i løbet af dagen og på vej ud af døren så Kia sit snit til at snige sig med, så hun fik også lov at komme med i bilen.
Ja, hukommelsen er ikke hvad den HAR været - men heldigvis er der hjælp at hente i de andre hvalpedagbøger, der ligger her på hjemmesiden. Alba blev IKKE parret på sin 10. og 11. dag i løbetiden sidste gang; men derimod først på 15. og 16. dagen - det var den 10. og 11. august 2007 - så vi kommer nok hen til midt i næste uge, inden vi skal af sted. Det er nu godt at vi er i god tid, så vi ikke skal til at stresse rundt i sidste øjeblik.

28. september: Så fungerer vores mailsystem igen. Bortset fra Allan og Marianne fra Skive havde vi og hvalpene besøg af alle hvalpekøberne i går. Det var noget, de små (og store) kunne lide. Der var ren opvisning ude på plænen, med leg og apportering af både duevinger og dyreløb.
I dag skal vi prøve om vi kan gøre Maibritt og Gert fra kennel Posters kunsten efter og få de små fotograferet i silhuet og hovedbilleder. Gert og Maibritt er super gode til det; men måtte melde afbud til at komme og kigge lidt på deres eksteriør, da de selv venter hvalpe om små 2 uger og der er nok for dem at se til hjemme hos dem selv. Laila, som skal have en af pigerne, og som var her i går, ville prøve at tage Inge Dürr med herud en gang i næste uge - og Inge som er 'mor' til Malous morfar - Romlunds Philip, kan nok overtales til at kigge lidt på de små. Vi håber også at hvalpenes 'farmor' Bolette kan afse til et besøg, så hun kan se 'Rumlepotterne'. Der er nok at se til de næste (sidste) 2 uger - der skal apporteres, gåes spor, køres i bil, på skovtur, til stranden o.s.v.o.s.v.....
Sigvart ringede med en ny jagthistorie i går eftermiddags - Sibylle havde skudt to elge og Leo havde igen 'fundet' dem og nu skulle han lige spille stærk, så elgene fik en ordentlig rusketur da han havde fundet dem. Vi er spændt på Leos fremtidige liv som jagthund:-)


26. september:
Vi holder 'Åbent hus' for hvalpekøberne i morgen mellem kl. 13:00 og 16:00 og selvfølgelig skulle vores mailsystem lige bryde ned, da jeg fik skrevet ud til samtlige om det. Nu er TDC kontaktet og det ser ud til at fejlen er blevet rettet, så skulle du have sendt os en mail indenfor de sidste par dage, så har vi ikke modtaget den, så prøv at send den igen, så håber vi der er 'hul' igennem.
Der tikkede en MMS ind på min telefon i går - Leo havde været med på sit første eftersøg af elg i går og havde med succes gået 800 m før han fandt elgen. Jeg kunne fornemme, at  Sigvart var ret tilfreds:-)))

25. september. Så er Alba gået i løbetid - ca. 2-3- uger før forventet, så vi regner med at parre hende med George først i oktober. Et kig i kalenderen viser, at aflevering af hvalpene kan ske i vinterferien - uge 7 - i 2009, så der er god anledning til at holde lidt fri sammen med hvalpen. Der har allerede været flere interesserede henvendelser på dette kuld; så hvis man gerne vil sikre sig en hvalp, så kan man blive skrevet op allerede nu. Der er bestilt HD og AD fotografering af 6 hvalpe den 17. oktober hos vores egne dyrlæge. Leo fra Norge og servicehunden Elsass fra STH bliver fotograferet andet sted.
Sigvart og Lab-x-streams Fighting Falcon 'Leo' havde været på fuglejagt i går og Sigvart havde skudt en urfugl, som var fløjet ca. 100 m, før den var faldet ned af en stejl skrænt og havde gemt sig under nogle store sten. Han havde sat Leo på fuglen og den havde fundet og aflivet fuglen, der ikke var helt død og meget stolt bragt den med tilbage til Sigvart, så det var en stolt hundeejer, der ringede og fortalte historien i aftes. Leo er fra Albas Flyverkuld, der fylder 1 år den 11. oktober.

22. september: Vi lider under mangel på nattesøvn; men det er bestemt ikke hvalpenes skyld! Der render rævehvalpe rundt på græsplænen om natten og det går ikke stille for sig og med 3 voksne 'vagthunde' i huset så genlyder huset af knurren og gøen natten igennem og det sætter sine spor, når vi skal ud af sengen om morgenen. I morges var der dog kommet lidt andre lyde - der var lidt spæde bjæf ind imellem Kias og Albas gøen og på et tidspunkt kunne jeg høre Malou 'kalde' meget bestemt på os!
Sikke et syn, der mødte os, da vi kom ind i stuen. ALLE hundene rendte rundt mellem hinanden - Alba løb rundt og prøvede at undgå de små, Kia prøvede at påkalde sig de smås opmærksomhed, Malou prøvede at få samling på tropperne og de små synes bare det hele var en mægtig fest - tænk de havde HELE huset at boltre sig i:-) Nu de alligevel havde adgang, kunne de jo lige markere hvor de HAVDE været, så der forestår et større rengøringsarbejde i dag!
På en eller anden måde er den ene liste, der holder pladen fast indtil hvalperummet, gået af og så er pladen selvfølgelig faldt ud, og så har der været fri bane og det har de selvfølgelig benyttet sig af:-)
Der skal gås spor i dag. Kia gik et superspor i går - hold da op en forskel, der er sket med hende - hun har lige pludselig fundet ud af, hvad øvelsen går ud på - sikke en fornøjelse:-) Malou og Alba skal gå spor i dag, så Hans har taget en fridag. Vejret ser ud til at blive godt, så også de små skal være udendørs i dag.

21. september: HURRA - i dag har kennelen fået sin 4. Champion af eget opdræt - nu kan Mettelines 'Odin' tituleres: SVCh Lab-x-streams Super Trooper - den 3.die hund fra ABBA kuldet. Midt i ugen tog Metteline sammen med Pia og en anden hundeveninde til Sverige for at hygge sig på nogle spor. Metteline og Odin startede med et 0 i torsdags; men fredag fik de en flot 1. pr. og i går var det så den ordinære prøve og også her scorede de en flot 1. pr. I dag lavede de så 'hattrick' og fik den tredie 1.ste præmie; som gav den eftertragtede titel, da Odin for længst har sin udstillingspræmiering i hus. Der skal vist også gås spor i morgen; men nu er det jo bare 'for sjov'......Vi glæder os til at høre nærmere om turen når pigerne kommer hjem - et STORT tillykke med de flotte resultater.


Metteline og Odin da de i Grenå i juli, fik en 1. pr. på 400m/3 timers schweissprøve

19. september: Janne kommer på besøg i dag og så kan hun lige få tjansen som medhjælper på at sportræne de små:-)
Vi har nu fundet en rigtig dejlig hanhund; som vi synes er helt rigtig til Alba og i aftes kom der svar tilbage og vi har nu indgået aftale om parring af Alba på hendes næste løbetid; som efter planen, skulle komme i oktober/november. Flere har forespurgt hvornår vi igen får 'Albahvalpe' så nu kan man sætte sig på listen, hvis man er interesseret i at få et nyt familiemedlem i det nye år. Her kan man læse lidt om Albas
Flyverkuld - de er alle kommet ud til aktive mennesker.

18. september: Så er hvalpene kommet ud i hvalpegården og vores internet kamera er tændt, så nu kan man følge lidt med i deres leg.
Alba var til øjenlysning i går - heldigvis uden anmærkninger. Sikke et cirkus at sidde med så mange forskellige hunde ude i venteværelset. Det er lige før jeg overvejer at droppe de kollektive og så bare bestille tid på normal måde. Der kom en såkaldt 'muskelhund' ind sammen med sin ejer, som var den type man normalt forbinder med den race - joggingbukser, caps og tatoveringer (lyder man lidt racistisk?) Men de racer og særlig dem, der holder i snoren, får mig til at gyse - puha - Alba var også helt oppe på mærkerne - så der måtte et ekstra godt greb i halsbåndet. Nu skal der lige tages det sædvanlige nap i huset med udskiftning af aviser, støvsugning, gulvvask og vask af tæpper - og så skal jeg til at arbejde lidt med hvalpene - herligt.

17. september: Jeg har taget en fridag i dag, da jeg har valgt at køre til kollektiv øjenlysning i Århus med Alba. Vi har fået forespørgsler på, hvornår vi igen har 'Albahvalpe' og det er ikke usandsynligt at vi parrer hende på hendes næste løbetid; som forventes her i oktober/november. Vi skal bare lige have fundet den 'helt rigtige hanhund' til hende:-) 6 fra hendes 'Flyverkuld' bliver røntgenfotograferet den 17. oktober. Servitricen 'Elsass' og Nordmanden 'Leo' sørger selv for deres HD og AD fotografering.
Jeg får - lidt uventet - en del fritid her hjemme i dette efterår, da jeg var til en forundersøgelse på Viborg Sygehus i går og det der blev besluttet, at jeg skulle have en operation i foreløbig den ene fod og det medfører en sygemelding på 8-10 uger bagefter. Ventetiden på operationen var overraskende KUN 3 uger, så det var bare med at slå til mens chancen bød sig. Nu må jeg så se at finde ud af, hvordan jeg samtidig kan passe hundenes lufteture.

14. september: Det er som om hele vores liv i denne tid er koncentreret ved hvalpene:-) I dag er Hans dog taget på jagt og Alba og Kia fik lov at tage med farmand, selvom de nok kommer til at tilbringe det meste af tiden i bilen. Det er en halvdagsjagt og de er ventet hjem lige over middag, så det går nok. Malou var dog ikke så tilfreds med udviklingen i morges, så hun fik lov at komme ind i soveværelset og fik lige en time mere på øjet i 'fars' seng:-) Sikke en forskel, der er, når de to 'små' ikke er hjemme. Der var masser af besøg i går og dagen blev afsluttet med besøg fra Skjern, hvor Marit og Jes kom med de 3 børnebørn, så de små tilbragte det meste af dagen i hænder og det er noget de kan lide. I dag kommer der 3 hold så også i dag bliver de små nusset og kælet for. Det er lige præcis her i 4 ugers alderen man spørger sig selv: Hvordan KAN vi da nænne at komme af med dem? De er altså bare så dejlige; men så husker man pludselig de sidste par uger inden de forlader os. Hvor hundemoderen prøver at undgå de skarpe tænder og kløer og hvor de banker hinanden og hyler og skriger - og så er tanken om deres afrejse ikke så ubærligt længere:-))))
Vores nye støvsuger kom den anden dag - og den blev hurtigt taget i brug - den er supergod; men støjsvag - det kan jeg ikke påstå den er; men på den anden side, så er det jo et lille problem, når den bare kan flytte hundehår og nullermænd - og det kan den....

4. september: Indrømmet - der går laaaang tid foran hvalpekassen. Jeg er altid bagefter med de daglige ting i huset; men jeg synes tiden med de små går så hurtigt og jeg vil ikke gå glip af noget:-) Jeg kan endda se forskel når jeg kommer hjem om aftenen, hvor jeg har været væk 4 timer fra dem. I går fik vi besked om, at vores nye 'superstøvsuger' er afsendt - jeg glæder mig til at se om den nu også er så effektiv, som jeg har hørt! Hans tager en fridag i morgen, for jeg skal på et teammøde med mit arbejde fra kl. 07:30-15:00 - og så er der bagefter ellers arrangeret forskellige indslag med bl.a. sejltur på Mariager fjord om aftenen med spisning; men der har jeg meldt afbud - jeg orker ikke en hel dag, når jeg skal så tidlig op.
Tiden nærmer sig for HD og AD fotografering af Flyverkuldet (hvor blev det år af?) Inklusiv Kia er der 6 af hvalpene, der gerne vil med i en kollektiv røntgenfotografering nede hos Jacob og jeg mangler lige tilbagemelding fra to med hensyn til datoen - så bestiller jeg tid hos Jacob. Leo i Norge og 'servitricen' Elsass ordner det selv. Det bliver dejligt og også lidt spændende at få det overstået.

30. august:
Det er dejligt på flere måder, at der nu fremover, jævnligt kommer hvalpebesøg, for man vil jo helst ikke have, at de skal se hvordan nullermændene trives her i Skovhuset, så der bliver lige taget en ekstra tur med støvsugeren og moppen og det føles faktisk rigtig dejligt - i hvert fald når man er færdig:-)
Laila og Troels var her i går med deres 2 drenge - de skal om ca. 6 uger have en af pigerne med hjem og det var dejligt at se Malou er fuldstændig afslappet selvom der er trængsel i det lille hvalperum omkring kassen. I eftermiddag kommer Allan og Marianne og i morgen er der 2 hold og på mandag et hold, så har alle været her 1 gang.
de fleste af hvalpene har fået øjne og er såmænd også begyndt at bevæge sig rundt i kassen, omend det er på små usikre ben:-) I går havde Malou snuppet Albas yndlingssand med piv i og båret den ind i hvalpekassen, så måske var et lille vink til mig om at finde legetøjet frem, så det har jeg naturligvis gjort her i dag og de små har nu selskab af anden, slangen og æslet....

29. august: Alba fælder stadig meget og der går utrolig megen tid med støvsugeren. Jeg synes dog ikke min støvsuger tager det hele, så nu har jeg bestilt en DYSON, som skulle være specielt god til hundehår! Så må vi se om den kan gøre en forskel.
Jeg fik en mail fra den hvalpekøber, der pludselig var sprunget fra - han havde fået tilbudt en 8 ugers hvalp og kunne få den med det samme, så han havde ikke lige tænkt på, at give os besked! Nå, men heldigvis kunne vi så glæde den næste på listen, som kommer på besøg i denne weekend.
Så er min 'ferie' snart slut for denne gang og på mandag starter jeg job igen. Det er også ved at være tiden, hvor der bliver mere arbejde med hvalpene her hjemme. Der er forberedt en hvalpegård i stuen i lighed med sidste gang, så de små kan vænne sig til dagligdagen i en familie fra starten. Ude arealet skal også gøres klar i denne weekend - tiden går så hurtigt, så lige pludselig kan de komme ud i dagtimerne.

25. august: Utroligt at folk kan forlange at komme på venteliste til en hvalp - fortælle at det er vel gennemtænkt -  svare på henvendelse efter fødslen at de stadig er meget interesseret og glæder sig meget til at komme på besøg og se hvalpene og så i dag, efter jeg har lagt puslespillet for 5 hvalpebesøg næste weekend, bare sender en mail, hvor der står: 'vi vil gerne trække os. Held og lykke med salget. Peter' - ja, man bliver vist aldrig færdig med at undre sig over folks opførsel.....
Jeg har sandelig fuld forståelse for, at der undervejs kan opstå ting, der gør, at man alligevel ikke har mulighed for at byde en lille hvalp velkommen i sin familie; men man kunne vel forlange at man fik en lidt bedre forklaring end denne? Jeg priser mig lykkelig over at vi 'slap' for at sende en af vores 'Rumlepotter' ud til sådan en hvalpekøber......En anden har så fået tilbuddet om den lille 'Rumlepot':-))))

24. august:
Jeg må indrømme, at de store hunde bliver lidt forsømt i denne tid - men nu er der heldigvis faldet så meget ro over Malou, at vi kan begynde at gøre lidt andre ting, end at passe mor og børn! I aftes havde jeg Kia og Alba med nede og bade ved vores badestrand - det var noget, der var populært! I dag har vi snakket om at lægge et par spor til dem - Kia skal gå sit i eftermiddag; mens Albas skal ligge til i morgen. Hans starter på job i morgen; mens jeg heldigvis har 1 uges ferie endnu.

22. august: Det har været nogle travle dage i denne uge p.g.a. hvalpefødslen, som skulle starte 3-4 dage før beregnet. Resultat blev jo noget anderledes, end vi havde regnet med! Mere end halvdelen af hvalpene overlevede desværre ikke og selvom vi hele tiden siger til hinanden, at det ikke kan nytte at spekulere mere på det, så kan man jo ikke lade være med at efterrationalisere og vende og dreje tingene og spørge sig selv og hinanden: hvis nu vi havde gjort sådan - eller hvis nu vi ikke havde gjort sådan??? Ja resultatet er og bliver det samme; men vi har da lidt mere erfaring i bagagen til en anden gang, for selvfølgelig skal man ikke lade en sådan oplevelse få den konsekvens, at man fremover ikke tør at lave et kuld hvalpe på en af sine tæver. Jacob dyrlæge ringede i aftes. Han ville også gerne lige vende forløbet med os, da han selvfølgelig også er ked af, at det gik som det gjorde! Havde han kunnet se 11 hvalpe i hende, ville han også have foretrukket et kejsersnit fra starten; men det kunne vi ikke.
En af vores hvalpekøbere har ikke meldt tilbage på vores meddelelse om hvalpefødslen - måske er de på ferie - men vi håber sandelig snart at høre fra dem, så vi kan være helt sikker på at alle hvalpene er solgt - i modsat fald er der en dreng til salg for en aktiv hundefamilie!

17. august: Så kom der en forklaring fra dyrlægen i Lund. Grunden til at Optigen resultaterne ikke var registreret, var at de ikke havde fået resultaterne fra Optigen, så de havde ikke kunnet sende noget ind til DKK. Så nu må vi alle sammen videresende den mail fra Optigen vi modtog med hundenes resultater til dyrlægen og så må han ordne det med DKK.
I aftes tog jeg hundene med ned til søen for at bade. Desværre var vores sædvanlige sted optaget, så jeg kørte lidt længere hen og lukkede hundene ud. Alba drønede hurtigt i vandet; men Malou stod ved skrænten og kiggede - der var åbenbart for langt at hoppe i og hun var måske klar over at hun ville få besvær med at komme op igen, så jeg kaldte hundene tilbage til bilen og så kørte jeg ud til vores nyanlagte badestrand og der var heldet med os - der var ikke et øje og vi havde det hele for os selv. Det er blevet rigtig flot derude. Vores borgerforening har stået for al arbejdet - der er kørt masser af strandsand på og opført toiletter og  sat træbroer ud til vandet, så her er normalt masser af badende, men heldigvis ikke i aftes, så begge hundene fik lov at boltre sig, hvilket også betød at man var nødt til at rulle sig i sandet efter man havde været ude og svømme! Alba morede sig med at svømme efter svømmefuglene som lå et stykke ude; men hun fandt hurtigt ud af at det var umuligt at indhente dem.
Malou nyder at svømme - det er også den bedste motion hun kan få lige i øjeblikket. Jeg er sikker på, at hun ikke går til torsdag inden hvalpene ser dagens lys. Hun er begyndt at grave voldsomt og skrabe, så jeg tror at der indenfor de næste par døgn sker noget.
Vi havde besøg af Vagn, Annemarie og deres datter Natascha fra Kolding i går - de venter på en lille dreng, og der er efterhånden mange, der krydser fingre og venter utålmodig på at se hvad der gemmer sig i Malous mave:-)

13. august: Jeg har med stigende utålmodighed checket www.hundeweb.dk for at se om ikke snart Optigenresultaterne fra Kia, Aslan, Tarquin, Asser og Sika var registreret. For mere end 2 uger siden, skrev jeg så til DKK og i går fik jeg så endelig svar - de havde for længe siden modtaget resultatet fra www.optigen.com men de kunne ingen steder se at de havde modtaget rekvisitionerne fra dyrlægen!!!
Så uden dem - ingen registrering!!! ØV altså hvis vi igen skal til at have problemer med papirene! Det er jo ligesom det, der er meningen med det hele - at få resultatet registreret! Nu har jeg udbedt mig en forklaring fra dyrlægen, så nu venter jeg igen spændt.....
Kun 3 arbejdsdage tilbage inden 'ferien' - tja, ferie og ferie - jeg ved jo hvor meget arbejde, der ligger foran; men det bliver nu også hyggeligt med liv i hvalpekassen igen. Alba har smidt næsten al sin pels - den ligger langs med væggene i hele huset. Selvom støvsugeren kører sine daglige ture, så er det umuligt at holde huset hundehårsfri. Vi får besøg af en eventuel hvalpekøber på lørdag - de ville gerne se Malou og hendes datter, så nu må vi se hvad de siger til en 'rumletyk' matrone som Malou og en næsten pelsløs Alba - ikke ligefrem nogen racetypiske repræsentanter for racen lige i øjeblikket - ha-ha....
Jeg er holdt op med at ringe til Hans for at spørge hvordan han har det i Norge - det er lidt træls at høre om, hvor pragtfuldt det hele er og hvor ærgerligt det er, at man ikke er med:-(
Det er nu ikke fordi jeg ikke under Hans en god ferie men han kunne nu godt 'brokke' sig lidt :-P
Jeg håber vi kan smutte en uge sammen når hvalpene er fløjet fra reden.

11. august: Heldigvis kom jeg i tanke om at Netto fra i dag, har et godt tilbud på et lille Canon kamera m/fotoprinter, så jeg nåede lige ned, inden de åbnede og fik købt et. Det kostede 999 kr. og nu skal jeg til at tygge mig igennem brugsanvisning og indstillinger - det plejer altid at være Hans, der ordner sådanne ting, men nu er han jo ikke lige ved hånden, så jeg må selv i gang:-)
Vi har jo et rigtig godt digital kamera; men det har Hans med på ferie og en gang imellem er det mest praktisk at kunne have et mindre med sig.
Jeg må se om ikke jeg kan få taget et par billeder af Malutten, så I kan se hende - hun er godt nok blevet rund:-) Hun er allerede begyndt at gå rundt om huset og grave sig ind under trapper og terrasser, så jeg skal til at holde lidt mere øje med hende, når hun er ude. Lige før kom hun ind og var helt dækket af blade og spindelvæv i hovedet og det var vist lige før Alba blev lidt bange for hende:-)
Der kommer stadig henvendelser på hvalpe fra dette kuld; og jeg tror ikke det bliver nødvendigt at sætte kuldet på diverse hvalpelister. Vi mangler stadig at hilse på et par af dem, vi har skrevet op; men nu venter vi indtil Malou har født og vi ser hvordan kønsfordeling og antal bliver.

9. august: Så fik jeg endelig den nye fødekasse tømret sammen, mens Malou lå og fulgte mine anstrengelser mens det stod på. Den skal nok lige have en gang maling - så er den helt klar. Sibylle har sendt billeder fra Hans og Kias besøg - uhm, hvem kunne ikke lige spise en gang friskfangede rejer og nyde et glas hvidvin? Jeg kan se at Leo har den typiske afslappede placering under bordet, som resten af 'familien' - det kunne jo hænde, at der faldt et par godbidder ned ved en fejltagelse:-)))
Kia kunne desværre ikke lege så meget med Leo, da han var mere end broderlig interesseret i hende; men når Hans kommer tilbage på næste søndag til en sidste overnatning, må de tage revanche, for hun er - i følge Hans - holdt helt op med sin løbetid.

6. august: Hans og Kia er vel ankommet til Norge og i går var Hans og Sigvart ude og lægge spor til hundene. Kia trak lidt på sit ene bagben inden turen (håber det bare er en forstrækning). Hans synes stadig at hun halter lidt, så bortset fra svømning, vil han prøve at holde hende lidt i ro. Nu, hvor hun ikke har sin mor og mormor at jage rundt med, må det kunne lade sig gøre.
I dag kører de fra Hvasser mod Flisa og på fredag går turen videre til en enkelt overnatning på Lom, inden de ankommer til hytten i Naustdal, der ligger i nærheden af Førde.
Jeg har travlt på arbejdet og her hjemme er der en del rengøring, der skal indhentes og i dag kommer Janne og Pia for at gå et spor, som jeg lagde i går. De skal begge på schweissprøve i Skive i weekenden, så formen skulle lige pudses lidt af.

4. august: Det var ingen problem at få udsat sin ferie, så jeg skal på arbejde i de næste 2 uger; mens Hans og Kia hygger sig i Norge. Jeg har lige vinket farvel til dem og håber de får en super tur deroppe. Hans har 'lovet' at gøre Kia klar til brugsprøven og måske også gå lidt spor med hende - han har i hvert fald taget sporudstyr med derop. Jeg er lidt ked af, at jeg ikke får hilst på Sigvart og Sibylle og 'Leo'; men det må jeg så have tilgode til en anden god gang.
Jeg har gået og været så bekymret for den lille gravvaps, som vi mødte i fredags hos dyrlægen, så jeg var nødt til at ringe her til morgen, for at høre hvordan det var gået. Det var heldigvis gået rigtig godt. Den lille havde livet vældig op efter blodtransfusionen og var blevet udskrevet om lørdagen - så vi håber den spæner omkring og laver en masse hvalpeunoder igen:-)
Regnen siler ned udenfor - herligt - så nu skal der gang i rengøringen indendørs - den har længe været forsømt. Alba fælder helt vildt i øjeblikket - håber bestemt ikke det er fordi hun har tænkt sig at gå i løbetid! Det må hun sandelig godt vente med til en gang i oktober.

3. august: Flittige Susanne har rigtig været aktiv med Aslan i denne weekend. I går afprøvede de lige brugsprøvebanen i Tranum klitplantage; men Aslan tog disciplinen 'Fri ved fod' ret bogstaveligt, for han synes lige der var nogle dufte, der krævede, at han fulgte dem i  stedet for Susanne, så det blev et rundt 0 - man er vel solidarisk med brormand Asser fra Skjern:-)
Anderledes gik det så i dag på schweissprøven i Rold - da scorede de en flot 2. pr. Færtforholdene må have været optimale, så et stort tillykke herfra med det flotte resultat.
Vi burde nok også have svedt på træningsbanen; men vi har slappet af ovenpå varmen og nøjes med at give hundene et par svømmeture i Tange sø. Hans er ved at pakke til sin Norgesferie i morgen - suk, hvem der bare skulle med.......


Der blev svømmet og hygget


Ingen apporter selvom Alba venter årvågent


Kia prøver at kamouflere sig med søgræs


Kia elsker at have noget i munden

1. august: Jeg var ved dyrlæge med Kia i dag - hun skulle igen igen have et sundhedscheck, ormepille og et stempel i hendes EU pas, da hun på mandag igen skal til Norge på ferie. Jeg er nu lidt misundelig, for jeg har lige siddet og kigget på de dejlige billeder af den hytte i Naustdal som er vores i uge 33. Nå, men det kan ikke betale sig at bruge tid og kræfter på det - Malutten, Alba og mig skal nok få hygget os herhjemme. Jeg har søgt om at få min ferie udsat et par uger - så jeg i stedet kan holde fri sammen med hvalpefødslen og også gemme en uge til senere på året.
Nede hos dyrlægen kom jeg i snak med en anden hundeejer i venteværelset - han sad med en lille ruhåret gravhundehvalp på kun 11 uger og den havde haft opkastninger og diarré i en hel uge og havde været nede hos Jacob i går og fået lagt et drop. Det havde ikke hjulpet noget, så nu kom han med den igen. De fik naturligvis lov til at få vores tid - den var virkelig sløj at se på, den lille hund. Jacob var overbevist om, at problemet skyldtes for dårlig hundefoder hos opdrætteren - noget billig supermarkedsfoder, som havde ødelagt den lille hvalps mave. Jacob ville prøve med en blodtransfusion og da jeg var der med en frisk og sund hund, blev Kia brugt som bloddonor. Nu er vi meget spændt på om vi har været med til at gøre en forskel for den lille hvalp - det håber vi godt nok. Kia fik lidt at slappe af på; inden Jacob tappede hende;  men er allerede i fuld vigør igen og hun får så lidt ekstra kærnemælk som tak for hendes indsats. Det var ellers i dag, jeg skulle gå på ferie; men nu håber jeg, chefen går med til at udsætte den - men det ved jeg faktisk først på mandag, når chefen møder ind efter sin ferie......

30. juli: Fugl eller fisk? Ja, her hos os er det både og. For nogen tid siden ville Hans lige nuppe en af hundesnorene; som hang på et søm i carporten og idet han fattede om snoren, fløj der en lille ophidset fugl ud i hovedet på ham. Da han var kommet sig lidt over chokket og så nærmere efter, så han at det var en nydelig lille flettet redepose som var lavet af den lille gærdesmutte, som ellers plejer at holde til under vores terrasse! Fuglen havde flettet sin rede over det søm, hvor Hans havde hængt sin jagtstol og et sæt startkabler. Car porten blev naturligvis straks fredet, så den lille fugl kunne udruge sine unger i fred og ro. Vi holdt dog øje med dem på afstand og for nylig oprandt dagen, hvor de små skulle se om vingerne kunne bære. Forældrene satte sig lidt udenfor carporten og begyndte at kalde på ungerne og det endte med at de hoppede/fløj ud af reden og endte nede på jorden i carporten. Under disse flyveøvelser, blev hundene naturligvis holdt indendørs og vi gav fuglene fred og ro. Næste morgen var der helt stille i reden og jeg håber at de alle er gået på vingerne og overlever.
I aftes blev så 'ugens højdepunkt' leveret - den ugentlige kasse frisk fisk fra
www.skagenfood.dk og denne gang stod menuen på friske jomfruhummere, som vi skal grille og sidde  og nyde i aften på terrassen, når jeg kommer hjem fra arbejde - med frisk basilikum pesto og nybagt tomatfocaccia brød til - uhmmm, hvor jeg glæder mig:-)


De små gærdesmuttebørn dagen før de fløj hjemmefra


Moderen ruger og passer på


Pladsen er trang og der er sikkert varmt i reden


Dagens menu - jomfruhummere - uhmmm

 

29. juli: Støn - for en ulidelig varme i disse dage. Ingen af os orker det mindste og i går blev der indkøbt en ventilator, der står på stuegulvet og lufter lidt. I går fik hundene hver et stort kødben - direkte fra fryseren - og det var noget, der kunne få dem op på mærkerne. Malou blev placeret i den gamle hundegård, Alba i den nye og Kia lå et skyggefuldt sted på terrassen med sit - og så blev der ellers gnavet og smasket. Kia er gået i løbetid og det er lige præcis i disse dage vi skal passe godt på hende. Hun er temmelig anstrengende og prøver at hidse både sin mor og mormor til at hoppe på hende; men det er der jo ingen af dem, der gider. Hans er i gang med at få det meste af vores store grund hegnet ind - vores nærmeste naboer er kommet hjem efter 2 års udstationering i Kina og hundene har ikke helt vænnet sig til trafik fra den kant, så for ikke, at de skal rende derover og forstyrre besøg af børn og børnebørn, har vi besluttet at hegne ind.
Jeg må styre min nysgerrighed en uge mere - Jacob kan ikke røntgenfotografere Malou før på 51. dagen og det er først fredag den 8. august!
Jeg havde lige troet at vi kunne ordne det hele nu på fredag, hvor Kia igen skal have sundhedstjek og ormepille, da det bliver hende, Hans tager med på ferie til Norge. Han har inviteret sin mor med den uge han skal i hytte på vestlandet; men det skulle hun nu lige tænke nærmere over - min svigermor er 87 og dårligt gående og hun er blevet så nervøs for at bevæge sig udenfor.
Det er lidt af et mareridt at komme på arbejde i denne tid. Når jeg møder ind kl. 15.00 er det allerede voldsomt varmt og det bliver bare værre i løbet af aftenen, og så de 5 km hjem i en brandvarm bil kl. 19.30, så er der bare ingen energi tilbage........gid den varme snart forsvinder......

27. juli: Det bliver vist heller ikke i dag jeg får sorteret og redigeret i alle mine billeder fra turen til Norge, så opdateringerne får lov at vente lidt længere:-)
Jeg blev noget overrasket over at se, hvor meget Malou havde lagt sig ud på den uge, jeg havde været væk! Det er  særlig det løse, der hænger under hendes mave og hendes patter, der er blevet større, så jeg gruer lidt for hvordan hun kommer til at se ud, om en 4 ugers tid! I næste uge får vi hende røntgenfotograferet for at få sat antal på kuldet. Denne gang er der flest skrevet op til en tævehvalp og i går havde vi fornøjelsen at hilse på et par fra Sørvad, der lige havde sagt farvel til deres 12 år gamle labrador og savnede en lille ny hund. Så vi krydser alt vi kan, for at Malou kan levere bestillingerne. Da jeg så Malou ved hjemkomst, besluttede jeg mig for, at sende Hans på ferie alene - Malou og jeg bliver hjemme og gør hvalperummet helt klar og så håber jeg, at varmen holder en lille pause, så vi kan komme ud på nogle ture. Hans tager så Alba med på sin tur og svigermor får også budet, så sådan bliver det - det vil ikke være trygt at rejse så tæt på fødslen - særlig ikke i denne varme......
Vi skal have lavet en ny fødekasse og der skal ordnes lidt ude i den hundegård, der ligger ved terrassen. Jeg håber hvalpene kan være ude i dagtimerne, så vi kan 'spare' lidt på rengøringen indendøre:-))

26. juli: Så er Kia og jeg kommet hjem igen efter en pragtfuld tur til Norge! Janne havde meldt sin 9 årige Curly,  Xingu til en Ordinær blodsporprøve på Stendammen ved Løten den 20. juli - den samme prøve som Dorte havde meldt Tikka til. Jeg havde taget Kia med - hun trængte til at komme lidt væk fra sin mor og mormor og de trængte vist også til et lille frikvarter, hvor de kunne slappe lidt af uden hende.
Vi havde besluttet at ville overraske Dorte og havde ikke sagt det mindste om, at vi også skulle derop. Dorte og JO var ankommet til prøveområdet ca. 15 minutter før os og havde set Jannes navn på listen over deltagere, og så havde de regnet ud, at jeg nok var med. Men sjovt var det nu alligevel at komme kørende med Dannebrog ude af vinduet:-)
Tikka fik et af de spor, som lå i umiddelbar nærhed, og hun startede fint; men efter det 3.die knæk - ikke mere end 40-50 m fra sporslut gav Tikka op og satte sig ned. Hun ville ikke fortsætte og Dorte måtte indkassere et af de meget sjældne nuller hun har fået i sin sporkarriere med Tikka - Øv, hvor ærgerligt; men som Dorte sagde bagefter, var hun mere skuffet i foråret, hvor Tikka havde fået en 2. pr. Hvad, der havde fået Tikka til at give op, kan jo være svært at sige; men en kendsgerning er det, at der er bjørn i området! Prøvens bedste hund - en Collie - blev ført af Vibecke Ørre og på deres spor kom de over et nattesæde fra bamsen. Dommeren havde opdaget det om aftenen, da han lagde blod ud på sporet og var ikke helt sikker på, hvor længe siden det var, bjørnen havde ligget der; og han havde forberedt Vibecke på, at de kom forbi. Hunden snusede til stedet og markerede og gik lidt udenom; men genoptog sporet og fuldførte i fin stil - sikke en sporhund - og helt fortjent blev den prøvens bedste hund:-) Jannes spor viste sig at være i samme område Malou var gået til en 1. pr. i 2004 og var blevet NVCh. Der er fældet en masse træer og området forandrer sig hele tiden, så det var først lige før sporslut jeg kunne genkende det; men da var Xingu allerede på vej til kloven. Som sædvanlig fortæller dommeren ikke noget om præmieringen før til parolen; men Janne var ikke kaldt af, så vi var temmelig spændt på om vi skulle have en 'svamp' med os hjem i bilen. Tilbage ved hytten i skoven, hvor dommerne skulle votere, hyggede vi os med pølser og kaffe og jeg havde taget en fl. skovbær brændevin med, som vi lige fik en enkelt af, for at berolige nerverne. Endelig kom alle dommerne ud og de startede med at gennemgå alle deres nuller. Der var temmelig mange - og så fortsatte de med 3. pr. - Xingu blev ikke nævnt - og da de kom til 2. pr. og 'vores' dommer sagde, at dem havde han ingen af, så gik det op for os, at Xingu MÅTTE have fået en 1. pr. Jeg nåede at se et smil på Raymond Bråthens ansigt inden jeg gav Janne et stort knus - han havde ellers haft pokeransigtet på hele tiden - men  nu kunne han jo ikke skjule Xingus præmiering mere og det var dejligt at se Janne få sin medalje og fine championatroset - det var hele turen værd at se Jannes glæde, selvom der gik noget tid, inden det helt gik op for hende hvad der sket:-))))) Jeg havde medbragt en flaske champagne og den hjalp Dorte og JO os med at smage på. Endnu en gang - et STORT TILLYKKE Janne og Xingu - det var flot klaret med en hund på 9 år. Jeg oplevede jo under turen at se alle Xingus 'særheder' - hun er en skrap moster; og min lille frække Kia fik nogen på lampen, når hun ikke opførte sig ordentlig; men det var bare markeringer fra Xingus side og 2 sekunder efter prøvede Kia sig igen, men det meste af tiden hyggede de 2 hunde sig med badeture og lange gåture i skoven. Hjemme i hytten var der ingen problemer og jeg har lige fået mail fra Janne, hvor hun skriver at det faktisk virker som om, at Xingu går og savner Kia :-))))
Der har været travlhed på hjemmefronten efter hjemkomst, så det varer lige et par dage inden der bliver opdateret mere - der har også været resultater fra Birkesø - men de får vente lidt......

 

16. juli: Det var dejligt at komme hjem fra dyrlægen i går og kunne sende besked til dem, der er skrevet op på vores hvalpeliste. Malou bruger meget af dagen på at sove - og Kia synes det er træls med sådan en sløv mormor, så Alba må lægge krop til, når Kia har noget krudt hun absolut skal have brændt af:-) I dag tager jeg Kia med på en uges ferie - hun trænger til at opleve verdenen på egne poter og uden sin mor og mormor i nærheden - og jeg er sikker på at både Malou og Alba vil sætte pris på en uges for sig, selv uden skarnstreger. Så der bliver en pause i opdateringerne her på siden:-)
Kia var med nede ved dyrlægen i går og her fik hun lejlighed til at lege lidt med Ivan - Charlottes 11 uger gamle Golden retrieverhvalp - sjovt at se krudtuglen kunne være SÅ forsigtig med sådan en lille hvalp. Jeg må vist hellere se at komme i gang med at pakke - det bliver dejligt at slappe lidt af - selvom lømmelkia skal med:-))))

15. juli: Så blev spændingen udløst i dag og heldigvis viste scanningen af Malou, at der ER små 'Rumlepotter' i vente. Denne gang var der også andre tegn på, at hun var drægtig, så jeg har været ret så sikker i et stykke tid; men nu gjorde scanningen os helt sikker:-)
Nu må vi så bare krydse fingre for at antal og kønsfordeling passer med ønsker og bestillingslisten;-)

13. juli: Der kom et par temmelig kraftige tordenbyger, inden Hans tog ud for at lægge spor til Aslan, Malou og Alba. Da Susanne og Aslan kom, var det i mellemtiden blevet tørvejr, og efter en kop kaffe kørte vi op i skoven. Hans havde lagt et 400 m spor med 2 knæk til Aslan og allerede da han fik sit udstyr på, kunne vi se og høre på ham, at han godt vidste, hvad der skulle ske. Han tog sig god tid på anskudsstedet og lagde sig fint ud i stram line fra starten. Undervejs var der dog lige et par andre ting, der skulle undersøges, men når Susanne stod stille, vendte han tilbage og genoptag sporet. Det første knæk tog han uden problemer og det var nemt at læse ham. Sidste knæk tog han også ; men vendte om og kom tilbage og gik lidt længere frem og begyndte at undersøge til begge sider. Der var det svært at læse ham og Susanne lod sig trække på skovtur; men da han var trukket godt tilbage på sporet igen, tog han knækket det rigtige sted og han fulgte sporet frem til kloven, som han dog i første omgang overså; men efter at have gået omkring træet hvor det lå, fik han snuset det op og kom hen til Susanne med den.
I dag skal Malou, Alba og Kia gå spor...


Ved sporstart


Aslan har allerede trukket fært


Der bruges god tid på 'anskudsstedet'


Så er der stram line


HURRA - jeg fandt Bambi


Så er der serveret....

12. juli. Der skal lægges spor i dag! Aslan og Susanne kommer i eftermiddag for at gå et ukendt spor og ved samme lejlighed lægger vi også spor til vores egne hunde, de kan gå i morgen. Måske skulle jeg også lægge et slæb til Kia? Nu er det efterhånden lidt tid siden hun sidst har gået spor og måske tænder det hende lidt mere, hvis jeg slæber en dyrelunge....

10. juli: Vi fik en sms fra en meget glad Dorte i aftes. Hende og Tikka havde gået et bevægeligt spor i Kongsvinger i Norge i går ved dommer Per Oskar Uvdahl og det var gået så supergodt at de udover en 1. pr. også havde fået et HP - hæderspris. Hold da op hvor det bare kører for de to. Søndag den 20. juli er de tilmeldt en ordinær sporprøve i Løten og det er på denne prøve, de gerne skulle gå til en 1. pr. hvis de vil erhverve et Norsk Viltspor Championat - NVCh. Herfra vil der i hvert fald blive krydset alt hvad der kan krydses, for at det går godt.
Malou bliver mere og mere 'klistret' så mon ikke der er små 'Rumlepotter' i vente? Vi havde egentlig en tid til scanning i morgen; men jeg har udsat det til på tirsdag - så er der gået 27 dage siden første parring og så er vi helt sikre på at der kan være noget at se. Jeg glæder mig simpelthen så meget til liv i hvalpekassen og særlig denne kombination har vi store forhåbninger til.
Vi glæder os også til vores ferie, som starter med et besøg hos Sigvart og Sibylle på Hvasser - det skal blive dejligt at se Leo igen.

6. juli: Det var en meget træt hund vi havde med hjem fra schweissprøven i Grenå i går. Solen bragede ned fra en skyfri himmel hele dagen og det var næsten umulig at finde skygge, så både Hans og jeg lignede et par kogte krebs da vi kom hjem. Der var hunde fra alle vores 3 kuld, tilmeldt prøven i går - det var nu altså lidt morsomt:-) Odin og Alba fra Abbakuldet, Ruko fra Våbenkuldet og Aslan fra Flyverkuldet. Kia skulle jo egentlig også have deltaget; men hun er slet ikke klar i prøvesammenhæng endnu, så det blev Aslan, der nød godt af hendes frafald. Der var stor forskel på præmieringerne på de forskellige hold i går - og det varme vejr krævede hunde med god kondition for at klare at koncentrere sig og gå til præmiering. Der var ikke kommet regn derude længe; så det var knastørt; men det luftede dog en hel del, så der var også vinden at tage hensyn til under sporet, og for første gang på en schweissprøve, nød jeg, bare at kunne gå rundt og hygge mig og snakke og tage billeder, uden at skulle være nervøs - Alba var nemlig så heldig, at det var Hans, der skulle gå bagefter hende:-)
Jeg fulgte dog på afstand med hen til sporstart, som lå i et opharvet brandbælte - pyha, det støvede, men da jeg havde taget mine billeder, gik jeg tilbage til bilen og satte mig til at vente. Efter ca. 10 minutter kom Hans frem, længere nede på skovvejen sammen med dommer og stifindere og jeg kiggede jo selvfølgelig efter om han havde grene i hånden; men jeg kunne ingen se, så jeg nåede lige at tænke at det nok ikke var gået så godt; men så kunne Hans alligevel ikke vente med at vise mig de store grene med egeløv han havde gemt på ryggen og et blik på dommerens ansigt sagde mig at det havde gået rigtig godt - og Hans havde endda fået sin præmiegrad at vide ude ved skindet - en meget flot 1. pr. - HURRA, sikken en lettelse - også denne 20 timers prøve havde vi kæmpet for i et par år og endelig var den kommet i hus - det eneste, der skulle til, var at Alba skulle have en anden fører:-)))))
Alba havde startet overbevisende i firekanten og havde udredt sporet helt uden indgriben fra Hans. Alba bruger ikke mange kræfter, når hun går spor og det bemærkede dommeren også, at her var en hund, der virkelig forstod at administrere sine kræfter og der var bare roser for deres præstation.
Metteline havde sendt en sms inden vi kom på vores spor - Odin var også gået igennem uden problemer, så de fik også en velfortjent 1. pr. Susanne havde trukket et af de sidste spor og Aslan var startet ud i fin form; men efter det første knæk, var han ligesom gået død i det og Susanne opgav at gå videre i den varme. Susanne er dog ikke helt opgivende over det - hun har meldt til flere prøver i løbet af sommeren - og vi er helt overbevist om, at Aslan nok skal få sin præmiering.
Benny og Ruko havde også meldt sig til 20 timers prøve; men de fik problemer i wiedergangen og igen p.g.a. varmen og blæsten lykkedes det ikke at rede sporet ud, så de skal også på en igen. Benny træner Ruko i vinderklasse og det går forrygende. Vi havde ellers aftalt at tage et 'familiefoto' med samtlige 4 Lab-x-streams hunde; men Benny er med i bestyrelsen og havde andre opgaver og de præmierede hunde skulle over og fotograferes samlet og hver for sig, så det lykkedes faktisk ikke at få et samlet billede.
Dagen afsluttede vi med et besøg hos Jørgen og Pia i Karlby. Vi skulle selvfølgelig lige ud og se Chitas lille 'stikling' - Vikki, som er blevet tilbage - og det var tæt på, at vi havde en hund mere med i bilen på vej hjem:-) Hold da op en lækker lille tæve. Samme temperament som Chita (og Malou) da hun var lille og hun er bare fuldstændig bedårende.
Vi kørte lige omkring vandet og lod Chita og Alba få en dukkert inden vi satte kursen mod Tange igen - det var en lang og anstrengende dag i solen......


Hans og Alba på vej mod sporstarten


Ca. 10 minutter senere - en overbevisende 1. pr. er hjemme


Metteline og Odin (han ligner bare sin mor Malou SÅ meget)


De to søskende fik hver sin 1. pr.


Metteline er blevet virkelig tændt på blodspor nu...


Lab-x-streams Miroku 'Ruko'


Chita lille 'stikling' Vikki - en skøn lille tævehvalp


Er hun ikke bare dejlig?

4. juli: Pyha - det er hårdt, denne varme! Min arbejdsplads har ovenlys vinduer, så når jeg møder ind kl. 15:00 er der allerede meget varmt; men når jeg går hjem kl. 19:25 er temperaturen steget betragteligt, så der er ikke megen energi tilbage, når jeg når hjem til Skovhuset:-(
Hundene virker også sløve - dog var Hans lige ude og gå et spor med Alba i går - vi skal til Grenå på schweissprøve i morgen, så der var lige et par ting, der skulle justeres lidt. Alba er svær at læse og Hans har ikke gået så meget med hende, så det bliver nok ikke let i morgen, med den varme. Det eneste tidspunkt Alba strammer linen, er når hun kommer over frisk fært, så er det til gengæld fuld fart frem:-)
Dorte og Tikka var også herude og gå et træningsspor i går - de tager på ferie til Sverige/Norge nu på søndag og har meldt sig til prøve i Norge senere på måneden - vi krydser fingre for at det vil gå dem godt. Jeg håber i hvert fald de får en god oplevelse, uanset præmieringen. Der er udstedt fældningstilladelse på en bjørn i området ved Løten, hvor sporprøven foregår, så måske får de lidt mere spænding end de har forestillet sig. Der er i hvert fald anderledes færtforhold i området:-) Det er blevet vældig populært at tage til Norge på sporprøve - sandsynligvis fordi det er sidste år, man kan 'nøjes' med en enkelt 1. pr. i DK, for at blive Nordisk vildtsporchampion - dog er det ikke alle, der nyder at gå spor deroppe; men de kan jo så bare blive hjemme - der er vel ingen, der tvinger dem afsted?
Vi glæder os til vores ferie i det norske. I år skal vi 1 uge til Naustdal - og der er ikke noget, der slår naturen på Vestlandet i Norge - så kan andre beholde Syden for sig selv:-))))
 

30. juni: En gang imellem går det ikke helt efter planlægningen - nogen gange viser det sig at være sværere at nå sine mål - og sådan er det gået med mine mål for Kias sportræning. Hun synes slet ikke det er så interessant, som sin mor og mormor, når jeg finder sporudstyret frem. Da vi altid kun har trænet, det hundene synes er sjovt, har jeg valgt at holde en god lang pause med Kias sportræning. Jeg havde håbet på, at hun på nuværende tidspunkt ville være klar til en 400m/3 timers schweissprøve; men det er hun bestemt ikke, så jeg valgte i går at trække hende fra prøven i Grenå nu på lørdag - og det gav så Susanne og Aslan, en chance for at rykke op fra reservelisten og få tilbud om at deltage, og det kan vi jo kun glæde os rigtig meget over.
Sideløbende med sportræningen har vi også trænet til brugsprøven, og det vil vi nu gøre lidt mere ved.
Malou virker på en eller anden måde lidt forandret - det er nu nok bare ønsketænkning - men jeg synes hun virker som om hun er med hvalpe, så det skal blive rigtig spændende at få hende scannet den 11. juli, hvor vi har bestilt tid ved dyrlægen!
Vi har under alle omstændigheder tænkt os at drage på sommerferie til Norge i august - dog tager vi hjem i god tid inden Malou eventuelt skal nedkomme og der vil blive taget alle mulige hensyn til hende undervejs på turen:-) Vi skal jo også bare op og slappe af og gå nogle gode ture i fjeldet og bade lidt hvis vejret er til det. Malou elsker jo at køre i bil - jeg tror faktisk hun ville foretrække at overnatte i bilen, hvis hun selv kunne bestemme:-)
Der kommer stadig henvendelser på hvalp fra Malou/Rumle og jeg håber virkelig at hun kan levere til alle Jer vi har skrevet op:-)

25. juni: Den spændende ventetid, inden vi kan få scannet Malou, er nu startet:-) Jeg regner med at scanne hende omkring den 10. juli. Vi havde besøg af en hvalpekøber i går og denne gang er det indtil videre, flest tæver, der er forhåndsreserveret!
Vi var i Århus til sommerskue i søndags og både de to 'Flyverbørn' og Alba faldt i den engelske dommers smag og fik fine kritikker. Alba er kommet over sin falske drægtighed - det har været det, der har været i vejen med hende i den sidste tid - nu er hun heldigvis blevet helt sig selv igen:-)

 

21. juni: Så er parringen af Malou overstået. Vi ventede jo spændt på at høre fra laboratoriet; som Jakob havde sendt en blodprøve til, for at høre nøjagtig hvor høj progesteronindholdet var i onsdags; men også på den front gik det helt galt! Kureren, der hentede prøven hos dyrlægen - sammen med andre prøver fra midtjyske dyrlæger - havde klaret at rode det hele så grundig væk, at også den blev forsinket! Vi fik først svar i går formiddags - umiddelbart inden vi igen tog over til Bolette og Rumle; og det viste sig at prøven lå på 9,32 ng - onsdag morgen. Så parringen onsdag aften og parringen i går, må siges at være sket på det helt rigtige tidspunkt, så nu er det bare at vente:-))))))))) Da Malou var sat i bilen efter parringen, tog vi Alba og Kia ud - de skulle også lige hilse på Bolettes hunde. Sonny og Pia, som til daglig har Rumle boende, var der også med Megan, så der var helt fyldt op med labber i Bolettes have. Alba trænger til at lære at omgås fremmede hunde - hun er utrolig besiddende overfor mig - tåler helst ikke at andre hunde vil snakke med mig, så der har vi stadig noget at arbejde med. Heldigvis er Bolettes 2 gule drenge fuldstændig immune overfor sådan en skrap moster, så Alba kom ikke ret langt med hendes mukkeri. Kia synes det var herligt med så mange nye legekammerater og da hun også fandt et gammelt ben hun kunne gnave i, så var hun glad. Travis fandt hende dog så tiltrækkende at han lagde op til parring, så der går sikkert ikke lang tid, får Kia går i sin første løbetid. Søster Fiona er allerede kommet i løbetid, så det er nok tid nu. Hundene viste endnu engang hvor dejlige rejsekammerater de er. Ikke en lyd hørte vi fra dem under turen - og det var jo mange timer vi tilbragte i bilen i går!
Nu venter vi så i spænding indtil vi om ca. 3 uger kan scanne Malou:-))))))
 

19. juni: Pyha - sikke en stresset dag vi havde i går! Malou var hos dyrlæge tidligt i går morges til endnu en progesteronmåling og aftalen var, at Jakob både skulle sende en prøve til laboratoriet og også selv undersøge en, og ringe resultatet fra sin egen prøve, tilbage til mig inden middag. Sådan gik det desværre bare ikke! Jakob druknede i arbejde på klinikken og fik ikke ringet retur før kl. 15:00 og da var jeg allerede taget på arbejde! Heldigvis var Hans hjemme og kunne tage imod besked og i følge Jakob, skulle vi for en sikkerheds skyld, tage afsted til parring med det samme, da resultatet nede hos ham viste, at prøven lå på over 8 ng/ml. Jeg måtte skynde mig hjem og ringe til Bolette; som ikke svarede på telefonen! Der gik vist lidt panik i mig og vi besluttede så at pakke bilen med alle hundene og så starte mod Sjælland og håbe at få fat i Bolette inden vi nåede frem. Jeg ringede og sendte SMS hele vejen over Fyn og Sjælland og en ½ times kørsel fra Bolettes hjem, opdagede jeg så, at jeg havde ringet til et 'forkert' nummer! Det sidste ciffer i Bolettes tlf. nr. havde jeg skrevet forkert af i farten - Pyhhhhh ha..... Gud ved hvad en vildfremmed har tænkt da jeg sms'ede om parring - at skrive at det drejede sig om en hund - det var jo ikke nødvendig - Bolette jo vidste hvad det drejede sig om;.)))))
Da jeg endelig fik ringet det rigtige nummer op, var der også tlf. svarer på, så jeg lagde en besked om, at vi faktisk stod udenfor hendes dør med en meget løbsk hund og hun måtte gerne ringe så hurtig som muligt! Det indløb hurtigt en besked på SMS at hun ikke kunne nå hjem før kl. 21:45 og da var kl. 20:00. Så vi kørte ned til stranden og gav alle hundene en god lang luftetur og senere fandt vi op i byen, hvor vi fik lidt at spise. Kl. 21: 15 kørte vi tilbage til Bolette og efter at have siddet lidt i bilen, kom der en super lækker sort Labrador hanhund med en mand i snor:-) Jeg var helt sikker på, at det måtte være 'Rumle' og ganske rigtigt, det var det! Vi blev glædeligt overrasket over at se ham igen - han er simpelt hen bare en skøn hanhund. Da Bolette lidt senere kom hjem og fik de to gule drenge lukket lidt væk, hentede vi Malou og vi kom ind og hundene fik lejlighed til at hilse ordentlig på hinanden. Der gik ikke lang tid før de hang sammen og vi fik en vellykket parring. I følge Bolette, som jo kender 'Rumle' var vi i hvert fald ikke kommet for sent - han kunne godt have været lidt mere direkte, så aftalen er, at vi prøver igen i morgen. I dag kommer der svar fra laboratoriet omkring middagstid og så ved vi lidt mere om, hvor hun er i sin løbetid. Alle vores trængsler forsvandt i bilen på vej hjem., da vi snakkede om hvor fantastisk en hanhund, Rumle er - han er en af de dejligste vi har mødt - og selvom jeg på forhånd ved det er ulade-sig-gørligt, sad jeg faktisk på vejen hjem og ledte efter gode argumenter for at beholde en hvalp fra dette superkuld, som det må blive! Jeg vil ikke afvise at vi måske denne gang er nødt til at lave en 'udstationeringshund' så vi senere har adgang til denne kombination.

17. juni: Så kom der mail fra Optigen og som forventet var Asser, Aslan, Tarquin og Kia normal/clear; men nu kan de alle blive registreret hos DKK. Nicolai havde også benyttet lejligheden til at få Sika testet og den var heldigvis også normal/clear. Nicolai har kun en enkelt hanhvalp tilbage fra Sikas 'Indianerkuld', og Jørgen har måske en enkelt tæve tilbage fra kuldet mellem Chita og Macitas Cool Shakerato.
Malou er ved at nærme sig parringstidspunktet:-) Prøven ved dyrlægen i går, viste med tydelighed, at indholdet af progesteron er stigende og i morgen bliver der taget en dobbelt prøve, så den ene i tilfældet af, at det er ved at nå 8ng pr. ml, kan sendes til enten Landbohøjskolen eller til Tyskland, så vi kan få det nøjagtige tal og et forsigtigt gæt er, at der bliver afgang til Bolette og Rumle allerede på torsdag:-) Vi parrer denne gang hveranden dag indtil Malou selv slår fra og selvom Pia Bielefeldt fra Birkerød har været så gæstfri at tilbyde os overnatning hos hende, ser det ud til at vi er nødt til køre frem og tilbage for at passe vores arbejde ind imellem. På søndag er Alba og Kia meldt til skue i Århus, så der bliver travlhed i Skovhuset - også i denne weekend.

15. juni: Tørke, varme og ferie har ufrivillig betydet en lille pause i sportræningen; men i går startede vi op igen. Alba og Malou træner med Hans; mens jeg koncentrerer mig om Kia. Hun er stadig lidt for interesseret i alt muligt andet, og har slet ikke det træk i linen jeg kender fra de 2 andre. Hun er åbenbart stadig i den alder, hvor hun ser 'spøgelser' på ukendte steder - i hvert fald gik hun meget langsomt og forsigtigt på sit spor i går, som vi havde lagt et helt nyt sted. De to knæk tog hun dog fuldstændig perfekt og når hun ind imellem sine pauser genoptog sit spor, gik hun også direkte ovenpå sporet, så nu fortsætter vi træningen og ser om ikke det lykkes at få en ny lille sporhund i familien:-) På fredag glæder vi os til at holde gensynsfest for 5 af Flyverbørnene - Tarquin, Aslan, Asser og Fiona og så Kia mødes ved DcH i Støvring til lidt træning og hygge på initiativ fra Dorte og Susanne. Det eneste, der kan forhindre os, er hvis Malou lige vælger den dag til et parringsbesøg hos Rumle. Vi startede i fredags i god tid med progesteronmålingerne; men som forventet var indholdet lavt. Vi skal ned til Jakob igen i morgen, og mon ikke det bliver en gang i den kommende uge vi får grønt lys? Jeg har været ved at kigge lidt i kalenderen og det skulle alligevel kunne lykkes os at tage på lidt sommerferie til Norge, selvom hun bliver med hvalpe:-) På trods af de mange hvalpe, der ligger på diverse hvalpelister, oplever vi, at der er stor forhåndsinteresse for en hvalp fra os - det glæder vi os over.
Mens vi var i London tikkede der en mms ind på min telefon fra Sigvart med et billede af Leo, som under en tur, havde aflivet en skadet måge:-) Leo havde været så glad for at bære den i munden, at han beholdt den helt indtil de kom hjem, før han byttede med en godbid. Det går også forrygende med sportræningen af Leo og Sigvart har god hjælp af en jagtkammerat, der selv har en eftersøgshund - det er målet for Sigvart, at Leo bliver eftersøgshund; men det kræver både blodsporprøver og fersksporprøver i Norge!
Der er ellers rigtig gang i jagten på en 1. pr. på blodsporprøve i Norge - det er nemlig sidste år man kan blive DKVSCH og NORVSCH med en enkelt 1. pr. i DK, hvis man samtidig er champion i et af de andre Nordiske lande!!! Fra næste år kræves der 3x1. præmier på 1000m/20 timer!!!
DRK's sporudvalg  afholdt møde på Fraugdegård i den forgangne uge med en håndfuld deltagere - 3 fra Østjyllands sporudvalg og et par sporinteresserede fra Sydjylland. Vi havde ikke mulighed for at deltage p.g.a. vores arbejde, så vi måtte nøjes med et referat fra mødet! Ud af det kan jeg se, at vi nok vil fortsætte med at deltage i DKK's og de andre specialklubbers schweissprøver - DRK's vildtsporprøver er - efter min mening - IKKE for os almindelige sporinteresserede. Jeg er lige ved at tro, at det må være nemmere at blive optaget i Schweissregisteret end at blive DKVSCH.
Det havde været ønskeligt, at man lagde forslag om regler og andre ting, ud til debat og høring i et bredere forum, f.eks i de eksisterende lokale sporudvalg, så ikke alle beslutningerne tages af de 3 personer, som sidder i DRK's sporudvalg, og offentliggøres i 'RETRIEVEREN'. Det er også tankevækkende, at man fra udvalgets side, synes det er så vigtigt, at så mange regioner som muligt, får oprettet et sporudvalg, når man i sine 'egne' regioner (Nordsjælland, Sydsjælland og Centrum) IKKE selv har nogen!!! I øjeblikket er Region Østjylland vist den eneste region, der kan mønstre et sporudvalg! Ja, det skal blive spændende at se, hvor dette fører sporsporten hen!!!
Vi har primært valgt at lægge vores tid og ressourcer i vores egne hunde og vores eget opdræt - til glæde for os selv og vores hvalpekøbere:-) Andre interesserede kan dog fortsat henvende sig her og få hjælp til at komme i gang med sporten. Jeg synes jeg lærer en hel masse, ved at lægge spor og gå bagefter andre ekvipager! Jeg går også og pusler med tanken om, selv at arrangere sporkurser for dem, som ikke finder dem andre steder:-)

 

11. juni: Så er vi vendt tilbage til hverdagen fra vores lille London ferie. Selvom jeg ikke er så stor en tilhænger af storbyer og mange mennesker, så må jeg indrømme, at vi havde en pragtfuld tur og fik set og oplevet en masse ting. Vi oplevede musicalen Mamma Mia, som kører på 10. år. Det var en fantastisk musikoplevelse med indlagt handling. Så besøgte vi naturligvis også Tower og Tower Bridge, prøvede en tur i London Eye og kørte rundt i London med en sightseeing bus og tog også en sejltur på Themsen. Vi havde booket værelse på et dejligt fredeligt hotel i Kensington. Inde i City i nærheden af Westminster, rendte vi ind i en filmoptagelse (Shanghai) - det var spændende at se hvor lang tid, det tog inden få sekunder film var i kassen:-)
Lørdag tilbragte vi på marked i Portobello Road - og der var ikke det, der ikke kunne findes der. Antikviteter og gammel ragelse, side om side. Vi spiste en aften i China Town - en spændende bydel i nærheden af Leicester Square med masser af liv og en masse at kigge på. Undergrundsnettet, som man jo er helt afhængig af, for at komme rundt i London, fandt vi hurtigt ud af at bruge - dog var der noget forvirring og forsinkelse den aften vi ankom, da man under en udgravning til et nyt byggeri, havde fundet en ueksploderet V2 bombe fra 2. Verdenskrig. Under et besøg på Kensington Gardens så vi en helikopter lande på plænen, med en fra den kongelige familie - The Duke of Gloucester, som er gift med en dansker. De bor i dag på Slottet, som tilbage i 90'erne var hjem for den engelske Prinsesse Diana. Der er stadig masser af ting vi ikke nåede at opleve på de 4 dage vi var der; men London ligger kun knap 1½ times flyvning væk, så det må vi tage en anden gang:-)
Nu er vi som sagt kommet hjem til hverdagen og Malou havde en lille overraskelse til os, da vi vendte hjem: hun var gået i løbetid om lørdagen, trods hun efter mine beregninger skulle vente 2-3 uger endnu! Hun var oven i købet med nede ved dyrlægen om onsdagen før vi rejste, da Kia skulle blodprøvetages for at se om hun har dannet antistoffer mod rabies og Jacob mente ikke hendes løbetid var oppe over. men det kan åbenbart hurtigt ændre sig:-) Endnu en gang har hun vist at hun selv bestemmer! Nu følger vi hendes løbetid med progesteronmålinger og der bliver også sendt blodprøver over til Landbohøjskolen, så vi forhåbentlig kan finde frem til den helt rigtige tid for parringsbesøg hos Bolette og Rumle. Jeg havde egentlig besluttet at vente med at skrive om hendes løbetid på hjemmesiden indtil hun VAR parret; men nu fortæller jeg om det nu, da vi allerede har kontaktet dem, der skal have en af hendes hvalpe! Vi er begyndt at krydse fingre for at 3. gang må være lykkens gang og at det denne gang ender med at hun bliver drægtig og kan levere hvalpe til jer, der venter.

4. juni: Heldigvis var det en ubetydelig lille ting, der var i vejen med bilen; men virkningen var jo stor nok:-) Jeg håber vi på turen til Billund i morgen, slipper for flere uheld.
Jeg var inde og kigge lidt på Labradors hvalpeliste i går - hold da helt op, så mange kuld, der er til salg! Man kan godt spekulere på om alle de hvalpe nu kan finde gode aktive hjem - for det er vel det, man som opdrætter sætter højest - at finde gode hjem til sine hvalpe. Står man og skal have hvalp lige nu, så skal man se sig rigtig godt for - det er bestemt ikke alle de kuld, der ligger på listen, der er attraktive. Desværre ser man flere brune kuld, avlet efter brune forældre - uden meriter af nogen art - sørgeligt, at brune labradorer i den grad er blevet 'moderne'.
Skal man have hvalp nu, så kig lidt nærmere på 2 af vores tidligere hvalpekøbere med hunde fra ABBA kuldet. De ligger hver med et dejligt kuld hvalpe - Nicolai fra
Kennel Sporhuset har en enkelt sort hanhvalp tilbage. Moderen Lab-x-streams Dancing Queen er optaget i Schweissregisteret og er både svensk og dansk sporchampion. Faderen til kuldet er Tawastways Knock It Of 'Leo' - som gør det rigtig godt på markprøver. Jørgen fra Grenå har et par tæver tilbage fra Lab-x-streams Chiquitita 'Chita' - hans supergode jagthund og Macitas Cool Shakerato ' Congo', som gør det fantastisk - både i udstillingsringen og på markprøver - begge kuld kan vi varmt anbefale. Særlig prægningen er meget vigtig de første 8 uger af hvalpens liv og både hos Nicolai og Jørgen ved vi at den er optimal. Læs nærmere om kuldene her: Hvalpe fra andre Lab-x-streams hunde.
Jeg fandt også et enkelt kuld, der fik mig til at undres. Jeg var en af dem, der hilste Labradors raceledelses avlskrav om AD fotografering af begge forældre velkommen for at fremtidige hvalpe kunne registreres. I følge Labradors hjemmeside skulle dette træde i kraft den 1. januar 2008, så jeg blev noget forbavset, da jeg så at der lå et kuld hvalpe med en mor som IKKE var AD fotograferet. En forespørgsel til DKK gav den forklaring at der IKKE var avlskrav om AD fotografering - og en mail fra raceledelsen forklarede så at p.g.a. en procedurefejl, havde man ikke kunnet nå, at få dette avlskrav igennem før den 1. januar 2009. Det er selvfølgelig ærgerligt; men man burde hurtigst muligt se at få Labradors hjemmeside opdateret - der står der nemlig stadig, at kravet gælder fra den 1. januar 2008!

2. juni: Weekenden forløb ikke helt som planlagt. I går skulle vi have været i Varde til udstilling med både Kia og Alba og vi skulle have afsluttet dagen med at grille hos Marit og Jes i Skjern. Allerede lørdag aften snakkede vi om vi skulle blive hjemme p.g.a. varmen - ingen af os bryder os om så høje temperaturer, så tanken om en hel dag i solen med 3 hunde, var ikke ligefrem opløftende. Men vi blev enige om at køre derned - så kunne vi jo altid pakke sammen, når vi havde fået nok. Vi måtte omkring Bjerringbro for at fylde diesel på bilen og tog vejen over Sahl for at komme ud på Århus vejen. Vi var ikke kommet mere end 2 km fra Bjerringbro, før bilen begyndte at opføre sig mærkeligt - den tabte fart og ind imellem reagerede den ikke på gaspedalen - og vi kunne se at temperaturen begyndte at stige, så vi blev hurtigt enige om at finde et skyggefuldt sted ved vejkanten og holde ind og ringe efter Dansk Autohjælp. I ventetiden fik vi vores kaffe og rundstykker og sad og nød den tidlige morgen og trafikken af fasaner og harer over vejen. Så vi fik en hjemmedag i haven og hundene fik en slapper i skyggen - efterfulgt af en badetur hen under aftenen, så jeg tror hundene var enige med os i, at det helt bestemt var 'held i uheld' at bilen strejkede i går. Heldigvis er det vores grå KIA, som der stadig er garanti på, så nu må vi nøjes med den røde KIA og jeg kommer til at tage bussen på arbejde, i hvert fald i dag, da Hans er på kursus i Fredericia.
Da vi slap hundene ud af bilen nede ved fiskerens hus ved Tange sø, kom Franks sorte labradordreng Devon farende for at lege med Malou. Jeg tror ikke, der går så forfærdelig lang tid inden hun går i løbetid,  at dømme efter deres opførsel. Devon er mærkeligt nok ikke særlig vild efter at gå i vandet; men for at være i nærheden af Malou var han jo nødt til det i går, så der blev badet og plasket af 4 labradorer og Devon fulgte med os rundt på gåturen inden han blev sendt ind til Frank igen.
Dorte og Tarquin skulle alligevel på familiebesøg i nærheden af Fjellerup, så de smuttede lige omkring og deltog i skuet - og blev BIS 2 hvalp - flot klaret.

30. maj:
Det bliver vist ret lunt at deltage på udstillingen i Varde på søndag, så vi har anskaffet os et lille telt hvor vi kan sidde i ly for solen - håber bare ikke det bliver alt for varmt for hundene! Heldigvis har vi nogle batteridrevne vifter vi kan montere på burene og nogle flasker med frossen vand til at lægge ovenpå burene. På den daglige badetur til Tange sø springer Kia ud fra bådebroen og forsvinder helt under vand - det synes hun åbenbart er sjovt, for hun gør det hver dag nu. I Norge så vi jo hvordan Alba kunne dykke helt ned under vand, når hun skulle prøve at fange små fisk, så det ligger nok i generne at være rigtige vandhunde:-)
Der skal lægges spor i dag - selvom det er varmt - de store skal have et overnatningsspor mens Kia skal gå sit lige over middag.
Så må vi vist også hellere begynde at pakke lidt ned til vores London tur i næste uge.
Rasmus Saaby, som er i samme jagtkonsortium som Hans, sendte lige en advarsel i morges om at rævejagten er gået ind:-)

28. maj: Så har jeg genoptaget sportræningen med Kia efter en lang pause. Det er godt nok ikke lige det optimale sporvejr; men vi er startet op med små korte spor og jeg var rigtig godt tilfreds med sporet hun gik i går:-) Sporet i går var vel ca. 300 m så nu bygger vi stille og roligt lidt længde på, så jeg kan afprøve hende på en 400m/3 timers prøve i år. Hans og Alba skal ud og gå spor i aften - et jeg lagde i går på samme tid som Kias.
Malou fik et 'rigtigt' spor i aftes, da hende og Hans var taget ud på bukkejagt. Hans var heldig og der faldt igen en buk, som Malou fik lov til at 'finde'. Hun ved udmærket hvad de skal når Hans finder udstyret frem og hun klistrer sig til ham på vej ned til bilen. Hun ligger helt stille i bilen indtil hun bliver hentet, og så er hun helt oppe og køre - der er ingen slap line - og når hun finder dyret går hun direkte efter struben og så bliver det slået ihjel for anden gang:-)
I går eftermiddags havde Hans haft hele flokken med nede ved Tange sø og Kia er blevet en rigtig vandhund. I sin iver efter at komme først i vandet løb hun ud på bådebroen og sprang i, så hun kom helt under vand - hun dukkede op og svømmede fornøjet rundt.

25. maj: For første gang måtte Hans og jeg dele os med hver sin hund - Kia og jeg tog til Vejen på DRK udstilling og Hans og Alba tog til schweissprøve i Fussingø. Med et blik på Kia kunne jeg godt se at vi vist skulle være glad for et blåt bånd:-) - hvilket vi da også fik. Brormand Asser deltog også og han fik sandelig også et blåt bånd - man er vel solidarisk med søsteren:-) Det er nogen skønne hunde fra det kuld - livlige og nysgerrige og de fik begge en ganske pæn kritik af dommeren, så mon ikke det lykkes for dem at erhverve et rødt bånd, når de vokser lidt til.
Dorte og Tikka var også dernede - Tikka stillede i åbenklasse og som bedømmelsen skred frem og vi så at dommeren uddelte et pænt antal blå og endog gule bånd, så tror jeg ikke Dorte regnede med andet et et blåt bånd til Tikka heller. Vi valgte at køre hjem lige over middag, så vi så dem desværre ikke i ringen; men Tikka fik sin 1. pr. - VG - og det var Dorte vist godt tilfreds med - et STORT tillykke til jer herfra. Vejret var dejligt - selvom det blæste en hel del, så der blev hygget i ventetiden og hilst på en masse gode hundevenner:-)
Lisbeth og 'Nutten' var der også og de fik i samme klasse som Dorte og Tikka også en flot 1. pr.
Hans og Alba har desværre ikke fået trænet det mindste, så det var ikke med de største forhåbninger de stillede på 400m/20 timers schweissprøve i dag. At Alba kan gå spor - det ved både Hans og jeg; men problemet (vi faktisk begge har) er at læse hende. Hun er ikke nem, så mit råd til Hans var at følge hende hvis han var i tvivl. De kom helt ud til 40 m før dyret - da besluttede Alba sig pludselig for at gå af på frisk fært og det så Hans desværre for sent, - så det blev også til en 2. pr. i dag.


Lab-x-streams Starfighter 'Asser'


Lab-x-streams Valkyrie 'Kia'


DKVSCh SVCh 1VSU07 Lab-x-streams Tikka


- ja halen står ikke stille på Tikka så man er nødt til at forsøge et par gange..

24. maj: Malou fik et par ekstra lange gå og svømmeture i går i fødselsdagsgave - ingen ekstra godbidder:-) Hun er begyndt at vise meget interesse for Devon - den sorte labradorhan, der bor nede ved Tange sø - og han synes bestemt også hun er interessant, så det skal blive spændende om hendes løbetid kommer som forventet.
Kia var med Hans i Horsens i går til blodprøvetagning, så nu venter vi på resultatet fra Optigen. I morgen tager Kia og jeg til Vejen til Kias første officielle udstilling - det er faktisk lidt af en satsning, for hun ser fuldstændig mærkelig ud lige i øjeblikket - lange ben og ranglet krop; men nu er hun meldt til, så vi må tage det som ringtræning:-) Satsning er det bestemt også, at Hans og Alba er meldt til 20 timers schweissprøve i Fussingø i morgen! Hans har slet ikke trænet med Alba i lange tider; men nu får vi se hvordan det går.

23. maj: Dagens fødselsdagsbarn er MALOU - 6 år bliver hun i dag. Det har været 6 fantastiske år, hvor 'Malutten' har lært os en masse om hvordan man træner en Labrador - og i særdeleshed hvordan man IKKE træner en labrador. Hun har i årenes løb måttet stå model til en masse begynderfejl fra vores side; men har haft format nok til kunne klare det. Da Malou var 8 måneder, blev hun meldt til et schweisskursus i vores lokale jagtforening og det blev starten på vores store interesse - at træne spor med hundene, for Malou viste sig, at have et naturtalent for at finde 'Bambi' i den anden ende af sporet. Jeg kan endnu huske hvor imponeret jeg var, da hun med sin vildt logrende hale viste mig at vi nærmede os sporslutningen på sit allerførste træningsspor. Det er siden blevet til mange spor - både herhjemme og i Norge og Sverige. Hun er Hans's trofaste jagtkammerat, og hun fornemmer straks, når de jagtudflugt nærmer sig, for så lægger hun sig ud foran døren i baggangen indtil Hans har pakket færdig. Vi krydser fingre for, at Malous næste løbetid indfinder sig efter planen og at endnu et kuld hvalpe ser dagens lys sidst på sommeren - vi har 4 på venteliste efter en hvalp fra Malou.


Julie og Malou samme dag hun kom hjem 8 uger gammel


Malou med sin mor og far - september 2002


Malou som 10 uger gammel


Julie med en meget lille Malou

17. maj: Så var der DKK skue i Vadum i dag og hele 4 fra Albas Flyverkuld var samlet - Kia, Aslan, Tarquin og Fiona mødtes og vi havde også Mamma Alba med; men hun synes nu ikke de var så yndige mere, så hun brummede noget af dem og lagde sig hurtigt ind i buret for at være i fred for ungdommen. De små blev stillet i hvalpeklassen og de blev alle placeret - Aslan slog endda 1. vindertæven og blev BIR - hurra; men desværre slog det ikke helt til, da BIS finalen gik i gang; så han måtte 'nøjes' med at blive BIR; men det er jo også flot:-)))
Vi hyggede os og vejret var dejligt og som altid er det rigtig sjovt at se så mange andre racer. I morgen går det meste af dagen med et foredrag af dyrlæge Kathrine T. Kirchhoff, som har speciale i reproduktion hos hund - så denne weekend bliver der vist heller ikke lavet alverden hjemme i Skovhuset....


Susanne med Aslan


Fiona kan vist lige skimtes mellem Kamillas ben


Mamma Alba til højre med tre af sine børn


Her poserer Tarquin flot


her har vi Aslan


Langbenede Kia:-)))

12. maj: Egentlig var det slet ikke meningen at jeg ville melde til skuet i Astrup i dag; da jeg havde planlagt at lade alle hundene blive hjemme i varmen; og bare ville derop og hygge lidt med Susanne og Dorte; men så tog jeg alligevel Kia med og så kunne jeg jo lige så godt melde hende til. Jeg burde måske også have stillet Alba, som godt kunne trænge til en venlig dommer efter vores oplevelse i Holstebro  - men jeg lod i sidste øjeblik Alba blive hjemme ved Malou. Dorte og Susanne var kommet, så der var gensyn med de 2 kuldbrødre til Kia og hold da op hvor bliver de store alle sammen. Jeg vil næsten håbe de snart holder med at vokse i højden - særlig Aslan synes jeg er skudt i vejret siden sidst. Vi havde i første omgang placeret os med stole og bure ovre i skyggen; men det blev nu ret hurtigt for koldt, så vi flyttede over i solen. Jeg ville egentlig godt have kigget lidt på markprøverne; men valgte alligevel at køre hjem over middag - da babyer og hvalpe var bedømt, så ikke hele dagen blev brugt på hundene:-))

10. maj: Det er blevet sommer og tiden har fløjet af sted den sidste uge. I mandags tog vi alle 3 hunde med op til Leif til lidt ringtræning. Kia er vældig god til stille sig pænt op og hendes tidligere halten på det ene forben er heldigvis fuldstændig forsvundet. Hun er i højden ved at være lige så stor som sin mor og mormor, så hun vokser forhåbentlig ikke så hurtigt mere:-)
Alba og Malou nød også at komme med, og i hvert fald Alba får lov at komme med på et par skuer og udstillinger i år. Malou er blevet fin - bortset fra at hun stadig har det løse maveskind; men det er åbenbart ikke sådan at slippe af med. Vi er daglig nede og svømme i Tange sø og den lille Kia er blevet en rigtig vandhund.
Hans er lige taget på bukkejagt i Polen og kommer først hjem lige før den danske bukkejagt 'åbner'.
Vi har fået mail fra Susanne Preisler om blodprøvetagning til Optigentest - det bliver den 23. og 24. maj, så nu bliver Kia - og for resten flere andre fra Flyverkuldet - Optigentestet!
På mandag er der skue i Astrup og både Aslan og Tarquin deltager, så jeg vil prøve om ikke jeg kan få tid til at tage derop og kigge med.
Jeg er også ved at surfe lidt på nettet om London, da Hans og mig har bestilt en 4 dages tur derover i juni. Hans har været der før; men det har jeg ikke, så der er mange ting, der står på ønskesedlen over de ting, jeg gerne vil se og opleve. At vi skal ind og se musicalen 'Mamma Mia' - det var der heldigvis ingen uenighed om:-)
Ellers er der dømt hygge og afslapning i Pinsen - bare hundene og mig:-)))

3. maj: I torsdags tog vi til DKK skue i Holstebro. Dorte var også taget afsted med Tarquin. Det regnede en del på vej derud; men heldigvis holdt det op og det holdt tørvejr mens vi var der. For en gangs skyld startede man med at dømme labradorene, så vi regnede egentlig med, at vi var hjemme inden middag. Kia og Tarquin var de eneste 2 i hvalpeklassen og med et SL til dem begge, skulle de matche hinanden og der løb Kia altså af med sejren (Dorte har besluttet sig for lidt ringtræning). Så med en BIR hund blev ventetiden lige pludselig lang, da de afsluttende bedømmelser først startede om eftermiddagen. Vi havde også taget Alba og Malou med, og Alba var blevet meldt til i åbenklasse. Det blev dog kun til en 2. pr. - Good - efter de nye regler - Alba synes ikke lige om dommeren - særlig ikke da han var meget grundig og noget voldsom til at trykke og trække i benene;o)))
Klokken var over 15:30 inden vi skulle i den store ring og jeg havde bestemt ikke regnet med nogen placering, så vi blev noget overrasket og også glade for at få en gul roset og blive placeret som nr. 3 blandt alle hvalpene.
Der er kommet lidt nye billeder af Lab-x-streams Chiquitita 'Chita's hvalpe fra Jørgen og Pia. De er alle vokset og vejer over 1 kg. her ca. 1 uge gammel. Der er stadig mulighed for at reservere - både en han og tæver. Se de nye billeder her

Bente havde meldt Sako til Dualdagen i Bække i torsdags og de fik en flot 1. pr. - et STORT tillykke til Bente - nu må vi altså snart komme og heppe på Jer:-))


Kia i ringen og dommeren Kevin Brown


Kia holder øje med godbidderne


Står pænt


Kia som 3.bedste hvalp

27. april: Der var afsluttende prøve for sporkurset - afholdt af DRK region Østjylland i Fussingø i dag. Vejret startede med regnbyger på morgenen; mens sporene blev lagt; men det klarede ret hurtigt op til en dejlig solskinsdag og perfekt sporvejr. Alba og jeg tog ud i skoven og fik taget lidt billeder (de fleste er sendt til Dorte; som vil sætte dem på regionens hjemmeside). Søren med Fiona havde på forhånd sagt, at de ikke ville stille op til prøve, da Søren ikke mente at Fiona var klar; men da de kom og fik at vide at Hans havde lagt et reservespor til dem, prøvede de sig alligevel og bortset fra lidt problemer over en skovvej gik Fiona et fint spor og indkasserede en fin 2. pr. Desværre for Søren var resultatet helt udenfor prøven, da de ikke havde tilmeldt sig. Men nu ved Søren i det mindste at Fiona udmærket kan - det er bare et spørgsmål om at føreren lærer at læse sin hund (men hvem har ikke haft det problem?).
Der var et enkelt 0 - ellers blev samtlige hunde præmieret så vi ser helt sikkert de fleste hunde på fremtidige sporprøver, når de lige har selvtrænet lidt mere derhjemme.
Jens Ole (Dortes mand) kom ud i skoven med dejlige frikadeller og kartoffelsalat, så det blev en herlig afslutning på en dejlig dag. Alba fik lov at gå et genbrugsspor, hvor den første ekvipage ikke havde klaret det og ikke kommet ret lang ud af sporet. Alba er i øjeblikket plaget af en falsk drægtighed og virker lidt nedtrykt; men det glemte hun helt, da jeg fandt sporudstyret frem og de 400 m fik hun i fin stil på ca. 5 minutter. Dorte lod også Tikka gå et genbrugsspor og det klarede den også så let som ingenting. Dorte skal til Norge og gå spor i næste weekend, så jeg har lovet at lægge et 'norsk' spor til dem på tirsdag herude hos os.
Da vi kom hjem, pakkede vi alle hundene i bilen og kørte ned til Tange sø, hvor de alle fik lov at boltre sig i vandet og en efter en fik de også lov at hente et par dummier i vandet. Kia har vist sig at være fuldstændig vild med vand, og hun svømmer rigtig godt.
Lillian og Villy har sendt mail og billede af Asser, som i dag har været på kaninslæb og det var helt sikkert noget der tændte ham.


Søren starter Fiona op på sporet


Fiona på vej ned mod Bambi


Fiona med Bambi


Det var lidt svært at se, hvem, der var mest stolt;o)


Tikka, som tager til Norge for at gå spor


Asser med kanin

22. april: I dag fik Lab-x-streams Chiquitita 7 hvalpe - 5 tæver og 2 hanner. Der kom 3 sorte og 2 brune tæver og 1 brun og 1 sort han, så Chita er, som sin mor Malou, bærer af den brune farve, da faderen til hvalpene Macita's Cool Shakerato 'Congo' også bærer brunt. For 1 uge siden nedkom søsteren SVCh DKVSCh Lab-x-streams Dancing Queen 'Sika' også med hvalpe - 2 tæver og 4 hanner - alle sorte. Se mere her: Hvalpe fra andre Lab-x-streams hunde.

21. april: I går tog vi hundene med over til Dollerup for at lade Kia apportere fra Hald sø. Det gik forrygende og vi hyggede os med hundene i en times tid, hvor de fik lov at lege og svømme. Vi fik mail fra Sibylle og Sigvart med billede af Leo, som hygger sig i anemonerne. Leo starter på hundetræning på tirsdag i Vestfold.


Kia apporterer med stor lyst


Leo hygger sig i anemonerne

15. april: Efter en længere pause tog Kia og jeg til ringtræning i Viborg i aftes og ved at afpasse farten lidt, var der intet at se eller mærke på hendes ben. Jeg bad naturligvis vores træner om at holde øje med Kia når vi rendte rundt; men hun kunne ingenting se. I aften er det Hans, der overtager lydighedstræningen af Kia - han er alligevel hjemme på tidspunkt, hvorimod jeg er nødt til at flekse ud på mit arbejde.
I aftes var Hans afsted med Alba til åbenklasse træning i HOJF. Hun har måttet sidde over et par gange p.g.a. hendes løbetid; men i aftes viste hun super arbejde og Hans glæder sig til fortsat at træne med hende. Ræven er dog fortsat ikke hendes foretrukne, når der skal apporteres;-)) Vi satser på en kvalifikationsprøve med hende i år.
I går nedkom SVCH DKVSCH Lab-x-streams Dancing Queen 'Sika' med 6 store og flotte hvalpe - 2 tæver og 4 hanner - alle sorte. Sika er søster til Alba og er den anden hvalp fra dette ABBA kuld, som får hvalpe. Om få dage venter vi på at en 3. søster - Lab-x-streams Chiquitita 'Chita' også nedkommer med sit første kuld. Inde på vores hvalpeside kan man se mere om kombinationerne og hvor man kan henvende sig hvis man er interesseret i sunde og arbejdsomme hvalpe.
I dag skal jeg have lagt et demospor til en af de voksne hunde for i morgen får vi besøg fra Juelsminde, af en, der gerne vil hjælpes i gang med sportræning af hendes labrador.

14. april: Vi havde en dejlig dag i skoven i Fussingø i går sammen med vores medkursister til vores afslutning på vores schweisskursus. I følge vejrudsigten, var regntøjet pakket; men heldigvis fik vi ikke brug for det, da solen skinnede det meste af dagen. Vi samledes på vores sædvanlige P plads og efter parolen kørte vi holdvis ud til et helt nyt sted i skoven, hvor vores hunde ikke havde trænet i forvejen. Kia og jeg trak spor nr. 2 og det lå i et område med gammel gran og en masse væltede træer og visse steder var det faktisk næsten ufremkommeligt af kvasdynger. Kia snusede længe til anskudsstedet; men ret hurtigt begyndte hun at følge alle mulige andre lugte og da sporet var lagt på en sådan måde, at jeg, der dog har gået en del prøvespor, ikke overhovedet kunne se hvor sporet sandsynligvis gik, ja så fik vi hurtigt tab og blev sat på igen. Der var ingen blod at se overhovedet - sporet var lagt med færtsko - og havde det været en 'rigtig' prøve tror jeg ikke vi havde fået lov at gå længere end til det første knæk, før Christian havde stoppet prøven; men fordi det i går var en afslutning, fik vi lov at komme til sporslut og finde dyret; som lå nede i en hulning ved en væltet rod og jeg kunne på lang afstand se på Kias hale, at vi nærmede os - halen roterede og der var træk i linen. Hun er slet ikke klar til et 400 m spor endnu - sådan er det bare og det vidste jeg jo udmærket i forvejen; men nu har vi prøvet det og vi går tilbage til de korte spor og tager den tid det nu tager, inden hun eventuelt kan blive klar til en rigtig prøve. Susanne og Aslan gik desværre heller ikke til nogen præmiering; men de fik en masse ros for Aslans måde at arbejde på - han var undervejs både træt og tørstig; men fortsatte ufortrødent med at finde Bambi, så det er bare lidt mere træning inden ham og Susanne er klar til en rigtig prøve.
Desværre blev der kun en enkelt 3. præmie på vores hold - resten fik ingen præmiering; men vi hyggede os i skoven og snakken gik om jagt og hunde - og Knud, som ellers er ruhårsmand, fik sig rigtig yndet ind hos de to labradorer - og det var jo rigtig noget de to søskende forstod at sætte pris på.
 


Kursusleder Lars Hansen checker om alle møder til tiden


Uffe synes vist det var en smule tidligt


Michael Ramlau blæser 'Jagt begynd'


Holger Ryer, Christian Harbo og Michael Ramlau med ryggen til


Knud sidder og hygger sig med Kia i buret og Susanne med Aslan


Kurt med Victoria


De to labradorer blev rigtig nusset med


Susanne skal lige overvåge hvad der sker


Kia og Aslan hilser på hinanden


Det er svært at sidde stille så længe


Ved den afsluttende parole og præmieoverrækkelsen


De tre fra højre var på vores hold: Jørgen, Knud og Kurt

12. april: Allerførst vil jeg sende en lykønskning til 'Flyverkuldet'; som blev 6 måneder i går - tusind tak for alle søde mails og hilsner i går. Det var sandelig ikke fordi vi havde glemt dagen her i Skovhuset; men der var så meget andet, der skulle ordnes. Der går ikke en dag uden Hans og jeg snakker om de dejlige hvalpe, vi har været med til at sende ud i verden - der er ikke en af dem, der ikke har opfyldt de forventninger, som hvalpekøberne har haft - og mere kan vi ikke forlange. Det er jo ikke 1. pr. i forskellige discipliner, vi bruger som målestok for vores opdræt; men hvor tilfreds vores hvalpekøbere er med deres hvalp herfra.....tak alle sammen fordi I er så flittige med jeres Lab-x-streams hunde:-)
Endelig blev Hans færdig med sit kursus i går - det var tæt på midnat inden han kunne slukke sin computer - det har været en hård uge og nu skal der slappes af i weekenden. Det vil sige - Kia og jeg skal til Fussingø i morgen og afslutte vores schweisskursus med en uofficiel 400m/3 timers prøve - og denne gang VED jeg, at vi ikke går til nogen præmiering:-) Men selvfølgelig tager vi afsted og hygger os med vores medkursister - det er jo ikke præmieringerne alene, det handler om:-)
Kia har gået et par små pepspor i denne uge; men der er stadig en masse andre ting, der undervejs på sporet, tager hendes koncentration og som hun synes er mere spændende - men jeg nyder alligevel vores sportræning.
 

9. april: I denne uge deltager Hans i  et kursus, via sin computer, og lærerne sidder på vestkysten i USA, så derfor foregår kurset fra kl. 16:00 til kl. 23:00, så der er vendt noget op og ned på vores dagligdag og særlig hundene har lidt svært ved at vænne sig til det;o)
Sidste tirsdag skulle Kia have startet på lydighedstræning i Viborg; men p.g.a. hendes halten blev vi hjemme; men i aftes kørte vi derop og der var stor gensynsglæde, da hun så de fleste hunde fra hvalpeholdet. Der gik lige lidt tid inden hun vænnede sig til, at vi nu var til træning; men så kørte det også bare fint med hende. Der blev apporteret med stor glæde og jeg var meget opmærksom på, om hun skulle begynde at halte igen; men der var ikke tegn til noget og i dag er der heller ingenting; så vi krydser fingre for at det bliver væk.
I går lagde jeg et lille spor til Kia og efter en lidt sen start gik det udmærket. Vi får besøg af Betina og Gonzo i morgen, hvor Kia også får et lille spor og så er der uofficiel prøve i Fussingø på søndag - og så må vi se hvor langt vi er kommet;o))))
Jeg tror jeg vil satse på en schweissprøve den 25. maj i stedet for udstillingen i Vejen; men nu ser vi lige hvordan træningen går.
 

6 april: I går var Hans travlt optaget hele dagen på Vindum skydebane som riffelinstruktør, og jeg havde inviteret Susanne og Aslan herned, så vi kunne hygge os med et spor til de 'små' lige over middag. Det var et helt nyt terræn for Aslan og jeg havde givet ham et spor, på et meget varieret terræn - mos, lyng, åben skov og tæt skov, så han fik prøvet lidt af hvert. Der var, som med Kia masser af tid til lige at snuse efter andre ting; men både Aslan og Kia gik et udmærket spor i går. Nu må vi se hvordan vi klarer den til den uofficielle prøve den 13. april - der er jo ikke længe til;o)
Da Hans kom hjem fra Vindum tog vi ud og gik spor med Alba og Malou. De spor havde Hans lagt i fredags og regnen havde bare væltet ned i løbet af aftenen og natten, så vi var noget spændt på om der overhovedet var noget fært tilbage at gå på, da det bare var alm. sprøjtespor. Men begge hundene gik et suverænt godt spor. Albas spor sluttede ude på Carstens brakmark og den havde i hvert fald fået sin del af regnen. Efter aftensmaden faldt alle tre hunde om inde i stuen og snorkede, så de var godt trætte.
I dag søndag skulle Maria og Saba op til en hvalpeprøve i DcH Bjerringbro, så der skulle jeg naturligvis over og kigge på. Hans havde sit sporkursus i Silkeborg Sønderskov, så han kunne ikke komme med. Det var en fornøjelse at se hvor dygtig og lydig Saba var blevet.
Maria og Arne har lige sendt resultatet af hvalpeprøven og Saba fik 67 point ud af 70 mulige - det rakte til en delt 2. plads blandt 22 hunde - SUPERFLOT klaret, da de andre hunde er 4-7 måneder ældre end Saba og har trænet siden september 2007 - Saba har kun trænet siden starten af marts!
Dommeren Ågot Elmquist skrev under helhedsindtryk: "Flot arbejde. Fin kontakt og godt samarbejde mellem hund og fører".
 


Aslan venter pænt på at få sele og linen på

Mon ikke det er derinde sporet starter?

Jo, det var det...

Er det denne klov hun vil have jeg skal komme med (jeg er jo vant til et skind)

Jamen så tager jeg kloven og bærer hen til 'mor'

Kia og Aslan efter de har gået spor

Det var varmt

Maria og Saba går lineføring

Rigtig fin kontakt fører/hund imellem

Saba er meget lydhør

Her er det 'BLIV' øvelsen

Saba i nærbillede

Her har vi Aslan

- og søster Saba - kan man ikke godt se ligheden?

3. april: Hvilken lettelse, efter at vi i går var ved dyrlægen med Kia. Jacob kunne godt se at hun haltede/trak lidt på sit ene forben, når hun gik i trav og han fik hende mærket godt og grundigt igennem, men han kunne ikke få hende til at ømme sig. Hun blev derefter bedøvet og så blev hun røntgenfotograferet på både albuer, skuldre og hofter. Billederne viste ingen tegn på ledforandringer overhovedet - alt var så fint som det overhovedet kunne være, så Jacobs bud var, at det måtte være i bløddelene, der var noget og at hun måtte have forstrakt et eller andet og det eneste der var at gøre ved det, var at holde hende lidt i 'ro' - men det er nu lettere sagt end gjort, for hun er godt nok lidt af en bandit og udfordrer de store ved enhver given lejlighed. Men nu får hun snor på ved lufteturene sammen med de store eller bliver luftet for sig selv. Jeg fortsætter sportræningen og hun får også lov at deltage i lydighedstræningen fra næste uge - vi skal bare lige være lidt mere opmærksom på hendes aktivitetsniveau. Det er i hvert fald slut med vilde lege - selv med jævnaldrende. Her til morgen er hun mere energisk og vild end hun har været længe og det er særlig mormor Malou, der må stå model til hendes leg - hun er så tålmodig og lader hende 'vinde' de fleste gange. Men hun har jo også hele dagen i går at indhente, hvor hun for det meste bare lå i sin seng og sov 'rusen' ud .
Vi har besluttet at sætte hendes daglige madration ned fra 350g til 300g for at hun ikke skal vokse så hurtigt - Jacob mente det ville være en god ide for hun vokser temmelig meget lige i øjeblikket.
 

31. marts: Igen en weekend i hundenes tegn. Lørdag blev der lagt spor til Kia og et overnatningsspor til Malou.  Det var nemlig på 'vores' sportræningsareal DRK's sporkursus skulle foregå i går, så vi var derude for lige at gennemgå hvor der kunne lægges spor. Kia gik sit spor over middag og det var nok lagt lidt for langt; men vi kom dog frem til 'dyret'. Lørdag formiddag skulle Hans, Janne og Dorte fra sporudvalget have været til spormøde på Fraugdegård - noget de havde set frem til, fordi det her var første gang de kunne få deres synspunkter frem til debat med bl.a. sporudvalgets formand Niels Christoffersen. Et tidligere møde var blevet aflyst, så der var blevet forberedt en hel del til dette møde. Torsdag aften ringede Niels Christoffersen imidlertid og aflyste med den begrundelse at der kun havde tilmeldt sig 4 personer! Det lyder utroligt, når man ved, at de tre var Hans, Janne og Dorte; men når Niels Christoffersen siger det, må det vel have sin rigtighed! Der var tilmeldingsfrist den 25. marts - samme dag som RETRIEVEREN - med annoncen for mødet - lå i vores postkasse!
Lørdag aften blev Hans pludselig dårlig med feber og måtte gå tidlig i seng, så da jeg senere gik i seng, vidste jeg ikke helt, om jeg skulle til skue eller måtte blive hjemme og være 'stand-in' for Hans, da ingen andre i sporudvalget kendte det terræn der skulle lægges/gåes spor i om søndagen. Vi skulle MEGET tidlig op - det var jo første dag med sommertid og da Hans heldigvis var feberfri, besluttede jeg mig til at tage både Kia og Alba med til skue. Alba er godt nok højløbsk selvom hun er 20 dage henne i løbetiden; men hun elsker at være i bilen, så jeg regnede ikke med, at det ville være et problem.
Jeg havde aftalt at mødes med Dorte/Tarquin og Susanne/Aslan; men lørdag aften lå der en mail fra Susanne som ville holde en fortjent fridag, da hun havde haft en travl uge, så det var kun Dorte og mig, der deltog med et par 'Flyverbørn'. Dorte havde ikke regnet med andet end en 2. pr. på Tarquin, da han også er begyndt at skyde i vejret; men den finske dommer synes alligevel, at han var fin og gav ham en 1. pr. og placerede ham som nr. 4 blandt hanbabyerne. Kia halter desværre ind imellem, stadig en lille smule på et af hendes forben - ikke meget og jeg havde jo håbet, at i går var en af de dage, hvor hun ikke haltede; men desværre gjorde hun, så det blev en 2. pr. selvom hun fik en fin kritik. Jeg er naturligvis bekymret for, om hendes halten skal være noget andet end vokseværk og jeg vil kontakte dyrlægen, for at høre om han eventuelt kan forfotografere hende og på nuværende tidspunkt se om der skulle være noget andet i vejen! Det er kun når vi løber i det tempo, vi skal løbe i ringen det er galt. Når hun går almindeligt og løber stærkt er der ingenting og smerter virker hun heller ikke til at have, og der er heller ikke tegn til halten når hun efter at have sovet, rejser sig op, så nu må vi se!
Det er åbenbart længe siden jeg har haft voksne hunde med på skue/udstilling, for klokken var blevet over 15:00 inden åbenklasse tæverne skulle ind, så jeg var ude i bilen og skifte hund og jeg var lidt spændt på hvad dommeren sagde til Alba her 5 måneder efter hun havde fået sit først hvalpekuld; men vi blev belønnet med en 1. pr. og blev 3.vinder med en flot kritik, så det var jo dejligt at få 'luftet' Mamma Mia. Dorte blev siddende og holdt mig med selskab hele dagen i Vonge - tak for det Dorte - og i ventetiden var hun bl.a. ude for at se dem, der var oppe til brugsprøve omme på græsset. Da der på et tidspunkt ikke var flere, der ventede på at komme op, snakkede hun med brugsprøvedommeren, om de ikke godt kunne få lov at prøve, hvor langt de var kommet i træningen og det var han helt med på. Det gik helt efter bogen - Tarquin gik fri ved fod og blev siddende på 50 m afstand - det eneste de ikke fik afprøvet, var apporteringen, da man selv skulle tage en apport med; men der ved Dorte jo, at han sagtens kan, så det var da lidt ærgerligt at han skal vente yderlig 3 måneder inden han er gammel nok til at gå op til brugsprøve.
Villy var med Asser til deres første officielle 400m/3 timers schweissprøve i Harreskoven i Herning, hvor Nicolai var prøveleder, og jeg gik nede i Vonge og var meget spændt på hvordan det gik dem. Jeg havde nemlig ikke Villys mobil nummer på min telefon, så jeg måtte vente til jeg kom hjem, hvor der lå en glad mail fra Lillian og Villy, der kunne fortælle at Asser havde trukket Villy frem til en flot 1. pr. Villy havde problemer med sit knæ i går og på et sted var sporet gået over en væltet træstamme; men Asser havde gået udenom og taget sporet op igen på den anden side og det fik dommeren til at mene, at hunden bestemt måttet have taget hensyn til Villys dårlige knæ;o)
Hans havde afviklet sporkurset og havde gået spor med Malou. Der er store fremskridt at spore på kursisterne, så vi håber da at se dem på fremtidige schweissprøver.
Alba skulle have været til træning i aften; men p.g.a. løbetiden springer vi over. Kia starter lydighedstræning op i morgen og vi har besluttet at det bliver Hans, der tager hende med til træning, da jeg ikke så let kan tage fri to aftener om ugen. Jeg vælger at tage mig af ringtræningen mandag aften.


Saba har hygget sig ved Vesterhavet i Påsken

26. marts: Så er flokken samlet igen. Da Hans kom hjem fra Skjern med Kia, skulle Alba lige fortælle hende hvem, der bestemte! Jeg tror faktisk at Alba har tiltaget sig førerpositionen i hundeflokken, for de fleste gange er det hende, der er i spidsen og Malou, der glider af, når der er optræk til et eller andet. Det skal vi heller ikke blande os i, så længe de ved at det os, der bestemmer over dem;o)
Vi er ved at få et 'problem' med deres gøen i tide og utide. Malou starter og så følger Alba og Kia efter og det er særlig slemt når Hans ikke er hjemme om aftenen, så virker de mere opmærksomme på lyde og biler på vejen og andre ting. For os virker det mange gange, som om de gøer af ingenting; men deres hørelse er jo så meget bedre end vores, så de hører jo nok et eller andet, der kræver et VOV. Træls er det i hvert fald!
Ada fra Norge har lige sendt os en trist meddelelse - Theo - far til Flyverkuldet er død! Han har skrantet et stykke tid og efter han fik en betændt tand fjernet i efteråret har han ikke været sig selv og den 14. marts lod de i samråd med dyrlægen ham sove ind - 11 år gammel. Vi er taknemmelig over at vi nåede at få et kuld hvalpe med Theo som fader og sender mange tanker til Ada og Roger som har mistet en fantastisk hund.
Jeg ville have lagt lidt spor i denne uge; men nu er sneen kommet, så det må vente og på søndag har jeg planer om - sammen med Susanne og Dorte at tage til skue i Vonge - så vi må se hvornår vi igen kan genoptage sportræningen. Vi var jo desværre forhindret i at deltage i søndags, da schweisskurset havde sidste træningsdag, og der er planlagt uofficiel prøve den 13. april - nu må vi se om vi kan 'nå' at blive klar;o)

24. marts: Vi kom hjem fra Norge i går og vi har i den grad fået slappet af deroppe. Turen startede dog lidt træls, da vi kom til Frederikshavn i mandags. Hurtigfærgen med afgang kl. 10:00 var aflyst p.g.a. vejret, så vi havde lige pludselig 5 timer, der skulle slås ihjel, inden vi kunne komme med den næste færge kl. 14:30 som var en ordinær færge. Vores ærgelser holdt nu op, da vi ankom til Gøteborg og fandt ud af, at der havde været snevejr med kraftig blæst i de timer vi var undervejs. Nu var de store veje dog ryddet; men der var en hel del sne undervejs op til Arvika, hvor der næsten ingen sne var.
Vi var først fremme kl. 0:30 om natten og endnu en gang kunne vi konstatere at Malou og Alba er fantastiske rejsekammerater - ikke en lyd hørte vi fra dem undervejs! Selvom vi selvfølgelig holdt pauser undervejs var det nu lang tid for dem at opholde sig i bilen. Vi havde denne gang ladet Alba være alene i buret og Malou havde fået lov til at ligge i sin Biabed bag ved forsæderne, så hun hyggede sig rigtig;o)
De første 3 dage boede vi på campingpladsen, hvor vi havde booket en hytte. De sidste 3 dage flyttede vi dog hjem til Knappum, fordi Hans's bror m. familie tog op til Atne søen på Påskeferie i deres campingvogn - vi passede så huset imens og sørgede for at fyre lidt i brændeovnen, så det hele ikke skulle fryse mens de var væk.
Vi hyggede os med Hans's mor - spiste alle vores måltider sammen med hende og var hver dag på en lang tur med hundene. Der var ikke så meget sne på Flisa; men der var rimeligt koldt. Hundene nød at komme i skoven og her kunne de få lov at boltre sig uden snor! Vi så en masse rådyr - vinteren har været forholdsvis mild deroppe, så de har haft nemt ved at finde føde.
Da vi kom hjem, lå der flere mails med billeder af 'Flyverkuldet', som kan ses nedenunder.


Kia hygger sig i Lillians og Villys sofa


Joy, Bibi, Kia og Asser


Leo fra Norge


Tarquin og Aslan på balancebom


Aslan i nærbillede


Tarquin og Aslan leger


Hven er stærkest?


Malou og Alba i Norge

16. marts: Så er vi kommet hjem fra vores sidste schweisstræning, da vi ikke er hjemme næste søndag. Både Aslan og Kia har i den grad fattet, hvad øvelsen går ud på og jeg skal love for at der er kommet træk i linen. Michael synes endda at jeg lod Kia gå lige lovlig hurtigt; men det var svært at holde igen, når der nu endelig var kommet træk i linen. Hans havde haft hende med på sit sporkursus i går og her havde hun også fået lov til at gå et spor og der var det også gået rigtig godt. Så vi fået fornyet tro på, at vi måske kan blive klar til en 400m/3 timers prøve i dette forår.
Asser og Villy fik en flot 1. pr. i går, da deres schweisskursus holdt afsluttende prøve. Odin og Metteline scorede en 2. pr. - men det var udelukkende fordi Metteline troede hun vidste bedre end Odin hvor sporet gik og fik ham trukket af (hvem genkender ikke sig selv her).
Der skal pakkes bil i dag og sidst på eftermiddagen bliver Kia kørt til Skjern, hvor hun skal på ferie hos Villy og Lillian. Vi tager på Påsketur til Norge i morgen og imens passer Andreas på Skovhuset;o)

15. marts: Det bliver en travl weekend - Hans er lige taget til Lisbjerg, hvor deres sporkursus afholdes i dag og i morgen skal jeg og Kia på vores sporkursus til Fussingø. Kia har fået lov at komme med Hans i dag - så de store kan få lidt ro.
Alle hundene var ved dyrlægen i går - sundhedscheck og ormekur skulle ordnes, forud for vores tur til Norge på mandag. Selvom Kia ikke skal med, fik hun alligevel et check og en ormekur. Hun trækker ind imellem lidt på sit højre forben; så Jacob mærkede hendes led godt igennem i går; men der var tilsyneladende ikke noget i vejen. Det kan gå temmelig voldsomt for sig, når de alle er ude og lufte sig - og det er ikke de store, der er værst, men Kia selv, der 'angriber' og vil slås med sin mor og mormor. Hun kan være temmelig anstrengende ind imellem, så jeg håber de store sætter pris på en rolig formiddag uden hende i dag;o)
Kia vokser en hel del i denne tid - det samme kan jeg se, at Aslan gør, så der kan jo være tale om lidt vokseværk; men det er noget vi er meget opmærksomme på. Det er vigtigt at hvalpene ikke bliver overfodret i det første år, hvor de vokser meget - de må hellere være lidt til den tynde side end for tykke.
Det skulle blive lidt koldere i ugen, der kommer og vi regner også med, at der stadig ligger lidt sne, hvor vi skal hen, så der skal pakkes varmt tøj og støvler i bagagen. Vi glæder os til at få slappet lidt af med ture i den norske natur.

10. marts: Så har hundene afsluttet deres penicillinkur og heldigvis er de alle helt på toppen igen. Så nu tillader vi os igen at glæde os til turen til Norge i Påsken. Som nogen af de nedenstående billeder, Sibylle har sendt af Leo viser, er der endnu sne deroppe.
Kia gør små, men sikre fremskridt på spor. Nu har jeg lært at være lidt mere tålmodig og ikke mere sammenligne hende med de andre hunde og hvad de kunne i samme alder;o) Hun kan ikke koncentrere sig særlig længe, så derfor skal sporene ikke være ret lange; men glæden hun viser, når hun har fået færten af skindet i næsen, den er ikke til at tage fejl af, så vi fortsætter med små korte spor.
I lørdags havde Hans taget alle tre hunde med ud på en længere tur, hvor de alle fik apporteret og de to store gik et frit søg. Malou har tabt sig yderlig og har fået masser af ny energi - det har åbenbart været en god ide at skifte fodermærke;o) Alba er stadig ikke gået i løbetid; men det kan vist ikke vare længe, at dømme efter hendes opførsel.


Mon Leo kan huske han kommer fra Danmark?

Sikke et blik - hvad mon han har fået øje på?

Leo med storebror Emil i sneen

Måske var det dyrene her Leo havde set

5. marts: Allerede i går holdt hundene op med at nyse og Kia er stadig helt på toppen, så uanset hvad, der har været på vej, så bliver det vist ikke til mere. De store bliver dog alligevel holdt lidt i ro, så meget som det nu kan lade sig gøre. Penicillinkuren varer ved indtil på lørdag. Kia derimod skal ud på et lille spor i dag. Vi fik en voldsom snebyge i går og der lå et godt lag, som gjorde Kia fuldstændig kuldret. Aldrig har jeg set hende fjolle sådan rundt og rulle sig og bore snuden ned i jorden - men hun har jo heller ikke rigtig oplevet sne.
I mandags var vi til et foredrag med svenske Anders Hallgren. Det var meget interessant og han havde en morsom måde at fortælle på, og flere gange sad man og nikkede genkendende til de situationer han fortalte om;o) Vi har et ret træls problem med vores hunde, når dørklokken lyder, så kommer de alle tre farende fra alle sider i huset og konkurrerer om, hvem, der kan komme først ud til døren og uanset vi ved, hvordan de reagerer, giver det noget af et chok, hver gang de starter udrykningen med blå blink og sirener. Den lille Kia har vist sig at være meget lærenem og hun er blevet rigtig god til at gø af alt muligt, så der skal sættes ind med koncentreret træning på det punkt. Vi er egentlig godt tilfredse med at de giver hals, når der kommer nogen - vi skal bare have lært at dæmpe dem lidt ned;o)))
Jeg havde både Malou og Alba på vægten nede ved dyrlægen i mandags og Malou har tabt sig yderlig - HURRA. Jeg har nemlig byttet hendes slankemad ud med et andet mærke og det har åbenbart sat lidt mere fut i hende, så hendes forbrænding er øget, så nu har damen sandelig fået talje igen og selv dyrlægen synes at hun er ved at være fin igen. Alba kommer garanteret snart i løbetid - hun er begyndt at ændre sig og har lagt sig lidt ud, selvom fodermængden er den samme, så nu får hun også blandet slankefoder i sit sædvanlige mad.
Alba og 3 af hendes hvalpe - Kia - Aslan og Asser, deltager i en fotokonkurrence i bladet Hund & Træning og man kan finde dem her og afgive sin stemme:
www.dogtraining.dk/foto/feb/feb_08.htm - man kan kun stemme 1 gang og når man har afgivet sin stemme kan man se hvor mange stemmer den pågældende hund har opnået;o)
 

3. marts: Weekenden har stået i sporets tegn. Hans havde Alba med som demonstrationshund på DRK's sporkursus i region Østjylland, og jeg havde medbragt Malou på vores schweisskursus i HOJF, hvor Kia går. Så alle 3 hunde var på sporet i går.
Alba startede med at nyse lidt i lørdags og virkede lidt uoplagt og i går synes jeg at Malou også begyndte at nyse lidt, og med tanke på vores Norgestur i Påsken, ringede jeg ned til dyrlægen i dag og vi blev enige om, at de lige skulle have et check alle 3. Det første man tænker på er naturligvis kennelhoste; men ingen af hundene har dog hostet og man skal jo også passe på med at kalde alt for kennelhoste - selvom man selvfølgelig skal holde øje og være på forkant med situationen. Lise undersøgte dem alle tre grundigt og kunne konstatere at de havde en lille smule forhøjet temperatur og der var en lille smule at høre på Albas lunger, så for en sikkerheds skyld blev der iværksat en penicillin behandling for dem alle tre og så må jeg prøve at holde dem hjemme og i ro i hvert fald denne uge ud.
Kia er den eneste, der har været i kontakt med andre hunde - så måske er det hende, der har raget et eller andet til sig og kommet hjem til de andre med - men hun virker overhovedet ikke det mindste dårlig, så vi håber det bare er en forbigående forkølelse med dem alle 3.
Jeg kommer dog til at kontakte dem, jeg ved har haft kontakt til vores hunde, om lige at være lidt ekstra opmærksom på eventuel smitte - det synes jeg er mest korrekt at gøre.
 

1. marts: Så har vi været til afslutning på hvalpeholdet i dag. Det var noget helt nyt for hundene, at mødes ude i det fri med alle de nye spændende dufte. Vi fik prøvet apportering og der blev skudt for hundene mens der blev smidt apporter. Vi havde medbragt Kias foretrukne apport; men det viste sig, at dem Laila og Anne havde med, var meget mere spændende, så der blev apporteret lidt af hvert.


Anne lægger en apport ud


Kia markerer en apport

29. februar: Jeg fik gået et lille spor med Kia i går - et helt nyt sted i skoven vi ikke havde været i før, og det gik egentlig meget godt. Jeg havde i forvejen lagt nogle lækre godbidder sammen med skindet, og sporet fik lov at ligge godt og vel et par timer. Nu tror jeg ikke der bliver anledning til flere spor før vi igen skal på kursus på søndag.
Sibylle sendte mail og billeder af Leo den anden dag og langt om længe er Leo blevet registreret ved NKK, og planen er at han skal på træningshold i april. Det går rigtig godt med ham og han viser stor interesse i at gå spor - både blodspor og ferskspor. Der er masser af råvildt på Hvasser, så træningen foregår lige udenfor døren;o)
Susanne har fortalt at Aslan lige er kommet i sin første lømmelalder, så det kommer de andre drenge nok også snart og så kan de være noget anstrengende at træne med. Der er ikke andet for at undlade at træne nye ting og så bare holde de allerede indlærte ting ved lige. Jeg kan også mærke en ændring på Kia. Hun er mere OBS på lyde og fremmede ting, når hun er med ude - hun er ikke så 'frygtløs' som tidligere, så jeg er mere opmærksom på de ting hun bliver udsat for i denne tid. Fremmede mennesker og hunde er hun dog stadig helt vild med - de bliver hilst på som gamle venner.
Vi skal til afslutning på hvalpemotivationen på lørdag, hvor der skal apporteres og skydes for hundene - men det har vi jo øvet, så det glæder vi os til.
 


Leo på morgentur

Her på Hvasser bor Leo

Leo ligner fuldstændig sine søskende

25. februar: Så startede schweisskurset i HOJF i går og det gav mig faktisk et par gode ideer til min fortsatte træning af Kia. Jeg er nok for optaget af, hvor lange spor Alba kunne klare, da hun var i Kias alder (hun havde jo allerede fået sin første 1. pr. på 400m/3 timers schweissprøve). Så nu korter jeg sporene lidt af og lægger hendes godbidder for enden sammen med kloven/skindet, så hun kommer til at forbinde de to ting med hinanden.
Vi er kommet på hold med 4 andre - deriblandt Susanne og Aslan, så det er hyggeligt at kunne se hvordan det kommer til at gå de to søskende fremover. Vi har Holger og Michael som trænere, som også Malou og jeg havde det, da vi for første gang deltog i et tilsvarende kursus i 2003.
Posten kom med det nye nummer af
Hund & Træning i lørdags og ganske rigtigt, var der et dejligt billede af Aslan på forsiden. Det er et rigtigt godt blad og der er mange interessante artikler, så det er et af de blade vi fremover vil glæde os til at få i postkassen. I aften tager vi som sædvanlig til ringtræning og i morgen aften er det sidste gang, der er hvalpetræning i P kælderen - på lørdag bliver der holdt afslutning oppe i Klostermarken i Viborg og så er der en pause på 1 måned inden Kia skal starte på lydighedstræning samme sted.
I dag vil jeg tage Kia med alene ned til Gudenåcentralen, hvor der er et perfekt område til at kunne øve lidt apportering og 'bliv' øvelser, uden alt for mange forstyrrende elementer;o)

19. februar: Det blev til et helt lille 'familietræf' til ringtræning i Viborg i aftes. Familien Oest var nemlig kørt helt fra Nibe for at træne Fiona lidt i udstillingens kunst, så hende og Kia og Aslan fik mulighed for at lege lidt sammen mellem træningen. Under træningen kom der pludselig en politibil kørende ned i P kælderen med stor fart og holdt lige ved os. To betjente steg hurtigt ud af bilen og kiggede sig lidt forvirret omkring. De blev hurtigt omringet af nysgerrige hunde - også de 3 fra Flyverkuldet. Det viste sig at de havde fået en anmeldelse om 'træning af kamphunde' -  men det gik jo hurtigt op for dem, at det var det ikke tale om, med mindre man henregnede bl.a. labradorhvalpe til denne type hund;o)
Det var dog lidt betrykkende at konstatere, at politiet tog sådanne anmeldelser alvorligt og ville have grebet ind, hvis det havde været rigtigt!
Vi skal have fat i det nye nummer, af Hund&Træning,  der udkommer her midt i februar - ifølge pålidelige kilder pryder Lab-x-streams Night Hawk 'Aslan' nemlig forsiden;o))))

17. februar: Familien Oest har lige sendt denne søndagshilsen med billeder af vovehalsen Aslan og søster Fiona fra lørdagstræningen - øvelsen på bommen er dog vist bare for at vise sig lidt for søster;o)))


Heeej Fiona har du set mig? - Ellers trænger du godt nok til briller;o)


Fiona og Aslan

På grund af gigtsmerter måtte jeg desværre melde mig syg både torsdag og fredag og jeg har ikke været i stand til at gøre det helt store - hverken med hundene eller herhjemme. For 1 uge siden droppede jeg helt at tage de piller, der kun er smertestillende og så nøjes med min gigtmedicin! Smerterne i fingre/hænder er det, der generer mest i øjeblikket; men ind imellem er det også galt med mine fødder/tæer og det er lige godt det værste, ikke at kunne komme ud og gå de sædvanlige ture. Lægen har nu skrevet mig op til en operation i mine fødder, så må jeg se om det kan hjælpe.....
Hans lagde spor til Alba og Malou i går og i dag tog vi derud og lagde et lille spor til Kia. Så tog vi hundene med på en lang gåtur i skoven inden vi tog hjem. Over middag tog vi derud igen - det blæste voldsomt og var rigtig koldt, og det var tydeligt at blæsten generede under sporet. Malou gik et af de spor, vi markerede op i sidste uge; mens Alba fik et helt nyt. De gik begge et rigtigt godt spor i dag - trods problemer med vinden. Jeg havde lagt et helt nyt til Kia; men hun var ikke særlig interesseret i dag; men med lidt fælles hjælp kom vi da til vejs ende og hun fandt kloven.
Vi sluttede af omme på engen, hvor de alle tre på skift fik lov at apportere.

14. februar: Jeg ærgrer mig over, at jeg desværre glemte mit kamera i går, da Janne og Lisbeth kom og skulle gå spor med deres hunde. Da  hundene havde gået sporene, lukkede vi de resterende  hunde ud af bilerne og lagde ud på en lang gåtur rundt i skoven. 6 hunde i alle aldre fandt hurtigt sammen i leg og at løbe uden snor, det var lige noget, der passede dem. Ingen af dem løb længere, end vi hele tiden kunne se dem, og vi var alle parat til at fløjte dem hjem og sætte line på dem, hvis vi mødte andre skovtursgæster; men det gjorde vi ikke - vi havde hele skoven for os selv. Desværre gik jeg lidt fejl af en skovvej, og vi endte op til et sumpet område med nogle  okkergule pytter og jeg tror det var Xingu og Malou, der frivilligt tilbød sig som prøvebadere, før resten af flokken henrykt kastede sig ud til dem i herlighederne - selv Lille Kia - som bestemt ikke ville stå tilbage for de ældre veninder badede i pølen med største velbehag. Ihhh, hvor de hyggede sig og da de først alle sammen havde sænket deres sorte og Nutten sin i forvejen gule krop, ned i det gule pløre kunne vi tobenede jo lige så godt droppe at skælde ud og sige NEJ - skaden VAR sket og vi håbede bare at det værste pløre ville rende af inden vi nåede om til bilerne igen. Der blev leget på kryds og tværs - både Lisbeths gamle Chianti og Jannes krøllede Xingu og ikke mindst Peanut drønede rundt og selv magelige Malou kom op i omdrejninger undervejs. Alba havde ikke mere nogen betænkeligheder med at lege med andre hunde - al hendes forsigtighed var fuldstændig væk og Kia skulle også afprøve hvor langt hun gå med de ældre veninder. Xingu ville dog ikke lige slippe den pind hun havde fundet i skoven, så der måtte Kia give op; men hun forstod så fint de signaler Xingu sendte hende og hun fandt hurtigt noget andet at beskæftige sig med. Efter gåturen endte vi omme på Carstens eng ved bilerne, hvor vi fik tørret det værste af hundene og Lisbeth havde tilfældigvis lidt hundefoder med i bilen og efter at have spredt det ud på et stort område, fik vi ro for hundene til selv at få en bid mad og en kop kaffe. Da vi havde siddet og hygget os og hundene havde fundet al maden på marken kørte vi om og lod Kia gå sit spor. Det går bedre og bedre med hende, selvom længden endnu ikke ikke er særlig stor.
Da vi kom hjem holdt Hans's bil heldigvis i indkørslen, så han fik lov til at eftertørre alle 3 hunde efter jeg havde haft dem inde i brusebadet og masseret dem godt og grundigt med hundeshampoo og fået alt det gule stads af dem - hold da op hvor badeværelset så ud bagefter....
Betina har meldt afbud i dag, men måske tager jeg ud og lægger et spor til hver af de store, som de kan gå i morgen......

12. februar: Lillian har lige sendt de 3 nedenstående billeder af Asser og Villy, som valgte at fejre Assers 4 måneders fødselsdag i går med et spor i skoven. Asser og Villy går også på et lokal schweisskursus afholdt af Skjern/Stauning Jagtforening og det er sikkert et lignende kursus som Kia og jeg begynder på i HOJF den 24. februar. Susanne mailede i dag, at hun og Aslan havde været heldig og komme med på et afbud på samme kursus som mig og Kia, så det bliver rigtig hyggeligt.
Hans måtte være stand in for mig til hvalpetræning i aften - jeg er ved at trappe lidt ned på min gigtmedicin - ikke akkurat særlig behagelig......
Vi blev ellers glædeligt overrasket i dag - Hans blev udtrukket i lodtrækningen af feriehuse ved IBM og i uge 33 skal vi til Norge - nærmere bestemt oppe ved Naustdal i et pragtfuldt feriehus på 125m2, som ligger lige ned til en sø - og der følger en lille motorbåd med - og lige midt i naturen - huset blev naturligvis KUN valgt da husdyr er tilladt, så de 3 sorte piger kan godt begynde at glæde sig til at komme med. Huset kan ses her - Feriehus i Norge . Vi har bestemt at tage til Norge i Påsken, men da kan Kia desværre ikke komme med, da hun endnu ikke er blodprøvetaget for rabies antistoffer. Hun skal i stedet for, på Påskeferie hos Lillian og Villy - så kan hun og Asser underholde Skjern og nærmeste omegn;o)
I dag har jeg været ude og lægge et par gode lange spor til Nutten og Xingu - Lisbeth og Janne kommer nemlig i morgen formiddag og så skal vi hygge os med at gå spor. Jeg har for nemheds skyld taget en fleksdag i morgen - så bliver der ingen stress på for at komme hjem på arbejde.....

10. februar: Lidt billeder fra vores tur i skoven i dag - der blev både apporteret og gået spor........


Alba holder øje med Hans - inden hun får lov at søge


Alba hjem med en apport


Alba med endnu en apport


Farten er i orden


Tak - dyyyyygtig hund....


Så er det Malous tur


Malou i fuld fart hjem med apporten


Sidde pænt og aflevere


Malou med endnu en apport


'Fasanen' bæres for far


Så blev det Kias tur - fin kontakt inden hun får lov


Hjem til far med apporten


Så holdt vi frikvarter med en skovtur - Alba med et glimt i øjet


Vores 3 dejlige sorte piger - Malou, Alba og Kia

10. februar: Både i går og i dag har hundene nydt godt af det dejlige forårsagtige vejr. Hans fik lagt 2 spor til de store i går og i formiddags tog vi ud og lagde et lille spor til Kia. Bagefter tog vi hen på Carstens mark og fik lagt et frit søg ud til de store. Alba lagde ud og hun er bare hurtig - dog skal vi vist lige have genopfrisket lidt på lydighedsfronten - hun viser lidt for stor selvstændighed;o)
Malou er stadig meget fikseret på dummierne; men hun er blevet meget bedre - både til at komme direkte hjem og til at aflevere pænt til hånd uden de der 'æresrunder' med dummien i munden og til at slippe dem uden problemer. De store fik lov til at hente 8 dummier hver og tilsidst kom Kia ud og fik lov til at apportere den nye dummy med kaninskind; som hun er meget glad for. Hun hentede den 3 gange og afleverede den flot til Hans - og så sluttede vi af med en rigtig god lang gåtur med dem alle sammen. I eftermiddag skal de ud og gå deres spor - så er deres aktivitetsbehov vist også dækket ind i denne weekend.
Bente og Sako var på årets først markrøve i går - og på trods af et par småting, var det gået rigtig godt og Bente var godt tilfreds med den 2. pr. de fik. Vi glæder os til at følge dem i løbet af året.
I fredags blev vi 'grandfaster' og 'grandonkel' for første gang, da vores niece fødte en stor og velskabt dreng på over 3300 g og 52 cm. Gustav kommer vidunderet til at hedde og vi glæder os til at se ham 'rigtig' - indtil videre må vi nøjes med disse billeder taget af en mobiltelefon.
 

 

7. februar: Betina og jeg kørte ned til Fiskerhytten ved Tange sø, efter vi havde gået spor med hundene og her fik de lov at løbe uden snor og på et tidspunkt hoppede  Gonzo i vandet og Malou hoppede bagefter og efter lidt tilløb fra Kias side hoppede hun også i og jeg kunne se at hun synes det var sjovt, for hun hoppede og plaskede og blev i vandet lige så længe de store var der, så nu skal der vist et par ekstra håndklæder i bilen næste gang vi kører derned. Alba havde jeg ikke med i dag - det kan godt være lidt voldsomt når de alle 3 er med - og jeg tror hun en gang imellem nyder at slappe af - helt for sig selv. Kia er ved at prøve grænser overfor de store - i aftes havde Malou lagt sig ned og ladet hende bide sig; men pludselig blev legen lidt for voldsom og ud af det blå kom Alba drønende og blandede sig ved at gø voldsomt og gå imellem Kia og Malou - og så sluttede DEN leg......

6. februar: Hans fulgte med til hvalpetræning i aftes - jeg bryder mig ikke så meget om at køre om aftenen - særlig ikke når det samtidig regner. Laila har fundet ud af at vi skal afslutte hvalpetræningen lørdag den 1. marts, hvor de små skal apportere og der skal skydes for dem - det kan vi jo ikke så godt gøre i en P kælder, så det skulle foregå udendørs oppe ved Gymnastikhøjskolen, hvor vi også har været til træning med de andre hunde. Kia er utrolig god til at have kontakt med mig - det er næsten for meget - men jeg ved jo godt at det er godbidderne hun er opmærksom på. Planen er, at vi fortsætter på lydighedsholdet til 1. april - og ind imellem er der jo schweisskurset der skal trænes på, så det bliver et travlt forår. Alba starter også her i foråret sammen med Hans på træning ved HOJF i Hammershøj - det gik så godt sidste år, så i år skal hun på åbenklasse træning.
Det regner i dag; men vi skal ud og gå spor her i formiddag og jeg skal have lagt et overnatningsspor til en af de store hunde, som skal gås i morgen, når Betina og Gonzo kommer.

5. februar: Kia og jeg var igen til ringtræning i aftes og jeg ærgrer mig stadig over at jeg ikke havde hørt om det for længe siden....
Betina og Gonzo kommer først på torsdag, så Kia og mig skal alene i skoven i dag og gå spor, og mon ikke jeg lige lægger et par overnatningsspor til de store?
Kia er en spændende udfordring for mig - hun har en helt anden tilgang til det, at gå spor, end nogen af de andre hunde har haft; men det er jo netop noget af det, jeg finder så spændende med sporsporten, at der er så mange muligheder og måder at træne på.......
Jeg glæder mig til at starte på schweisskurset i HOJF her sidst i februar og måske kan vi nå at blive klar til en officiel 400m/3 timers schweissprøve senere på foråret?

Kia var forresten ved dyrlæge i går og få sin 2. den og sidste rabiesvaccination, så hun forhåbentlig kan få undersøgt en blodprøve om 120 dage med positivt resultat;o) Mormor Malou var med - hun skulle på vægten og sandelig om ikke havde hun tabt 1½ kg. HURRA - Jeg har opgivet at finde hoved og hale i hendes forbrænding, for selvom jeg selvfølgelig godt ved at overvægt normalt hænger sammen med mængden af den mad, der bliver indtaget, så gælder det faktisk ikke for Malutten - hun får 300 gr. Diætpiller af Hill's Prescription Diet - det svarer til et fyldt plastikbæger om dagen, fordelt på 2 måltider! Vi er på den anden sæk i denne omgang! Godbidder bliver taget af dagsrationen og ellers får både hun og de andre to kun gulerødder som godbidder! Hun bliver overvåget på vores gåture og får ikke mere mulighed for at besøge nogen af naboerne, som kunne tænkes at lægge mad ud til fuglene - jeg kunne lige forestille mig et par mejseboller glide ned i gabet på hende - mums;o)))) Alba er blevet fin slank - hun får samme mængde foder - bare det normale 'hvilefoder' fra Henne Pet Food og det er faktisk ikke til at se, at hun lige har haft et kuld hvalpe - bortset fra en noget Pluto agtig hale og en generel tynd pels! Kia har jeg en lille mistanke om, ligner sin mormor på madfronten - hun sluger sin mad på rekordtid - er faktisk færdig før Malou og er hurtigt til at undersøge de andres madskåle for rester, så hende bliver der også passet på, når vi er ude og gå tur. Alle hendes godbidder bliver også taget fra dagsrationen, som indtil nu udgør 285 g hvalpefoder. Jeg overvejer at sætte det op til ca. 300 gr. da jeg kan se, at hun er begyndt at vokse godt i højden. Det er ikke nemt når hundene er så forskellige i bygning og i deres udnyttelse af maden, så man må hele tiden holde øje med sine hunde for ingen er vel interesseret i at hundene skal blive for fede.....

3. februar: Så var vi igen på skue - denne gang i Tarm, hvor vi havde meldt til i håb om at få en bedømmelse af en dommer fra Holland; men det viste sig at være Rikke Borring, der skulle bedømme baby og hvalpe. Vi mødtes med de samme 3 vi mødtes med i Århus - Asser, Aslan og Tarquin, som var ledsaget af Villy, Lillian, Dorte, Bo og Susanne. Jeg tror nok vi alle havde håbet på et lyserødt bånd; men to af drengene - Asser og Aslan faldt åbenbart ikke i dommerens smag i dag, så de fik et lyseblåt bånd! Det var der nu flere, der havde lidt svært ved at forstå; men sådan er gamet - det er dommeren på dagen, der bestemmer; men jeg synes de alle fik en flot kritik og igen var jeg så glad for at de alle blev nævnt med et herligt temperament - noget jeg sætter højt ved en labrador;o) Der kommer jo også flere tidspunkter i hvalpenes udvikling, hvor det vil være 'lidt spild af penge' at udstille dem - i hvert fald på officielle udstillinger; men disse skuer er hyggelige og hvalpene har så godt af at komme ud blandt andre mennesker og hunde. Man skal bare huske at det altid skal føles sjovt for hundene - så skidt med at de hopper lidt op af dommeren, eller sætter sig ned på numsen i det 'forkerte' øjeblik - det er altså svært at huske alle de kommandoer, når man den ene dag skal 'stå' og den anden dag skal 'sit'......
Kia havde helt styr på det i dag - ganske upåvirket af al postyret og så længe gufferne faldt hurtigt efter hinanden blev hun stående fint;o))))
Bagefter tog vi ud til Marit og Jes og børnene og hyggede os lidt med dem, inden vi kørte hjem.

2. februar: Heldigvis har stormen lagt sig noget, så vi skal ud i skoven og lægge spor til hundene i dag. Da vi skal til Tarm på skue i morgen, må det blive i dag de skal gå sporene.
Jørgen Rasmussen fra Karlby påtænker at lave et kuld hvalpe på 'Chita' (Lab-x-streams Chiquitita) her i foråret og han mailede i aftes at de var kommet hjem fra Århus Dyrehospital hvor 'Chita' var blevet øjenlyst u.a. Jørgen har haft Chita med på rævejagt og forleden skød han en mår fra grav, som Chita hentede med glans - så han har lidt svært ved at finde noget at klage over;o))))
Nicolai  har også planlagt et kuld på 'Sika' (Lab-x-streams Dancing Queen) men det ser ud til at 'Sika' trækker sin løbetid lidt ud og Nicolai skal helst have det til at 'passe' lidt med 'arbejdet i schweissregisteret'. Det bliver spændende at følge med i.
Det bliver sjovt at gense 3 af de små flyvere i morgen, som jo slet ikke er så små mere. Kia spiller frækt op til både mor og mormor og jeg går og venter på at hun snart bliver sat lidt på plads! Malou er rørende tålmodig med hende og lægger sig gerne ned og lader hende 'vinde' styrkeprøverne; men Alba er mere kontant - særlig når det er et kødben de begge gerne vil have;o) Alba er ved at genvinde sit udseende efter hvalpene - nu er hun begyndt at få lidt bølger i sin pels på ryggen, og hun er knap så stridhåret at mærke på - til gengæld er Malou begyndt at fælde - ak ja - hvorfor gøre det på samme tid, når man kan skiftes til det? Hver gang støvsugeren bliver startet står alle hundene i kø for at blive suget - selv Kia har fundet ud af det er dejligt;o)

29. januar:
Kia var med i Viborg i går formiddags. Efter jeg havde fået mine ærinder overstået, kom hun med ud på en lille strøgtur - og den tog godt nok noget længere tid, end jeg først havde regnet med. Der var masser af mennesker på gaden og næsten alle ville Kia hilse på og omvendt, så der blev klappet og nusset og oplevet en masse. Der var dog lige et par gårdmusikanter, med en anden hudfarve, som Kia synes så lidt 'farlig' ud, så dem ville hun ikke hen til. Jeg tror Kia har ædt et eller andet hun ikke har haft så godt af, for både søndag og i går og også i nat har hun brækket sin mad op. Til morgen ville hun slet ikke have sin mad, så nu holder jeg lidt øje med hende. Hun var ellers vældig tilpas i aftes, da vi var til ringtræning. I dag kommer Betina og Gonzo - jeg skal ud og lægge spor her i formiddag og vil også lægge et lille spor til Kia i håb om, at hun bliver frisk til over middag.

Jeg vil i indeværende år have Kia Optigentestet og har opfordret Susanne Preisler fra Lund Dyreklinik til at samle en 20/20 clinic og i dag kom der mail at hun nu har samlet 7 hunde!
Så går du med tanker om at lade din hund Optigenteste, så send en mail til Susanne på:
lasu@post11.tele.dk og fortæl at du er interesseret! Vi skal have samlet mindst 20 hunde, før hun kan lave en clinic!


Tarquin ved Fløjstrup strand


Søndagshilsen fra Sibylle, Sigvart, Emil og Leo i Norge


Søndagshilsen fra Arne, Maria, Louis og Saba i Randers

27. januar: Vi skulle have været ude og lægge spor til de to store hunde i går, men på grund af stormen blev det ikke til noget og alle hunde fik i stedet en god lang gåtur i stedet for. Under turen nede ved Gudenåcentralen kunne vi se på Alba og Malou, at der var fasaner i nærheden og ganske rigtig - pludselig blev skovbunden helt levende af flyvende fasaner og lille Kia stod helt stille for at se hvad det nu var for noget. Bagefter var hun hurtigt i hælene på sin mor og mormor for at følge dem lidt på vej. Da vi næsten var kommet hen til bilen igen, skete det samme - Malous hale begyndte at rotere og Alba havde sin næse klistret i skovbunden og igen kom fasanerne op og flyve. Denne gang kom det lidt bag på Kia, så hun kom skyndsomt hen til mig for at søge lidt i sikkerhed; men hun kom nu hurtigt over det og strøg igen bag efter de store.
I dag har vinden lagt sig og solen skinner, så her i formiddag har vi været ude og lægge spor til alle hundene. Bagefter tog vi ud til det område, hvor vores sporareal grænser op til og hvor Hans er medlem af jagtkonsortiet. Hans skal have markeret nogle nye spor op til det vildtsporkursus der skal afholdes her i foråret, så det skulle vi lige ud og kigge lidt nærmere på. Der er nogle gevaldige bakker og det var virkelig noget, de store synes var spændende at komme ud og løbe i. Ingen af hundene render ret langt - de er altid indenfor synsvidde; men hold da op, sikke en fut, der er i Alba - hun drøner op og ned af bakkerne og den lille bæk, der er grænsen mellem statskoven og den private skov kunne hun heller ikke holde sig fra. Hun er ved at 'lokke' med Kia, for at få hende i vandet; men næh, Kia vover sig ikke længere ud end hun kan bunde;o) Pludselig sprang der et stykke råvildt over skovvejen - lige for næsen af Kia - de to store var travlt optaget af andre ting, så de så den ikke. Kia stod længe og kiggede efter den med logrende hale. På vejen tilbage var vi spændt på om de 'gamle' hunde kunne fange færten af dyret; og det skal jeg love for de kunne. Alba gik helt i selvsving og gik først lidt på bagspor, før hun vendte om og ville sætte efter i den retning dyret var rendt; men vi fik hende fløjtet på plads og fik hende i snor - men ingen tvivl om at næsen fungerer på hende stadigvæk;o) Malou har stadig et noget adstadigt tempo på grund af sin størrelse; men hun har helt tydeligt tabt sig - der mangler bare at blive strammet lidt løs maveskind op.
I øjeblikket ligger hundene og slapper af ude i hundegården - og efter frokost tager vi igen derud og går sporene med dem - jeg er lidt spændt på Kia - for jeg har måttet ændre mit standpunkt med hensyn til at bruge godbidder i sporet - men jeg er nødt til at bruge noget, der 'tænder' hende for at få hende til at fatte hvad det er jeg vil have hende til - nemlig at sætte næsen i jorden og følge blodfærten lige frem, til hun finder et skind eller en klov!

 

25. januar: Sportræningen med Kia er startet! Jeg lader hende få 3-4 spor om ugen og her i starten er de ganske korte og selvom jeg på forhånd havde sagt, at jeg IKKE ville gøre brug af godbidder, ser det alligevel ud til at jeg må gøre det, for at 'peppe' hende lidt op.
Her til morgen kom jeg tilfældigt ind på
Schweisshundeforeningens hjemmeside og så, at de havde fået et fint og nyt layout. De havde sandelig også allerede fået sat datoer på prøverne her i 2008. En anden ting, der kan glæde mig er, at de betragter DKK reglerne som minimumskrav og har vedtaget yderligere kvalitetssikring i form af:

Dommere kan ikke afprøves på prøver, hvor de samtidig dømmer.
Hjælpere kan ikke afprøves på prøver, hvor de er hjælpere.
Dommere kan ikke dømme hunde af eget opdræt.
Dommere kan ikke dømme hunde de ejer eller har ejet.
Dommere kan ikke dømme nærtstående familiemedlemmer.
Der betales kørepenge til hjælpere.
Dommer skal være medlem af foreningen.
Egentlig burde dette være et minimumskrav for afholdelse af prøver - også i andre specialklubber; men det er det bestemt ikke og lige præcis omkring nogen af disse ting har der været uenighed omkring reglerne som f.eks DRK har 'strikket' sammen! Jeg håber for sportens skyld at vi snart kan få ensartet alle disse schweiss og vildtsporregler. I december nummeret af 'Retrieveren' var der annonceret et møde på Fraugdegård, hvor man skulle snakke 'spor' men ingen kunne oplyse hvad det egentlig var, man ville drøfte og hvem gider køre så langt uden at have et program at holde sig til. Jeg ved at 2 medlemmer fra region Østjyllands sporudvalg havde tilmeldt sig; men da der kun var yderlig 1 tilmeldt blev mødet naturligvis aflyst!
Jeg er spændt på at se specialklubbernes prøveprogram for 2008 og om os med Labradorer, stadig har mulighed for at deltage på andre racers prøver!

23. januar: Så står regnen ned i dag; men de to store skulle nu alligevel have deres gåtur ved søen, så det var bare at finde regntøjet frem. Hans arbejder hjemmefra i dag og mens jeg var væk med de store, brugte han sin frokostpause på at lave lidt apporteringer med Kia. De fik også øvet lidt 'bliv' og det gik forrygende - hun er samarbejdsvillig og meget behagesyg. I aftes til hvalpetræning i Viborg var vi ude i gågaden og træne i at gå slalom mellem hinanden og Kia er meget let at aflede, når de andre hunde passerer hende. Hjemkald var der bestemt heller ingen problemer med og der bygges stille og roligt afstand på 'bliv' øvelsen. I går kom Betina og Gonzo og skulle gå spor og Kia fik igen et lungeslæb. Det går dog ikke så hurtigt som med Alba; men vi tager det stille og roligt - der er ikke noget der haster;o)))

22. januar: Vejret var jo så dejligt i dag, at vi bare måtte ned til søen og her fik hundene lov at løbe rundt og lege. Jeg prøvede godt nok at øve lidt 'sit' med Kia; men hun har krudt i rumpen, når hun skal sidde sammen med mor og mormor - og de er såmænd heller ikke særlig siddefaste. når der er så meget andet der lokker. Men det lykkedes dog at få taget lidt billeder - de fleste med bevægeknappen slået til;o)))
Det var en travl dag i går. Ved middagstid tog vi ud og besøgte søster Saba i Randers og Kia og hende fik leget under en tur på et tilstødende areal, der efter den megen regn var blevet temmelig mudret. Det er under sådanne forhold man er lidt taknemmelig over at have en sort hund;o) Saba var næsten lige så sort som Kia, da vi kom hjem efter turen;o) De to små nød at lege sammen og jeg er helt overbevist om, at de kunne huske hinanden fra hvalpegården.
I aftes tog jeg lidt før fri fra arbejdet, så jeg kunne nå hjem og tage Kia til ringtræning - det var vældig godt - så det kommer vi helt sikkert til at fortsætte med. Kia er den, af de hunde vi indtil nu har haft, der er nemmest at få til at 'stå pænt', så nu bliver det spændende at se, om hun fortsætter med at udvikle sig så pænt. Leif, som står for ringtræningen er meget omhyggelig med at undersøge hver enkelt hund og selv om der er mange hunde, når vi alle sammen at komme frem og vise hunden en 3-4 gange på sådan en træningsaften. Der er alle mulige racer - og alle mulige størrelser.
Susanne og Aslan har også valgt at deltage i ringtræningen så Kia ser også sin gule bror og også de to tager nogle gevaldige ture sammen, når de mødes. Aslan er temmelig 'fræk' og totalt uimponeret af alle de andre store hunde på holdet - selvom både ham og Kia nu er temmelig gode til at 'læse' de andre hunde, inden de starter legen op.
I dag skal jeg ud og lægge spor til både Kia og Gonzo. Betina kommer lige over middag i dag og skal gå spor. De to store skal også gerne have en god lang tur nede ved søen i formiddag - de blev lidt forsømte i går.
Da vi nåede hjem i går havde Susanne sendt mig nogle af de dejlige billeder, Heidi Pedersen har taget af Aslan og jeg fik lov til at bringe et par stykker på siden her.
På Susannes hjemmeside er der et link til Heidi, hvor man kan se en masse andre af hendes dejlige billeder.
 


Kia i fuld fart efter sin mor


Juhu - nu kommer jeg


Der skal trænes 'sit' øvelse;o)


Så lettede Alba også;o)


Vi prøver lige igen...


med samme resultat


Så er det med at passe på


Kia i fuld fart mod kameraet

21. januar: Der kommer stadig små beretninger og fine billeder af de små 'Flyvere' ind af døren og det er hyggeligt at høre at de alle har det godt og udvikler sig som håbet og forventet;o)
Nedenstående billeder viser på de 2 første den lille 'servitrice' Elsass, som er under træning til Servicehund. Hun tilbringer i øjeblikket en uge hos Anitas forældre hvor hun hygger sig med deres Tervueren 'Maggie'. Hun har allerede fået sit 'servicedækken'; som all servicehundene bærer.
De nederste 4 billeder har Sibylle sendt af Leo på tur med Emil og Sigvart. Leo trænes på spor og er vældig dygtig.
I dag skal Kia og jeg til Randers og besøge søster 'Saba' og i aften står den på ringtræning i Viborg med bl.a. Aslan - så der sker en masse forskelligt for Kia i øjeblikket.
På Aslans hjemmeside: www.aslans-liv.dk er der i går lagt nogle pragtfulde billeder ind af den gule løve - måske jeg kunne overtale Susanne til at sende mig et par stykker til hjemmesiden?

19. januar: Vi 'samler' på gode oplevelser for Kia og i dag skulle vi til endnu et skue med hende. Denne gang et  DKK skue i Terndrup, med mange forskellige racer - 51 for at være helt nøjagtig og vi havde egentlig meldt os til, for at lade Kia se, at hunde kunne se meget forskellig ud og ikke bare ligne hende selv. Jeg må indrømme at vi nok regnede med at vi ville være hjemme omkring middagstid - lige som det var tilfældet ved skuet i Århus. Hvad vi ikke lige havde taget højde for, var at der ikke var så mange i hver klasse og i Kias baby klasse var hun den eneste - og med et SL blev hun automatisk også 1. vinder. Det betød så, at hun om eftermiddagen skulle i store ring og konkurrere med alle de andre babyer i de andre racer. Vi snakkede godt nok om at tage hjem; men besluttede så alligevel at blive - i hvert fald så længe at Kia 'gad' at være der. Hun hyggede sig gevaldigt med nogen af de andre hunde. På den ene side sad der et par søde Cairn Terrier hun hurtigt kom i leg med og på den anden side et par Gravhunde og en Springer Spaniel. Det var en fornøjelse at se hvor frimodig Kia hilste på dommeren da det blev vores tur og hun var ikke det mindste trykket - hverken da dommeren skulle se tænder eller da han stod bøjet ind over hende for at mærke nærmere på hende. Da vi var ude og lufte hende med mellemrum, var der kun en enkelt gang hun udviste lidt usikkerhed - og det var da en kæmpe stor New Foundlænder stod lige ved siden af hende og sagde VOV! Da mente hun nok at det sikreste var at komme hurtigt ind igen;o)
Vi måtte vente i flere timer inden vi skulle ind i store ring og konkurrere med de andre - og det viste sig at der var ikke færre end 26 i den kategori! De små var ved at være træt kunne man se - det havde også været en lang dag for dem; men Kia havde været forbavsende god til selv at gå ind i buret og lægge sig til at sove, når hun synes hun trængte til en lur, og da det blev vores tur til igen at løbe lidt for dommeren og hun kom tæt på alle de andre hunde, blev hun hurtigt frisk igen og oplagt til sjov. Uanset at Kia opførte sig rimelig godt, så havde jeg aldrig regnet med nogen placering - ikke mellem alle de showhunde vi var oppe imod; men en gang imellem sker det uventede og Kia blev placeret som nr. 4 - og så var det jo godt at vi alligevel havde besluttet os for at vente.......


Tja, hun er vist ikke så dårlig til at stå pænt?


Hygge i buret


Hej dommer vil du snakke med mig?


Han opdagede at hun er i fuld gang med at skifte tænder


Hvad er du for en lille fyr?


Jeg er ikke farlig - se nu lægger jeg mig ned.


Skal vi lege?


Tog du godbidderne med ud?


Skynd dig så at finde dem frem


Her bliver vi valgt ud til placering


Ja vi var helt 'grønne' i dag


Her er de 3 andre

17. januar: I lørdags fik jeg sendt en lille ting med posten til de 5 hunde fra vores ABBA - kuld:  Odin - Sika - Chita - Diesel og Happy - de fyldte 3 år i mandags den 14. januar! Jeg kan slet ikke forstå det er så lang tid siden, de lå her hjemme i hvalpekassen; men vi kan jo bare se på vores egen Alba, som lige har sendt sit første kuld hvalpe ud i verden - utrolig så hurtigt tiden går;o) De fleste fra kuldet har vi løbende kontakt med og vi ved de har en god og aktiv tilværelse alle sammen.
På søndag genoptager vi sportræningen - nu med 3 hunde. Det bliver spændende at komme i gang igen - særlig glæder jeg mig til at starte Kia op - det er altid  spændende med en ny lille hvalp. Jeg fandt ud af at ringtræningen i Viborg starter op igen på mandag, så vi får en travl hverdag - Kia og jeg, da jeg vil prøve om ikke jeg både kan komme med hende til hvalpetræning og ringtræning - så må jeg opspare lidt flere flekstimer de andre dage i ugen;o)

16. januar: Så er 'dagligdagen' kommet igen og jeg er atter hjemme ved hundene i dagtimerne; men det har gået over al forventning - Hans har kigget til dem via internet kameraet og de har opført sig pænt!
Det har godt nok været lidt hektisk for mig, da jeg ikke er vant til at sidde ned i 8 timer og modtage undervisning og så komme hjem til 3 understimulerede hunde, der bare skal ud og lave noget. Både mandag og i går tog jeg dem alle 3 med ned til fiskerhuset ved Tange sø og vi var heldige at der ikke var et øje, så alle kunne gå uden snor. I mandags lettede Alba og Malou en flok fasaner og det var noget, der gav noget motion for hundene, for de blev ved med at søge og lede, om der nu skulle være flere - der har været masser af fært i området. De store kunne selvfølgelig ikke lade den chance for et bad gå fra sig og de prøvede alt for at lokke Kia i søen; men hun blev på land, selvom hun var vældig interesseret i det våde element, så det varer nok ikke så længe, før hun hopper i;o)
Mandag aften tog jeg Kia med til Viborg, da jeg havde hørt at der var ringtræning deroppe; men det var der desværre ikke! Susanne med Aslan var også mødt, så da vi havde stået og ventet lidt, besluttede vi at lufte de 2 små i Viborgs gågader - og det var vældig hyggeligt for de små, at se noget andet end de var vant til.
I aftes var vi så til hvalpetræning for 2. den gang. Der var kommet en hel del flere end første gang, så nu tror jeg vi er over 20 hvalpe på holdet, så Laila vil vist prøve at få en hjælper på, fra næste gang, så holdet kan blive delt i små og store hvalpe!
Kia er utrolig hurtig til at lære nye ting og så er hun faktisk ret rolig i pauserne, når der ikke sker noget, så jeg glæder mig til at fortsætte træningen med hende. Jeg tror faktisk, at hun nu er i stand til at gå fri ved fod (bare jeg har hånden i den lomme med godbidder). Vi er begyndt på 'BLIV' øvelsen og det går også godt, så nu skal der bare bygges afstand på - stille og roligt;o)
 

13. januar: Så fik 4 af de små, fra Flyverkuldet deres debut i udstillingsringen i dag, hvor DRK region Østjylland afholdt deres vinterskue i Århus, - og hvilken debut;o) Alle 4 fik SL og Lab-x-streams Blackbird 'Tarquin' blev endda placeret som 4. vinder - meget flot af en så lille hvalp på 3 måneder blandt hvalpe, der var op til dobbelt så gamle. Kuldet  er i dag 3 måneder og 2 dage, så det er kun lige så vidt de overhovedet kunne komme med, så vi er meget stolte og tilfredse med de fine præmieringer og ikke mindst de meget flotte kritikker de fik af den svenske dommer Anna Geschwindt. Hun gennemgik alle hundene meget omhyggeligt og der blev givet en fyldig kritik, så vi kunne med rette føle at vi fik 'noget for pengene';o) Vi skulle også have hilst på Lab-x-streams Dragon Lady 'Fiona' og familien Oest fra Nibe; men de måtte desværre i sidste øjeblik melde afbud p.g.a. sygdom. Måske de kunne have lyst til at deltage i Tarm Hallen den 3. februar - da kommer der også et par stykker fra kuldet! Udover de pæne kritikker; som vi selvfølgelig glædede os meget over, glædede det os mindst lige så meget, at se hvor glade og tillidsfulde alle hvalpene var. De tog hele postyret i stiv pote, så det lover godt for fremtiden. Tak til alle jer der kom og viste jeres hvalpe så flot og endnu en gang et STORT TILLYKKE med den lille.
Desværre er de fleste af de billeder vi tog i dag ikke blevet særligt gode - dog lige med et par enkelte undtagelser, som vises nedenfor.


'Assers' mor Lillian og Dorte med 'Tarquin'


'Tarquin' er stadig en skødehund


Til venstre for Dorte og 'Tarquin' sidder Susanne - mor til 'Aslan'


Fra venstre Susanne med Aslan, mig med Kia, Dorte med Tarquin og Villy med Asser


Det er svært at sidde helt stille


Her lykkes det vist


Dommeren var meget grundig - her ses tænder på Tarquin


Den anden ende på Tarquin skulle også ses efter


Asser står fint


Alle hvalpene har de fine bølger ned af ryggen


Tarquin placeres som 4. vinder
(foto Dorte Søjbjerg)


Aslan og Susanne efterfulgt af Dorte og Tarquin
(foto Dorte Søjbjerg)

12. januar: Jeg har ikke haft så meget tid til hundene, de sidste to dage p.g.a. kursus i dagtimerene, og også mandag-tirsdag i næste uge er jeg på kursus. Hans har muligheden for at arbejde lidt hjemmefra, så de kommer nu ikke til at være alene hele dagen. I går havde Hans sat vores internet kamera til, så han kunne 'holde lidt øje' med dem, mens han var i Ålborg - og der var ikke en lyd at høre. De var kommet ud på den overdækkede del af terrassen og de lå for det meste og slappede af. Det er nu dejligt at få bekræftet at de ikke står og gøer og piber, når vi ikke er hjemme.
I dag, hvor regnen øser ned, skal Hans på jagt og jeg skal have Kia med ned i byen på den sædvanlige gåtur. Jeg har besluttet mig for, at skifte markprøvelinen ud med den sele jeg har købt til hende. Den skal hun have på, indtil hun har lært at følge mig, så kan jeg altid skifte over til linen igen, når hun er blevet bedre til at gå i snor. Jeg hørte sidste gang til hvalpetræning, at der samme sted om mandagen er ringtræning, så på mandag prøver jeg at tage Kia med derop, så må vi se om det er noget for os. Så kan det godt ske, at det bliver Hans, der overtager hvalpetræningen om tirsdagen, da jeg ikke har timer nok til at flekse to dage i træk.
I morgen mødes vi med 4 af hvalpene i Århus, hvor vi skal på skue. Det bliver spændende at se dem igen. Aslan så vi nu i torsdags, da Susanne var nede ved Jacob dyrlæge med ham til 12 ugers tjek og den sidste vaccination. Ham og Kia tog nogle gevaldige ture inde i stuen og selvom det nu så meget hyggeligt ud, var vi nu glade for at vi ikke har beholdt mere end en fra samme kuld!

9. januar: Kia var næsten bevidstløs af træthed, da vi i aftes vendte hjem efter den første gang hvalpetræning. Pyha - det er Malou om igen - alt og alle skal hilses på som gamle venner - og man har næsten ikke tid til at lære noget. Det eneste, der kan fange opmærksomheden og give kontakt, er hånden i lommen med godbidder. Det var et meget stort hvalpehold; men der var et par stykker mere på Kias alder. Vi skal hver dag ned til Bjerringbro og gå lidt i snor, så hun bliver lidt mere vant til det - det bliver godt nok spændende på søndag om hun i det hele taget VIL gå i snor og ikke hellere lege med alle de andre hunde;o)
Der er åbenbart flere, der synes at vores hvalpeplaner ser spændende ud, for en ½ time efter jeg havde sat det på hjemmesiden, kunne jeg begynde at lave venteliste - UHA - nu håber vi endnu mere på, at Malou leverer et kuld til sommer;o)


IntCh Nord DkCh SCh NCh Melicmark Louis T Duck 'Rumle' - Malous næste kæreste

8. januar: Den store nyhed i dag, er uden tvivl valget af Malous næste kæreste. Vi er såmænd allerede begyndt at krydse fingre for, at det nu endelig lykkes for Malou at bringe et kuld hvalpe til verden. Vi har valgt at satse på det 'sikre' og valgt en hanhund, der overbevisende har bevist sit værd som avlshund. Den heldige bliver IntCh Nord DkCh SCh NCh Melicmark Louis T Duck 'Rumle'. Vi klappede ham første gang på udstillingen i Herning i 2003 og vi har siden fulgt ham som en egnet partner til Malou. Vi er glade for, at Bolette Heering, som ejer 'Rumle', har givet tilladelse til at benytte ham og selv synes det vil blive en rigtig god kombination. Rumle har en fantastisk god HD og AD statistik med et højt indeks og der er over 32% af hans afkom, der er røntgenfotograferet! Han er selv kernesund og har været brugt rigtig meget på praktisk jagt og apporteringer på godsjagter.
Nu er Malou sat på diætfoder - hun kan suge næring af en sten, den hund - og der skal laves et træningsprogram til hende, så hun kan komme i form og blive 'fit for fight' inden hun skal besøge Rumle - forhåbentlig til juni;o)
I aften starter Kia og jeg på hvalpetræning i Viborg - det bliver spændende at komme i gang med en lille ny hvalp;o)

5. januar: Saba har sendt os en Nytårshilsen - hun er allerede blevet dygtig og kan både forstå SIT og DÆK og så kan hun give pote. Hun havde heller ikke reageret særligt på skyderiet Nytårsaften, selvom hun helst ville være indendøre mens det var værst. Hun hygger sig med storebror Louis, som er en rigtig gentleman og lader Saba vinde slåskampene en gang imellem.

5. januar: Vinteren er kommet - og selvom vi har indrettet en rigtig god udendørs opholdsplads til hundene i de få timer jeg er væk, så har jeg nu været glad for, at det ikke har været nødvendig at lukke dem derud endnu, for Hans har været hjemme de sidste to dage. Alba har ikke, hvad der ligner pels tilbage, den stakkel, men det er prisen for et kuld hvalpe - ellers ser hun fin ud igen - der er ikke ret meget overflødigt hud på hende mere. Underligt som 2 hunde kan være så forskellige? Malou er igen, igen kommet på kur. Hun får noget af dyrlægens diætfoder - i følge ham, må hun spise så meget hun vil - men vi vejer nu alligevel af til hende - og så er ALLE godbidder til hende gulerødder. De hjemmebagte kiks får hun ikke flere af og de store tandrensende kiks, som de plejer at få, er jeg også blevet tilbageholdende med. Det skulle også kombineres med noget mere motion; men med den kulde og Hans's influenza, så bliver det ikke til så meget, som det burde.
Vi har hørt fra alle hvalpene i det nye år - på nær en enkelt - alle havde de klaret Nytårsaftenen i stiv pote - ikke antydning af problemer med nogen af dem. Flere af dem havde også været med på familiebesøg i helligdagene med flere børn og andre hunde og også det, havde de klaret - herligt at høre.
Elsass hørte jeg fra i går - også med hende går det godt - Anita er så småt ved at lære hende forskellige ting og lysten og indlæringsevnen fejler i følge Anita ikke noget. Hun har oven i købet fået sig charmeret helt ind på Anitas aussietæve, som ellers ikke er særlig vild med hvalpe og de kan nu sove i samme kurv! Vi benyttede også Julen til at få os meldt ind i STH - et støtte medlemskab koster ikke mere end 200 kr. om året (man kan også donere et større beløb). Organisationen for Servicehunde til Handicappede får ikke offentlig støtte; men er udelukkende afhængige af private donationer og jeg synes det er et fantastisk flot arbejde de gør for handicappede. Vi modtog i går deres sidste blad, som bl.a. indeholdt en fin artikel om dem, der havde fået en servicehund her i efteråret - og det er dejligt at se, hvor stor glæde og hvor meget hjælp en specialtrænet hund kan give en handicappet person. Så et støttemedlemsskab af STH kan vi varmt anbefale;o)))))

Nu er de små blevet 12 uger og tiden er kommet til deres sidste vaccination - det er der også flere af dem, der allerede har fået.
Kia blev i aftes meldt til et schweisskursus her i foråret - ikke fordi jeg ikke selv kan tilrettelægge hendes træning, men fordi det er dejligt også at få hende ud blandt andre mennesker og hunde og så er det ligesom noget lettere at komme af sted, når man har nogle bestemt kursusdage! Der er allerede ved at være booket op - jeg har valgt at melde os til det schweisskursus som Hammershøj Jagtforening afholder - så jeg ikke optager en plads på det kursus DRK Region Østjyllands sporudvalg afholder i samme tidsrum og som Hans er formand for - der skal ikke være nogen sammenblanding af interesser her;o)
I det hele taget er schweisskurser meget populære, så hvis nogen har interesse i at deltage i et, og deres region/jagtforening har et tilbud - så skynd jer med tilmeldingen - de plejer hurtigt at være booket!
Jeg håber også at vores lille privat 'sporklub' med Janne og Dorte fortsætter i 2008 - det er nu hyggeligt at lægge/gå spor med andre.

Nicolai er i gang med at planlægge en parring med Sika - en kuldsøster til Alba og han er rendt ind i det problem (som vi også rendte ind i med Alba), at Sika ikke kan blive registreret PRA fri efter sine forældre, da det i sin tid ikke lykkedes for mig at få Sanna og hendes mor til at sende mig en kopi af Hamlets Certifikat fra Optigen! Vi er godt klar over at Hamlet blev testet lang tid før det kunne blive registreret i SKK; men med en tro og love erklæring kan vi godt få resultatet registreret i DKK alligevel! Kunne jeg ved samme lejlighed få en kopi af Saljes  Optigen Certifikat, ja så kunne jeg få både Abba-kuldet og Våben-kuldet registreret - og det ville jo unægtelig spare vores hvalpekøbere for en betydelig udgift, hvis de gerne vi bruge deres hvalpe i avl og gerne vil have deres PRA status registreret i DKK! Hvis ikke det lykkes Nicolai at få Sanna til at sende en kopi af Certifikatet, er der vist ikke anden udvej, end at han selv får Sika testet - akkurat som vi valgte at få Alba testet - ak ja, det kan være dyrt at være seriøs opdrætter......
Kia er vi dog nødt til at selv at få testet, da Theo ikke er blevet det - men med alle de afkom han har lavet uden der er dukket noget op, så anser jeg det for meget lidt sandsynligt at der skulle ligge noget PRA på hans linier!


3. januar: Så har Kia fået sin anden almindelige vaccination og en rabies vaccination i dag. Om 1 måned får hun en rabiesvaccination mere og så skal der gå 120 dage, før vi kan tage en blodprøve på hende og se om hun har dannet antistoffer mod rabies - og så først er hun klar til at følge med os til Norge og Sverige!
Jeg tog en snak med Jacob, om det var 'farligt' at tage Kia med til Vinterskue i Århus den 13. januar p.g.a. kennelhoste. Der florerer temmelig meget af det i øjeblikket; men det er svært helt at undgå; men nu hvor Kia har fået sin sidste vaccination - vi håber de andre kuldsøskende også er færdig vaccineret inden - så regner vi med, at det går.
Vi har været travlt optaget i Julen/Nytåret med at lægge hvalpeplaner med Malou. Vi regner ikke med, at hun skal have mere end 1 - allerhøjst 2 kuld mere - og for at finde ud af, om hun overhovedet er i stand til at lave flere hvalpe, må vi vist prøve at parre hende på naturlig måde næste gang og så følge hendes løbetid nøje med progesteronmålinger! Nu må vi se om vi kan finde en god hanhund til hende - gerne en, der har avlet hvalpe før!
Jeg skal på arbejde i dag - det bliver heldigvis en let uge med bare 2 arbejdsdage. Hans ligger med en begyndende influenza, så hverdagen er begyndt igen. Der er kommet et fint lag sne og det er rigtig koldt - men hundene skal nu alligevel ud på deres tur i dag.

2. januar: Sidst i december mailede jeg til Susanne Preisler - Lund Dyreklinik - hvor vi tidligere har fået vores hunde blodprøvetaget til en optigentest for prcd PRA. Jeg ville nemlig gerne have skrevet Kia op til en optigentest, da 'Flyverkuldets' fader - Theo - ikke er optigentestet, så derfor vil vi anbefale at kuldet bliver optigentestet, hvis de skal bruges i avl. Lund Dyreklinik skal have sikkerhed for at de har samlet mindst 20 hunde inden de annoncerer med en sådan 20/20 clinic! Derfor har jeg forhåndstilmeldt Kia til en 20/20 clinic hos Susanne og hendes mand.
Man kan læse mere om sådan en 20/20 clinic inde på www.labrador-retriever.dk/optigen.htm Kursen på den amerikanske dollar er stadig så lav, så det koster ikke alverden at få testen lavet. Hvis man ikke har tænkt sig at bruge hvalpen i avl er der dog ingen grund til at få testen lavet, da Alba er testet normal/fri i 2006 og derfor vil ingen af hendes hvalpe kunne få sygdommen PRA! Vi fik både Malou og vores gule tæve Dina testet tilbage i 2004 - og de var heldigvis begge normal/clear - men senere har det vist sig at i hvert fald Dinas mor er bærer af PRA, så man kan aldrig vide sig sikker på, om hvalpen er bærer af sygdommen medmindre både mor og far er testet normal/clear!!

1. januar: Vi er stadig imponeret over hundenes reaktion på al nytårshalløjet i aftes - eller rettere sagt manglende reaktion. Det er længe siden at både Alba og Malou har snorket så dybt og inderligt, som i aftes, og det samme gjorde sig gældende for Kia. Nu skal det siges at de nærmeste naboer slet ikke var hjemme; men vi havde selv indkøbt lidt skyts - og Hans gik på tilpas afstand og tændte det og jeg stod med Kia i snor oppe ved huset. Hun kiggede nysgerrigt derned, da det begyndte at lyse op og brage; men det var bestemt ikke noget, hun synes var farligt, så nu er det afprøvet - Kia er i hvert fald ikke skudræd;o) De store hunde fik en elgknogle at tygge på her i formiddag - og den blev serveret ude i den nye hundegård, som vi har indrettet derude hvor vi havde hvalpenes aktivitetsgård. Vi har sat Albas træ hundehus op derude og båret en af igloerne op fra den anden hundegård, og så har vi flyttet varmelampen, så nu kan alle 3 hunde få lov at være derude, de timer jeg er på arbejde om dagen. Da de store var trætte af at gnave ben, kom de ind og så fik Kia lov til at overtage mormors ben - til stor fornøjelse for hende. De store hunde har lært hende at knurre, når nogen nærmer sig deres mad, så det fik vi lige vænnet hende til, at det skulle hun ikke gøre når det var os, der ville have maden, så efter et par forsøg, slipper hun nu villigt sit ben uden at reagere - for så at få det igen. Der er kommet et lag med sne, så over middag tager vi hundene ud på en lille tur - Kia skal helst præsenteres for en ny ting hver dag - det er vigtigt for hendes socialisering.


Lab-x-streams Super Trooper 'Odin' - har lige fået et Nytårsbad
(foto Metteline Severinsen)