Billeder fra turen

27./28. august: Vi tog færgen fra Grenå til Varberg kl. 23.55 søndag aften. Denne forbindelse og tidspunkt passer os rigtig godt, da vi kan sove nogen timer ombord, inden vi skal køre de 4-500 km. op gennem Sverige og Norge før vi kommer til Flisa.
Om mandagen var vejret lidt overskyet og det småregnede på turen op. Vi kom til Flisa midt på eftermiddagen og havde holdt en del pauser med hundene på vejen. Både Malou og Alba er fantastiske rejsekammerater - ikke en lyd hører vi fra dem undervejs.
Om aftenen klarede det op og vi fik ringet og aftalt med Eva Moen, at hun skulle lægge et bevægelig spor til Alba om fredagen - sådan lige for at Alba kunne vænne sig til bundforholdene - og så havde vi jo også en mistanke om fåreflokke i skoven; som hun skulle prøves på!

29. august: Tirsdag morgen stod vi op til herligt vejr med sol og varme. Vi kørte en lille tur op mod Losåsen og satte bilen og så fortsatte vi ellers til fods, op af et traktorspor til toppen. Det bugnede med tyttebær - store og mørkerøde og det var helt tydeligt, at der her ikke havde været bærplukkere på besøg endnu.
Hundene nød at kunne rende frit omkring og de fik hurtigt smag for bærrene - både tyttebærrene og ikke mindst de søde blåbær, som der stadig var en del tilbage af. Vi aftalte at vi ville vende tilbage næste dag med spande og bærplukkere. Bagefter tog vi hundene ned til Kulpen, hvor de fik lov at pjaske og lege i vandet - denne gang havde vi det helt for os selv.
Om aftenen kørte vi ud til "vores" sporterræn i Trangen og lagde et par gode lange spor til begge hundene. Bagefter kørte vi til et andet område ved Trangen, hvor vi gik en lang tur med hundene. På vej ned til bilen var Alba løbet i forvejen og pludselig hørte vi hende pibe. Hun stod ved noget vand og snusede og det virkede som om hun var blevet bidt/stukket af noget i den højre forpote! Vi undersøgte stedet; men kunne ikke finde ud af hvad der var sket, så vi tog begge hundene i snor om til bilen. Da vi kom hjem var Albas pote svulmet kraftigt op og hun ømmede sig når vi mærkede på den. Hun virkede ikke dårlig, bare lidt træt, så vi besluttede os til at se tiden an til næste dag. Vi diskuterede selvfølgelig hvad hun kunne have været ude for; men det kunne jo have været så meget. Næste dag var der imidlertid ikke noget i vejen med hende!

30. august: Vi vågnede til endnu en solrig dag og startede med at køre ud og lade hundene gå deres spor. Alba gik med den største koncentration jeg længe havde set og det tog ikke mere end knap 15 minutter før hun stod med kloven i munden. Heldigvis har hun lært at komme hen til mig med kloven og bytte med mig for at få sine godbidder.
Hans startede Malou op og på trods af hendes løbetid, gik Malou også med en dyb koncentration og både Hans og mig var efter sporene, optimistisk for søndagens sporprøver.
Bagefter kørte vi igen op til Losåsen og satte bilen. Så gik vi igen næsten til toppen og startede med at plukke tyttebær. Med en bærplukker hver, tog det faktisk bare et par timer, før vi havde ca. 30 liter bær. Vi var ikke engang kommet halvvejs ned til bilen, før vi måtte holde med at plukke - vi havde hverken plads eller brug for flere bær! Hundene gik ikke særlig langt væk fra os - Malou prøvede at holde sig tæt til spanden, hun havde nemlig fundet ud af, at det var nemmere bare at vælte spanden med bær end selv at plukke, så vi måtte lægge noget over spanden og lægge en stor sten på låget for at hun ikke skulle æde det hele.
Da vi kom hjem genstod der et større arbejde med at rense alle bærrene og vi fik købt sukker og glas, så vi kunne sylte dem deroppe.

31. august: I dag skulle vi til Sverige. Vi havde hjemmefra lavet aftale med en ejendomsmægler om at se et hus i Torsby i Värmland - bare 100 km. fra Flisa. Vi har i et stykke tid snakket om muligheden for at købe et sted i Norge/Sverige og det er rart at holde sig orienteret om hvad der kan fås. Vi synes dog at dette hus lå lidt for tæt på naboerne; men nu ved ejendomsmægleren lidt om, hvad vi er ude efter, så måske dukker der noget op, på et senere tidspunkt:
På hjemvejen kom vi igennem Lundersæter, hvor Bente Svenningsen bor og efter at have ringet til hende, kørte vi omkring for at besøge hende. Hun havde sammen med sin far og Ernst, travlt med at sætte et nyt badeværelse op i sit hus; men vi fik kaffe og sad og hyggede os ude på verandaen og nød det dejlige vejr.

1. september: I dag kørte vi over mod Rokosjøen af den gamle militærvej, for at mødes ved bomhuset med Eva Moen, som skulle dømme Alba på et bevægeligt spor. Vi startede fint på sporet og jeg synes Alba klarede at holde koncentrationen fint - lige indtil vi stødte ind i en flok får; som stod midt på sporet! Jeg tror hun fik lidt af en chok, da de pludselig stod foran hende; men da Hans havde jaget dem væk, lykkes det mig, at få hende til at genoptage sporet og selvom hun var travlt optaget af færten efter fårene, lykkes det hende at finde kloven til slut og vi fik en 2. pr. af Eva.

2. september: Lørdag slappede vi af i selskab med Hans mor - vejret var stadig dejligt, så vi kunne sidde udenfor det meste af dagen. Over middag tog vi hundene med ned på Flisa, hvor der blev holdt byfest. Der var musik og masser af mennesker, så det var god socialisering for dem. Alba er efterhånden ganske cool og tager glad og frejdigt kontakt til fremmede mennesker, og lader sig gerne klappe.

3. september: Kl. 4.00 søndag morgen, vågnede vi ved, at regnen piskede ned! Vi prøvede at få endnu et par timers søvn, selvom vi skulle tidligt op. Det var et trøsteløst syn, da vi i voldsomt regnvejr, kørte mod Mosjømarka og dagens sporprøve. Vi havde ingen forventninger overhovedet. Ikke nok med, at det regnede; men det begyndte også blæse voldsomt.
Vi fandt frem til hytten i skoven og der var heldigvis tændt op i ovnen og mulighed for at købe varm kaffe. Der var 19 tilmeldte på prøven og der var deltagere fra Stockholm og Gävle i Sverige og fra sørlandet i Norge. Kl. 9.00 bød Eva Moen; som var prøveleder os velkommen. Hun forsikrede os om, at vejret havde hun ikke noget ansvar for; men håbede at vi alligevel fik en god dag på trods af det. Malou og Albas spor var trukket på forhånd p.g.a. Malous løbetid. Vi skulle derfor vente til allersidst og havde fået tildelt de 2 spor, der lå længst væk i prøveområdet. Malou måtte blive i bilen indtil hun skulle gå spor - men de andre hunde tilbragte også ventetiden i bilerne - ingen havde lyst til at være udendørs mere end højst nødvendig.
Vi havde fået Edgar Johnsrud som dommer og Stig Thorsen som stifinder og jeg tror at klokken efterhånden var 14.00 før de kom kørende op til det område hvor vi skulle gå spor. Vi var kørt derop i forvejen og havde siddet og ventet i et par timer. Der havde ind imellem været mindre ophold i regnen; men ca. 5 minutter efter at jeg havde startet Alba op på sporet, åbnede himlen sig igen og jeg blev på et øjeblik, fuldstændig ude af stand til at se ud af brillerne p.g.a. vand!
Flere steder kunne jeg dog se både fårelort og lort efter elg; men Alba lod sig ikke distrahere og knoklede for at udrede sporet. Hun ringede en del ved vinklerne og på et sted, hvor jeg havde troet, at sporet måtte knække til højre, trak Alba mig stik mod venstre. Jeg prøvede godt nok en enkelt gang at trække hende lidt tilbage; men da hun stadig ville samme vej, var der jo ikke andet end at følge efter hende;o)
Vi kom ned i noget knæhøjt bevoksning, hvor det var meget sumpet og Alba trak kraftig i retning af et rivende vandløb, hvor hun hoppede i og ville over. jeg kunne se at vandet var så dybt at Alba ikke kunne bunde, så jeg var overbevist om, at hun var på vildspor her. Efter at have trukket hende op af vandet et par gange og ladet hende ringe lidt rundt i området, vist hun mig igen, at hun VILLE altså over på den anden side. Jeg opdagede så en sten i vandet, jeg kunne træde på og fulgte så efter Alba over på den anden side. Her gik hun meget sporsikkert igen og tog endnu en vinkel. På den sidste lige strækning havde vi stiv sidevind og jeg kunne mærke på Alba at hun virkelig måtte arbejde for at holde kontakt med sporet. Hendes næse lød som en fiskekutter det sidste stykke, Pludselig begyndte hendes hale at rotere som en helikopter og hun rodede lidt i skovbunden og frem fra et buskads kom hun nu frem med en rådyrklov og afleverede til mig. Jeg har næsten ikke ord for, hvor glad jeg var i det øjeblik. Når jeg bagefter læser kritikken, kan jeg se at vi det sidste stykke gik ca. 5 m parallelt med sporet p.g.a. vinden. De norske dommere plejer ikke at give udtryk for hvordan man bliver præmieret og Edgar Johnsrud var ingen undtagelse.
Hans skulle så gå sit spor med Malou; men det var tydeligt at hun var mere interesseret i færten fra fårene i dag - og ret hurtigt stoppede dommeren den prøve.
Så vi kørte tilbage til hytten og måtte vente i spænding på Albas præmiering. Med Malou vidste vi at det blev et 0.
Endelig kom de 4 dommere ud og på skift læste de deres resultater op. De startede med at nævne alle dem, der havde fået 0. Det var der desværre 16, der havde fået. Kun 3 hunde havde fået en præmiering og de havde alle 3 fået en 1. præmie. Da Eva fortalte det, gik der noget tid, inden jeg helt havde fattet konsekvensen af det - nemlig at Alba måtte have fået en 1. pr. og dermed havde hun erhvervet sig arbejdsmeriterne til NVCh - det vi havde håbet på at få med os hjem. Det jeg slet ikke havde forestillet mig, var, at Alba også var blevet valgt til prøvens bedste hund - noget vi ikke tidligere havde prøvet og det var jo helt forrygende at få rosetter, glas, medalje og en flot jagtbog med sig hjem. Arrangørerne af prøven, var Hedmark Dachshundeklubb, så heldigvis var de andre 2 hunde med præmieringer, gravhunde, så også prøvens bedste gravhund kunne præmieres og det blev en af pigerne fra Stockholm.
Vejen hjem med præmier føltes dejlig kort og utrolig nok var regnen holdt op.
Vi gik tidligt i seng om aftenen, da vi næste morgen skulle på en 3 dages fjeldtur oppe ved Femund og Engerdal.

4. september: Hvor meget det egentlig havde regnet i går under sporprøven, fik vi syn for i dag! På vej gennem Elverum havde man spærret af og lavet en omkørsel, fordi den megen regn havde undermineret en byggeplads og man var bange for, at en stor byggekran skulle vælte! Der var kommet ca. 50 mm vand i området! Efter ca. 200 km. kørsel, fandt vi frem til den sæterhytte, vi havde lånt af Steinar og Laila; som Hans kender fra sine jagtture efter rensdyr. Her fandt vi den fred og ro; som vi begge synes er så fantastisk deroppe i Norge. Vejene deroppe er dårlige og meget mere end 50 km/t kan man ikke regne med at køre. Deroppe kan man faktisk godt sætte tiden i stå. Hvor herligt at sove til man vågner - spise når man er sulten - gå i seng når man er træt og ellers bare koble fuldstændig af. Hytten var langt over den standard vi havde forventet. Der var såmænd både bad og wc indendørs og køkkenet var udstyret med køleskab og ovn med 2 kogeplader ovenpå - rent luksus i forhold til det vi havde forvente;o))))
Den første aften regnede det, men vi tog regntøjet på og gik en lang tur i området omkring hytten.

5. september: Efter en god nats søvn stod vi op og da det stadig var lidt vådt og overskyet udenfor, besluttede vi at tage en tur op til Elgå ved Femundsøen. Området ved Femundsøen er faktisk kun farbar ved hjælp af små rutebåde, der sejler på søen. der er ikke bilveje omkring søen, så Elgå var det længste vi kunne komme med bilen. Det blæste en stiv vind, så vi var ikke ret meget udenfor; men fik da taget et par billeder fra turen. Rensdyr var vi også heldige at træffe på. Om eftermiddagen tog vi på vandretur ovenfor hytten og der var så pragtfuldt et terræn, at vi bestemte os for at tage en længere tur dagen efter.

6. september: Vi vågnede til sol og klar himmel og pakkede lidt frugt og chokolade sammen med drikkevarer og så lagde vi ellers ud på tur ovenfor hytten. Hans havde tændt for sin GPS; men vi valgte også at følge en gammelt traktorsti på fjeldet, så vi var helt sikker på at kunne finde tilbage. Vi har stor respekt for at færdes i fjeldet. Heroppe kan man stå stille og lukke øjnene og høre absolut ingenting - stilheden er så stor, at den nærmest er til at tage og føle på. Det er svært at beskrive - det skal opleves!
Begge hundene kunne gå frit og jeg skal ellers love for, at det var noget, der passede dem. De gik vel mere end 3 gange så langt som os, da de havde travl med at afsøge områderne til hver side for hvor vi gik. Pludselig tog pokker ved Alba. Hun startede i fuld fart efter noget vi ikke kunne se hvad var; men sandsynligvis har det været en hare; som der er en del af deroppe. Hun forsvandt hurtigt ud af syne; men efter et stykke tid kom hun tilbage. Der er jagt i den hund - det er helt sikkert. Der var også spor af elge deroppe og det er også i samme område, der træffes både ulv, bjørn, jærv og gaupe. Heldigvis er disse rovdyr så menneskesky, at man skal være mere end heldig hvis man skal se en af dem. Steinar, som ejer hytten, arrangerer jagtture i området og der er tit set gaupe (los) i nærheden.
Hundene fik badet i hver eneste fjeldvand vi passerede - der er ret vådt og fugtigt på fjeldet, så det er vigtig med at have noget ordentlig fodtøj på. Heroppe bugnede det også med tyttebær og i særdeleshed blåbær. De er lidt senere fremme heroppe i 900 m.o.h.
På vej tilbage til hytten, smuttede Alba ind i skoven ved siden af en jagthytte og da vi så nærmere efter, hvad det var hun rodede med, fandt vi et kranie med opsats fra sidste års elgjagt!
Vi havde en fantastisk tur denne dag og vi gik 2-3 timer indover, inden vi vendte om og gik hjem til hytten igen. Der var ikke meget "vrøvl" med hundene ved sengetid den aften. De vidste knap nok om de gad tisse af, inden vi skulle lægge os;o)

7. september: Efter morgenmaden pakkede vi bilen og fik ordnet huset efter os, før vi stille og roligt satte kursen mod Flisa igen. Hjemturen gik over Trysil og vi var fremme midt på eftermiddagen.
Vi fik handlet lidt på Flisa og fik pakket bilen, inden vi gik tidligt i seng.

8. september: Så var afrejsedagen kommet og vi kørte fra Flisa ved 7.30 tiden om morgenen. Vi skulle med Express færgen fra Göteborg kl. 15.00, så vi havde god tid til at køre nedover. Vejret viste sig igen fra den pæneste side med sol og høj blå himmel.
Det har været en ubeskrivelig dejlig tur og skulle nogen fatte interesse i at komme på fjeldet og opleve det med egne øjne, ja, så ved vi at Steinar kan overtales til at leje sin sæterhytte ud. Faktisk har han et par stykker af slagsen i området deroppe. Vi kan i hvert fald varmt anbefale et par dage i stilheden deroppe;o))))
Vi formidler gerne kontakten til Steinar;o)

Billeder fra turen